WEEKENDAVISEN 27. MAJ 2016
Kataloget til Danmarks pavillon ved årets arkitektur-biennale er en unik opsamling og udfordring af tidens styrker og svagheder i dansk arkitektur, der også kan læses fjernt fra Venedig
NÅR publikum denne fredag formiddag i Venedig dukker op til åbningen af Danmarks pavillon ved årets vigtigste internationale arkitektur-udstilling, vil de blive tilbudt et katalog på hele 520 sider.
Nej, det lyder ikke som dansk minimalisme. Men mindre kunne ikke gøre det for udstillingens to kuratorer, arkitekt Boris Brorman Jensen og filosof Kristoffer Lindhardt Weiss, der lider af en selvdiagnosticeret besættelse af bøger. De har derfor brugt udstillingen som en anledning til at skrive en ”samtidsarkæologi” om dansk arkitektur, der kan læses i en langt videre verden end Venedig.
Allerede for næsten to år siden indledte kuratorerne forberedelserne ved at indbyde danske arkitekter til at rydde hylderne for alle de projekter, der kunne passe ind i udstillingens væg-til-væg brede tema ny dansk humanisme.
67 tegnestuer slap gennem udvælgelsen med 131 projekter. De er på udstillingen vist som modeller, stablet op på stilladser i et lettere kaotisk skatkammer for at understrege en af kuratorernes mange pointer: Dansk arkitektur er ikke et one-star show, men en art of many – en dagligdags kunst med og for de mange – som det hedder i udstillingens titel.
Men kuratorerne er langt fra stoppet der. Undervejs i kataloget når de også både at kæde dansk arkitektur uløseligt sammen med velfærdssamfundet og derpå flå lidt i tæppet under det hele ved i fem kritiske temaer at spørge, om danske arkitekter nu også er dygtige nok til at håndtere problemer som global opvarmning, bæredygtighed, overbefolkning og økonomisk krise.
DENNE diskussion forholder sig til biennalens overordnede tema Reporting from the Front, hvormed den chilenske arkitekt og hovedkurator Alejandro Aravenas bad deltagerne udforske løsninger af tidens globale udfordringer.
Danmarks bedste bud er ifølge de Jensen og Weiss det symbiotiske forhold mellem velfærdssamfundet og dets arkitektur. Arkitekturen er den byggede version af velfærd, tegnet af arkitekter der er opdraget til konstant at ”massere noget livskvalitet ind”, som Kristoffer Lindhardt Weiss udtrykte det, før han i mandags fløj til Venedig.
For at understrege denne sammenhæng har de to kuratorer i de indledende kapitler trukket to tunge nestorer på banen: Mogens Lykketoft, der som den nuværende præsident for FN’s generalforsamling understreger behovet for at tænke på individet i udviklingen af verdens hastigt accelererende megabyer; og den danske pioner i byplanlægning Jan Gehl, der i sit 79 år lange liv måtte gennem megen hån for sin insisteren på respekt for fodgængerne og cyklisterne, før han for ti år siden blev det naturlige valg til drive bilerne ud af selve Time Square i New York.
I samme by finder man et andet eksempel på den eksportværdi af den danske tankegang, som udstillingen også fokuserer på: Tegnestuen BIGs vinderprojekt for en klimasikring af Manhattan, der ikke bare håndterer de truende vandmasser, men også sikrer indbyggerne en stribe nye byparker.
IFØLGE Kristoffer Lindhardt Weiss er det i denne evne til at ”presse citronen og finde værdier, der ellers ikke var opstået”, at velfærdssamfundet og dets arkitektur smelter sammen til en internationalt salgbar succes.
De to kuratorers katalog indeholder en række andre ofte overrumplende eksempler som tegnestuen CEBRA’s eksport af huse til antiautoritær og udforskende børneopdragelse til Abu Dhabi (en børnehave) og den sibiriske by Irkutsk (en skole).
De danske ideer om åbenhed i selv straffens og brutalitetens arkitektur genfindes i Erik Møller Arkitekter og HLM Arkitekturs fængsel i den norske by Halden og Schmidt, Hammer og Lassens internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
Men dansk arkitekturs og velfærdssamfundets smukkeste fortrin er ifølge kuratorerne ikke disse internationale prestigeprojekter, men hverdagens insisteren på at skabe kvalitet og se muligheder i selv de fjerneste hjørner.
Sådan fik Esbjerg sit center for skatere og anden gadekultur i en nedlagt jernbaneremise, og sådan voksede himmelstræbende tage som sommerfuglevinger ud af et medborgerhus i Fjelstervang ved Herning som resultat af TV-konkurrencen ”Byg det op”.
KATALOGETS helt store paradoks er naturligvis, at fejringen af velfærdssamfundets resultater falder sammen med individualismens fremmarch i Danmark. Bogen kan ifølge Kristoffer Lindhardt Weiss derfor læses som ”en påmindelse om, hvad der kan gå tabt”.
Men undervejs sørger forfatterne selv for, at fejringen af velfærdens resultater ikke ender i et orgie af selvforherligelse. Katalogets virkelige (og meget danske) styrke er modet til udfordre hele molevitten.
I det afsluttende af fem temaer – Beyond Luxury – skriver forfatterne ligeud, at verden ville kollapse og løbe tør for ressourcer, hvis den danske model skulle eksporteres til hele verden.
Derfor opfordrer kuratorerne danske arkitekter til at gå langt videre med den evne til omstilling til en verden med knaphed og miljøproblemer, der er beskrevet i bogens første tema – Exit Utopia.
Her fokuseres både på oprydningen efter modernismens værste overgreb (som for eksempel betonghettoerne) og de første forsøg på at håndtere klimaforandringerne med blandt andet grønne tage og byparker til opsugning af vandmasserne. Men der er behov for meget mere mod – også hos bygherrerne. En tankevækkende stor del af katalogets mest visionære og nyskabende projekter er aldrig blevet bygget.
”Vores grundmodel er udfordret – hvis vi skal bevare arkitektur som problemløser, skal arkitekterne op i gear. Derfor er det vigtigt at hive dilemmaerne frem”, siger Kristoffer Lindhardt Weiss.
MAN kunne ønske, at denne vilje til polemik var mere gennemført i katalogets mange samtaler med forfatternes kolleger i den verbaliserede del af dansk arkitektur.
Frem for kritiske spørgsmål er der her rigtig megen indforstået bekræftelse af fælles synspunkter – og kun de mest inkarnerede internationale beundrere af dansk arkitektur vil kunne følge med, når Jensen og Weiss forudsætter, at læserne forstår mangfoldige referencer til historiske danske begivenheder og bygninger fra Kanslergadeforliget til Kildeskovhallen.
Langt stærkere står de fine håndskrevne præsentationer af de udvalgte projekter, hvori de to kuratorer binder byggeriernes fortrin sammen med de overordnede temaer som Design for Life og Pro Community (om det voksende fokus på at lytte til brugerne). Men man kunne som i mange arkitekturbøger ønske, at der også havde været overskud til fyldigere billedtekster og noter til plan- og snittegninger, der fremhæver pointerne.
Det rokker dog ikke ved, at forfatterne med biennalen som et velkomment påskud har givet dansk arkitektur (og dens skoler) og alle andre interesserede en savnet og fornem opsummering af de seneste tiårs udvikling – og et grundlag for helt nødvendige diskussioner om vejen fremad.
Boris Brorman Jensen og Kristoffer Lindhardt Weiss: Art of Many – The Right to Space. Katalog til den danske pavillon ved Biennale Architettura 2016. Dansk Arkitektur Center og Arkitektens Forlag. 520 sider – 320 kroner.