Zumas afgang: De forhånedes triumf

De egentlige helte i afskeden med Sydafrikas kontroversielle præsident er ikke hans parti ANC, der endelig tog affære, men de mange aktivister, embedsmænd og medier, der trodsede partiets hån og opbyggede en sag mod præsidenten, der til sidst blev umulig at ignorere

Sydafrikas nu tidligere præsident Jacob Zuma sagde sent onsdag aften farvel med en af den slags TV-taler, som nationen tidligt lærte at frygte:

Dårligt skrevet og humpende oplæst med samme mangel på respekt for punktummer, som Zuma længe har vist over for befolkningens voksende krav om ordentlig embedsførelse og almindelig anstændighed.

Kun afslutningen var lysende klar: ”Jeg har besluttet at træde tilbage med omgående virkning”.

På en bar i hovedstaden Pretoria fik det en flok unge studerende til spontant at bryde ud i nationalsangen Nkosi Sikelel’ iAfrika ”for at fejre en ny begyndelse”, som de bagefter forklarede på SABC, det statslige TV.

Sådan nåede man klimakset på en uge, hvor landsfaderen Nelson Mandelas gamle parti ANC efter ni år med korruptionsskandaler endelig besluttede at fyre sin leder.

En smuk historie om idealismens triumf over de kræfter, der alt for længe har fået lov at prioritere deres private berigelse over samfundets velfærd.

Desværre er den ikke sand.

ANC’s afsked med Zuma skyldes ikke moralske kvababbelser i partitoppen, hvis overvældende flertal længe tolererede hans udskejelser som en acceptabel bivirkning af deres overordnede mål: At holde sig ved magten.

Samtlige priser for at insistere på ordentlighed i det unge demokrati skal i stedet sendes til en farverig flok aktivister, der med samme tålmodighed som vanddråbers udhuling af den hårdeste klippe til sidst fjernede fundamentet for ANC’s selvretfærdighed.

Priserne går til civilsamfundets modige vagthunde, hvis mange rapporter om uhyrlighederne længe blev ignoreret; til embedsmænd, der blev fyret for at dæmme op for chefens grådighed; til medier, der blev beskyldt for landsforræderi for at afdække overgrebene; til offentlige institutioner som domstole, der efter nogle svinkeærinder endelig trådte i karakter og banede vejen for en genåbning af Zumas korruptionssager; og endelig til ombudskvinden, som ANC i parlamentet beskyldte for at være CIA-agent efter hendes dokumentation af Zumas misbrug.

Og okay, lad ret være ret: Send nogle bronzemedaljer til de modige dissidenter i ANC, som alle de ovenstående og egentlige helte i denne beretning til sidst fik skubbet til at tage affære.

Så sent som på ANC’s partikonference i december var næsten halvdelen af de delegerede parate til at belønne Zuma ved at vælge hans tidligere kone og foretrukne efterfølger som ny formand.

Kun marginaler sikrede den nu nye præsident Cyril Ramaphosa sejren, selv om ingen kan hævde, at de ikke vidste, hvad der foregik: Det virkeligt skræmmende var jo ikke Zumas udskejelser som en af Afrikas alt for mange store mænd, men at det så længe fik lov at fortsætte trods Sydafrikas unikke kombination af mørke gerninger og en fri presses skarpe søgelys.

Nu bliver det snart lige så svært at finde en tilhænger af Zuma, som det kort efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994 var at finde en forsvarer for Sydafrikas tidligere hvide, racistiske apartheidstyre.

Alle vil flokkes bag den nye leder, Ramaphosa, som nu holder nøglerne til de pengeskabe, der i Sydafrika følger med den politiske magt.

Men selv efter afskeden med Zuma, på et hastigt indkaldt pressemøde i ANCs hovedkvarter oven på hans TV-tale, var det umuligt for hans overlevende støtter i partitoppen at tale om hans mangfoldige overgreb.

Vicegeneralsekretæren Jesse Duarte kom tættest på i en bisætning (”mens vi anerkender de fejl, der måtte være begået…”) før hun hastede gennem en række af de forbedringer, som har lyst op i ni års mørke: Gennemførelsen af verdens største medicinering af hiv-smittede, sundhedsforsikringer, investeringer i infrastruktur.

Gennem en uges intense møder har ingen haft modet til at fortælle hverken befolkningen eller Zuma selv, hvad han har gjort forkert – og ifølge Duarte ville det være ”populistisk” at dele de overvejelser med befolkningen gennem medierne.

I stedet må sydafrikanerne nøjes med forsikringer om ”fornyelser” forud for det valg om 14 måneder, der synes at være den egentlige  årsag til hastværket med at få udskiftet Zuma.

ANC’s nederlag i de fleste af Sydafrikas storbyer ved forrige års kommunalvalg beviste, at partiet trods Zumas forsikringer ikke nødvendigvis vil regere ”til Jesus kommer tilbage”.

Selv om frygten for vælgernes dom ligner den vigtigste og lidet idealistiske årsag til Zumas fyring, er det rimeligt at anerkende afløseren Cyril Ramaphosa for hans mod og elegance som bøddel på vegne af de aktivister, der står med den egentlige ære.

Ramaphosa leder et dybt splittet parti, hvis hovedbestyrelse måtte diskutere i ni timer for at enes om at fyre Zuma. Han overtager nu et land, hvor taberne af politiske konflikter alt for ofte har grebet til våben.

Måske var den vigtigste sætning i Zumas tale derfor en appel om, at hans afgang ikke må koste menneskeliv. Hvis det skal lykkes, må Ramaphosa dele sine kræfter ligeligt på forsoning og oprydning.

For at opfylde løfterne om fornyelse skal der fjernes umådelige mængder af råddenskab i partiet og i de offentlige selskaber, som Zuma forvandlede til pengemaskiner for sig og sine støtter.

Udrensningen startede allerede onsdag morgen med de lette ofre: Den forhadte Guptafamilie med indiske rødder, som under Zuma fik magt til at hyre og fyre finansministre. Nu sidder den ene af familiens tre brødre fængslet efter en ransagning af den pragtvilla i Johannesburg, hvor præsidenten, altså Zuma, og ikke politiet hidtil har været stamgæst.

Bagmandspolitiets handlekraftige udnyttelse af de nye politiske vinde er formentlig kun begyndelsen på et spirende forår i de mange institutioner, som Zuma trods en ihærdig indsats aldrig fik omdannet til fuldblods marionetter.

Hvis rets- og skattevæsen nu får plads til at vende tilbage til fortids storhed, truer fængsel og personlige konkurser både Zuma og mange af hans støtter. En usædvanlig historie i et Afrika med få eksempler på den slags konsekvens – og en forvandling som ANC om få år formentlig med stolthed vil tage æren for.

Dagen efter Zumas afgang havde partiets ledende medlemmer stadig travlt med at hylde både supertankerens nye kurs og den afgåede kaptajns mange påståede fortjenester.

”Vi håber, at Zuma vil fortsætte sin uselviske indsats for bevægelsen”, skrev ANC’s kvindeliga efter at have hilst hans fratrædelse. velkommen

Den slags dobbelttale var ikke nødvendig for de mange, der med enorme personlige omkostninger talte systemet imod i de mørkeste år. De kunne konstatere, at det unge demokratis institutioner, græsrødder og frie presse i den sidste ende var stærkere end de politikere, der gav dem plads og i dag formentlig bittert fortryder det.

BILBAO-EFFEKT PÅ SYDAFRIKANSK

WEEKENDAVISEN 10. NOVEMBER 2018

Tyve år efter Guggenheim-museet satte Bilbao på verdenskortet, har Cape Town fået et monument, der nok skal tiltrække kunstens globale nomader. Men også dilemmaerne i samspillet mellem kunsten og dens huse er rejst med

KUN det mest blaserte menneske kan træde ind i Cape Towns ny katedral af et kunstmuseum uden at  bøje både den fysiske og den åndelige nakke.

Det 38 meter høje atrium, hulet ud i cylindrene af en gammel silo, er så dragende udtænkt og udført, at det får selveste Tate Modern i London og andre lignende transformationer af gamle industribygninger til at virke forunderligt tamme.

Hvor tidens højt besungne lejligheder i gamle siloer i Københavns Nordhavn består af todimensionelle gennemskæringer, har den britiske arkitekt og designer Thomas Heatherwick skabt et tredimensionelt kunstværk i Afrikas engang højeste bygning.

Atriummet – der i Heatherhwocks altid voldsomt symbolistiske verden angiveligt har arvet sin form efter en af kornets kerner - er i sig selv så spektakulært, at man nemt kunne afslutte anmeldelsen lige her med en ubetinget opfordring om at flyve ned og se MOCAA – Museum of Contemporary Art Africa.

Men så let slipper I ikke.  For som med al god kunst skal man kun lette lidt på låget af siloen for at finde indbyggede dilemmaer og provokationer, der vil pirre gæster med blot den mindste fornemmelse af verden omkring dem.

PÅ DEN globale skala placerer MOCAA sig i den ene ekstreme ende af diskussionen om samspillet mellem kunstens og dens bygninger: Skal kunstmuseer være neutrale og ydmyge rammer om det udstillede (den såkaldte white box ideologi, som vi herhjemme for eksempel finder på Louisiana)?  Eller må de gerne have Bilbao-effekt som Frank Gehrys spanske Guggenheim-museum, der netop i disse dage fejrer 20 år som landemærke og publikumsmagnet.

Den diskussion kendte amerikaneren Gehry udmærket fra sit hjemland, hvor et jagerfly udgør en del af facaden på hans højtråbende luftfartsmuseum i Los Angeles fra 1984.

Det stod dengang i skærende kontrast til en anden af USA’s ikoniske museumsbygninger, Louis Kahns  tolv år ældre Kimbell Art Museum, hvis stilfærdige længer med hvælvede tage er resultatet af arkitektens udforskning af den optimale adgang for dagslys til kunsten i bygningens indre.

Her vandt det stilfærdige: Mens Kimbell for nylig er blevet udvidet, er Gehrys bygning lagt i mølpose.

I DANMARK kan man opleve spændingerne mellem white boxes og ønsket om landemærker i Schmidt, Hammer og Lassens atrium i Aarhus’ AROS. Et storslået rum, der dog stjæler så meget volumen, at der ifølge kritikerne er gået ud over pladsen til billederne. Men det er selvfølgelig ikke hele historien.

På taget af samme bygning er Olafur Eliassons store regnbuefarvede pavillon et eksempel på, hvordan hus og kunst kan smelte sammen til en helhed, der forstærker publikums interaktion og oplevelsen af begge dele.

Samme effekt har C.F. Møllers tilbygning til Statens Museum for Kunst i København, der også fik hug for manglende vægplads. Her har den glasoverdækkede skulpturgade mellem nyt og gammelt gjort facaden på den oprindelige, historicistiske bygning til en indendørs udstillingsgenstand med mulighed for fordybelse i arkitektoniske detaljer, der ofte forsvinder i hverdagens støvregn. I den gamle tørdok i Helsingør har Bjarke Ingels’ søfartsmuseum lignende kvaliteter.

MED Thomas Heatherwicks gennemskæring af silorørene på MOCAA er landbrugets aflagte depotrum efter en afrensning for tonsvis af duelort blevet til deres eget kunstværk.

Den udsøgte polering af de afskårne kanter afslører skønheden i betons mosaik af cement, sand og sten, som normalt ligger skjult dybt under materialets triste gråmelerede overflade.

Trapper og elevatorer er skåret ind deres egne silorør, delvist flækket på højkant, så man undervejs opad ser atriummet forsvinde under sig. På toppen går man med let skælvende knæ ud på et glastag, hvorfra man både kan stirre ned i atriummets dyb og opad mod Taffelbjerget, der rejser sig bag Cape Towns centrum.

Det er overdådigt tænkt. Men MOCAA er også et ekstremt eksempel på, hvordan ønsket om en Bilbao effekt tilsyneladende er løbet med alle ressourcerne.

SELVE udstillingsarealerne er udtryksløse, hvide bokse i tarvelige materialer, hvor man kun i enkelte smalle sprækker mod atriummet fornemmer bygningens storhed. Venligt betragtet kan det ses som et forsøg på white boxes, hvor kunsten skal have herredømmet – men under de kolde lysstofrør i de ofte forbløffende dårligt proportionerede rum er det vanskeligt at løsrive sig fra fornemmelsen af, at Heatherwick løb tør for både interesse og penge, da han var færdig med sit vidunderlige atrium.

Selv har designeren forsvaret prioriteringen som en forlængelse af filosofien bag hans prisvindende britiske pavillon ved verdensudstillingen i Shanghai, hvor 60.000 optiske fibre som et gigantisk pindsvin strittede ud mod omverdenen.

Også her var ideen at bruge pengene på én stor gestus. Denne gang ligger hovedattraktionen indendørs, fordi det – ifølge Heatherwick –er vigtigt at trække et nyt publikum ind fra gaden i et land med begrænset tradition for at gå på museum.

Den normale entrépris svarer ganske vist til en halv dagsløn for gennemsnitlige arbejdere – men de kan tage deres børn under 18 år gratis med og selv få gratis adgang tre timer hver onsdag formiddag og ind imellem om aftenen.

SÅDAN har museets ejere – det nærliggende shopping-kompleks på The Waterfront - forsøgt at tage toppen af lokal skepsis mod et projekt, der både kan opfattes som elitært og måske oven i købet eurocentrisk, hvilket er er det sidste man vil være i nutidens Sydafrika.

I et mere globalt perspektiv giver det rigtig god mening med et landemærke, der sparker røven ud af fordomme om Afrikas uformåenhed. Det er da også præcis tankegangen hos museets mæcen, den tyske forretningsmand og tidligere direktør for Puma Jochen Zeitz.

 Hans private samling af nutidig afrikansk kunst udgør en meget stor del af den permanente udstilling på Zeitz MOCAA, som derfor er museets fulde navn. Men også her lurer dobbeltheden: Rigtig meget af Zeitz’ kunstsamling er kritik af kolonialismen i en så poppet og populistisk, ja ofte vulgær form, at man ofte står tilbage med fornemmelsen af et fornuftsægteskab mellem unge kunstnere og en rigmand med ondt i den historiske samvittighed på hele Europas vegne.

TIL GENGÆLD er der ikke megen ydmyghed i det selvstændige hotel, som Heatherwick har skabt rammerne om på toppen af MOCAA: Her kan gæsterne i de opulente suiter betragte verden gennem vinduer udformet som gigantiske fiskeøjne, hvis skråtstillede glaspaneler spejler både himmel, hav og bjerg.

Om natten lyser øjnene over et landemærke med både indre og ydre kvaliteter, der har potentiale til at gøre det samme for at tiltrække globale kunstnomader, som Gehry og Guggenheim gjorde for Bilbao.

Det er godt for turismen. Men for kunsten kunne en del af investeringen i de fysiske rammer på MOCAA måske have gjort større gavn i en bredere satsning på den lokale kunstscene og dens ofte udsultede skoler. Også her forsøger museet dog at retfærdiggøre sin relevans med forskningsafdelinger og undervisningsrum for gæstende skolebesøg. Må det have en effekt, der rækker langt uden for katedralen.    

NORDJYSKE FORVANDLINGSKUGLER

WEEKENDAVISEN 15. SEPTEMBER 2017

I Aalborg har et sjældent tæt samspil mellem boligforeninger, politikere og arkitekter støbt ammunitionen til et storstilet forsøg på at bruge arkitektonisk kvalitet som modgift til ghettoisering

Kan et offentligt lokum rumme en revolution?

Det mener Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening, som i nogle år har været i gang med at vende op og ned på de engang noget berygtede boligkvarterer i Aalborg Øst. Under en rundvisning i et medborgercenter styrer direktøren direkte mod døren til et toilet og insisterer på, at vi som et eksperiment skal tjekke tilstanden.

Han bliver ikke skuffet. Det grønne pangfarvede gulv står pletfrit, saniteten uden skår og væggen uden antydning af graffiti.  

”Vi er i et område, der i Aarhus ville svare til Gellerupparken”, siger Ole Nielsen, der i det splintfri spejl ser beviset på sin centrale  filosofi: Giver du borgerne ordentlig kvalitet, svarer de igen med respekt.

Ganger man toilettets to kvadratmeter ordentlighed med en faktor mange tusind får man et resultat, som bør besøges af alle med interesse i sammenhængen mellem arkitektur og social omstilling.

Ligesom Himmerland Boligforening har også Aalborgs politikere, embedsmænd og arkitekter det seneste tiår afprøvet, hvad man kan opnå ved at øge kvaliteten af det sociale boligbyggeri og insistere på bevidst mangfoldighed som modspil til potentiel ghettoisering.

ET AF de mest markante eksempler troner på toppen af Aalborg Øst – et 12-etagers højhus i Magisterparken, der led af de klassiske sygdomme i meget af landets sociale betonbyggeri fra 1960erne og 70erne: Betonen var ved at forvitre, og bygningen var, hvad Ole Nielsen kalder ”socialt træt”:

”Når man gik tur på svalegangene, kunne man ind gennem vinduerne se opvasken hobe sig op under loftet”.

Arkitektfirmaet C.F. Møller fik opgaven med en ambitiøs renovering, der skulle løse både fysiske, æstetiske og sociale udfordringer – gerne med de samme indgreb.

Den frønnede beton blev pakket ind i en skal af glas og aluminium, der som sidegevinst skabte inddækkede altaner med områdets bedste udsigt. Udsynet går nu helt ned til gulvet,  hvor det før var blokeret op i hoftehøjde af beton.

”En gratis herlighed”, siger C.F . Møllers afdelingschef i Aalborg, Søren Tortzen. ”Man har tidligere ikke haft respekt for dagslysets indflydelse på folks livskvalitet”.

Antallet af lejligheder blev reduceret fra 169 til 120 ved at lægge sammen både på tværs og over to etager for at skabe boliger, der kunne appellere til et publikum med større økonomi og flere ressourcer.  For Ole Nielsen mener, at både velhavere og bistandsklienter har godt af at møde hinanden i hverdagen.

”Derfor sparkede vi lidt til bøtten på de øverste etager for at tiltrække nogle fra parcelhusområderne,” siger Ole Nielsen.

SÅDAN er det lykkedes at få folk med ressourcer til at flytte tilbage i det sociale byggeri, som drømmen om mere lys og luft for nogle årtier siden fik dem til at forlade.

Ved blokkens fod har stuelejlighederne fået egne terrasser ud til en tidligere gold plæne, der nu er omdannet til en småkuperet byskov med legeplads og afkroge. Når den er fuldt udvokset, skal man her kunne nyde sol og kærester uden nødvendigvis at være begloet af 12 etagers naboer.

Den tidligere monotone facade har fået et markant kantbånd af sorte aluminiumsplader og farvede asymmetriske inddækninger om enkelte vinduer. Tilsammen skal det signalere bygningens nye kvaliteter: En samlet skarp profil med plads til individualitet, som blandt andet viser sig som borde og blomster i de nye små nicher på de lange svalegange.

”Vi har brudt den kæmpe klods ned i en skala, der er til at forstå”, siger Søren Tortzen.

MAGISTERPARKEN er et af mange eksempler på en udvikling i Aalborg, der synes båret af lige dele tilfældigheder og bevidst strategi. En af fædrene er stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, der kort efter sin tiltræden for syv år siden anbefalede daværende borgmester Henning G. Jensen at insistere på bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet, når der skulle gives tilskud og byggetilladelser til socialt boligbyggeri.

”Her er ikke langt fra tale til handling, så borgmesteren svarede: Det gør vi sgu”, husker stadsarkitekten, der kort efter havde byrådets opbakning til principperne.

”Bæredygtighed” voksede hen ad vejen til ikke bare at handle om energibesparelser og miljø, men også sociale relationer og det miks af befolkningsgrupper, der er en af byplanlæggeres både hedeste drømme og sværeste discipliner.

Mest markante scene for Aalborgs eksperimenter i den retning er kajkanten ved Limfjorden. Mens København solgte Kalvebod Brygge og Langelinje til henholdsvis storkapitalens triste hovedsæder og udlandsdanskeres ejerlejligheder, har Aalborg bevidst satset på en mangfoldighed, hvor ungdomsboliger og penthouselejligheder gnubber skuldre og deles om de attraktive udsigter.

Seneste og mest potente eksempel på jagten på mangfoldighed er Siloen, et nyligt påbegyndt højhusbyggeri af C.F. Møller på Østre Havn, der vil spejle Aalborgs forvandling fra industricentrum til universitetsby og have sin egen indbyggede sociale opstigning.

I de nederste etager bliver der ungdomsboliger, ovenpå såkaldte ”stay”-boliger – attraktivt udlejningsbyggeri, der skal lokke universitetets kadidater til at blive – og øverst byens formentligt dyreste ejerlejligheder.

Kajkantens nye kulturliv er tilsvarende mangfoldigt med det rockende Nordkraft og det mere polerede Musikkens Hus som genboer.

DENNE udvikling tog paradoksalt nok fart i kølvandet på finanskrisen med dens faldende grundpriser, der pludselig åbnede byens mere attraktive adresser for socialt boligbyggeri. Det gav også plads til spektakulære renoveringer med arkitekt- og ingeniørfirmaet KAAIs ombygning af landets byens gamle tekniske skole fra 1881 som et af de fineste eksempler.

Bag den historicistiske facade træder man ind i en foyer, der med sine søjler, smukt bevarede terrazzogulve og fine detaljer i messing og smedejern typisk ville føre til dyre ejerlejligheder. Her er det i stedet studerende, der har fået tre meter til loftet og plads til gruppearbejde og høj stemning i skolens gamle festsal.

På vej til nutidens studier i nanoteknologi og medievidenskab vandrer beboerne i gangene under gamle loftmalerier, der fejrer den daværende skoles håndværksfag – gravet frem bag nedhægt gips på krav fra bestyrelsesforkvinden i boligselskabet Plus-Bolig, der huskede dem fra sin fortid som frisørelev.

SÅDAN møder man på en rejse gennem Limfjordsbyens forvandling konstant den fornemmelse for værdien af kvalitet, der ude i Aalborg Øst har skabt Ole Nielsens pangfarvede toiletgulv og det omgivende såkaldte Sundheds- og Kvartershus – også af C.F. Møller - opført i et samarbejde mellem kommunen og boligforeningen i et forsøg på at løfte området med ikke bare ordentlige boliger, men også de servicetilbud, der hører til et helt liv.

På en indendørs gade finder man alt fra en politistation til et fitnesscenter, læger og fysioterapeuter, en café og sågar enkelte private virksomheder.

Sammen med en række renoveringer i stil med Magisterparkens højhus har det forbedret områdets ry så meget, at ejendomsmæglerne har stemt violinerne til skønsang om solens opstigning over Aalborg Øst og hævet priserne på de lokale parcelhuse. Samtidig skyder der nu blokke af ejerlejligheder op som naboer til dem, som borgerskabet for få år tilbage ikke ville lege med.

Er det tilsammen en lektie, som andre byer kan lære af i deres kamp mod ghettoisering og forslumning? Måske. For lige som en lukning af Pusher Street på Christiania og en forskønnelse af Vesterbros Istedgade ikke fjerner behovet for hash og prostitution, kan smukkere boliger ikke udrydde socialklasse 5.

Det er Ole Nielsen fuldt bevidst om. Han håber blot, at et bedre miks kan mindske udfordringerne. Og ifølge stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen ser den strategi ud til at have en vis succes, selv om der ikke findes tal eller undersøgelser over, hvad der sker med beboere fra de nederste etager i det sociale hierarki, når de i kølvandet på huslejestigninger flytter

”Men spørger du, om vi har nye enklaver, hvor de i stedet er flyttet hen, er svaret nej. Nogle er kommet i vej – andre er blevet så spredt, at de bliver en del af noget mere ressourcestærkt”.

PÅ AALBORG Universitet opfordrer adjunkt og urban designer Ditte Bendix Lanng til, at man midt i begejstringen over arkitekturens mulige evne til at skabe sociale forandringer stopper op og overvejer, hvad der sker, når man polerer det rå i jagten på pænheden – specielt når det sker i en skala som i Aalborg Øst, hvor alt fra lejlighedsstørrelser, ejerforhold og infrastruktur er i hastig forvandling på én gang.

Lanng har forsket i sammenhængen mellem hverdagsarkitektur og byliv i Aalborg Øst og oplevede en kulturel rigdom, der ikke nødvendigvis var indlysende.

Trøstesløse parkeringspladser kunne sagtens kunne være vigtige mødesteder, ligesom ”funktionalismens udskældte betontunneller var ekkorum for legende børn”.

”Man skal ikke romantisere det, men måske er der nogle velfungerende sociale sammenhænge, som man skal passe på ikke at bulldoze, når renoveringen kommer”, siger hun. For selv om ”indsatsen for en blandet by kan give god mening”, indebærer den også en risiko for at rokke underlaget for dens svageste.

AF EN FORFØRERS DAGBOG

WEEKENDAVISEN 28. APRIL 2017

Ny dansk dokumentar tager os dybt ind i tankegangene hos Bjarke Ingels med en stram og dragende koreografi, der matcher hans værker. Men der er ikke megen plads til refleksion over livet i de ikoniske bygninger

ÅBNINGSSCENEN i en ny dokumentar om stjernearkitekten Bjarke Ingels viser hovedpersonen vente utålmodigt i en taxi, der på vej til et møde sidder fast i en trafikprop i New York.

Ingels vælger til slut at springe ud og gå efter at have kastet nogle dollarsedler til chaufføren uden krav om byttepenge.

Sådan kommer instruktøren Kasper Astrup Schröder med nærmest spillefims-præcision og –billeder i gang med en beretning om en mand, der i påklædning, sprog og omgangsformer gør sig rigtig meget umage med at signalere rastløs igangsætning, kreativ utålmodighed og insisterende grænseløshed.

Resten af dokumentaren BIG Time er tilsvarende lige så stringent i konceptet, visuelt dragende ogstramt koreograferet som Ingels egen arkitektur.

Man er lige så solgt som hans kunder, når arkitekten med nogle få tuschstreger på en rulle papir fortæller om de radikalt anderledes tanker, der har ført til allerede ikoniske bygninger:

Søfartsmuseet i Helsingør, der er gravet ind i murene omkring byens gamle dok. Amagers forbrændingsanlæg med dens skibakke på taget. Og Ingels’ første skyskraber på Manhattan, hvor han en med en central park (ja) i midten af byggeriet har forenet kvaliteterne fra en amerikansk skyskraber og gårdhaven i en dansk boligblok (”vi kalder det scandimerican”) – og  med en skrå afskæring af bygningen sikret udsigt over Hudsonfloden fra det meste af molevitten.

MEN som med Ingels’ bygninger sidder man også i dokumentaren ind imellem tilbage og spørger: Gik hensynet til formen lige dér så vidt, at det hele er en anelse for meget, for rigtigt, for kompromisløst, for poleret?

Er det tilfældigt, at Ingels befinder sig under en knaldblå himmel på toppen af sit højeste danske skaberværk – Amagerforbrændingen – da han med mobiltelefonen helt oppe i kameralinsen ringer til sin kæreste for beroligende at fortælle, at en cyste i hjernen ikke var så dødelig som først frygtet?

Er det blot et af den slags held, som der opstår i fem års fluen-på-væggen-dokumentar, når en diskussion på kontoret om funktionen på skorstenen på samme værk  (der i Ingels’s drøm skal udsende hyggelige røgringe a la cigar for at omdefinere vores forståelse af forbrændingsanlæg som spruttende forurenere) bliver afsættet til en enetale om selve kernen i hans arkitektoniske filosofi:

”Vi vil vise verden noget helt nyt, som derfor ikke passer ind i nogen kasser. Så vi er nødt til på en eller anden måde at blive bedre til det her”.

Skal vi opfatte det som en tilfældighed, at Ingels introducerer os til sin nye kæreste – med et billede at den planlagte forlovelsesring på sin smartphone – mens han iført vaterpas, målebånd og rullestillads har travlt med at hænge billeder op i deres nye hule i New York?

Jeg siger ikke, at det er konstrueret eller instrueret. Måske går der bare Jante i anmelderen over en dokumentar, der på mange måder er rigtig velfortalt og visuelt smuk.

Men det er tankevækkende, hvor tit man sidder med fornemmelsen af, at nogen (og der er jo dybt bevidste kommunikatører både foran og bag kameraet) har tænkt rigtigtmeget over den samlede pakke af kommunikation, koncept og æstetik.

DET er den samme cocktail, der bærer meget af Ingels arkitektur.  Kritikere af denne vil i dokumentaren kunne hente brændstof til fornemmelsen af, at frække koncepter og formen på bygningerne interesserer både ham og ikke mindst instruktøren mere end indholdet.

BIG Time er rig på drømmende drone-optagelser og solnedgangsbilleder af Ingels bygninger, men stort set blottet for interiører og for brugere af hans bygninger.

Vi får ikke meget fornemmelse af det levede liv. Til gengæld hører vi arkitekten beskrive sine egne bygninger som potentielle ikoner med rigtig mange superlativer – ”et landemærke på den mest episke skyline i verden” (om skyskraberen på Manhattan) og ”et gigantisk menneskeskabt bjerg”  - om Amagerforbrændingen med skibakken, hvor Ingel’s begejstring og salgstale inkluderer forandringer af selve det danske klima: ”We have lots of snow in Denmark”.

Når Ingels fremhæver Jørn Utzons operahus i Sydney som det ultimative stykke arkitektur, er det tilsyneladende ikke Utzons udforskning af ægteskabet mellem den ideelle form på en koncertsal og det ydre udtryk i skallerne, der interesserer ham. Det er de formmæssige referencer til arkitekturhistorien og ikke mindst bygningens værdi som ikon - ”for et helt kontinent” – og de slagsmål, som arkitekten måtte igennem for at føre sin vision ud i livet.

SIDSTNÆVNTE harmonerer med Ingels selvforståelse som krigeren, der på vegne af sine koncepter må slås for den ny arkitektur og trække verden med sig ind i uudforsket land – som når han over for Amagerforbrændingens ledelse kalder det ”en katastrofe”, hvis ikke han komme igennem med sin røgringepustende skorsten.

Den slags kompromisløse visionærhed påskønnes i dokumentaren af både prisuddelere og bygherrer.

”Bjarke er den første store arkitekt, som har løsrevet professionen fra angst ”, som det lyder fra talerstolen under tildelingen af den amerikanske stjernearkitekt Louis Kahns mindepris.

Ingels bygherre på skyskraberen ved Hudson-floden, Douglas Durst, taler om det innovative projekt som en forfriskende mulighed for at begå nye fejl, efter hans familieejede koncern i så mange år har bygget de samme bygninger for at minimere fejlprocenten.

Kunden til Ingels potentielle skyskraberprojekt på grunden ved World Trade Center, Larry Silverstein, fortæller, hvordan han efter sit første småskeptiske møde med Ingels og hans planer gik hjem,  så sig selv i spejlet og sagde: ”Hør, Silverstein, det er på tide at blive mere fleksibel”.

FEJRINGEN af Ingels forføriske talent levner i dokumentaren ikke megen plads til skildring af arkitektur som en holdsport. Ingen af de 440 ansatte i BIG får plads til at fortælle om Ingels som chef.

Medarbejderne og de øvrige partnere i firmaet optræder primært som leverandører af regibemærkninger, der kan bruges som affyringsrampe for Ingels’ filosofi – eller som boksebold for hans vrede, da han afviser farvesætningen i et nybyggeri som noget, der ”ligner et talentløst, socialdemokratisk konferencecenter i Nordjylland”.

”Tingene skrider, når jeg ikke selv dukker op”, siger han om et af BIGs dilemmaer, der også dukker op i diskussionerne på et partnermøde:  Hvordan håndterer man, at kunderne forventer  at se Ingels selv, når han umuligt kan nå dybt ned i substansen på alle firmaets projekter?

Den diskussion fører efterfølgende til en af de få afbrydelser i hovedpersonens talestrøm. Der går 16 sekunder – i Ingels’ verden en uendelighed – i taxaen på vej væk, før han siger: ”Det er svært at nå dertil, hvor tingene bliver, som de skal være, uden at man selv gør det”.

Der løftes også en lem til både selvvurdering og kritisk refleksion, da en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker – som det amerikanske Time Magazine kaldte Ingels i 2016 – siger om sine forgængere: ”Det er paradoksalt, at mange af verdens mest innovative arkitekter endte med at være blandt dem, der satte de mest uhyggelige aftryk på arkitekturen”.

Et af hans eksempler er Le Corbusier, der som modernismens stamfar og betonens bannerfører endte med et bygge ”et stilrent fængsel, der var endnu mere skrækindjagende end det, han ville erstatte”.

Her ligger en tvivl og refleksion, der midt i forførelsens dagbog klæder både arkitekten og instruktøren. Big time.

SUNDERE MURSTEN

WEEKENDAVISEN 10. MARTS 2017

Efter en æra med højteknologiske betontårne som Rigshospitalet rykker læger og patienter på de nye superhospitaler ind i omgivelser, hvor arkitekturen skal bidrage til helbredelsen

Kan gode bygninger med lys, luft og grønne udsigter hjælpe til at kurere de syge?

Afgjort, sagde den moderne sygeplejes moder, Florence Nightingale, der allerede i begyndelsen af 1800-tallet krævede åbne vinduer og kolde udluftninger.

Helt bestemt, mente arkitekten bag Københavns Rådhus, Martin Nyrop, da han for hundrede år siden også tegnede Bispebjerg Hospital som en række pavilloner i en stor have og fik mange roser for den megen lys og luft.

Troen på dagslysets helbredende kraft var stadig intakt hos arkitekterne i 1930ernes første bølge af europæisk modernisme – herhjemme bedst kendt som funkis. Deres fascination af store glaspartier i tynde stålrammer blev luftet flittigt i  tuberkulosesanatorier som det hollandske Zonnestraal (”solstråle”) og finske Paimio, der stadig regnes for et arkitekten Alvar Aaltos hovedværker.

Siden blev læger mere optaget af potentialet i stærk medicin og avanceret kirurgi. Sammen med deres patienter rykkede de ind i højteknologiske betontårne som Rigshospitalet og Herlev, hvor der bortset fra kunstneren Poul Gernes’ smukke farver i sidstnævnte ikke var meget fokus på æstetikkens og naturens mulige bidrag til hurtigere helbredelse.

Med byggeriet af seks nye superhospitaler er pendulet igen svinget så kraftigt i retning af såkaldt helende arkitektur, at fænomenet i sidste uge var selve temaet for tegnestuerne C.F Møller og Cubos præsentation af den første etape i Skejby i Aarhus.

Under arkitektkonkurrencerne på de seks superhospitaler blomstrede det med slagord om værdien af lys, gode materialer og udsigten til natur og smukke gårdhaver. Ifølge partner og projektansvarlig i C.F. Møller, Tom Danielsen, var det en større udfordring at skabe konkret arkitektur ud af konceptet om det helende. Eller rettere: At bevise sammenhængen mellem gode rum og hurtigere helbredelse.

”Vores profession er jo en bunden kunstart. Normalt har vi altid kunnet argumentere med, at noget var ”best practice”, at ”det plejer vi”, at ”det ser pænt ud”. Men klinikere og DJØFere siger: Bevis det. Så det har vi været pisket til”, siger Danielsen.

I Finland slap Alvar Aalto i 1930erne af sted med at indrømme, at hans beskrivelse af sit sanatorium som ”et medicinsk instrument” mest byggede på intuition. I Aarhus måtte kollegerne gribe til såkaldt videns- og evidensbaseret arkitektur.

Amerikanske undersøgelser blev støvsuget for beviser på, at patienter med adgang tilgodt dagslys bliver hurtigere raske og udskrevet.

Indretningen af badeværelser blev afstemt med udfaldet af en workshop om netop denne detalje i Norge. På sengestuerne er der markante forskelle på væggenes materialer for at afspejle de modsatrettede forventninger om hjemlig hygge og klinisk professionalisme,  som patienterne har afsløret  i brugerundersøgelser: I synsretningen – altså ved fodenden af sengen – har de fået lyst asketræ og en klap-ud seng til pårørende. Bag hovedgærdet er der glat, hvidt, sterilt, effektivt.

Sådan er det også med de større linjer: Hygge i venterummene, professionelt stål og blankhed i behandlingsrummene.

C.F. Møllers projektleder på den ene halvdel af nybyggeriet, Bo Frost, fortæller, at det undervejs i byggeriet var nemt at enes med lægerne om, at træ er lækkert, grønt er godt og at udsigt er vigtig – lige indtil budgetterne begyndte at skrante. Så havnede partnerne ”ind imellem i bråvallaslag”, hvor lægevidenskabens bevismateriale ofte var stærkere end arkitekternes:

”Når man skal skære, kommer det ene argument op mod det andet: Skal vi have noget klinisk eller din måske meget fede idé? Lægen vil sige: Jeg kan bevise, at hvis jeg får de 20 millioner, kan jeg købe en scanner, der kan helbrede to mennesker om ugen. Stik den”, siger Bo Frost.

 20 millioner var netop prisen på de grønne tage på de lavere dele af byggeriet, som røg i en sparerunde. Men underlaget er dog forberedt til et bedre budgetår.

Arkitekterne havde mere held med atforsvare sine ønsker om vinduer i tre niveauer med henvisning til undersøgelser af værdien af en varieret udsigt. Så patienterne kan fra sengen nu både se horisonten, himlen og – med den såkaldt aktive udsigt – opleve livet på jorden ude i den virkelighed, som de hurtigst muligt skal sendes tilbage til.

I forsøget på at bringe det enorme byggeri ned i en menneskelig skala har tegnestuen opdelt de lange gange i kortere stræk med knæk, der giver flere gevinster: Hjørnerne har plads til ekstra vinduer – og de mindre rum med deres røde tegl og linoleum i varme farver giver fornemmelsen af at opholde sig på torvet i en by frem for på en endeløs gang. Den samme idé er gentaget på sengeafdelingerne, hvis centrale torve har dagslys fra tre sider.

I hospitalesbyens åbne udendørsrum har landskabsarkitekterne Schønherr leget med grafiske motiver fra mikroskopi af plankton og pollen, der går igen i forskellige skala fra formen på blomsterbedene til støbejernet på specialdesignede brønddæksler.  

I haverne gemmer sig nogle af de idealer, som Martin Nyrop for hundrede år siden blev rost for med sine pavilloner i det åbne landskab på Bispebjerg Bakke: ”Ikke mindst i vort forholdsvis solfattige klima er det af betydning at kunne placere hospitalsbygninger på en sådan måde, at der til sygestuerne skaffes den bedste adgang for lys og luft”.

Sådan er meget af det nyeste en tilbagevenden til det bedste af det ældste. Men i referencerne til det bestående gemmer sig både muligheder og begrænsninger.

Der er klare plus til de røde tegl, der har taget hele turen fra det oprindelige Aarhus Kommunehospital via det eksisterende Skejby og nu står som hjemlig, stoflig, farverig modvægt til alt det sterile og fremmede.

Mere begrænsende er videreførelsen at det oprindelige Skejbys overordnede struktur – lange stokke med sidebygninger eller vinger. For uanset hvor meget omhu, der lagt i helende detaljer, er det overvældende indtryk af det nye byggeri en fornemmelse af at være præcis, hvor vi er: På et hospital.

I HILLERØD gik bygherrerne bag Nordsjællands superhospital efter et markant andet udtryk.  Oplægget til arkitektkonkurrencen hed ”This is it – your blank canvas” – og dets tekniske indhold var svøbt i helsides naturfotografi og Haruki Murakami-citater. Selv de vigtigste stregdiagrammer havde organiske former og pastelfarver.

Oplægget fik i Hillerød C.F. Møller til at aflevere et anderledes bølgende projekt end de stringente boxe i Aarhus, hvilket sendte tegnestuen videre til anden runde som en af tre vindere.

Men ingen ramte ønsket om alternative og dog funktionelle rammer så rent som schweizerne Herzog & de Meuron, der blandt meget andet er verdensberømte for fuglereden af et OL-stadion i Beijing og selv omtaler forførelse som sin overordnede strategi.

I partnerskab med Vilhem Lauritzen Arkitekter afleverede tegnestuen en firkløverformet bygning med flydende overgange mellem det indvendige og den store naturgrund uden for Hillerød.

”Vi er DJØFere med en kunstnerisk åre eller sympati”, siger hospitalets projektdirektør Henrik Schødts om bagmændene for en institution, der ikke måtte ligne en. ”Meget på et hospital er specialiseret, men vi ville have nye fortolkninger af gråzonerne”.

Det begejstrede arkitekterne: ”Konkurrenceprogrammet havde principper frem fra krav. Ofte spørges der så detaljeret, at man også har bestemt svaret. Her var der en anden åbenhed”, siger Søren Daugbjerg, direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Arkitekten deler direktørens kærlighed til den bygning, der siden er blevet deres fælles metafor og referenceramme: Kunstmuseet Louisiana med dets overlegne sammenhæng mellem bygning og natur.

”Det var det billede, vi arbejdede med frem for en højeffektiv maskine”, siger arkitekten, der også regner træbeklædte sengestuer, såkaldte sansehaver og lange kik ned ad naturgrunden som vigtige dele af helende arkitektur.

Men i Hillerød har der ikke været krav om bevisførelse for dagslysets helende egenskaber:

”Vi er ikke blevet bedt om at kvantificere en god fornemmelse eller en udsigt”, siger Daugbjerg. 

”Det vil I heller ikke blive”, siger Henrik Schødts. ”Vi har så stor tillid til jeres arkitektur, at vi blot siger: Når I vælger materialer, som I tror på, skal I kunne dokumentere, at hygiejnen og hensynet til vedligeholdelse er i orden”.

Direktøren vil hellere bruge kræfter på at bidrage til den sparsomme eksisterende forskning i helende arkitektur ved at invitere sundhedsforskeren Bente Klarlund og den tidligere Louisiana-direktør Lars Nittve indenfor i det mulige krydsfelt mellem kunst, motion og arkitektur.

Schødts er blandt andet interesseret i, hvordan man kan lave hospital og gårdhaver så inviterende til fysisk aktivitet, at patienterne bliver lokket ud af sengene af bar nysgerrighed. Ja, måske bliver det hele så indbydende, at folk udefra vil komme og bruge hospitalet som en slags forsamlingshus, måske så helende, at hospitalet har tilbud til selv de raske.

Hvis der er råd. For også i Hillerød skal sundhedens arkitektur bygges på skrantende budgetter. Før der var gravet ud til så meget som et fundament, blev to tredjedele af pengene til kunst flyttet over på de konti for uforudsete udgifter, som er det eneste virkeligt forudsigelige i projekter af denne størrelse.

Dermed blev det et åbent spørgsmål, om der ved den planlagte indvielse i 2021vil være penge til det designede sengetøj og særlige bestik, der ligger i visionerne om at bruge kunst til at lave en begivenhed ud af måltiderne.

Spareøvelsen kostede også nogle sengestuer og beskæring af længden på firkløverets blade. Men heri gemmer sig en historie om en direktør, der var villig til at lægge arm med regionens politikere for at bevare de potentielt helende detaljer i arkitekturen, der ellers kunne være blevet dømt for dyre.

”Når man sætter kunst op mod antallet af senge, er det en vanskelig dialog. Mildest talt. Men vi nåede igennem ved at sige, at vi tror på det helende i arkitektur og kunst – og at vi tror på, at antallet af senge kan vi håndtere. Det giver os en presbold. Men det er sådan, man skaber udvikling”, siger Schødts.

Den større historie handler her om, at mere og mere kirurgi bliver ambulant. Derved falder behovet for senge. Speciallægerne flyttes fra deres afdelinger ned i ambulatorierne. Hvilket kræver en ny organisering, ny indretning, ny tænkning og ny fleksibilitet.

Sådan synes helende arkitektur at kunne bidrage til at kurere mindst én lidelse: Vanetænkning.

KINESISK PATCHWORK

WEEKENDAVISEN 10. FEBRUAR 2017

Louisianas ny serie af kik ind i arkitekternes værksteder præsenterer et ægtepar, der fra et fjernt hjørne af Kina udfordrer myndigheder, kolleger og konventioner

NÅR museumsgæster på Louisiana fra denne weekend når frem til premieren på en nye serie arkitekturudstillinger, vil de færreste genkende hverken Wang Shus navn eller hovedværker. Men det vil formentlig kun fornøje hovedpersonen.

Selv om kineseren i 2012 vandt Pritzker-prisen – arkitekturens Oscar – insisterer han og hustruen Lu Wenyu fortsat på at kalde deres tegnestue Amateur Architecture Studio.

Byggerierne præsenterer Wang Shu som noget, der nærmest organisk vokser frem i dampen fra gamle jerngryder med ingredienser som kinesisk historie, havetraditioner, daglige øvelser i kalligrafi, diskussioner med sin studerende, grøn te og respekt for proportionerne i de omliggende bjerge.

Hertil rigelige mængder af gamle håndværk, hvis udøvere undervejs i processen ofte får lov at ignorere Wang Shus tegninger, hvis de selv har noget bedre at tilføje.

RESULTATET ligner ind imellem  den lettere kaotiske samling af modeller, der møder gæsterne ved indgangen til udstillingen: Ved første øjekast synes bygningerne ramt af jordskælv med deres bølgende svalegange, takkede tagskæg, zigzaggende gangbroer over taghaver, kantede huller i facaden og mure, der tilsyneladende er stykket sammen af de sten, tørv og tegl, som mureren måske tilfældigt fandt i grøften undervejs på arbejde.

Vi er ofte ude at vende i grænseområdet mellem ren maner og raffinerede referencer til historie og kontekst. Men kigger man nærmere efter, er der forklaringer på det hele i en filosofi og et manifest for Amateur Architecture Studio, hvori ægteparret skriver både meget direkte og mere camouflerede hilsner til kinesiske autokrater og egocentrerede arkitekter med storhedsvanvid.

”Amatørarkitektur understreger, at frihed er vigtigere end standarder, og at man ønsker at se det kaos, der bliver skabt, når autoriteternes troværdighed bliver udfordret”, lyder ét statement, der vil glæde iagttagere med ønske om at placere Wang Shu som oprører i en politisk kontekst.

ET AF hans hovedværker, det historiske museum i byen Ningbo, peger i samme retning. Museets vældige mure er bygget af indsamlede genbrugsmaterialer fra 30 landsbyer, der blev jævnet med jorden for at gøre plads til Kinas nådesløse urbanisering. De tvangsforflyttede kan nu genfinde deres fortid i museets arkitektur.

Her er klare paralleller til kunstværket ”Straight”, som Wang Shus ven og kollega, den verdensberømte kunstner Ai Weiwei, lavede af indsamlet armeringsstål fra betonbygninger, som på grund af byggesjusk og cementtyveri kollapsede i et jordskælv.

Men Wang Shus udfordringer af Kinas styre forekommer mindre konfronterende og mere drillende end Ai Weiweis. For eksempel krævede Shu – til gengæld for at bygge et kulturcenter til international beundring under sidste års G20-topmøde i Kina – at få lov at genopbygge en forfalden bjerglandsby. Dermed fik han ny luft under sine fortsatte udforskninger af kinesiske byggetraditioner og ideer om bæredygtige alternativer til Kinas fascination af beton.

HER gemmer sig plads til begejstring for de, der først og fremmest ser Wang Shu som en modpol til de glamoursøgende starchitects, der i disse år bruger og  misbruger Kina som villig bygherre for monstrøse stiløvelser. Selv skriver Wang Shu og hans kone om den vinkel i deres manifest:

”Professionelle arkitekter tænker sjældent over, om deres designprojekter mangler målrettethed. For dem er designet en professionel opgave. Ud over deres vane med at forstå orden, så ser de intet, hører intet, ved intet”.

I udstillingens katalog beskriver Wang Shu sin egen arbejdsmetode i et kalejdoskopisk essay om byggeriet af et stort universitetscampus i hjembyen Hangzhou, hvor han selv er dekan på arkitektskolen.

Blottet for formel struktur bevæger Wang Shu sig her fra beundringen af lyset i en naturmediciners behandlingsrum til diskussioner med håndværkere om detaljerne på et gelænder, værdien af broer i haveanlæg og glæden ved, at gartnerne endte med at plante havre frem for græs på campus. For kornet gløder så smukt i maj.

WANG SHUS aversion mod snærende bånd og hans beherskede interesse i PR betyder, at Louisianas præsentation kun er arkitektens anden soloudstilling. Kuratoren Kjeld Kjeldsen måtte slås ganske hårdt for at sikre både materiale og medvirken fra Wang Shu, hvis kone bestyrer hans mobiltelefon og er kendt for at have holdt store arkitekturtidsskrifter hen i årevis, når de ringer for at få et interview med Pritzker prisvinderen.

Men efter flere besøg af Kjeldsen i Kina er det lykkedes at opfylde ambitionen i en ny serie arkitekturudstillinger: At invitere publikum indenfor i værkstedet hos arkitekter, der gerne har en social dagsorden.

Det er sket i et samarbejde med Wang Shu, der selv har medvirket til designet af udstillingen med dens store vægge af bambus. Han leverer også hovedparten af ordene i form af interview-stumper på TV-skærme.

En stor del af udstillingens gulvplads er reserveret til modeller og til store relieffermed de materialer, der spiller en afgørende rolle i Wang Shus arkitektur – bambus, sten, vægge af stampet jord, tegl, tømmer. Her afsløres en stoflighed, der ligger milevidt fra tidens internationale satsen på slebne overflader af stål, glas og træ.

Et gennemgåede træk er den såkaldte wa pan-teknik, der er vokset ud af den traditionelle metode til reparationer efter Kinas mange tyfoner og jordskælv. Her repareres hullerne i murene med de materialer og i den stil, som den forhåndenværende murermester bruger. Resultatet – der hos Wang Shu er blevet til en bevidst facadeudsmykning – er et patchwork af farver og strukturer.

Sådan ender hans bygninger med at kombinere et formsprog, der er tidens, måske endda fremtidens, med det ældste, som Kina har at tilbyde. Heri ligger både et arkitektonisk og et politisk budskab. Wang Shu og Louisianas udstilling fokuserer på det første. Men som i alt andet, der i disse år har med Kina at gøre, er der masser af plads til at drage sine egne konklusioner om den bredere dagsorden.

SKARPE KANTER I BLØDE LANDSKABER

WEEKENDAVISEN 3. FEBRUAR 2017

Med sin genfortolkning af Vadehavscentret har Dorte Mandrup skabt en overrumplende anderledes ramme om oplevelsen af et af Danmarks vigtigste naturområder

KAN man tage et skarptskåret formsprog fra den hårdeste københavnske stenbro og bygge sig til succes på randen af Vadehavet, et af landets fineste og mest sårbare naturområder?

Svaret er et overrumplende ja, hvis man hedder Dorte Mandrup – en af vores mest legende arkitekter, der ofte har bevæget sig i grænselandet mellem arkitektur og skulptur med sin fascination af mulighederne i at høvle hjørner og kanter af en retvinklet blok.

I København – hjembyen for Mandrups tidligste værker – var materialerne typisk zink, aluminium og plast, der uden respekt for de traditionelle grænser mellem det lodrette og det vandrette blev foldet om både facade og tag.

Hendes om- og tilbygning til Vadehavscentret sydvest for Ribe kaldte på et blødere materiale. Noget lokalt, men først i sin færdige form og Mandrups hænder indlysende: Tagrør fra Ringkøbing Fjord lidt længere oppe ad Vestkysten.

Rørene er siden vikingetiden blevet modelleret rundt om hjørner, kviste og valmede stråtage som i lokale stilikoner a la Kommandørgården på Rømø – men  sjældent skåret så skarpt som på den kileformede skulptur af en facade på Vadehavscentret.

Trods sin lukkede form sikrer materialets varme, at kun de koldeste sjæle vil kunne lade være at røre ved en af de få vægge i Danmark, der er lavet af tagrør. Et både frækt og fornemt møde mellem marsklandets kulturarv og nutidig innovation, der krævede knowhow fra Holland, elleve af landets mest erfarne tækkemænd og 25.000 bundter tagrør at opføre.

Resultatet er blødt som havet, råt og rent som marsklandskabets snorlige linjer og i sig selv så unikt, at den ydre form er en stor del af de mange fondsmillioner bag om- og tilbygningen værd. Men den væsentligste årsag til at dvæle så længe ved Vadehavscentrets indpakning er, at den som alle gode facader er et forspil og et varsel om kvaliteterne i bygningens indre.

HER genfinder man – igen som i mange andre af Mandrups byggerier - den samme renhed, hvor de oftest struktur- og farveløse overflader på gulve, vægge og lofter møder hinanden uden dikkedarer som fodpaneler og skyggelister.

En slags origami i puds og flydemørtel, hvor skønheden er som i japansk papirfoldning: Ikke i materiale eller udsmykning, men derimod i de kantede volumeners møde og fladernes varierede refleksion af Vestkystens overdådige lys gennem en gavmild brug af vinduespartier og ovenlys.

Det er set før, ikke mindst i museer og andre udstillingsbygninger, hvor arkitekter ofte træder et skridt baglæns for at lade indholdet spille hovedrollen. Det særlige ved Vadehavscentret er, at udstillingsarkitekten Johan Carlson fra JAC Studios i enestående grad har forstået og spillet videre på de stoflige kvaliteter i facadens tagrør og træbeklædningen på andre af bygningens sider og tage.

Carlsonsdominerende materialer i udstillingen er egetræ og zink, der begge vil patineres af de ivrige hænder på et givetvis voksende besøgstal. De udstillede genstande inviterer til at røres, ikke ses, og som i Mandrups arkitektur er der fokus på leg.

Det ofte unge publikum af skoleelever vil i modellerne af tidevandets hærgen og trækfuglenes jordomrejser genfinde den intuitive betjening fra deres Ipads – men her betjent via paneler med introduktioner fræset ned i egetræ.

I et hjørne kan gæsterne komponere deres eget lydtapet af samplede fuglelyde til de overdådige optagelser af sæler og trækfugle, der takket være et års arbejde af naturfotografen Jan Tandrup fylder væggene på lærreder på til elleve meters længde.

SÅDAN er der ikke sparet på meget. Og ligesom Dorte Mandrups arkitektur før er blevet rost for i sjælden grad at dyrke arkitekturens kunstneriske potentiale, slutter også udstillingen langt ude i grænselandet mellem natur og kunst. Måske for langt.

Lysinstallationen ”Afrejsen” er en elektronisk udgave af Vadehavets største attraktion, de gigantiske flokke af trækfugle, der i stil med stærenes sort sol formørker himlen i et øredøvende show.

Udstillingens version er teknisk imponerende, æstetisk lækker, men også en noget fremmed fugl midt i al stofligheden. Dertil er installationen en påmindelse om centrets indbyggede paradoks: Det visuelle fravær af den UNESCO-hædrede naturlige verdensarv, som bygningen er opført for at fejre.

Vadehavet ligger måske nok mindre end en kilometer væk, men er adskilt fra centret af læhegn og diger. I stedet kigger man ud på en noget rodet kontekst af landsbyens Vester Vedsteds bagside, nogle hæslige læskure for passagerer til Mandø-bussen med tilhørende skiltning i størrelse motorvej – og en ikke-renoveret murstensbygning fra det oprindelige Vadehavscenter, der i sit 1990er-design stikker voldsomt af fra Mandrups stringens.

Selv om Vadehavscenterets leder Klaus Melbye er jublende glad for sin nye bygning, er han da også fuld afklaret om, at det aldrig bliver mere end en appetitvækker for områdets naturlige og egentlige attraktion. Men i sine waders skræver han ubesværet over den grøft:

”Man skal have æstetikken her, så det giver en oplevelse og en lyst til at gå på oplevelse”, siger han og kigger drillende på Dorte Mandrup: ”Selv om du har bygget et smukt hus, skal vi stadig have folk udenfor”.

Derfor har opgraderingen af centret ikke bare omfattet udstillingen, men også to rum til gæstende elever fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Hertil et stort lager af waders og gummistøvler til de ture ud i Vadehavet, der indgår i alle besøg.

Gæsterne vil også i centret opleve et smukt ægteskab mellem form og indhold: Man skal ikke bruge mange minutter med Klaus Melbye i udstillingen for at indse, at hans smittende beretninger om de årlige besøg af 400.000 islandske ryler og den lille kobbersneppes 11.600 kilometer lange træk – ”80 kilometer i timen og uden mellemlandinger” – er en mere end værdig pendant til de opgraderede omgivelser.

HVOR FORANDRING FRYDER

WEEKENDAVISEN 2. DECEMBER 2016

Samarbejder mellem lokale dynamoer og lyttende arkitekter viser, at både skolelukninger og skolereform kan være brændstof for legende arkitektur

Hist hvor vejen har slået adskillige sving sydvest for Herning, ligger en bygning og strutter af stolthed over at have undgået at blive en tom kulisse til et sørgespil om tidernes skiften.

Nr. Vium Skole blev bygget i 1966 som centralskole på en bar mark – det moderne alternativ til datidens landsbyskoler med egen gymnastiksal og skolekøkken. Senere blev det gule murstenshus selv ramt af den kværnende centralisering, da eleverne i 2008 blev sat på en skolebus til en nærliggende landsby.

Derpå truede forfaldet. Men på de spredte gårde i et sogn uden en egentlig bymidte talte beboerne om en vision, der endte med at kunne formuleres i ét udsagn: ”Landsbyen i Skolen bliver for os den by, vi ikke har”.

Sådan skrev de i en ansøgning til Lokale- og Anlægsfonden, der for lottopenge støtter sportsfaciliteter.

”Vi måtte skabe en ny måde at se tingene på frem for at blive hængende i fortiden”, siger CarstenHaunstrup-Møller, næstformand i Nørre Vium Sports og Kulturcenter, der for 50.000 kroner købte den tomme bygning af kommunen. Den egentlige udfordring var meget større: En årlig varmeregning på en kvart million kroner. Der måtte indtægter til.

GENNEM Lokale- og Anlægsfonden mødte borgerne arkitekt Erik Brandt Dam i København, der har specialiseret sig i nye fortolkninger af landets kulturarv.

”Vi så både en arkitektopgave og en mulighed for at levere byggesten til samfundsudvikling. Alle taler om landområderne taber højde – vi så en energi, som man måske ikke kan finde i byerne”, siger han.

Kommunen blev overtalt til at flytte børnehave og skolefritidsordning fra nogle nærliggende villaer og leje sig ind i sin tidligere skole. Der blev også plads til en integreret vuggestue, sognets første alternativ til privat dagpleje. Katalysatoren var det tætte samspil mellem husets rammer og indhold.

”I gamle dage skulle børnene i flyverdragter for at gå over i hallen. Nu kan de selv flyde ud i hele bygningen – og du kan gå direkte fra børnehaven til en fritidsaktivitet ved bare at gå ned i stueetagen og klæde om”, siger Carsten Haunstrup-Møller.

 MED tre millioner kroner fra Lokale- og Anlægsfonden og lignende beløb fra Ringkøbing-Skjern Kommune og en af A.P. Møllers fonde kunne arkitekt og borgere kaste sig over design, der meget handlede om at skabe nyt ved at rive ned.

Et tilbygget medborgerhus blev fjernet, fordi det hang dårligt sammen med stringensen i den oprindelige bygning. Arret fra nedrivningen blev til en ny isoleret ydermur med en lysfyldt siddekarnap som led i den gamle gymnastiksals forvandling til en såkaldt motoriksal. I den anden ende af salen kravler børnene ned fra børnehaven ovenfor gennem en lodret labyrint.

I bygningens modsatte ende blev både mure, gulve og lofter på den ene side af skolens lange gange fjernet for at give plads til en ny sal. Men skolens tidligere elever vil stadig kunne finde dørene til deres gamle lokaler. De hænger åbne højt oppe på væggen i den nye sal som en hilsen til fortiden og som indendørs franske altaner, der binder nutidens rum sammen.

”Ved at rive ned har vi skabt en række sociale møder, som bygningen havde som en del af sit DNA”, siger Erik Brandt Dam.

”Vi tænkte: Det er godt nok alternativt”, siger Carsten Haunstrup-Møller om de bevarede dørhuller. ”Men det blev til et samtaleemne for gæster og gør, at man husker stedet har en historie, og at man engang har været der”.

ARKITEKTENS næste udfordring til sine klienter var at lade billedkunstneren Malene Bach farvesætte det indre af bygningen med inspiration af de oprindelige farver fra 1960erne.

Men Bachs klare gule, røde, blå og grønne kulører viste sig at have den samme magi som Herbert Krenchels krenitskåle med deres sorte ydre og pastelfarvede indre fra 1953, der nu igen storsælger hos landets isenkræmmere. Farverne klarer sig overbevisende i dobbeltrollen som erindring og fornyelse i en bygning, der i et tæt samarbejde mellem landsby og arkitekt fejrer fortidens skrammer frem for at skjule dem.

”Jeg har fået øje på noget om en arkitekts ydelser, som jeg skal arbejde meget mere med: Man kan nå meget længere med et løsere greb om tingene. Hvis man vil lave en landsby, nytter det ikke, at den er rejst af én stemme – der skal være plads til det spraglede og mangfoldige, uden det bliver upræcist”, siger Erik Brandt Dam.

I AARHUS åbnede Frederiksbjerg Skole i august som et andet af årets smukke eksempler på nye huse til tidernes skiften – her et voksende børnetal i midtbyen. Bygningen er delvist opført af genbrugsmursten fra dens forgænger på samme grund, Skt. Annagade Skole, som selv nåede at blive reinkarneret som medborgerhus inden nedrivningen i 2014.

Stenene sidder nu i en markant facade, elsket af nogle og muligvis hadet af flere for dens vinduer i varierende størrelser, der udefra synes at være drysset ud med løs hånd. Men indenfor viser vinduernes mylder sig velbegrundet i bygningens DNA, der her handler om bevægelse og variation. Vinduernes varierende højder lader børnene se både himmel og gade og sidde i vindueskarmen.

Lige inden for hoveddøren bydes man velkommen af en klatrevæg, som er en af skolens 100 ”bevægelsesstationer” – et af de mange detaljerede krav i bygningens arkitektkonkurrence, der sendte Peer Teglgaard Jeppesen på overarbejde hos Henning Larsen Architects.

Selv om han udmattet stoppede ved 70 eksempler på steder til bevægelse – der allerede omfattede klatretove, en 500 meter løbebane omkring bygningen og tagterrasser med boldbure – og derpå tilføjede et ”og så videre”, var arkitekten begejstret for den detaljerede udfordring af vanetænkningen:

”Det giver virkeligbrændstof at møde nogen, der vil noget”, siger han om samarbejdet med skoleleder Jette Bjørn Hansen og hendes kolleger.

Skolen havde forberedt sig gennem fem år, hvor hele personalet på den daværende N.J. Fjordsgades Skole formulerede og afprøvede ideer. Siden genfandt de mange af tankerne i den nye skolereform:  ”Da teksten til den kom, sagde vi til hinanden: Man skulle tro, de havde læst vores byggeprogram”, siger skolelederen.

EN RUNDVISNING med lederen af udskolingen (7.-9. klasse), Solveig Klyvø, afslører, hvordan nytænkningen er synlig i hver en fysisk krog og hvert et minut i hverdagen. Klasselokalerne er brudt op i zoner til formidling (hvor læreren taler til elever, der for eksempel kan sidde i vindueskarme og på trappemøbler), fordybelse (med individuel research) og projektflader (til gruppearbejde). Stole er yt, taburetter er in, for ”sidning er den nye rygning”, siger Klyvø om det usunde i fastlåste stillinger.

Hele skolen har et kulørt sportsgulv. For sko er skidt for sofaer og vindueskarme – og for de madrasser, som børnene kommer susende ind for at bruge til ti minutters mindfullness, da vi besøger motoriksalen, en orange boks med glaspartier, der næsten svæver midt i atriummet.

Det store, fireetages trappe- og opholdsrum er arkitekternes bidrag til en sammenhængende skole, hvor små og store kan se og inspirere hinanden – inklusive gennem glasdørene til faglokalerne – men også bevæge sig ind i mere private zoner.

”Det skal være nemt at finde rundt i – men også være brudt ned i enheder, hvor børnene føler sig trygge”, siger Jeppesen.

I bunden af atriummet er skolen forbundet til byen med store glaspartier. Også cafeen (med 80 procent økologisk mad og forbud mod at gå ud efter junkfood i frikvarteret) kan åbne mod Ingerslev Boulevard, hvis torvegæster gerne må spise deres indkøb ved de udendørs borde.

Skolen har også bevidst undgået at duplikere faciliteter i midtbyen som sportshal, svømmehal og bibliotek. I stedet er der blevet plads til danse- og teatersale og musikrum, hvor naboerne rykker ind, når eleverne går hjem. Det gælder også legepladser og tagterrasser.

”Sådan giver skolen noget tilbage til byen”, siger Jeppesen. Byens forældre og elever har allerede svaret positivt igen på det samlede tankesæt ved at bremse flugten fra folkeskolen til privatskolerne.

”Det har været en stor opgave. Det vigtigste er det, der er foregået indholdsmæssigt – men bygningen er et godt supplement”, siger skoleleder Jette Bjørn Hansen.

EVENTYR I JAPANSKE RAMMER

WEEKENDAVISEN 4. NOVEMBER 2016

Interview med den japanske arkitekt Kengo Kuma, der står bag det nye H.C. Andersen museum i Odense

Da den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma var barn, var hans yndlingseventyr af H.C. Andersen Fyrtøjet. Historien om soldaten, der med hjælp af hunde med øjne så store som tekopper og møllehjul vinder prinsessen og det hele kongerige tiltalte drengen, der voksede op i et mindre hus end naboens.

”Det fortalte mig om store drømme og en dynamisk verden”, forklarede Kuma, da han i denne uge besøgte selve epicentret for verdens fascination af den danske eventyrdigter: H.C. Andersens fødehjem i Odense, hvor designet af et nyt museum er den seneste gnist fra Kumas fyrtøj.

Hans tegnestues vindende design – der i den afgørende runde slog hjemmebanens konkurrent Bjarke Ingels’ – er en dynamisk kombination af en eventyrhave og et delvist underjordisk museum. I forskudte planer veksler kurvede hække med cirkelformede vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, der andre steder er oplyst med dagslys filtreret gennem glasbundene i bassiner i haven ovenover.

”Vi trækker lyset udefra ned i en verden af eventyr, uden helt at adskille det underjordiske fra det ovenfor.  Det er lidt som yin og yang. Du mister fornemmelsen af grænsen mellem inde og ude og oppe og nede. Det mener vi alt sammen er i tråd med Andersens arbejde”, siger Kumas kollega Yuki Ikeguchi.

ARKITEKTERNE var fascinerede af den flertydighed, der præger mange af H.C. Andersens eventyr – som i Fyrtøjet, hvor soldatens grådighed og brutalitet ikke gør ham til en entydigt elskelig helt.

”Intet er sort eller hvidt, der er udviskede grænser”, siger Ikeguchi. Men flertydigheden er ifølge Kuma også central i japansk arkitektur:

”Vores huse er heller ikke entydige med deres flytbare skillevægge og tatami måtter. Den japanske levevis har mange ligheder med Andersens verden. Mens jeg læste eventyrene igen, var jeg fascineret af at genfinde de labyrinter, vi har i vores hjem”.

Kombinationen af japansk arkitektur og danske eventyr er dermed ikke så overraskende?

”Humanisme er temaet for H.C. Andersens eventyr – der er en kærlighed til de svage og de små. I Japan har vi lignende eventyr. Der er også ligheder i en kynisme med kritik af konger og magtfulde”, siger Kuma.

Hvordan vil det blive reflekteret i museet?

”I den måde, det er organiseret. Der er ingen hierarkisk orden, ingen klar forside, ingen fast defineret retning”, siger Ikegushi.

LEGEN med referencer og symbolisme er et kendt træk i Kumas arkitektur. En kageforretning i Taiwan er vævet som en bambuskurv af tynde træstave; en tekstiludstilling i Japan er tøjret til jorden og dermed jordskælvssikret af et net af kulfibertråde; et konceptkøkken på årets arkitekturbiennale i Venedig bestod af hylder og bordplader stablet på kinesiske krukker - i praksis stort set ubrugeligt som køkken, men i Kumas vision et statement om behovet for at ”nedbryde struktur og regularitet”.

”Jeg ønskede at fjerne skellet mellem mad og køkken. I et moderne hus er køkkenet ofte en boks med fravær af mad - det køkken, jeg kendte hos min bedstefar, var ikke en boks, men summen af redskaber og mad. Jeg vil tilbage til den slags miks. I alle mine projekter arbejder jeg med at udviske grænserne mellem arkitektur og funktion”, siger han.

Og mellem eventyr og vores eget liv?

”Det virkelige liv og eventyr er ikke så forskellige. Vi går frem og tilbage – og jeg vil vise de overgange”.

BLANDT Kumas inspirationskilderi Odense var et vinderprojekt fra en åben idekonkurrence med over 500 bidrag, der i 2013 var første skridt på vejen mod et nyt H.A. Andersen museum.  Her blev den britiske arkitekt Leith Keirr præmieret for en idé om en stor have med et lille spinkelt hus i papirklip, der under jorden åbnede sig til et stort eventyr.

”Det symboliserede Andersens metode med en lille verden, der pludselig ekspanderer til et større univers. Vi multiplicerede den idé og skabte en sekvens af den slags oplevelser”, siger Kuma.

Hans tegnestue tager ofte udgangspunkt i det færdige materiale og har leget med alt fra træ  til aluminium og sten. Ofte i enkle gentagne former, hvor materiale og sammenføjninger er kernen i arkitektoniske udtryk, der ifølge Ikegushi ikke er minimalistiske i gængs forstand:

”Enkeltheden og klarheden kan anses for minimalistisk – men projektet her har mange lag af kompleksitet”.

Det skyldes ikke mindst, at det centrale materiale i Odense blev selve naturen:

”Andersen har presset os til at tage et nyt skridt i vores design. Førhen ville vi ofte bruge ét simpelt materiale til hvert projekt – men Andersens eventyr er så sammensatte og med så stort et miks af karakterer, at vi blev skubbet videre”, siger Kuma.

”Det er det første projekt, hvor vi bruger natur som det grundlæggende materiale. Vi har ikke haft mange chancer for at lave arkitektur ud af hække, der bliver til beboelige rum”, siger Ikeguchi.

”Vi ønsker altid at gøre tingene organiske – ikke organiske som i moderigtige organiske former, men i den forstand, at de skal passe naturligt på stedet. I dette tilfælde ønskede museet en have - så det blev vores materiale”.

Det er en anelse paradoksalt at have et projekt i midten af en by til at definere jeres første projekt baseret på natur?

”Andersen selv legede jo netop også med modsætninger. Her er det fornemmelsen af noget både nationalt og internationalt,  sammensmeltningen af natur og arkitektur”, siger Kuma.

DEN planlagte park har en funktion, der rækker langt ud over museet. Den skal også sammenbinde den bymidte i Odense, som den firesporede Thomas B. Thriges Gade i alt for mange år har revet midt over. Kumas tegnestue skulle derfor både forholde sig til det typisk fire-fem etages centrum på den ene side og det lave kvarter omkring H.C. Andersens hus på den anden.

”Den slags kompleksitet er god for vores designs. Den skaber dynamik,” siger Kuma.

Hans tegnestue var specielt optaget af de små huse og krogede gader, som er genspejlet i de opbrudte volumener og snoede stier i parken omkring det planlagte museum. Allerede som barn lærte Kuma at elske det hjem, der var mindre end naboens - og selv om det nye stadion i Tokyo til OL i 2020 også er i hans ordrebog insisterer han på, at hans arkitektur bygger på kærligheden til de nære rammer:

”En menneskelig skala kan ændre verden”, siger han.

”I det 20. århundrede ønskede alle at bygge højere og større. Men det gjorde os ikke gladere. I det 21. århundrede skal vi forsøge at finde en ny rigdom – og dette museum kan blive et godt eksempel på det”.

ARKITEKTURENS STÆKKEDE OPKOMLINGE

WEEKENDAVISEN 30. SEPTEMBER 2016

Arkitekturens yngre talenter har svært ved at komme til med nye ideer, fordi de fleste konkurrencer er forbeholdt kendte kræfter. Københavns Kommune har som en af landets største bygherrer nu massivt forstærket den tendens

DA bystyret i nordnorske Bodø i januar 2014 surfede på internettet for at lære lidt mere om vinderne af arkitektkonkurrencen om byens nye rådhus, ledte de stort set forgæves. For Kristian Langkilde og Kasper Lorentzen havde endnu ikke nået at starte deres fælles tegnestue - ALL eller Atelier Lorentzen Langkilde – og havde ingen hjemmeside.

Men i deres fritid fra jobs på større tegnestuer havde de to arkitekter tegnet konkurrencens mest radikale løsning på udfordringen med at bygge til et eksisterende rådhus. De rev den ene facade af det gamle hus og fik integreret både det indre og det ydre af det sammenbyggede projekt.

”Jeg tror godt, de kunne lide vores poesi med en stor, blød dagligstue i træ som metafor for det indre rum, beklædt med store hårde sten som bjergene omkring. En simpel genkendelighed i arkitekturen, hvor funktion og udtryk smeltede sammen”, siger Lorentzen.

Sejren i Bodø var kulminationen på en stejlt stigende succeskurve. De to arkitekters fritidsprojekter fik blandt andet en præmie i konkurrencen om et koncerthus i Warszawa, hvor de var lige i hælene på den nyligt afdøde stjernearkitekt Zaha Hadid.

Undervejs flød designtænkning og sprog sammen, så de to partnere konstant fuldender hinandens sætninger:

Langkilde: ”Vi skiftede fokus undervejs. I starten skulle det bare være sjovt…”

Lorentzen: ”… vi skulle have en sjov weekend...”

”… så vi kiggede på projekterne og tænkte: Det her er sikkert, hvad de gerne vil have – men det gider vi ikke. Så vi laver noget helt andet…”

”… så blev vi lidt voksne...”

”… og tænkte, at hvis vi blev ved med at tegne, skulle vi også kunne vinde. Så lavede vi et rådhus i Tønder og fik en andenplads. Og så var der lige et rådhus mere...”

”… så sagde Kristian; det bliver det sidste , for nu er der et barn på vej, og jeg har købt et hus med græsplæne...”

”… men så vandt vi lige den...”

”... og så stod vi foran et spændende valg”.

BEGGE endte med at sige op i deres gode, faste jobs og lave fælles tegnestue – og hjemmeside, ja. Her kan man finde de seneste vinderprojekter, inklusive en af årets mest prestigefyldte opgaver i Danmark: Den ny arkitektskole i Aarhus, hvor ALL i konkurrence med blandt andre Bjarke Ingels nu er i gang med at tegne til anden og afgørende runde.

Ideerne afprøves, udfordres og finpudses, når tegnestuens nu syv arkitekter hver fredag eftermiddag sammen kigger på de seneste konkurrencer.

”Vi betragter konkurrencer om efteruddannelse. Vi prøver at gøre det på en mere fri måde, hvor vi er mere fleksible i vores designstrategi,” siger Langkilde.

”Vi er en lille dynamisk enhed, hvor alle kender alle og gerne vil have udviklet deres kompetencer. På mange store tegnestuer går de gode ideer nogle gange tabt i organisationsstrukturer,” tilføjer Lorentzen.

Men midt i al succesen ærgrer de to arkitekter sig over, at de måtte omkring Norge for overhovedet at komme i gang. Deroppe har deres personlige erfaringer fra tidligere jobs skaffet dem en generel godkendelse til at tegne huse i størrelse rådhus. I Danmark kan tegnestuen i reglen end ikke få lov at deltage i konkurrencen om en børnehave.

I JAGTEN på sikre løsninger til garanterede priser opererer de fleste bygherrer – ikke mindst i det offentlige – med såkaldt prækvalificering og lukkede konkurrencer, hvor tegnestuerne som hovedregel kun bliver inviteret, hvis man tidligere har bygget noget lignende.

I denne proces er der ofte et enormt fokus på teknik og økonomi. Selv en dokumenteret evne til at få bedre ideer end gennemsnittet tæller ikke. Så ALL måtte i partnerskab med PLH Arkitekter for at vinde konkurrencen om et nyt besøgscenter til vikingeborgen Trelleborg – og optræde som underleverandør i samarbejde med Ravn Arkitektur i Vejle for at aflevere den vindende idé til et boligbyggeri i Billund: En nyfortolkning af den traditionelle landsby omkring en forte eller fællesareal.

”Jeg kan godt forstå, vi ikke bliver bedt om at tegne et hospital – det ville ikke være en god idé. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er lige så kvalificerede til at tegne en børnehave som en stor tegnestue. Man laver ofte konkurrencer mere komplicerede, end de behøver at være”, siger Langkilde.

I Norge mødte ALL en bygherre, de selv kalder ”modig”. Bystyret i Bodø var så forelsket i den store idé, at det var villig til at acceptere risikoen med at arbejde med et nyt firma for at få den gennemført.

”I Danmark har vi i vores videnssamfund en voksende tro på, at jo flere hoveder og eksperter man sætter sammen, jo bedre bliver det. Men derved bliver den kreative magt frataget den, der skulle være kreativ – for der, hvor han skulle spurte og sætte sig selv fri, skal han nu spørge eksperten”, siger Lorentzen.

”Vi har den holistiske tilgang, som mange taler om. Vi har dialogen mellem alle felter i processen. Vi tør tage helheden og som i Bodø også stå for indretning og landskab frem for at sige: Det er kompliceret og farligt”.

Arkitektforeningen og arbejdsgiverforeningen Danske Ark kritiserede for et år siden, at de store krav om detaljering af økonomi og teknik i de indbudte konkurrencer ikke bare gør det svært for vækstlaget at komme til, men også spilder enorme mængder af ressourcer på et tidspunkt i processen, hvor fokus burde være på de overordnede ideer.

DEBATTEN om den rette blanding af åbne og lukkede konkurrencer er røget op i et nyt gear, efter Københavns Kommune som en af landets største bygherrer har besluttet at samle de fleste af de næste fire års byggerier i to store rammeaftaler. Dem slås en række konsortier af arkitekter, ingeniører og entreprenører nu om at vinde.

Denne truende monopolisering er blevet mødt med en massiv kritik, blandt andet på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor Katrine Lotz som leder af Institut for Bygningskunst, By & Landskab forstår frustrationerne hos Langkilde og Lorentzen.

Hun mener, at ikke bare vækstlagets yngre tegnestuer, men hele branchen og dermed samfundet risikerer at blive fattigere af den generelle tendens til alt for tidligt i processen at fokusere på økonomi, teknik og detaljer i det, hun kalder ”det store prækvalificeringscirkus”.

I stedet ville Lotz foretrække, at man som udgangspunkt havde flere åbne konkurrencer om de overordnede ideer, fordi fokus burde være på ”at få sat klodsen rigtigt i byen, så vi får noget, der møder både brugeres og borgeres behov”.

”Den svære opgave er at få alle aktører til at forstå, at det er et levende væv, man syr i”, siger hun. I forlængelse af den analogi har hun mødt det argument for kommunens satsen på kendte kræfter, at man som patient også helst vil opereres af en erfaren læge. Hun mener, at også hendes børn skal have læger og arkitekter, der får en chance for at udvikle sig.

”Det får vi ikke, hvis man skærer livlinen over for yngre arkitekter”, siger Lotz. Hun tror heller ikke på, at kommunen med sin nye strategi nødvendigvis får de lovede besparelser:

”Hvis blot et af konsortierne krakker ved at have kørt sig op i for højt et gear, vil man risikere at tabe langt mere, end hvad man nu håber på at spare”.

Her skræmmer sporene fra entreprenørfirmaet Pihl og Søn, hvis konkurs fik udgifterne på en række store projekter i København til at løbe løbsk.

I KØBENHAVNS Kommune forklarer byggechef Rasmus Brandt Lassen, at det store samlede udbud kommer efter år, hvor antallet af fejl, forsinkelser og budgetoverskridelser har været for højt. Den tendens håber han at vende ved at bruge store og kendte kræfter i faste rammer.

Brandt Lassen påpeger, at Borgerrepræsentationen fortsat kan vælge at sende særligt udvalgte bygninger i konkurrence. Og så mener han, at kritikerne har overset en vigtig detalje: Hvor kommunen hidtil har betalt en samlet pakkepris på arkitekt- og ingeniørarbejdet på det enkelte projekt, opererer den nye aftale med timepriser.

”Det giver os en chance for at invitere andre ind, hvis vi ser et behov for eksempelvis et bud på en kreativ cykelparkeringsløsning eller at få peppet facaden op”, siger han.

Derudover forventer byggechefen, at de faste aftaler vil føre til færre uenigheder og advokatudgifter – og derfor mere overskud til design:

”Vi går i øjeblikket glip af innovation, fordi vi bruger så mange kræfter på tvister på grund af dårligt samarbejde”, siger han.

I ARKITEKTFORENINGEN er direktør Jesper Pagh forundret over mest at kende debatten om kommunens strategi fra dagspressen.

”Vi har ikke været involveret eller taget med på råd”, siger Pagh. Han er ”grundlæggende bekymret” over kommunens syn på det byggede miljø, efter overborgmester Frank Jensen i et forsvar for de store, samlede udbud i Politiken talte om ”rugbrødsarkitektur”:

”For os er kvaliteten af det byggede lige vigtig, hvad end det er en børnehave eller et operahus”, siger Pagh.

“Vi har endnu til gode at se, at man som lovet vil tilgodese den arkitektoniske kvalitet og supplere rammeaftalerne med udskrivning af konkurrencer om centrale opgaver”.

Den spænding genfinder man hos Langkilde og Lorentzen i deres fortsatte jagt på de gode, overordnede ideer, som de anser for deres fags vigtigste fokus:

”Byernes fremtid formes jo af arkitektonisk kvalitet og ikke af, om man har bygget effektivt. Så det kræver meget af dem, der sidder i forvaltningerne, at vide hvad man skal gøre på de forskellige tidspunkter i processen”, siger Lorentzen.

EN MENNESKELIG SCALA

WEEKENDAVISEN 26. AUGUST 2016

Med fem himmelstræbende tårne over for Tivoli har tegnestuen Lundgaard og Tranberg leveret nytænkning på ruinerne af tidligere epokers kuldsejlede bygninger

DA arkitekterne på tegnestuen Lundgaard og Tranberg blev bedt om at bygge på den såkaldte Scala-grund i København, fik de ikke blot et projekt med enormt potentiale. De arvede også dansk arkitekturs udgave af myten om Odysseus og risikoen for at blive drevet til overmod og skibbrud af lokkende sirener på farlige klippekyster.

Gennem mere end 100 år har Scala-grundens attraktive placering over for Tivoli fået arkitekter til at teste skiftende stilarter, ind imellem til deres yderkant. Siden er bygningerne blevet ramt af efterfølgende epokers næserynken, ombygning og endelig nedrivning.

Blandt de første eksempler var forlystelsesstedet National Scala, opført i 1882 af billedskæreren og arkitekten Henrik Vilhelm Brinkopff. Han udnyttede det tag-selv bordet af historiske detaljer, der kendetegnede historicismen eller ”den overlæssede stil”, beskrevet af en samtidig kritiker som ”en let og festlig maskerade af forskellige stilarter”.

Efter en række ombygninger blev National Scala revet ned i 1957 og erstattet med varehuset Anva, et stykke modernisme i den tradition, der også gav os funkis-villaerne. Som mange andre af periodens store huse var bygningen så stram og glat, at den endte med at blive dømt kold og kedelig.

IND KOM Mogens Breyn, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, der påvirket af postmodernismen i 1988-89 forsynede bygningen med en ornamenteret facade med søjler, buer og kupler. Indvendigt blev det ny Scala ombygget til et forlystelsescenter omkring et stort atrium.

Pladsen udenfor fik et rundt bassin og en stribe bronzekrukker, der med lignende tung symbolisme repræsenterer selveste solsystemet. 

Bygningen blev præmieret af Københavns Kommune, men succesen var flygtig som sirenesang i den stride blæst, der var blandt de få stamgæster på pladsens cafeer. Indenfor kæmpede et underdimensioneret ventilationssystem en aldeles ulige kamp mod fritureosen.

Ligesom postmodernismen blev efterfulgt af en tilbagevenden til det skarpe og minimale, var udgangspunktet for Lundgaard og Tranbergs indsats en lokalplan, der beskrev en rektangulær box på ruinerne af det nedrivningsdømte Scala.

Men i tæt samarbejde med Københavns Kommune valgte tegnestuen at udfordre rammerne med fem tårne i varierende højder på op til 16 etager og sine steder sprænge gadernes ellers hellige facadelinjer.

Gevinsten i kvadratmeter fra den øgede højde blev udnyttet til gennemskæringer, kroge og små pladser, der helt anderledes end en lukket form inviterer byen indenfor.

Sådan formår Axel Towers’ kurvede former både at titte insisterende (og lokkende, ja) frem fra de omgivende bygninger og smyge sig overraskende koket ind blandt skarpe omgivelser som SAS hotellet og glaskassen på Industriens Hus.

”Vi har trukket både noget underfundighed fra Tivoli og stringens fra noget af det andet ind, så det blander sig”, siger Lene Tranberg om bygningens ydre.

”ORGANISK morfologi”, kalder arkitekterne de runde former med den hastigt patinerende af facade af en messinglegering, der præger mange af tidens bygninger. Men frem for en stil vil Lene Tranberg hellere tale om de organiske former som en forlængelse af Tivolis leg med linjerne og naturligheden i Københavns gamle voldterræn, kombineret medønsket om at skabe den sammenhæng med byen, som Scala så katastrofalt savnede.

Når bygningen åbner til foråret, vil københavnerne kunne skyde diagonale genveje ad trapper og pladser mellem tårnene eller drikke kaffe under træerne i en åben byhave på første sal med indrammede kik til byen omkring dem.

”Her har du både den store skala og den lille fortættede, hemmelige smøge. Det, synes vi, er noget af byens DNA”, siger Tranberg. De høje tårne er blødt op med små pavilloner, der i tre etagers højde taler med Tivolis hovedindgang på den anden side af gaden.

”En bygning skal også evne at gribe byens mindre skalaer. Bygninger får det sjovere, bliver mere interessante, hvis man kan mærke, at nogen har respekteret og tænkt dem i forhold til omgivelserne og stedet de indgår”, siger Tranberg.

Den tankegang er også reflekteret i facadens opdeling i vandrette bånd og dybe vinduesnicher.

”Ud over at være en solafskærmning, er det med til at skabe en reliefvirkning med en mere menneskelig skala og de proportioner, der er i de nærliggende bygninger”, siger Michael Kvist, der er sagsarkitekt på projektet. Det er udført i samarbejde med billedkunstneren Finn Reinbothe og landskabsarkitekt Julie Kirkegaard.

BLANDT inspirationskilderne til Axel Towers’ løsrivelse fra byens gadenet er Henrik Vilhelm Brinkopffs nærliggende Cirkusbygning, der viste sig mere langtidsholdbar end hans oprindelige Scala. Men legen med cirklerne som en social generator og kontrast til de retvinklede omgivelser genfinder man i også i Lundgaard og Tranbergs runde Tietgenkollegium i Ørestadens lineære ødemarker.

Hvor kollegiet handler om at skabe fælleskaber, skal Axel Towers (også) generere dynamik og bevægelse:

”Vi er begejstrede for forløb, der følger kroppens naturlige blødhed – ligesom når du ude i naturen kommer ud i lysninger og åbninger,  går ud i den større sammenhæng og ind igen. Bygninger kan danne de samme overgange mellem noget fortættet og noget åbent”, siger Tranberg.

De udvendige cirkelslag fortsætter ind gennem glasfacaderne til interiører, hvor også trappekerner og forbindelserne mellem tårnene er runde og kurvede.

Nu venter arkitekterne spændt på, om restauratører og butiksejere vil understøtte eller sløre disse forløb og den rå beton med deres indretning.

”Det er ikke en bygning, der snører noget af som indvendigt. Der er sammenhæng mellem ude og inde, hvilket forhåbentlig vil gøre noget godt for dette sted. Vi har været rigtigt optaget af, at det også er et socialt eksperiment og af at løfte området omkring bygningen, fordi der var så mange svære ting i det tidligere projekt”, siger Tranberg.

Derfor vil Axel Towers også give noget tilbage til den by, hvis himmel den har lånt. På niende og tiende sal i det ene af tårnene er afsat plads til en Skybar med et panorama over hele havnen og den indre by.

En stor del af resten af tårnene er for længst udlejet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der rykker ind med 340 medarbejdere på nogle af byens dyreste kvadratmeter.

Både her og i gadeplan mangler råhuset stadig at blive udfyldt. Det er derfor alt for tidligt at bedømme selve den farlige brænding i mødet mellem bygning og by. Men de lange kik fremstår allerede nu sublime: På himlen, hvor storbyens behov for fortætning er løst med stor poesi. På gaden, hvor tårnene gennem de frække brud på facadelinjerne lokker de nysgerrige til. Og ikke mindst inde fra bygningen og det centrale bytorv, hvor overfloden af smukke kurver i alle retninger leder øjet ud til konstant overrumplende nye kig på byen omkring.

Men vil forførelsen få en lige så brat ende som forgængernes?

”Det finurlige, det legende, det forlystelsesmæssige ligger indlejret i bygningens anatomi, men kan danne ramme om mange andre funktioner”, siger Lene Tranberg. ”Vi håber selvfølgelig at have ramt noget tidløst både dens udtryk og måde at gribe byens rum”.

MAGI I DET TILSANDEDE FYR

WEEKENDAVISEN 25. JULI 2016

Højt oppe på Jyllands vestkyst har en arkitektonisk leg med lys, vind og stedets historie skabt et unikt kunstværk, der er dømt til engang at styrte i havet

Da en gruppe legesyge arkitekter blev bedt om at bygge en ny trappe i den gabende tomme ruin af et fyrtårn på Jyllands vestkyst, kunne de måske være sluppet af sted med en simpel række trin og platforme.

Dermed ville gæsterne på Rubjerg Knude i Vendsyssel få en sidste chance for at kravle op til udsigten over det hastigt skiftende landskab, før vinden og havets hærgen om anslået to til femten år får fyret til at styrte i Vesterhavet.

Men når man som arkitekter er opdraget til at lade arkitekturen fortælle stedets historie, kunne man jo ikke nøjes med så banal en løsning.

På Rubjerg Knude handler historien om, hvordan sandflugt gennem årtier har blæst menneskets ambitioner om et fyrtårn på et af Vestkystens højeste punkter omkuld.

Først stablede milliarder af sandkorn sig til en klit mellem tårnet og havet, hvorfra fyret til slut slet ikke kunne ses. Derpå bevægede klitten sig rundt om fyret i et kvælertag, der knuste gården ved tårnets fod. Nu truer så den endelige destruktion, når selve tårnets fundamentom få år forsvinder.

For arkitekterne blev det vigtigt, at både de fysiske rammer og historien kunne aflæses i projektet.

”Vi blev meget optændt af både fyrtårnets oprindelige funktion og vinden som stedets altdominerende naturelement”, siger Jan Yoshiyuki Tanaka , partner i JAJA Arkitekter, der sammen med Bessards’ Studio har skabt nyt liv i det gamle tårn.

DERES projekt er et af de lykkelige ægteskaber mellem det poetiske og det praktiske, der bærer den bedste arkitektur.

Trappen – den oprindelige opgave – snor sig hele vejen til toppen om et stort trekantet rør, der indvendigt består af polerede stålplader. Røret er verdens angiveligt højeste kalejdoskop med endeløse genspejlinger, som man først møder fra rørets bund ved at gå gennem en dør ved fyrets indgang.

Kalejdoskopets lys skyldes vinden og en gendigtning af fyrtårnets historie:

Et nyt roterende prisme på toppen vender fyrets oprindelse funktion på hovedet og trækker – med vinden som drivkraft – verdens lys tilbage til det indre af det tårn, der engang sendte sine stråler ud over Vesterhavet.

Materialer og detaljer bygger videre på denne centrale idé. Trappen af cortenstål ruster i den salte luft og ældes som tårnet og hele stedet med en rå patina. I rustens kontrast til kalejdoskopets blankpolerede indre genfinder vi mødet mellem noget af Danmarks vildeste natur og menneskets ambition om det forfinede – her beskyttet i tårnets kerne og alligevel dømt til undergang sammen med resten af konstruktionen.

Trappens trin og afsatser er perforerede stålplader, hvilket ikke bare lader lyset strømme ned gennem hele tårnet. Gennemsigtigheden slører også grænserne mellem trin og platforme og gør det svært at bestemme afstande og den præcise placering af stedets øvrige gæster – en svimlende leg med rum, sted og tid, der får nogle besøgende til at klamre sig til gelænderets livline.

Undervejs mod toppen kan man gennem små luger kigge ind og ned i kalejdoskopet med dets mangedoblede gengivelser af de gæster, der står i dets bund og kigger op.

Dermed bliver opstigningen til en visuel rejse i et endeløst rum, hvor tårnets rå mure er den eneste faste, forvitrede forbindelse til den skridende undergrund og fyrets historie.

PROJEKTET på Rubjerg Knude er et af ti Steder i landskabet i kampagnen Stedet tæller – et samarbejde mellem blandt andre Naturstyrelsen og Realdanias pengetank om at sætte fokus på yderområderne og herunder sikre bedre adgang til unikke og ind imellem oversete naturområder.

Fra parkeringspladsen ved landevejen mellem Løkken og Lønstrup anes fyret kun i horisonten. Undervejs på vandringen, som Jan Yoshiyuki Tanaka med stor rimelighed beskriver ”næsten som en pilgrimsrejse, næsten noget religiøst”, har arkitekterne plantet pæle, der markerer klittens forventede fremmarch over de kommende årtier.

Sådan skaber man en tilgængelig og allerede populær attraktion ud af det forgængelige og foranderlige.

Genopdagelsen af det glemte fyr har helt forudsigeligt fået en lokal politiker til at foreslå, at tårnet bør flyttes ind i landet for at beskytte det mod de naturkræfter, der har skabt dets ånd og historie.

Men Jan Yoshiyuki Tanaka synes klart bedre om den lokale skovriders vision: Når klitten har fuldendt sin vandring rundt om fyret, vil sandet formentlig lægge sig som et amfiteater på landsiden af tårnet.

Herfra kan man lade gæsterne betragte fyrets sidste rejse mod havet. Forinden kan man så pille den nye indmad ud og opstille kalejdoskopet og trappen inde i landet.

”Vi har snakket om, at tårnet derved kunne få et efterliv. Det ville være en flottere fortælling”, siger Tanaka.

EN LIGE VENSTRE FRA VENEDIG

WEEKENDAVISEN 27. MAJ 2016

Kataloget til Danmarks pavillon ved årets arkitektur-biennale er en unik opsamling og udfordring af tidens styrker og svagheder i dansk arkitektur, der også kan læses fjernt fra Venedig

NÅR publikum denne fredag formiddag i Venedig dukker op til åbningen af Danmarks pavillon ved årets vigtigste internationale arkitektur-udstilling, vil de blive tilbudt et katalog på hele 520 sider.

Nej, det lyder ikke som dansk minimalisme. Men mindre kunne ikke gøre det for udstillingens to kuratorer, arkitekt Boris Brorman Jensen og filosof Kristoffer Lindhardt Weiss, der lider af en selvdiagnosticeret besættelse af bøger. De har derfor brugt udstillingen som en anledning til at skrive en ”samtidsarkæologi” om dansk arkitektur, der kan læses i en langt videre verden end Venedig.

Allerede for næsten to år siden indledte kuratorerne forberedelserne ved at indbyde danske arkitekter til at rydde hylderne for alle de projekter, der kunne passe ind i udstillingens væg-til-væg brede tema ny dansk humanisme.

67 tegnestuer slap gennem udvælgelsen med 131 projekter. De er på udstillingen vist som modeller, stablet op på stilladser i et lettere kaotisk skatkammer for at understrege en af kuratorernes mange pointer: Dansk arkitektur er ikke et one-star show, men en art of many – en dagligdags kunst med og for de mange – som det hedder i udstillingens titel.

Men kuratorerne er langt fra stoppet der. Undervejs i kataloget når de også både at kæde dansk arkitektur uløseligt sammen med velfærdssamfundet og derpå flå lidt i tæppet under det hele ved i fem kritiske temaer at spørge, om danske arkitekter nu også er dygtige nok til at håndtere problemer som global opvarmning, bæredygtighed, overbefolkning og økonomisk krise.

DENNE diskussion forholder sig til biennalens overordnede tema Reporting from the Front, hvormed den chilenske arkitekt og hovedkurator Alejandro Aravenas bad deltagerne udforske løsninger af tidens globale udfordringer.

Danmarks bedste bud er ifølge de Jensen og Weiss det symbiotiske forhold mellem velfærdssamfundet og dets arkitektur. Arkitekturen er den byggede version af velfærd, tegnet af arkitekter der er opdraget til konstant at ”massere noget livskvalitet ind”, som Kristoffer Lindhardt Weiss udtrykte det, før han i mandags fløj til Venedig.

For at understrege denne sammenhæng har de to kuratorer i de indledende kapitler trukket to tunge nestorer på banen: Mogens Lykketoft, der som den nuværende præsident for FN’s generalforsamling understreger behovet for at tænke på individet i udviklingen af verdens hastigt accelererende megabyer; og den danske pioner i byplanlægning Jan Gehl, der i sit 79 år lange liv måtte gennem megen hån for sin insisteren på respekt for fodgængerne og cyklisterne, før han for ti år siden blev det naturlige valg til drive bilerne ud af selve Time Square i New York.

I samme by finder man et andet eksempel på den eksportværdi af den danske tankegang, som udstillingen også fokuserer på: Tegnestuen BIGs vinderprojekt for en klimasikring af Manhattan, der ikke bare håndterer de truende vandmasser, men også sikrer indbyggerne en stribe nye byparker.

IFØLGE Kristoffer Lindhardt Weiss er det i denne evne til at ”presse citronen og finde værdier, der ellers ikke var opstået”, at velfærdssamfundet og dets arkitektur smelter sammen til en internationalt salgbar succes.

De to kuratorers katalog indeholder en række andre ofte overrumplende eksempler som tegnestuen CEBRA’s eksport af huse til antiautoritær og udforskende børneopdragelse til Abu Dhabi (en børnehave) og den sibiriske by Irkutsk (en skole).

De danske ideer om åbenhed i selv straffens og brutalitetens arkitektur genfindes i Erik Møller Arkitekter og HLM Arkitekturs fængsel i den norske by Halden og Schmidt, Hammer og Lassens internationale krigsforbryderdomstol i Haag.

Men dansk arkitekturs og velfærdssamfundets smukkeste fortrin er ifølge kuratorerne ikke disse internationale prestigeprojekter, men hverdagens insisteren på at skabe kvalitet og se muligheder i selv de fjerneste hjørner.

Sådan fik Esbjerg sit center for skatere og anden gadekultur i en nedlagt jernbaneremise, og sådan voksede himmelstræbende tage som sommerfuglevinger ud af et medborgerhus i Fjelstervang ved Herning som resultat af TV-konkurrencen ”Byg det op”.

KATALOGETS helt store paradoks er naturligvis, at fejringen af velfærdssamfundets resultater falder sammen med individualismens fremmarch i Danmark. Bogen kan ifølge Kristoffer Lindhardt Weiss derfor læses som ”en påmindelse om, hvad der kan gå tabt”.

Men undervejs sørger forfatterne selv for, at fejringen af velfærdens resultater ikke ender i et orgie af selvforherligelse. Katalogets virkelige (og meget danske) styrke er modet til udfordre hele molevitten.

I det afsluttende af fem temaer – Beyond Luxury – skriver forfatterne ligeud, at verden ville kollapse og løbe tør for ressourcer, hvis den danske model skulle eksporteres til hele verden.

Derfor opfordrer kuratorerne danske arkitekter til at gå langt videre med den evne til omstilling til en verden med knaphed og miljøproblemer, der er beskrevet i bogens første tema – Exit Utopia.

Her fokuseres både på oprydningen efter modernismens værste overgreb (som for eksempel betonghettoerne) og de første forsøg på at håndtere klimaforandringerne med blandt andet  grønne tage og byparker til opsugning af vandmasserne. Men der er behov for meget mere mod – også hos bygherrerne. En tankevækkende stor del af katalogets mest visionære og nyskabende projekter er aldrig blevet bygget.

”Vores grundmodel er udfordret – hvis vi skal bevare arkitektur som problemløser, skal arkitekterne op i gear. Derfor er det vigtigt at hive dilemmaerne frem”, siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

MAN kunne ønske, at denne vilje til polemik var mere gennemført i katalogets mange samtaler med forfatternes kolleger i den verbaliserede del af dansk arkitektur.

Frem for kritiske spørgsmål er der her rigtig megen indforstået bekræftelse af fælles synspunkter – og kun de mest inkarnerede internationale beundrere af dansk arkitektur vil kunne følge med, når Jensen og Weiss forudsætter, at læserne forstår mangfoldige referencer til historiske danske begivenheder og bygninger fra Kanslergadeforliget til Kildeskovhallen.

Langt stærkere står de fine håndskrevne præsentationer af de udvalgte projekter, hvori de to kuratorer binder byggeriernes fortrin sammen med de overordnede temaer som Design for Life og Pro Community (om det voksende fokus på at lytte til brugerne). Men man kunne som i mange arkitekturbøger ønske, at der også havde været overskud til fyldigere billedtekster og noter til plan- og snittegninger, der fremhæver pointerne.

Det rokker dog ikke ved, at forfatterne med biennalen som et velkomment påskud har givet dansk arkitektur (og dens skoler) og alle andre interesserede en savnet og fornem opsummering af de seneste tiårs udvikling – og et grundlag for helt nødvendige diskussioner om vejen fremad.

Boris Brorman Jensen og Kristoffer Lindhardt Weiss: Art of Many – The Right to Space. Katalog til den danske pavillon ved Biennale Architettura 2016. Dansk Arkitektur Center og Arkitektens Forlag. 520 sider – 320 kroner.

ARKITEKTUR TIL DEN NÆSTSIDSTE REJSE

WEEKENDAVISEN 1. APRIL 2016

På Frederiksbergs nye hospice er fokus er på livets sidste dage frem for døden. Derfor er de italienske klinker testet til at håndtere både rødvin og blod i et miljø, der lyder og lugter af byen udenfor

Hvordan designer man som arkitekt på et nyt hospice den mest diskrete udkørsel af de kister, hvori hovedparten af patienterne forlader stedet?

Svaret er, at det gør man ikke. I hvert fald ikke, når kunden er Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, hvor chefen Helle Tingrupp nægter at gemme døden væk.

Så her kører man kisterne ud af den samme fordør, som patienterne bruger ved ankomsten til livets sidste dage.

Ambulancer og rustvogne deler – med en vis forskydning i tid, man skal jo ikke overdrive konfrontationen – den samme forplads uden skærmende dikkedarer, klos op ad fortovet på en villavej, hvor larmende skolebørn midt i livets forår har direkte udsigt til dets afslutning.

Nærheden til byen, livet og samfundet ligger også forrest i munden, når Tingrupp og Diakonissestiftelsens projektchef, Hanne Moe, skal præsentere deres nye barn – en 16-sengs afløser for Diakonissestiftelsens 10-sengs hospice fra 1997, der for længst er blevet for lille til sin egen succes.

”Folk, der har levet i byen, har ingen interesse i at komme ud og dø i smukke omgivelser på landet. Det er vigtigt for dem at genfinde det miljø, de har været en del af”, siger Helle Tingrupp.

PÅ RANDEN AF BYEN

Derfor har sengestuerne vinduer fra gulv til loft, ofte i flere retninger, og derfor består husets centrale rum – eller hjerte – af en delvist dobbelthøj foyer (med sofahjørner)  i organiske former, der griber ind i andre og udendørs cirkler på gårdhaver og tagterrasser. I godt vejr kan patienternes senge køres ud til høj himmel, fuglefløjt og lyden af en børnehave i det fjerne.

Her er plads til at være både social og privat, med en konstant fornemmelse af, at det levede og det fortsatte liv aldrig er langt væk.

Omgivelsernes nærhed mærkes også rent fysisk, idet bygningen på en strimmel jord mellem et villakvarter og Diakonissestiftelsens treetagers hovedbygning. Springet i skala er løst ved at bryde bygningen op i mindre volumener, én etage med tagterrasse mod villavejen, to etager mod bagkanten.

Indvendigt ligger fløjene med værelser som bladene i et trekløver omkring den centrale foyer. De mange vinduer - med kig i forskellige retninger fra de fleste rum - bidrager fornemt til ønsket om en tæt kontakt til det liv, som patienterne skal forlade og de pårørende leve videre i.

Det nye hospice er designet af Nord Architects, der vandt opgaven på sin beskrivelse af metode, ikke mindst inddragelsen af brugerne. Først i samarbejde med personalet voksede den endelige bygning frem. Arkitekt Morten Gregersen kalder processen ”en gave”:

”Det er tilbage til funktionalismens guldalder i 1940erne og 50erne. Vi er i dag for ofte endt i totalentrepriser, hvor vi tror vi kan designe alt på forhånd. Ved at gå ud i den her anderledes proces kan man opnå andre kvaliteter. Det er en metode, vi er ved at tabe”.

Og ja, det var også den proces, der førte til detaljen med kistens udkørsel gennem hovedindgangen:

”Hvis vi havde tegnet det i konkurrence, kunne vi have siddet længe og stirret og spurgt os selv: Hvordan løser vi det?” siger Gregersen.

RETUR TIL DE HELENDE TEMPLER

Ideen med et skræddersyet hus til den næstsidste rejse er relativ ny i Danmark, hvor Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup åbnede det første hospice i 1992. Det var 25 år efter verdens første hospice i moderne tid åbnede i London i 1967.

Siden er 20 hospicer skudt op i alle egne af Danmark, parallelt med et større fokus på såkaldt palliativ eller lindrende behandling af uhelbredeligt syge.

Mange af de nye hospicer har de samme kvaliteter som Diakonissestiftelsens: En menneskelig skala og behersket størrelse, stor sammenhæng mellem de ydre og de indre rum og en tro på, at en tæt kontakt til naturen kan virke lindrende.

På nogle måder er det en tilbagevenden til de ”helende templer”, ofte i tilknytning til kirker og klostre, der husede historiens første egentlige hospitaler. Nærheden til naturen dyrkede man i Danmark blandt andet i den udbredte placering af psykiatriske hospitaler i naturskønne omgivelser og på hospitaler i parkanlæg som Bispebjerg i København. Først senere opstod de ”medicinske maskiner”, som Rigshospitalets betonsilo og Herlev Sygehus er de mest markante eksempler på.

Allerede sygeplejens pioner Florence Nightingale anså midt i 1800-tallet lys og luft for helt uundværligt for sine patienter og skrev blandt andet:

”Selv om kunstig ventilation kan være nødvendig , kan det aldrig kompensere for ønsket om det åbne vindue”.

Citatet findes i en nye bog, Sundhedsarkitekturens ABC, hvori konsulentfirmaet ArchiMed beskriver hospicetanken som en reaktion på, at ”døden ikke har haft rum og fået opmærksomhed på hospitalet (…..) siden efter renæssancen, hvor lægevidenskaben for alvor blev i stand til at helbrede”.

Hvor en hospitalsstue er domineret af teknologi til helbredelse, er ambitionen på hospice at skabe rum så tæt på det hjem, hvor flertallet af danskerne- 56% procent ifølge nylige undersøgelser - foretrækker at dø. Næstmest populært er nu hospicer med 20 procent.

Sundhedsarkitekturens ABC beskriver ideelle sengestuer på hospice som en ”scene for det fysiske og sociale samvær om døden, hvor de pårørende får mulighed for at tilegne sig rummet efter egne behov”. Udfordringen er, at der samtidig skal være plads til personalets ofte højt specialiserede hjælp til vanskelige lidelser.

På stuerne på Diakonissestiftelsens nye hospice minder overfladerne om et hjem – egeparket og hvide vægge, delvist malet med metalholdig maling, der tillader ophængning af patienternes egen vægudsmykning med magneter.

Teknikken er diskret gemt væk i en skabsvæg. Her finder man blandt andet liften til at flytte patienter og det køleanlæg, der gør det muligt at lade de afdøde ligge i et døgn, før de køres bort.

Rummene er store nok til også at rumme en sovesofa, men samtidig små nok til at virke intime. Væggen til naboen er omhyggeligt isoleret, fordi ingen – trods ønskerne om åbenhed – ”har brug for at blive inviteret til andres sorg,” som Helle Tingrupp siger.

PATINERET SOM LIVET

Fremfor design til døden er det arkitektur til livets sidste dage, hvor de italienske klinker i fællesrummene er testet til at håndtere både rødvin og blod.

”Hospice er det sted på Diakonissestiftelsen, hvor der er mest smil og latter,” siger projektchef Hanne Moe.

En donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond har hævet budgettet fra 55 til 80 millioner kroner. Fondspengene har – som i en række andre af tidens byggerier – givet plads til at vælge dyrere materialer og bedre finish.

Yderbeklædningen er messinglegeringen Tombak - også kendt fra blandt andet Mærskbygningen ved Panuminstituttet og Axel Towers over for Tivoli - der som selve livet vil patineres og skifte kulør fra højglans til en dybere og mere kompleks lød.

Lysningerne omkring de buede vinduespartier er ligesom trapperne i knastfri eg, og det hele har så meget klasse, at et ellers nydeligt Svanekøkken i et hjørne af opholdsrummet står og ser lidt billigt ud.

”Min generation af arkitekter bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke bekymrer os om detaljerne. Det har vi haft råd til her,” siger Morten Gregersen.

Resultatet er en bygning, der er udvalgt som et af de danske bidrag på årets arkitektur-biennale i Venedig. Kuratorerne fremhæver, at ”projektet flytter nogle grænser og læner sig op ad et tabu: De døende bliver ikke udstillet, men heller ikke gemt væk”.

Det nye hus vil utvivlsomt også tiltrække mange af de ”hospice-shoppere” – potentielle patienter og pårørende – hvis antal ifølge Helle Tingrupp er stigende.

Gæsterne er velkomne i den samme hovedindgang og reception, som patienterne og kisterne benytter. Her kan de få et kig ud på den indre gårdhave og en fornemmelse af resten, men heller ikke meget mere, da patienternes privatliv skal beskyttes.

Det rækker dog sådan set også. For på denne tærskel mellem livet og døden, samfundet og hospice kan man fint fornemme de fleste af bygningens kvaliteter: Den menneskelige skala, de bløde former, de fornemme materialer, de tætte forbindelser mellem det indre og det ydre – og den insisteren på en større sammenhæng, der gør det indlysende at lade patienter og kister benytte den samme dør.

UTZONS KRØLLEDE HJERNE I 3D

WEEKENDAVISEN 23. MARTS 2016

I Aalborg kan man med computeranimationer nu endelig opleve det indre af et af dansk arkitekturs mest mytiske projekter – et samarbejde mellem Jørn Utzon og Asger Jorn om et museum, der aldrig blev

Et lysbillede med en lille boble maling klemt inde mellem to lag glas. Det var indholdet i et brev, som kunstmaleren Asger Jorn i 1962 modtog fra arkitekten Jørn Utzon.

Boblen var Utzons formidling af magien og dybden i noget, der var svært at tegne med blyant og pen: Arkitekturens såkaldt dobbeltkrummede flader, som i Utzons unikke dressur allerede var blevet til de himmelstræbende skaller over Operahuset i Sydney.

Lysbilledet handlede om de to mænds lige så kringlede projekt: Et museum af underjordiske huler og buede gange til Jorns organiske og farverige vildskab, gravet ned i Silkeborgs undergrund.

”Det vil blive med en følelse af overraskelse og lyst til at trænge ned i bygningen, at den besøgende ser det 3-etagers krater åbne sig under ham”, skrev Utzon om projektet.

Dybt under jordens overflade ville man møde malerier nedhængt fra de hvælvede lofter og Jorns skulpturer, delvist belyst af dagslys gennem huller og sprækker i loftet.

Kedsommelige tekniske indvendinger som høj grundvandsstand og – i kunstnernes øjne – smålige pengemænd stod dog i vejen for visionerne.

Projektet levede i mange år derfor mest i arkitektskolernes auditorier og litteratur. Her så man det skrinlagte museum som det ultimative symbol på samtidens manglende evne til at udnytte potentialet i nogle af Danmarks mest krøllede hjerner.

Men også Utzons tusch- og blyantsstegninger – de strammere versioner af boblen mellem glaspladerne – overlevede ind i en nutid, hvor 3D tegneprogrammer endelig er begyndt at matche rumfornemmelserne bag arkitektens høje pande.

DETTE møde mellem myte og IT er kernen i udstillingen Fatamorgana på Utzon Center i Aalborg med 3D modeller, visualiseringer og små computeranimerede film fra de store huler, der engang kun levede i de nu afdøde Jorns og Utzons hoveder.

Denne genopstandelse er i sig selv grund til at køre ned på havnen i Aalborg til Utzons Centers prægtige hus, tegnet i samarbejde med sønnen Kim.  Men udstillingen vil og kan langt mere end det.

Samspillet mellem to af dansk kunsts største enere beskrives både oplysende og underholdende med deres gensidige respekt og tilhørende bramfri tone.

Da Jorn tidligt i samarbejdet blev træt af at vente på Utzon – der havde lidt travlt med et operahus i Sydney – og selv skitserede sine ideer til et museum på bredden af Silkeborgsøerne, svarede Utzon, at det ville ligne ”en elefant i en glasbutik”.

I stedet valgte Utzon at følge Jorns mere generelle opfordring: ”I hvert fald vil et projekt domineret af kurver være det rigtige – hvordan de skal spændes bliver din sag”.

Utzon tegnede to store nedgravede krukker, der skulle stikke halsen over jorden og her beklædes med Jorns relieffer. Inspirationen var som meget af Utzons arbejde international, i dette tilfælde fra kinesiske huler. Men samtidig var hulen en logisk konsekvens af Jorns bestilte leg med kurver, hvor den organiske form – som altid hos Utzon – tjente et højere formål end ren æstetik.

”Trykket fra den omgivende jordmasse begrunder de dobbeltkrummede flader (….) Bygningen ligner en hule, blandt andet fordi den er en hule”, som arkitekt Kjeld Vindum fortæller i udstillingens velskrevne katalog.

Heri citerer Vindum også Utzons egne ord om potentialet i det organiske: ”Skibsskrogene, hulerne og skulpturerne viser det”.

UTZON befandt sig selv i dette krydsfelt mellem ingeniørkunst (hans far designede skibe), historie og kunst, hvilket var med til at gøre arkitekten til den oplagte samarbejdspartner for Jorn. Et afsnit af udstillingen viser deres gensidige fascination af hinandens professioner og fælles inspiratorer som blandt andre arkitekten Le Corbusier.

Utzon ejede selv en større kunstsamling, der blandt andet indeholdt 16 litografier, som Jorn betalte arkitekten for tegningerne af museet.

Billederne er i Aalborg for første gang hængt samlet op. For som sønnen Jan fortæller i en video på udstillingen, havde man i Utzonfamilien ikke mange kunstværker på væggene. De blev kun taget frem fra gemmerne som inspiration for arkitekturen.

Utzons og Jorns samarbejde mellem de to kunstarter var ganske unik. Som fortalt i et særligt spor på udstillingen levede kunsten og dens udstillingsbygninger i århundreder ganske adskilte liv, hvor skiftene i traditionerne mest handlede om magtforholdet mellem hus og indhold – fra renæssancens overdådigt udsmykkede kunstkamre til modernismens white cubes, der – som Louisiana i Humlebæk – er underspillede rammer for deres indhold.

ARoS museet i Aarhus, tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer, Lassen med kunstneren Olafur Eliassons regnbue på toppen, er et af de relativt få fuldførte eksempler på den sammensmeltning af kunst og arkitektur, som var tanken bag Utzons huler med Jorns fritsvævende malerier, nedhængt fra loftet.

NOGLE af arkitektfagets elskere af den bløde blyant og håndtegningen vil formentlig opleve Utzon Centers meget konkrete 3D-modeller og computeranimationer som ude af trit med kunstnerduoens sans for det abstrakte og antydede.

Men det vil Utzon Centers udstillingschef Lasse Andersson sådan set blæse på. Han og udstillingsarkitekten Jacob Hilmer har rusket tilstrækkeligt i overfladerne på plasten i 3D-printene til at give dem lidt stoflighed, men vil samtidig også gerne give den fuld gas med Virtual Reality briller til rundvisning i hulernes indre for at appellere til en yngre generation.

”Vi er et museum – ikke et branchehus”, siger Andersson om sine ambitioner om at invitere offentligheden ind i Utzons univers.

Ideerne til udstillingen om museet i Silkeborg spillede en central rolle i Anderssons jobsamtale, da han i 2014 blev ansat som centerets kunstneriske leder. Det er en stilling, der kræver lige dele respekt for Utzons arv og mod til moderne formidling.

På udstillingen brager de to forhold stærkest sammen i et hjørne, hvor Utzons delikate træmodeller af principperne bag Operahusets dobbeltkrumme tag står umiddelbart ved siden af en godt seks meter høj model af Jorn-museets mindste hule.

Modellen er i en tredjedel af naturlig størrelse, udført i hvid plastpresenning med påtrykte digitale billeder af Jorns relieffer på Aarhus Statsgymnasium, og vi er afgjort ude i grænselandet til det absolut corny – Anderssons egen indrømmelse. Men man overgiver sig alligevel, når man går ind i modellen og oplever effekten af ovenlyset fra et af centerets tagvinduer og en fornem akustik. Her aner man en af Utzons planlagte bonusgaver til en nation, der aldrig rigtig havde plads og byggegrunde til hans format.

Til gengæld har andre så taget visionerne til sig. På vej mod udgangen hænger billederne af et blot fem år gammelt delvist nedgravet museum i den spanske by Lugo, udført af arkitekterne Fuensanta Nieto og Enrique Sobejano med tydelig inspiration fra Utzon.

Udstillingens sidste hilsen fra de gamle mestre er et citat af Jorn, som Utzon Center drillende bruger til at forsvare udstillingens sine steder radikale gendigtning af historien om hans og Utzons samarbejde:

”Vær moderne samlere, museer! Har de gamle malerier, så fortvivl ikke. Bevar deres minder, men fordrej dem så de svarer til deres tid. Hvorfor forkaste det gamle hvis man kan modernisere det med nogle penselstrøg? Det bringer aktualitet til Deres gamle kultur. Vær med på noderne, og elegant på samme tid”.

TO MAND FREM FOR EN SKADET ZUMA

UDVIKLING JANUAR/FEBRUAR 2016

Fra vidt forskellige positioner forsøger to unge sorte sydafrikanere at bane vej for forandring i regnbuenationen. Presset på den skandaleramte præsident Zuma vokser, valutaen daler – og minderne om apartheid farver mange diskussioner om en løsning.

Det er en brølende varm januardag i Cape Town, og mange er endnu ikke vendt hjem fra den sydlige halvkugles sommerferie. Men i hver sin ende af byen er to yngre mænd for længst gået i gang med at forberede sig på et af de potentielt mest eksplosive år i det unge demokratis historie.

Mmusi Maimane og Sinekhaya Nongabe har aldrig mødt hinanden. Men de deler ønsket om at udnytte den voksende vrede mod Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, og hans regeringsparti, ANC, til at skabe drastiske forandringer.

Metoden er de dog helt uenige om: Den ene vil udradere ANC’s komfortable flertal og på sigt gerne selv være præsident. Den anden vil reformere ANC indefra gennem et studenteroprør. Men ingen af dem regner med, at Zuma stadig sidder ved magten, når der er parlamentsvalg næste gang om godt tre år.

Mmusi Maimane tager imod i et hjørnekontor i parlamentet i Cape Town. Han er 35 år og blev sidste år valgt som den første sorte formand for Den Demokratiske Alliance (DA), Sydafrikas største oppositionsparti, der historisk har rødder i det hvide mindretal. 

Med Mmusi Maimane i front håber DA at fortsætte sin march hen over Sydafrikas raceskel ved kommunalvalgene i år. Partiet regerer allerede Cape Town, og ved parlamentsvalget i 2014 forsvandt ANC’s flertal i hovedstaden, Pretoria. På længere sigt er Maimanes ambition præsidentposten.

”Vi skal regere flere steder for at udfordre fortællingen om, at DA kun kan regere for hvide sydafrikanere,” siger han.

Sinekhaya Nongabe er en af de vælgere, partilederen har i tankerne: Han er 21 år og en af de såkaldte born-frees, børn født i frihed og uden minder om det racistiske apartheidstyre, der blev endeligt afviklet med Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994.

Som studerende med kurs mod et job som statsautoriseret revisor har Nongabe for længst gennemskuet korruptionen i ANC’s Sydafrika. Men han kunne ikke drømme om at stemme på et andet parti end ANC – og da slet ikke Maimanes DA.

”De vil skulle gøre langt mere for at bevise, at de bekymrer sig om sorte,” siger han.

Nongabes fornemmelse af en overlevende racistisk kerne i DA fik lige efter nytår ny næring, da et DA-medlem – en hvid kvinde – på Facebook kaldte sorte for ”aber” på grund af det affald, der i juleferien var blevet efterladt på strandene. Da historien eksploderede på både sociale og traditionelle medier, blev miseren kun større af kvindens forsøg på at undskylde: Hun havde jo blot brugt sammenligningen, fordi aber er ”nuttede, men uartige”.

Den Demokratiske Alliance ekskluderede hende. Da jeg en uge senere møder Mmusi Maimane siger han, at den slags episoder gør hans forsøg på at forvandle DA til et multiracialt parti til ”et meget stejlt bjerg at bestige”.

Maimane er gift med en hvid sydafrikaner og møder til daglig både sortes beskyldninger om at være ”en forræder” og hvides mere indpakkede racisme i komplimenterne om, at han har ”gjort det godt” ved at formå at finde en hvid kone.

Sidste år måtte Maimane straffe partiets nu tidligere retsordfører, da hun delte en Facebook-status med udsagn om, at meget var bedre under apartheid. Efter at hun havde undskyldt, gav hovedbestyrelsen hende en bøde svarende til 5.000 kroner, og gjorde hendes eksklusion betinget af fem års prøvetid uden racistiske bemærkninger.

Maimane vil inden det næste parlamentsvalg i 2019 ”definere, hvem der ikke kan være i DA”:

”Vi er ikke interesseret i racister. Jeg er ikke interesseret i folk, der siger: Jeg lever et privilegeret liv – det er dit job at beskytte det. Mit job er at arbejde for alle sydafrikaneres interesse.”

Maimane præsenterer dermed sig selv som en moderne vogter af visionerne fra ANC’s Nelson Mandela, hvis portræt hænger i hans kontor.

Før han blev valgt som præsident i 1994, overtalte Nelson Mandela Sydafrikas sorte flertal til at opgive ANC’s oprindelige socialistiske tankegods og acceptere, at det hvide mindretal beholdt de fleste af deres penge og privilegier. Sammen skulle den nye ”regnbuenation” skabe vækst, der kunne deles gennem skatter og sociale ydelser.

På nogle felter er den plan lykkedes. Sydafrika har haft økonomisk vækst i 20 af de seneste 21 år, og hver femte indbygger modtager i dag en eller flere sociale ydelser som børnepenge, pension og invalidepension. Tæt på tre millioner murede huse er blevet bygget som erstatning for blikskure, børn og mødre får gratis lægehjælp, og den sorte middelklasse er nu mindst lige så stor som den hvide.

Men samtidig vokser vreden over en ulighed tæt på verdensrekorden og over ANC’s ineffektivitet og korruption. Et skolevæsen, der hører til verdens ringeste, ses som et åbenlyst symptom på uligheden; udbygningen af præsident Jacob Zumas private bolig for et trecifret millionbeløb regnes for det mest potente eksempel på misbrug af magt og penge.

”ANC har ambitioner om et bedre liv for alle. Men det er jo oplagt, at den vision ikke har blomstret,” siger Sinekhaya Nongabe. ”Vi sidder med en fornemmelse af grådighed.”

Nongabe-familiens murede hus – opført delvist for statstilskud – har både elementkøkken og et 32-binds leksikon i reolsystemet. Huset ligger midt mellem armod og rigdom i skurbyen Imizamo Yethu (”Vores fælles indsats”): Gennem bagdøren kan man se nye blikskure brede sig op ad bjergsiden bag huset, fra stuen er der udsigt til et nærliggende villakvarter, hvor de overvejende hvide beboere svømmer gennem hedebølgen og Sydafrikas truende recession i deres swimmingpools.

Nongabes forældre sparede sammen til at sende ham i områdets bedste skole:

”Der var denne regnbueisme, som fortalte os, at vi alle var ens. Fra klokken otte til to skulle vi glemme, hvor vi kom fra – og så slog realiteten til, når vi var hjemme igen,” siger han og kalder minderne om at besøge hvide venner ”bittersøde”:

”Du kunne ignorere farve og forblive i denne utopi. Men du solgte dig selv for at være en del af det,” siger han.

I townshippen blev han kaldt ”kokosnød” – hvid indeni, sort udenpå. I gymnasiet indså han, at det var hans egen indsats, ikke venskaber med hvide, der skulle sikre hans fremtid. Tårnhøje karakterer gjorde ham til den første student i familien og sikrede ham et stipendium fra et stort revisionsfirma.

Men før Nongabe selv kan flytte ned i villakvarteret, forventes han som færdiguddannet at hjælpe sin mor med at forsørge sin arbejdsløse far og otte andre familiemedlemmer – søskende, fætre, nevøer:

”Når jeg vågner om morgenen, ved jeg, at jeg skal studere for hele familien,” siger han.

”Vi bliver kaldt born-frees. Men de har løjet for os. Vi er jo hverken frie eller lige.”

Sortes utilfredshed med ANC har fået tilslutningen til DA i meningsmålingerne til at vokse til 22 procent og dermed langt ud over den traditionelle base i det hvide mindretal på blot ni procent af befolkningen. Maimanes udfordring er nu at tilfredsstille både sorte og hvide:

”Partiets filosofiske basis har været at balancere mellem flertallets håb og mindretallets frygt. Fremtidens DA skal ikke skelne mellem flertal og mindretal, men udtrykke en samlet vision,” siger han.

Derfor vil han ”ikke sidde her og sige, at mit mandat er at tage DA fra de hvide og give det til de sorte”. For Sydafrikas fremtid afhænger fortsat af, at det hvide mindretal ser en fremtid for dets børn og dets kapital og bidrager til omstillingen gennem skatter, siger han.

”Vores akilleshæl er skat. Men skatteyderne er ved at blive desillusionerede. Og når de siger, at nok er nok, vil vi opleve en ekstraordinært stor kapitalflugt.”

Derfor er det konstante underliggende tema i vores interview den forsoning, som Mandela stod for.

”Men det er et vanskeligt koncept at sælge til vrede unge sydafrikanere på et tidspunkt, hvor økonomien ikke leverer de nødvendige resultater,” siger han.

Sinekhaya Nongabe har gang i sit eget forsøg på at udfordre Sydafrikas raceskel. Med sit høje snit fra gymnasiet kunne han være kommet ind på et af landets førende universiteter. Men han valgte Stellenbosch, en højborg for efterkommerne af de hollandske boere.

Her undervises primært på afrikaans – den lokale variant af hollandsk – der i et forsøg på at tilpasse sig landets nye virkelighed simultantolkes gennem hovedtelefoner i de store forelæsninger.

”Jeg tror, det var aktivismen i mit blod,” siger Nongabe om den bevidste udflugt til en anden virkelighed. ”Men det har været langt hårdere, end jeg troede. Stellenbosch er virkelig fjendtligt.”

Der er de direkte racistiske tilråb, der er den skjulte racisme ved konstant at skulle vise ID-kort til sikkerhedsvagterne, der er de tætte bånd mellem universitetet og toppen af erhvervslivet, som fortsat har en massiv overvægt af hvide i lederstillinger.

Efter kort tid besluttede Sinekhaya Nongabe derfor at gøre som Nelson Mandela: Supplere sine studier med aktivisme. Når han om aftenen er færdig med sine lektier, sidder han ofte til klokken tre om natten og diskuterer politik.

”Der mødes vi, der står fuldt bag ANC, og de, der helt forståeligt er imod partiet på grund af korruption og dets fokus på interne magtkampe,” siger han.

Deres fælles inspiration er folk som Steve Biko – der blev myrdet af apartheids politi i 1977 – og for længst afdøde ANC-ledere.

”Deres uselviske kamp er rødderne til min kærlighed til ANC,” siger han. Partiets nuværende ledere er han mindre imponeret af.

”Men min støtte handler ikke om individer. Det er som med en familie. Du bliver i den. Din far kan være voldelig og krænkende – men du kan bestemme, at du vil være anderledes. Vi vil bruge befrielsespartiet (ANC) til det, det var tænkt som.”

Ud af den type historisk bevidsthed voksede sidste år et massivt studenteroprør. Først gjaldt det racisme: Under Twitter-hashtagget #RhodesMustFall protesterede studerende på University of Cape Town  mod hvid dominans i universitetets ledelse, lærerstab og læseplaner og fik fjernet universitetets statue af Cecil Rhodes – det sydlige Afrikas superkolonialist, der blandt andet fik opkaldt Rhodesia (det nuværende Zambia og Zimbabwe) efter sig.

Derpå fulgte en landsdækkende kampagne mod øget egenbetaling for universitetsstudier, #FeesMustFall, der kulminerede med en demonstration uden for parlamentet i Cape Town.

Begivenheden vakte voldsomme minder om fortidens demonstrationer mod apartheidstyret, da studenternes fremførelse af nationalsangen blev afbrudt af politiets tåregasgranater.

Men derpå fulgte sejren: To dage senere meddelte præsident Jacob Zuma, at egenbetalingen ikke må stige i 2016. Reaktionerne var blandede: Mange priste ANC for en sjælden hurtig reaktion på utilfredsheden. Andre så beslutningen som desperat og populistisk nødværge, der efterlod gigantiske huller i universiteternes budgetter.

Studenternes sejr gav blod på tanden blandt dem, der gerne vil af med Zuma. Men kampagnen #ZumaMustFall kom dog kun noget haltende i gang med få tusinde demonstrerende. Rigtig mange var hvide, nogle med budskaber, der afslørede en begrænset forståelse for Sydafrikas egentlige udfordringer (”Stop korruptionen i nationalparkerne”, for eksempel). Andre bar det gamle sydafrikanske flag fra apartheidtiden.

Selvom Sinekhaya Nongabe deler meget af utilfredsheden med Zuma, var han rasende over, at  #MustFall-kampagnerne blev allemandseje.

”#MustFall har sine rødder i studenteraktivisme mod blandt andet racisme. Nu blev det pludselig overtaget af racisterne selv,” siger han.

En uge efter vores interview vokser kampagnen #ZumaMustFall til et seks meter højt banner på en markant facade i centrum af Cape Town. Reklamebureauet vil ikke fortælle, hvem der har betalt, og Mmusi Maimane vil i et radiointerview hverken be- eller afkræfte, at DA er involveret.

ANC stempler aktionen som racistisk. Et af partiets parlamentsmedlemmer opfordrer til at brænde bygningen med banneret af, men bliver irettesat af sin gruppeformand. I stedet stormer medlemmer af ANC’s ungdomsliga bygningen og flår banneret i småstykker.

Sådan er der varmet godt op til at valgår, hvor race synes at ville spille en markant rolle. Et presset ANC har ved adskillige lejligheder givet manglende solidaritet fra det hvide mindretal skylden for manglende fremskridt.

Men ifølge chefredaktør Ferial Haffajee på avisen City Press er fokusset på race helt ude af trit med, hvad større lighed i virkeligheden kan medføre. Hun er selv af blandingsrace, definerer sig som sort og udgav sidste år bogen Hvad hvis der ikke var nogen hvide i Sydafrika?

Bogens hovedtese er, at de ni procent hvide fylder alt for meget i både debatten og i folks bevidsthed. Ideen om, at man kan redde landet gennem brandbeskatning af hvide og omfordeling er forkert af årsager: De hvide er for få til, at det for alvor vil kunne gøre en forskel – og vrangbilledet skaber en mental barriere for, at sorte selv tager affære.

Ferial Haffajee anklager ANC for bevidst at holde fast i hvide ”som en fjende, der er lettere at bekæmpe end lammende korruption, arbejdsløshed og en økonomisk kløft, der kræver større lederskab, end vores politiske klasse i øjeblikket er i stand til at udvise”.

Jeg tester Haffajees tese på Sinekhaya Nongabe, der anslår hvides andel af Sydafrikas befolkning til at være ”højst 30 procent”, altså tre gange større, end den reelt er. Han forklarer – småflov – at hvide på universitetet er så synlige i hans hverdag.

Nongabe deler analysen af, at ANC i nogle tilfælde har brugt hvide som syndebukke for at bortlede opmærksomheden på regeringens undladelsessynder.

”Vi skal ikke ignorere hvides overhøjhed og fornemmelse af mereværd – men den store opmærksomhed på de emner må ikke fjerne fokus på, hvad vi selv kan gøre som sorte sydafrikanere.”

Derfor vil han og #FeesMustFall-kampagnen fortsætte med at lægge pres på regeringen i 2016, i første omgang med krav om fri uddannelse som en vej til større lighed.

”Vreden hober sig op. Der er en voksende følelse af, at vi ønsker forandringer nu,” siger Nongabe, der ikke vil være forbavset, hvis oprør og tilbagegang ved kommunalvalg kommer til at koste Jacob Zuma jobbet.

I december fremprovokerede præsidenten, at Sydafrikas valuta, randen, faldt med ti procent fra den ene dag til den anden ved at fyre finansminister Nhlanhla Nene og erstatte ham med en ukendt partisoldat.

Analytikere mente, at fyringen kunne skyldes Nenes modstand mod gigantiske investeringer i atomkraft og i det nationale luftfartsselskab, der havde indbyggede muligheder for personlig berigelse af partispidser.

Protesterne var så voldsomme, at Zuma fire dage senere måtte fyre den netop indsatte minister og genindsætte Nenes højt respekterede forgænger, Pravin Gordhan, på posten.

”Det var et sidste søm i kisten,” siger Nongabe om hele affæren, der førte til forudsigelser om, at internationale ratingbureauer på ny ville nedjustere vurderingerne af Sydafrikas kreditværdighed.

For Mmusi Maimane bekræfter fyringen billedet af en præsident, der har valgt at placere sig selv i opposition til ikke bare Sydafrikas hvide, men også til deres europæiske bagland – styrket af de seneste års stigende støtte fra Kina og Rusland i BRIKS-samarbejdet.

”Zuma vendte ryggen mod vest og sagde: Jeg er ligeglad med jeres ratingbureauer og skattemodeller. Vi vil blive reddet fra øst.”

Maimanes eget tilbud er langt mere komplekst at sælge i et land med voksende fokus på race. Men en kombination af et stærkt kommunalvalg for hans oppositionsparti og studenternes krav om en tilbagevenden til ANC’s oprindelige idealer vil gøre 2016 til et af de mest dramatiske år i det ny Sydafrikas historie.

NATURLIG VILDSKAB I BYEN

WEEKENDAVISEN 19. FEBRUAR 2016

Kampen mod klimaforandringernes oversvømmelser har givet nogle af landets førende landskabsarkitekter masser af arbejde. Men succesen har også krævet en del nørder, lidt kvantemekanik og en forståelse af skyggernes betydning for en zen-have.

På kanten af fæstningsbyen Fredericias stramt retvinklede centrum ligger en havnefront, der engang husede en kemifabrik. I dag er området kendt som FredericiaC og et af eksempel på, hvad der kan ske, hvis man vender traditionel byplanlægning på hovedet og sender landsarkitekter ind før de kolleger, der er mere optaget af bygninger.

Et midlertidigt landskab af søer, cykelstier, blomsterdækkede bakker og træer i flytbare containere skal først i anden etape tilføres beton og mursten.

Bagmanden er Stig L. Andersson og hans tegnestue SLA, hvis navn dukker op i stadigt flere projekter, godt hjulpet af tidens fokus på miljø, på udendørs byrum og på bløde overflader mellem husene til at opsuge klimaforandringernes oversvømmelser.

”Hvor vi for bare fem år siden nærmest blev grinet ud af kommuner, ingeniører og bygningsarkitekter, så møder vi i dag en langt større forståelse for at inkludere naturen i byudvikling. Årsagen er selvfølgelig klimaændringer – men også vores 20 års vedvarende pres og argumentation”, siger Andersson.

FredericiaC er et eksempel på, hvordan det helt ned i detaljen har været hårdt arbejde at sælge ideerne om naturlig vildskab i vore byer.

”Entreprenørerne måtte flere gange lægge det om, fordi de lavede det for pænt”, siger Andersson og fortæller, hvordan arbejderne til slut filmede undervejs og fik arkitekten til at godkende resultatet:

”Det så så sjusket ud, at de frygtede at blive fyret, når de kom hjem, for at have lavet noget lort. Men det har haft en enorm betydning for byen. Fredericia er en stram geometrisk by – det her er det stik modsatte. Det groede, hvor det andet virkelig er det konstruerede”.

ENTREPRENØRERNES skepsis og den efterfølgende anerkendelse er typisk for Anderssons lange indsats som en af arkitekturens stedsønner – dem, der i ofte fjerne afkroge af arkitektskolerne interesserer sig for naturen og for den måde, hvorpå bygninger møder omgivelserne.

”Vi bliver uddannet til den byggede arkitektur, hvor landskabsdelen er sekundær. Dermed har vi gennem hele moderniteten lavet halve løsninger”, siger Andersson. 

”Det var en fejl at smide naturen ud af byen og tro, at vi med mekanisk teknologi og ved at klø os selv i nakken kunne udtænke noget, der var bedre end det mere end 14 milliarder år gamle”.

Nu lever SLA af at rette op på fejlene. Et af de seneste projekter er området omkring Sankt Kjelds Plads på Østerbro i København, hvor SLA vil udnytte klimatilpasningens behov for afløb af overfladevand til at lave en bypark med planter fra københavnske naturområder som Utterslev Mose.

I Bagsværd står SLA for en kuperet naturpark oven på parkeringskælderen ved Novo Nordisk’s hovedsæde. Mellem stramme, hvide bygninger er drysset vilde græsser, tidsler og træer langs bugtede stier, hvor medarbejderne kan mødes under deres gang mellem de enkelte afdelinger.

Det tilsyneladende kaotiske er nøje planlagt af 50 medarbejdere med detaljeret viden om jord, planter og klima. I SLA’s tegnestue på Islands Brygge behøver de ikke at tænke sig til, hvordan forskellige typer sand, jord og ral sand føles og opfører sig. De kan selv mærke efter i laboratorieglassene bag chefens skrivebord.

Her kan de – efter Anderssons lange ophold i Japan – også få et foredrag om, at den egentlige magi i en zen-have ikke er det revne grus, men skyggespillet fra de fem fyrretræer, der står uden for havemuren.

”Den stærke sanselige oplevelse, der bliver styrket af den formelle styring – det er det, der optager mig. Derfor sidder der så mange nørder herude – for at have fuldstændigt kontrol med, hvad vi skal gøre, men ikke med udfaldet, som gerne skal være kaotisk”, siger Andersson.

ARKITEKTEN har for sin pionerindsats fået både en titel som professor i æstetisk design ved Københavns Universitet og Det Danske Akademis C.F. Hansen Medaille i 2014.

Samme år var Andersson kurator for den danske pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig. I katalogets kalejdoskopiske forord trækker han på både sin egen ungdom som studerende i kvantemekanik og den senere arkitektkarriere. Dermed får han plantet sine ideer i et dybt videnskabeligt landskab og selskab med idoler som atomfysikeren Niels Bohr, maleren Asger Jorn og den danske landskabsarkitekt G.N. Brandt.

Sidstnævnte skrev – mens resten af Europa havde travlt med Første Verdenskrig – bogen ”Vand- og Stenhøjsplanter” og fik mange år efter sin død sit design af Mariebjerg Kirkegård med i Kulturkanonen.

Anderssons forbilleder deler fascinationen af fænomener, der på en og samme tid forudsætter og gensidigt udelukker hinanden: Lysets partikler og bølger (Bohr), kunst og videnskab (Jorn) og – i forhold til arkitekturen – det byggede og det groede (Brandt).

”Det byggede og det groede udelukker gensidigt hinanden”, skriver Andersson.  ”Det er konstruktion mod naturen; (….) det er endeligheden i et færdigt hus mod det evigt skiftende landskab. (….) Men det byggede og det groende er også indbyrdes afhængige: Brandt ved, at kun hvis man giver begge dele lige værdi, kan arkitektur vise sin fulde styrke”.

DENNE dualisme fylder så meget i Anderssons hoved, atde dybe furer mellem øjnene i hans høje pande må skjule indsejlingen til en pulserende flod med talrige broer mellem højre og venstre hjernehalvdel.

I jagten på ligeværd mellem den byggede og den groede arkitektur har han skrottet ideen om landskabsarkitektur som en umærkelig overgang mellem bygning og omgivelser. Ud med vedbend og de fintklippede, undskyldende græsplæner, ind med højtråbende tidsler og vådområder, der ind imellem går over deres bredder og ud på fortovet.

”Overgangen fra det groede til det byggede skal være så skarp som overhovedet muligt.  Senere kan man gøre den mere flydende. Men netop nu, hvor det er så nyt for mange mennesker, er det vigtigt for forståelsen, at man se, at noget er groet, og noget er bygget”, siger han.

BLANDT Stig L. Anderssons første store sejre var bebyggelsen Ankarparken i Malmö, hvor SLA anlagde en naturpark med søer, sumpe og endog saltvand med krebs for at lege med en række svenske miljøtyper.

Videnskabsmanden i Andersson sørgede for broer ud i søerne, som han kalder ”undersøgelsesinstrumenter” – ”det er en observerende, naturvidenskabelig tilgang for børnene i de lokale skoler, samtidig med, at det er en offentlig park”.

Parken har også været en god forretning for dem, der valgte de billigere lejligheder ud SLAs landskab frem for den traditionelt mere attraktive udsigt mod Øresund på den anden side af bebyggelsen. Tre år senere var prisdifferencen udlignet.

”Så dem, der lyttede til os, tjente mere end dem, der lyttede til ejendomsmægleren”, siger Andersson.

HAN skynder sig at påpege, at det er øget livsværdi og ikke kvadratmeterpriser, der driver hans værk. Lige nu ligger det mest interessante område for den prioritering langt fra hovedstaden.

Arkitekten ser afviklingen i Udkantsdanmark som et væksthus for sine tanker om naturbaseret udvikling. Ét eksempel er Klitmøller på Jyllands vestkyst, hvor miljøet omkring vindsurfing har fået mange kreative mennesker til at flytte deres Macbooks ud i klitterne.

”Det er interessant, at det er naturkraft, der er afsættet – og at det har så stor indflydelse, at det har påvirket hele mentaliteten i området. De har blandt andet lavet en ny havn, der ikke har ødelagt vindforholdene for surferne. Tænk hvis man havde haft samme tankegang i København og andre steder, hvor udvikling har gjort vilkårene for det groede miljø så dårlige, at man nu skal ind og reparere”.

VESTKYSTEN lægger også land til SLA’s hidtil mest ambitiøse forsøg på at lade byudvikling styre af det groede: Et nyt boligkvarter syd for Ringkøbing, hvor SLA i et par år har flyttet jord på en tidligere landbrugsejendom for at skabe søer og bakker og plante træer og buske, der forbedrer jordbunden.

Først siden har bygningsarkitekter tegnet huse til en række forskellige landskabstyper. Nogle ligger på kanten af engen, andre skal bo under træerne i skoven eller omkring en forte – den lille plads eller gadekær, der var centrum i den typiske landsby.

”Det projekt har mentalt forandret alle, der har været med og skabt forståelsen for, at man gror, før man bygger”, siger Stig L. Andersson.

SKRU LIDT NED FOR IKON-ARKITEKTUREN

WEEKENDAVISEN 8. JANUAR 2016

Lad i 2016 pendulet svinge tilbage til nye udforskninger af det simple – og en respekt for, at ikoner står smukkest, når de står alene og ikke blot forsøger at overdøve naboen.

Få af arkitekturens stilarter har tiltrukket så megen kærlighed og så megen frugtbar trods som 1920ernes og 30ernes modernisme. Dens fokus på funktionalitet gav os både de rene og ofte slanke linjer, de logiske indretninger, de omkostningsbevidste løsninger og et fokus på menneskelige behov og skala, men også – i sine mere perverterede og ubegavede former – en uendelig kedsomhed.

I hænderne på skruppelløse bygherrer med fokus på pengepungen blev modernismens beton formet til ørkener af dårligt boligbyggeri og kontorhuse med mere glas end sjæl.

Heraf opstod trodsen. I modernismens yngre år varmede skandinaviske mestre det kolde stål op med træ og tekstiler. Senere – og mere problematisk - angreb postmodernismen i 1970erne og 80erne monotonien med spræl, søjler og kulører, der på langt sigt fejlede, fordi tilføjelserne ofte var påklistrede og ren form uden funktion.

I stedet svingede pendulet tilbage til nye fejringer af det funktionelle, det kliniske og det industrielle. I yderpunktet nåede vi en minimalisme, der med den amerikanske forfatter og samfundskritiker Tom Wolfes ord var præget af  ”hvidhed & lethed & og magerhed & og renhed & nøgenhed & sparsomhed” i en sådan grad, at det kaldte på en modvægt, ”så som hygge og farver”.

Wolfes citat er genopført i årets udgave af bogen Architecture Now! fra forlaget Taschen,  der i sin tiende jubilæumsudgave dokumenterer arkitekturens seneste pendulsving.

Bogens forfatter, Philip Jodidio, er varsom med at tale om – og specielt at navngive – en ny stil eller æra. Dertil er mangfoldigheden simpelthen for stor. Men et voldsomt antal af tidens bygninger er domineret af så mange skæve vinkler, voluminøse kurver, organiske former og udkragede balanceakter, at det ligner en global sammensværgelse mod alt, hvorpå et vaterpas – eller øjet - kan finde den mindste hvile.

Der er intet nyt i, at arkitekter udfordrer geometrien, og uden dette mod havde vi ikke haft Operahuset i Sydney eller Guggenheim Museet i Bilbao. Men lidt for mange af tidens mindre banebrydende eksperimenter stiller spørgsmålet: Hvorfor i alverden? Hvordan er vi nået dertil, at det mindste hundehus skal have et svunget tag over en krop med vinger og asymmetriske vinduer?

Noget af forklaringen er teknisk: 3D tegneprogrammer har gjort det muligt for tegnestuerne at  designe og udforske volumener, som var tæt på umulige at håndtere i 2D. Computerfilerne kan sendes direkte videre til byggeindustriens skæremaskiner og omdanne nye materialer til spændstige former til en pris, der er mulig at betale.

Men den egentlige årsag til arkitekters og ikke mindst bygherrers jagt på det ikoniske skyldes snarere tidens enorme konkurrence om vores opmærksomhed. Det stringente og lavpraktiske svar på hverdagens behov syner ikke af meget i flimmeret på Facebook.

De bedste af de organiske og skæve eksperimenter er klare berigelser af bybilledet. De fungerer godt, når de droppes som enkelte elementer og en afdæmpet kontrast til det mere homogene og underspillede – se for eksempel den nye Cirkelbro i Københavns Havn, de kurvede tage over den nye Nørreport Station eller – ikke mindst – Den Blå Planet i Kastrup, der til glæde for både gæster og flyrejsende slænger sig ved Øresund som en søstjerne med fiskeskæl og har formået at gøre, hvad ikoniske bygninger er bedst til: At skabe nye fixpunkter i en anonym kontekst.

Det bliver straks mere problematisk, når jagten på ikonet udvikler sig til en nabokrig. Se for eksempel striben af skæve eksistenser, som diverse firmaer med ondt i selvværdet har opført i langs Randersvej, den nordlige indkørsel til Aarhus – eller den nye havn i samme by, hvor beboelsesblokkene Isbjerget og Lighthouse, kontor- og skolebygeriet Navitas og kulturhuset Dokk1 de seneste år er skudt op som et forstemmende eksempel på, at bunkebryllupper af forvoksede volumener i skæve vinkler skaber en enorm uro.

Enkeltvis er er nogle af bygningerne sjove lege med geometrien – tilsammen råber de lige så uskønt som en flok teenagere, der ikke har fået nok opmærksomhed.

Mange af de solitære markeringer er ikke bare i strid med den respekt for konteksten, der er en af dansk arkitekturs smukkeste kvaliteter. Jagten på det ikoniske udfordrer ofte også både kvalitet og anvendelighed.

I det kantede lejlighedskompleks 8-tallet i Ørestaden betaler nogle af beboerne for det dramatiske ydre med svært indrettelige lejligheder; materialerne er så dårlige, at arkitekten Bjarke Ingels åbent har erkendt, at innovationen åd (for) meget af budgettet.

I Architecture Now! roses guruen af de største kurver, den iranske arkitekt Zara Hadid (der herhjemme er kendt for den hval-lignende tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard) for at have lært at mestre sammenhængen mellem de bløde former og et fleksibelt indre, så hendes bygninger (nu) er ”ikke bare smukke, men også brugbare”.

Ja – det burde være en selvfølge, men er det langtfra altid. Spidse vinkler og vilde kurver har det med at efterlade rum, hvis anvendelighed er omvendt proportional med de kræfter, der er lagt i at udfordre normerne.

Lad i 2016 pendulet svinge tilbage til nye udforskninger af det simple – og en respekt for, at ikoner står smukkest, når de står alene og ikke blot forsøger at overdøve naboen.

Philip Jodidio: Architecture Now! –  Vol.10. 496 sider, Taschen Forlag

EN STREG I SANDET

WEEKENDAVISEN 4. DECEMBER 2015

Verdens krigsforbrydere skal fremover for retten i en bygning tegnet af danske arkitekter efter et smukt gennemført skandinavisk koncept. Men derved risikerer huset at passe fint ind i en afrikansk opfattelse af Den Internationale Straffedomstol som et sted, hvor hvide dømmer det sorte kontinents ledere

Er den Internationale Straffedomstol en serie hårdtslående retssale for klodens værste krigsforbrydere? Eller er den et symbol på verdenssamfundets evne til i fællesskab at afvise krigsforbrydelser som et led i en stræben efter en bedre fremtid?

Begge dele, selvfølgelig. Men hvis man vil vinde en international arkitektkonkurrence om domstolens design, er det klogt at lægge vægt på det sidste.

Det forstod det danske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen allerede i konkurrencens første runde, da det i 2008 var oppe mod 170 konkurrenter. Domstolen havde jo klart udtrykt, at værdier som åbenhed og gennemsigtighed var vigtige, da den seks år efter sin oprettelse i 2002 bestilte sit første permanente hovedsæde.

Mange arkitektfirmaer afleverede alligevel fæstninger som svar på udfordringen med at passe på de anklagede og beskytte vidnerne. Danskerne satsede på et koncept med en serie tårne, der fra et beskyttende bassin midt i et åbent klitlandskab strækker sig mod himlen som et selvstændigt, forfinet og frem for alt transparent univers, uafhængigt af konteksten i den hollandske regeringsby Haag og den videre verden.

Fagdommerne var begejstrede. Men de politiske dommere brød sig ikke om det centrale tårn, der var klædt i mørkt træ som en hilsen til den traditionelle overflade i mange af verdens retssale.

Derfor havnede det danske forslag i første runde på andenpladsen.

De mente, den mørke kasse ”mindede om noget fra Mekka”, siger arkitekt Bjarne Hammer. Det var uheldigt for en global institution, der skal være hævet over religioner og kulturer.

”Derefter var der en gentænkning. Vi havde forsøgt os med fortællingen om retssalene. Men det var måske for snævert. Det var mere interessant at fortælle historien om, at så mange lande er enige om noget essentielt, om grundlaget for, at vi har et respektabelt samfund”, forklarer Hammer.

I samarbejde med landskabsarkitekter fra firmaet SLA udviklede hans firma en stribe gårdhaver – anlagt i temaer for de enkelte verdensdele – og lod de grønne farver og planter vokse op over det centrale tårn. For haver er i alle kulturer symboler på skønhed, frihed og åbenhed.

Derpå var sejren i arkitektkonkurrencen hjemme. Seks år senere når budskabet om åbenhed i den færdige bygning helt ud til den forbipasserende ringvej.

På randen af Haag træder man ind i et klitlandskab, som skjuler den fem høje betonmur, der sammen med det brede bassin – eller voldgrav –  udgør bygningens ydre sikkerhed.

De fem tårne med kontorer har vinduer med skråtstillede ruder i forskellige vinkler. Det skaber en mosaik, der både forbinder og adskiller – hver for sig reflekterer de et stykke landskab og himmel, tilsammen udgør de et flimrende, grønligt tæppe, der hjælper med til at definere bygningen som et uafhængigt objekt.

At facaden også er i stand til at bevæge sig 40 centimeter frem og tilbage og absorbere trykket fra en større bombe er lige så underspillet som resten af bygningens omfattende sikkerhed.

Gennem en glaskasse med scannere a la lufthavn ind i et selvstændigt univers, skåret ud af det rå klitlandskab som en poleret gave til verdenssamfundet.

Fra retssalene kan tilhørerne gennem et glasparti over dommernes podium kigge tilbage på klitterne og den verden, der trods retssagens beretninger om klodens mest uhyrlige forbrydelser fortsat består.

Her møder man for alvor arkitekternes svar på bygningens indbyggede paradoks: Hvorfor og hvordan skaber man en skøn ramme om alt det grusomme?

”Hvis ikke man kan give os troen på, at der på den anden side af det forfærdelige er noget skønt, er vi som mennesker godt i gang med at opløse os selv. Mennesker har altid overlevet på drømmen om noget andet, noget bedre. Det skaber vores momentum, at vi tror på, der er noget i morgen”, siger Bjarne Hammer.

Man skal dybt ind i bygningens bug for at blive mindet om, at der blandt dens daglige brugere vil være mennesker, som ingen ønsker at begave med skønhed.

Under pauserne i retssagerne vil de anklagede opholde sig i rum på størrelse med et lille børneværelse, som er fuldstændig gråmalet. I ét hjørne er et rundt bord og en stol boltet fast i gulvet, i et andet finder man et toilet i rustfrit stål med tilhørende håndvask.

Retssagernes vidner får en anderledes og næsten kongelig behandling. På vej til deres opholdsrum på bygningens øverste etage passerer de en overdådig udsigt, og deres venterum har mere karakter af dagligstue end af retsbygning.

Ved siden af selve retssalen har vidnerne fået et rum med envejs glas, så de i fred og anonymitet kan studere den tiltalte – i nogle tilfælde et første gensyn med den ansvarlige for alt fra voldtægt til drab på vidnernes familie. Her kan de indgyde sig selv mod til at møde gerningsmændene– og lykkes det ikke, kan vidnerne afhøres over internt TV i et tilstødende lokale.

Det samme fokus på vidnernes velbefindende præger bygningens sikkerhed.

”Vi troede først, det var at beskytte de anklagede, men det er for at beskytte vidnerne – for uden vidner er der ikke nogen retssag. I et større perspektiv er domstolen som institution til for at beskytte os, der skal leve videre på det gode, på troen. Bygningen skal formidle håb om, at der her foregår noget, der gør en forskel på før og efter, at der er trukket en linje i sandet”, siger Bjarne Hammer.

Det omfattende fokus på at beskytte vidnerne gør, at vi under en rundvisning end ikke har lov at fotografere deres udsigt. Det skal forhindre, at man fra billederne kan i gennemskue deres position i bygningen og dermed gøre arbejdet for snigskytter lettere.

For arkitekterne betød kravene til sikkerhed blandt meget andet, at der i bygningens indre skulle laves et næsten labyrintisk system af gange, trapper og elevatorer, så vidner, tiltalte,  dommere og tilhørere aldrig møder hinanden, end ikke under en evakuering.

At arbejde med stærkt konceptuel arkitektur i den slags miljø er en enorm udfordring – og domstolens krav om, at retssalene også skal kunne operere for lukkede døre kostede da også en del af glasset mellem retssalene og omgivelserne.

Det er dog småting i et så udfordrende møde mellem koncept, teknik og budgetter – og som arkitekt kan jeg ikke andet end imponeres. Men som journalist med en fortid i Afrika hører jeg under rundvisningen en alarmtone, som det bliver stadigt sværere at undertrykke.

Alarmen skyldes den politiske virkelighed, som Den Internationale Straffedomstol er oppe imod. Domstolens grundlag er den såkaldte Rom-statut, bakket op af oprindeligt 120 lande, der fra 2002 satte domstolen i gang med efterforskninger og senere retssager.

En bemærkelsesværdig sejr for international jura, der dog skæmmes voldsomt af USAs og Ruslands nej til at deltage. Derudover slås domstolen med det problem, at samtlige verserende og planlagte sager handler om mistænkte forbrydere fra Afrika – rækkende fra oprørere i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda til Sudans og Kenyas siddende præsidenter.

Mens det nye hovedsæde har rejst sig i Haag, har forholdet mellem domstolen og afrikanske ledere derfor været på konstant nedtur. Årsagerne er mange og brogede. Der er en stor solidaritet mellem afrikanske ledere, hvoraf nogle frygter at følge Sudans og Kenyas præsidenter til Haag. Der er en voksende vrede mod de tidligere europæiske kolonimagter, grundet i verdens fortsatte uligheder, og der er en solidaritet med de lande i Mellemøsten, der de senere år har oplevet invasioner fra USA og andre vestlige lande.

Derfor truer en række af disse afrikanske lande nu med at forlade Den Internationale Straffedomstol. Har man et stykke nordisk minimalisme i Holland opført et hovedsæde, der ufrivilligt passer ind i en afrikansk fortælling om domstolen som et sted, hvor afrikanere bliver dømt i et fjendtligt og fremmed miljø?

Nej, siger arkitekterne. For dels er der jo de kontinentale haver, der hilser fra alle verdens kontinenter, dels er arkitekturen bevidst underspillet og angiveligt neutral.

“Bygningens arkitektur skal ikke være vært for specifikke lokaliteter eller kulturer. Tværtimod, arkitekturen skal være en kulturbærer for verdenssamfundet og fælleskabet. Derfor er arkitekturen tidsløs  og abstrakt, teksturen er neutral, det er lyset og skyggen, der er præferencen og referencen”, siger Bjarne Hammer.

Den opfattelse får næppe lov at stå alene. Haverne først:

Deres værdi som symbol for verdens lande lider under, at subtropiske og tropiske planter har det svært i Haags klima, specielt i de relativt små og skyggefulde skakte, der er blevet plads til mellem de høje tårne.

Oprindelige planer om at have indendørs haver med kontrollerbart klima og plads til autentiske bidrag fra verden blev undervejs ædt af det støt voksende behov for kontorer.

Flere af de smukke zen-inspirerede haver har derfor karakter af det, som landskabsarkitekterne i SLA med befriende ærlighed kalder ”billeder” af den diversitet, de påstår at præsentere.

Spørgsmålet er, om ikke Afrikas ledere ville have stærkere og anderledes nedsættende ord, hvis det gik op for dem, at domstolens udgave af deres kontinents ikoniske røde jord i virkeligheden er tennisbanegrus.

Hvad angår bygningen selv, skal man være europæer for at anse arkitekturen for ”abstrakt, neutral og tidløs”. Fra resten af kloden vil man – specielt i interiøret – se et stykke (nord)europæisk eller nordisk minimalisme anno cirka 2015.

Derved deler Hammers beskrivelse af den nye domstol et stykke af vejen den opfattelse af det vestlige som normen og resten af verden som det eksotiske (og forandringskrævende), der også bærer mange FN-resolutioner og andre af verdens påstået fælles fundamenter.

Man fornemmer klart, at både domstolen og arkitekterne undervejs har set behovet for at række mere ud mod verden. Derfor haverne, derfor de ornamenterede mønstre fra alverdens kulturer, der i aftenmørket dukker op i lyssætningen på pladsen foran bygningen.

Man kan undres over, hvorfor denne fornemmelse for inklusion ikke har rakt længere ind i bygningen. Arkitekter som Henning Larsen har for længst påvist, hvordan Islams ornamentik og Afrikas farver i de rette doser ikke er minimalismens fjender, men udtryksfulde fæller – og der er for eksempel vidtstrakt plads på de omfattende arealer, der i dag er dækket af let lurvede grå og beige gulvtæpper.

En anden forspildt mulighed for at supplere minimalismen med vildskab fra verden er foyerens overordentligt nydelige, men også ganske kedsommelige stiliserede håndtryk i 14 meter glatpoleret limtræ, som den danske Statens Kunstfond har købt af den danske kunstner Eske Rex.

Her ville et indkøb fra verden udenfor have været en gestus, der kunne spille sammen med kernen i Schmidt, Hammer og Lassens vindende koncept og bygningens ønske om at være en global og samlende institution.

BISSEN OG DEN KLOGE DULLE

WEEKENDAVISEN 27. NOVEMBER 2015

Med et nyt tårn i levende kobber har arkitektfirmaet C.F. Møller åbnet bagsiden af Panum-bygningen - brutalismens mest markante bygningsværk i Danmark

Kun få huse i Købehavn dominerer deres omgivelser så knusende som Panum-bygningen på Nørrebro, Eva og Nils Koppels hovedværk i brutalismens korte storhedstid i 1970ernes danske arkitektur.

Titusinder af bilister oplever dagligt den enorme facade som et bagtæppe for morgentrafikkens hektiske slutspurt mod centrum. For Nørrebros mange cyklister er Panum en skarp kant på udfalds- og omfartsvejenes vindtunneller, for fodgængerne en vandring i stenørkenen. Kun gennem smalle sprækker i de røde mursten og rå beton kan man ane, at her uddanner Københavns Universitet nationens unge til forhåbentligt kærlige læger og tandlæger.

Da der i 2010 blev udskrevet en arkitektkonkurrence om en tilbygning til Panum-bygningen, var det derfor en nærliggende tanke, at bissen på Blegdamsvej skulle have en anderledes koket og imødekommende dulle som nabo.

En klog dulle, forstås. For den nye Mærsk-bygning skal rumme laboratorier og auditorier, der kan tiltrække eliten af klodens forskere i biokemi og deres studier af virus, kræft, fedme, diabetes og såkaldt ”sund aldring”.

De seneste par år er arkitektfirmaet C.F. Møllers svar på denne udfordring skudt op som et 75 meter højt kobberbeklædt tårn, der med glimt i de store vertikale vinduesspalter insisterer på at være alt det, som Panum-bygningen ikke er.

Hvor Panum klæber sig til jorden som en langstrakt skulptur i en skala skabt til hurtig forbikørsel, strækker Mærk-bygningens forskertårn sig opad fra et podium af forgrenede auditorier. Sammen med en stor kantine rækker fællesarealerne som store rødder ud mod Nørrebro og inviterer omgivelserne indenfor.

Panum er kantet og demonstrativt rektangulær, Mærsk-bygningens tårn trekantet med afrundede hjørner. Vinduer fra gulv til loft på alle etager understreger budskabet om, at her skal man både kunne kigge og komme ind.

Hvor Panums hovedindgang lå dydigt skjult i et hjørne på bagsiden, åbner dullen sit skød mod omverdenen med en stor rundet forplads. En overdådig trappe trækker gæster forbi glasbeklædte auditorier og videre ind i bugen af det gamle Panum.

Den interne dialog blandt tårnets forskere er sikret med en vindeltrappe i eg, der som en gigantisk høvlspån forbinder de enkelte etagers små cafémiljøer.

Den konsekvente tænkning i kontraster mellem bissen og dullen kunne nemt være endt som en manisk stiløvelse, hvis ikke tårnet var dybt funderet i C.F. Møllers nordiske traditioner og i respekt for det Panum, det både skal forny og leve sammen med.

Mærskbygningens arkitekt Mads Mandrup Hansen definerer det som forskellen på ”at bygge til” frem for at ”bygge ved siden af” og mener, at tårnets arkitektur er en slags ”Old Nordic på nye flasker, tilpasset stedet og fremtidens klimaudfordringer”.

Ideen med at bløde det stramme op med det organiske er jo lige så gammel som finske Alvar Alto og danske Arne Jacobsen, der – med inspiration fra schweizeren  Le Corbusier - menneskeliggjorde den europæiske modernisme med kurver og blødere materialer.

Mærskbygningens samliv med Panum er udefra understreget i proportionerne på facadebeklædningens paneler (horisontale hos bissen, vertikale hos dullen), ligesom tårnets opadstræbende linjer på hver etage er brudt af et vandret bånd som en hilsen til Panum.

I Mærskbygningens indre genfinder man Panums rå beton – i afrundede former – mens de klare farver fra de karakteristiske skorstene på den gamle bygning er gendigtet i afdæmpet pastel i gardinerne i den nye.

Alt det får offentligheden først lov at bese, når Mærsk-bygningen står færdig og åbner i det nye år. I mellemtiden har bygningens naboer længe diskuteret husets helt dominerende karaktertræk, som man allerede nu kan vurdere: Dets højde.

Hvor Panum er parkeret ude på kanten af bilismens ingenmandsland, er de 75 kobberbeklædte meter synlige fra meget af kvarteret, inklusive det centrale Sankt Hans Torv, hvorfra bygningen ganske har overtagethimlen bag tårnet på Sankt Johannes Kirke.

Går det an? Det kan man ikke svare på uden en kort omvej til en større diskussion, der handler om byens fortætning, altså om flere mennesker på de kvadratmeter, vi kan tillade os at tage fra naturen og dens urbane slægtninge, de grønne områder.

For denne skribent er der ingen tvivl om, at befolkningstilvæksten globalt vil kræve, at vi bygger opad, også i byer som København – og også på trods af hovedstadens verdensberømte femetages profil.

Hvis det er udgangspunktet, kan man ikke gøre det meget bedre end Mærsk-bygningen. Tårnet er placeret langt fra centrum og på så stor en grund, at det med arkitekten Mads Mandrup Hansens ord ”holder de fleste skavanker (som skygger og vindgener) inde på egen mark”.

Bygningens organiske former er ikke bare et menneskeligt modspil til Panum. Kurverne svøber sig også så kærligt om Sankt Johannes kirkespir, som man nu kan forvente af en meget højere storesøster.

I modsætning til mange af tidens høje huse – og til Panum - vil Mærskbygningens tårn give tilbage til den by, den låner fra: En del af øverste etage bliver en café med offentlig adgang, hvor københavnerne og deres gæster får en fortryllende og hidtil uset udsigt over byen ved søerne.

Bygningens farver og materialer spiller med omgivelserne.  Det rødbrune kobber reflekterer bydelens mange røde sten, og med tiden vil materialet få samme grønlige nuance lige som taget på kirken og  byens øvrige tårne.

”Vi har pipetteagtigt duppet omgivelserne tilbage på bygningen”, siger arkitekt Mads Mandrup Hansen med bygningens forskersprog.

Hans omgang med hovedsponsoren i A.P. Møller Fonden har lært ham de samme lektier, som Henning Larsens tegnestue fik på byggeriet af Operaen: Den nu afdøde Hr. Møller og hans firma har stærke meninger om arkitektur – og om kvaliteten af dens materialer.

”Det er ikke en sag, hvor bygherren ikke har vist interesse for detaljerne” siger Mandrup Hansen. ”Det har gjort det komplekst. Men vi har fundet en vej. De kærer sig om kvaliteten, og der står de på samme side som arkitekten”. 

Både A.P. Møllerfonden og Københavns Universitet betragter Mærskbygningen som meget mere end et hus. Det skal være et fyrtårn, der i en skarp international konkurrence lokker de bedste forskere ind i lækre laboratorier og kontorer – med udsigt – og med en stuetage, hvor auditorier, forhal og kantine kan spille sammen til rigtig store konferencer.

Ønsket om det eksklusive er også reflekteret i kobberfacaden. Men hvordan harmonerer energiforbruget ved fremstilling af kobber og regnvandets afvaskning af giftige kobber-ioner - med potentiel kurs mod drikkevandet – med ønsket om en miljømæssigt bæredygtig bygning?

Det spørgsmål har de seneste måneder optaget C.F. Møllers kolleger i arkitektbranchen. Men Mandrup Hansen mener, at kritikken er forfejlet: Kobberet er genbrug,  valset ned til en tredjedel af normal tykkelse for facader og klæbet på en kompositplade, mens regnvandet fra facaden opsamles i faskiner, hvor det renses for kobber-ioner.

”Jeg synes, det ville være kedeligt at fjerne en del af arkitekturens pallette. Det er mere spændende at innovere os ud af problemerne ved kobber”, siger han.

Kobberet sidder på trekantede vinger, der danner dybe nicher om vinduerne og en stor del af dagen skygger for solen. Direkte sol vil blive standset af svingbare kobberskærme – med huller, der gør dem delvist transparente – der styres af sensorer.

Hele systemet mindsker behovet for air condition og sikrer ifølge Mandrup Hansen langt mere udsyn og indblik, end man finder på bygninger med glasfacader og rullegardiner.

I tilgift har Nørrebro – og Panum – fået en facade, der på mange måder bygger en ellers vanskelig forbindelse mellem kvarterets kreative og dynamiske profil og eliteforskningens ønske om eksklusivitet.