WEEKENDAVISEN 10. NOVEMBER 2018
Tyve år efter Guggenheim-museet satte Bilbao på verdenskortet, har Cape Town fået et monument, der nok skal tiltrække kunstens globale nomader. Men også dilemmaerne i samspillet mellem kunsten og dens huse er rejst med
KUN det mest blaserte menneske kan træde ind i Cape Towns ny katedral af et kunstmuseum uden at bøje både den fysiske og den åndelige nakke.
Det 38 meter høje atrium, hulet ud i cylindrene af en gammel silo, er så dragende udtænkt og udført, at det får selveste Tate Modern i London og andre lignende transformationer af gamle industribygninger til at virke forunderligt tamme.
Hvor tidens højt besungne lejligheder i gamle siloer i Københavns Nordhavn består af todimensionelle gennemskæringer, har den britiske arkitekt og designer Thomas Heatherwick skabt et tredimensionelt kunstværk i Afrikas engang højeste bygning.
Atriummet – der i Heatherhwocks altid voldsomt symbolistiske verden angiveligt har arvet sin form efter en af kornets kerner - er i sig selv så spektakulært, at man nemt kunne afslutte anmeldelsen lige her med en ubetinget opfordring om at flyve ned og se MOCAA – Museum of Contemporary Art Africa.
Men så let slipper I ikke. For som med al god kunst skal man kun lette lidt på låget af siloen for at finde indbyggede dilemmaer og provokationer, der vil pirre gæster med blot den mindste fornemmelse af verden omkring dem.
PÅ DEN globale skala placerer MOCAA sig i den ene ekstreme ende af diskussionen om samspillet mellem kunstens og dens bygninger: Skal kunstmuseer være neutrale og ydmyge rammer om det udstillede (den såkaldte white box ideologi, som vi herhjemme for eksempel finder på Louisiana)? Eller må de gerne have Bilbao-effekt som Frank Gehrys spanske Guggenheim-museum, der netop i disse dage fejrer 20 år som landemærke og publikumsmagnet.
Den diskussion kendte amerikaneren Gehry udmærket fra sit hjemland, hvor et jagerfly udgør en del af facaden på hans højtråbende luftfartsmuseum i Los Angeles fra 1984.
Det stod dengang i skærende kontrast til en anden af USA’s ikoniske museumsbygninger, Louis Kahns tolv år ældre Kimbell Art Museum, hvis stilfærdige længer med hvælvede tage er resultatet af arkitektens udforskning af den optimale adgang for dagslys til kunsten i bygningens indre.
Her vandt det stilfærdige: Mens Kimbell for nylig er blevet udvidet, er Gehrys bygning lagt i mølpose.
I DANMARK kan man opleve spændingerne mellem white boxes og ønsket om landemærker i Schmidt, Hammer og Lassens atrium i Aarhus’ AROS. Et storslået rum, der dog stjæler så meget volumen, at der ifølge kritikerne er gået ud over pladsen til billederne. Men det er selvfølgelig ikke hele historien.
På taget af samme bygning er Olafur Eliassons store regnbuefarvede pavillon et eksempel på, hvordan hus og kunst kan smelte sammen til en helhed, der forstærker publikums interaktion og oplevelsen af begge dele.
Samme effekt har C.F. Møllers tilbygning til Statens Museum for Kunst i København, der også fik hug for manglende vægplads. Her har den glasoverdækkede skulpturgade mellem nyt og gammelt gjort facaden på den oprindelige, historicistiske bygning til en indendørs udstillingsgenstand med mulighed for fordybelse i arkitektoniske detaljer, der ofte forsvinder i hverdagens støvregn. I den gamle tørdok i Helsingør har Bjarke Ingels’ søfartsmuseum lignende kvaliteter.
MED Thomas Heatherwicks gennemskæring af silorørene på MOCAA er landbrugets aflagte depotrum efter en afrensning for tonsvis af duelort blevet til deres eget kunstværk.
Den udsøgte polering af de afskårne kanter afslører skønheden i betons mosaik af cement, sand og sten, som normalt ligger skjult dybt under materialets triste gråmelerede overflade.
Trapper og elevatorer er skåret ind deres egne silorør, delvist flækket på højkant, så man undervejs opad ser atriummet forsvinde under sig. På toppen går man med let skælvende knæ ud på et glastag, hvorfra man både kan stirre ned i atriummets dyb og opad mod Taffelbjerget, der rejser sig bag Cape Towns centrum.
Det er overdådigt tænkt. Men MOCAA er også et ekstremt eksempel på, hvordan ønsket om en Bilbao effekt tilsyneladende er løbet med alle ressourcerne.
SELVE udstillingsarealerne er udtryksløse, hvide bokse i tarvelige materialer, hvor man kun i enkelte smalle sprækker mod atriummet fornemmer bygningens storhed. Venligt betragtet kan det ses som et forsøg på white boxes, hvor kunsten skal have herredømmet – men under de kolde lysstofrør i de ofte forbløffende dårligt proportionerede rum er det vanskeligt at løsrive sig fra fornemmelsen af, at Heatherwick løb tør for både interesse og penge, da han var færdig med sit vidunderlige atrium.
Selv har designeren forsvaret prioriteringen som en forlængelse af filosofien bag hans prisvindende britiske pavillon ved verdensudstillingen i Shanghai, hvor 60.000 optiske fibre som et gigantisk pindsvin strittede ud mod omverdenen.
Også her var ideen at bruge pengene på én stor gestus. Denne gang ligger hovedattraktionen indendørs, fordi det – ifølge Heatherwick –er vigtigt at trække et nyt publikum ind fra gaden i et land med begrænset tradition for at gå på museum.
Den normale entrépris svarer ganske vist til en halv dagsløn for gennemsnitlige arbejdere – men de kan tage deres børn under 18 år gratis med og selv få gratis adgang tre timer hver onsdag formiddag og ind imellem om aftenen.
SÅDAN har museets ejere – det nærliggende shopping-kompleks på The Waterfront - forsøgt at tage toppen af lokal skepsis mod et projekt, der både kan opfattes som elitært og måske oven i købet eurocentrisk, hvilket er er det sidste man vil være i nutidens Sydafrika.
I et mere globalt perspektiv giver det rigtig god mening med et landemærke, der sparker røven ud af fordomme om Afrikas uformåenhed. Det er da også præcis tankegangen hos museets mæcen, den tyske forretningsmand og tidligere direktør for Puma Jochen Zeitz.
Hans private samling af nutidig afrikansk kunst udgør en meget stor del af den permanente udstilling på Zeitz MOCAA, som derfor er museets fulde navn. Men også her lurer dobbeltheden: Rigtig meget af Zeitz’ kunstsamling er kritik af kolonialismen i en så poppet og populistisk, ja ofte vulgær form, at man ofte står tilbage med fornemmelsen af et fornuftsægteskab mellem unge kunstnere og en rigmand med ondt i den historiske samvittighed på hele Europas vegne.
TIL GENGÆLD er der ikke megen ydmyghed i det selvstændige hotel, som Heatherwick har skabt rammerne om på toppen af MOCAA: Her kan gæsterne i de opulente suiter betragte verden gennem vinduer udformet som gigantiske fiskeøjne, hvis skråtstillede glaspaneler spejler både himmel, hav og bjerg.
Om natten lyser øjnene over et landemærke med både indre og ydre kvaliteter, der har potentiale til at gøre det samme for at tiltrække globale kunstnomader, som Gehry og Guggenheim gjorde for Bilbao.
Det er godt for turismen. Men for kunsten kunne en del af investeringen i de fysiske rammer på MOCAA måske have gjort større gavn i en bredere satsning på den lokale kunstscene og dens ofte udsultede skoler. Også her forsøger museet dog at retfærdiggøre sin relevans med forskningsafdelinger og undervisningsrum for gæstende skolebesøg. Må det have en effekt, der rækker langt uden for katedralen.