"Gå altid på det modsatte fortov", sagde min vigtigste mentor og første redaktionschef, Rolf Geckler. Han insisterede på, at den mest interessante historie altid bliver fundet af den, der tør jage et andet sted end det store kobbel. Jeg kan efter mange år i Afrika tilføje, at det ofte kræver lidt mere umage, lidt mere fortælleglæde og lidt bedre sprog at formidle de uventede historier. Til gengæld kan teknikken bruges over hele kloden.
Foto: Klaus Holsting
25 års erfaring som journalist med fokus på internationale forhold, udvikling og miljø - heraf 15 år som Politikens korrespondent i Afrika med base i Cape Town, Sydafrika. Ofte benyttet i DR, TV 2 og TV 2 News som kommentator. Desuden omfattende erfaring med redigering, coaching og journalistik fra resten af kloden for Det Fri Aktuelt (ledende redaktionssekretær, miljøreporter og udenrigsreporter 1987-1994) og Berlingske (international reporter 1994-95).
Kommunikationsopgaver på print og i elektronisk form for blandt andre Udenrigsministeriet og en række organisationer - ofte med det mål at kommunikere det svært tilgængelige til folk, der ikke anede, at de interesserede sig for emnet. "Rejseguiden" til 2015 målene om udvikling er skrevet for Danida/Udenrigsministeriet og trykt i 130.000 eksemplarer. Anmeldt i U-landsnyt.dk: "Med Politikens Afrika-korrespondent Jesper Strudsholm som en sprudlende veloplagt rejsefører kan vi alle komme med på "Turen går til en mindre skæv verden", som ikke blot ligger nemt i inderlommen i det format, vi kender fra de andre Politikens Rejsebøger. (....) Denne bog er en revolution i u-landsoplysning. Intet mindre. Den viser, at sådan kan det også gøres. Det er genialt det her". Bogen findes online på: http://www.netpublikationer.dk/um/6488/pdf/MindreSkaevverden.pdf
Som udsendt til klodens fjerne hjørner af medier med begrænsede ressourcer har jeg ofte arbejdet uden fotograf og selv taget billeder og lavet video. Alle fotos på dette website (på nær bogomslag og hvor andet er angivet) er eksempler på mit arbejde. Her Plaza Vieja i Havana, Cuba.
Den kombinerede baggrund som journalist og arkitekt har jeg udnyttet både i Danmark - eksempler fra Weekendavisen kan ses i min blog - og internationalt som i denne artikel for det canadiske designmagasin Azure om den sydafrikanske arkitekt Carin Smuts, da hun vandt The Global Award for Sustainable Architecture
Min bogproduktion strækker sig over en række genrer. Her en biografi om Dansk Røde Kors' tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen, anmeldt i Morgenavisen Jyllands-Posten af Tage Clausen (fem stjerner): "Historierne er fortalt af en journalist, der behersker fortælleteknikken (....) Han manøvrerer elegant og ubesværet mellem forskellige fortælleteknikker, stilbrud, kronologiske spring og dygtig brug af metaforer" . I Weekendavisen skrev Joakim Jakobsen: "Strudsholm kan beskrive "en hæsblæsende og livslang jagt på anerkendelse" hos Poulsen. Det gør forfatteren lavmælt, loyalt og skånselsløst".
Forsidefoto: Klaus Holsting
Reportager fra Sydafrikas overgang til demokrati i samarbejde med fotograf Klaus Holsting, anmeldt af Lars Bonnevie i Weekendavisen: "Strudsholm siger alt for beskedent i indledningen, at de ledte efter brokker til forståelse af det skræmmende, mageløse, uhyggelige og betagende land (....) Men Strudsholm og Holsting er kommet længere ind under huden på Sydafrika end nogen andre danskere, jeg kender, og de stramme, præcise og engagerede tekster samt de mageløst gode fotos hæver denne bog op på et niveau, der ligger tårnhøjt over, hvad der normalt produceres af slagsen. Når man har lagt bogen fra sig, sidder man med en følelse af, at man har været der, og at man er blevet en hel del klogere undervejs".
Reportager fra Afrika med journalist Görrel Espelund og fotograf Eric Miller. I fokus er almindelige mennesker, der gør en ekstraordinær indsats og nægter at lade sig suge ned af problemerne omkring dem. Anmeldt af den sydafrikanske landsretsdommer og menneskerettighedsadvokat Dennis Davies: "I want to suggest to you that this book really does capture more than just a bite of African reality, but the reality itself (....) What you find is not just the depravity, the barbarism, the religious fundamentalism, the racism, the sexism, the tribalism which has characterised this continent for so long, but also the humanity, the decency, the triumph of the human will, which in many ways has characterised our own remarkable progress over the past ten years and which is so deeply seated and rooted in Africa (....) This is a marvellous book".
Danske udviklingsjournalisters hæderspris (2007) efter indstilling fra journalist og forfatter Peter Tygesen: "Hver gang man ser Jespers byline i avisen, kan man være sikker på, at det er en relevant, engageret og velfortalt historie, han bringer (...) Hans energiske journalistiske nysgerrighed og hans altid fyndige måde at fortælle gode historier på gør det faktisk til en gåde, at han ikke for længst har fået denne og andre priser for sit flotte arbejde".
Min journalistik kører på to motorer: Ønsket om at fortælle historien gennem de mennesker, der lever med dens konsekvenser - og ambitionen om at overraske med nye vinkler bag velkendt virkelighed. "Rebeller i fåreklæder" er beretningen om en skoleinspektør i en paradoksal dobbeltrolle i borgerkrigen i Sudans Darfur-region. Om formiddagen glæder han befolkningen ved at arrangere den undervisning, som regeringen aldrig leverede; om eftermiddagen klæder han om til oprørsleder og truer ved et checkpoint i landsbyen buspassagerer til at betale skatter til den krig, han selv var med til at sætte i gang.
Da en ung dansker med somaliske rødder angreb Muhammed-tegneren Kurt Westergaard i Aarhus med en økse, forfulgte jeg attentatmandens fortid som anholdt i Nairobi. Her mistænkte den kenyanske efterretningstjeneste ham for at være udset til en toppost i terrororganisationen Al-Shabaab. I samarbejde med kolleger i København blev det til en af de første historier, der blotlagde forbindelserne mellem Danmark og borgerkrigen i Somalia - et forspil til den senere involvering af danske muslimer i terror i Syrien og Irak.
Reportage - med fotograf Klaus Holsting - om de myter om rigdom, der driver megen immigration og synes umulige at udrydde, selv når historierne viser sig at bygge på en løgn. Artiklen er en del af et større igangværende projekt om jagten på det bedre liv og de underliggende drømme.
"Hjemme hos piraterne" fortæller om den trøstesløse hverdag, der skabte de mange kapringer af skibe ud for Somalias kyst. Historien illustrerer samtidig, hvordan en langsigtet løsning gennem udvikling på land er billigere og mere effektiv end krigsskibe til søs
En reportage fra Lake Tchad - engang den tredjestørste sø i Afrika, hvor klimaændringer har bidraget til et enormt skrump. Det har allerede skabt kamp om ressourcerne på tværs af landegrænser og dermed et mikrokosmos for en ny tids konflikter