WEEKENDAVISEN 8. JANUAR 2016
Lad i 2016 pendulet svinge tilbage til nye udforskninger af det simple – og en respekt for, at ikoner står smukkest, når de står alene og ikke blot forsøger at overdøve naboen.
Få af arkitekturens stilarter har tiltrukket så megen kærlighed og så megen frugtbar trods som 1920ernes og 30ernes modernisme. Dens fokus på funktionalitet gav os både de rene og ofte slanke linjer, de logiske indretninger, de omkostningsbevidste løsninger og et fokus på menneskelige behov og skala, men også – i sine mere perverterede og ubegavede former – en uendelig kedsomhed.
I hænderne på skruppelløse bygherrer med fokus på pengepungen blev modernismens beton formet til ørkener af dårligt boligbyggeri og kontorhuse med mere glas end sjæl.
Heraf opstod trodsen. I modernismens yngre år varmede skandinaviske mestre det kolde stål op med træ og tekstiler. Senere – og mere problematisk - angreb postmodernismen i 1970erne og 80erne monotonien med spræl, søjler og kulører, der på langt sigt fejlede, fordi tilføjelserne ofte var påklistrede og ren form uden funktion.
I stedet svingede pendulet tilbage til nye fejringer af det funktionelle, det kliniske og det industrielle. I yderpunktet nåede vi en minimalisme, der med den amerikanske forfatter og samfundskritiker Tom Wolfes ord var præget af ”hvidhed & lethed & og magerhed & og renhed & nøgenhed & sparsomhed” i en sådan grad, at det kaldte på en modvægt, ”så som hygge og farver”.
Wolfes citat er genopført i årets udgave af bogen Architecture Now! fra forlaget Taschen, der i sin tiende jubilæumsudgave dokumenterer arkitekturens seneste pendulsving.
Bogens forfatter, Philip Jodidio, er varsom med at tale om – og specielt at navngive – en ny stil eller æra. Dertil er mangfoldigheden simpelthen for stor. Men et voldsomt antal af tidens bygninger er domineret af så mange skæve vinkler, voluminøse kurver, organiske former og udkragede balanceakter, at det ligner en global sammensværgelse mod alt, hvorpå et vaterpas – eller øjet - kan finde den mindste hvile.
Der er intet nyt i, at arkitekter udfordrer geometrien, og uden dette mod havde vi ikke haft Operahuset i Sydney eller Guggenheim Museet i Bilbao. Men lidt for mange af tidens mindre banebrydende eksperimenter stiller spørgsmålet: Hvorfor i alverden? Hvordan er vi nået dertil, at det mindste hundehus skal have et svunget tag over en krop med vinger og asymmetriske vinduer?
Noget af forklaringen er teknisk: 3D tegneprogrammer har gjort det muligt for tegnestuerne at designe og udforske volumener, som var tæt på umulige at håndtere i 2D. Computerfilerne kan sendes direkte videre til byggeindustriens skæremaskiner og omdanne nye materialer til spændstige former til en pris, der er mulig at betale.
Men den egentlige årsag til arkitekters og ikke mindst bygherrers jagt på det ikoniske skyldes snarere tidens enorme konkurrence om vores opmærksomhed. Det stringente og lavpraktiske svar på hverdagens behov syner ikke af meget i flimmeret på Facebook.
De bedste af de organiske og skæve eksperimenter er klare berigelser af bybilledet. De fungerer godt, når de droppes som enkelte elementer og en afdæmpet kontrast til det mere homogene og underspillede – se for eksempel den nye Cirkelbro i Københavns Havn, de kurvede tage over den nye Nørreport Station eller – ikke mindst – Den Blå Planet i Kastrup, der til glæde for både gæster og flyrejsende slænger sig ved Øresund som en søstjerne med fiskeskæl og har formået at gøre, hvad ikoniske bygninger er bedst til: At skabe nye fixpunkter i en anonym kontekst.
Det bliver straks mere problematisk, når jagten på ikonet udvikler sig til en nabokrig. Se for eksempel striben af skæve eksistenser, som diverse firmaer med ondt i selvværdet har opført i langs Randersvej, den nordlige indkørsel til Aarhus – eller den nye havn i samme by, hvor beboelsesblokkene Isbjerget og Lighthouse, kontor- og skolebygeriet Navitas og kulturhuset Dokk1 de seneste år er skudt op som et forstemmende eksempel på, at bunkebryllupper af forvoksede volumener i skæve vinkler skaber en enorm uro.
Enkeltvis er er nogle af bygningerne sjove lege med geometrien – tilsammen råber de lige så uskønt som en flok teenagere, der ikke har fået nok opmærksomhed.
Mange af de solitære markeringer er ikke bare i strid med den respekt for konteksten, der er en af dansk arkitekturs smukkeste kvaliteter. Jagten på det ikoniske udfordrer ofte også både kvalitet og anvendelighed.
I det kantede lejlighedskompleks 8-tallet i Ørestaden betaler nogle af beboerne for det dramatiske ydre med svært indrettelige lejligheder; materialerne er så dårlige, at arkitekten Bjarke Ingels åbent har erkendt, at innovationen åd (for) meget af budgettet.
I Architecture Now! roses guruen af de største kurver, den iranske arkitekt Zara Hadid (der herhjemme er kendt for den hval-lignende tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard) for at have lært at mestre sammenhængen mellem de bløde former og et fleksibelt indre, så hendes bygninger (nu) er ”ikke bare smukke, men også brugbare”.
Ja – det burde være en selvfølge, men er det langtfra altid. Spidse vinkler og vilde kurver har det med at efterlade rum, hvis anvendelighed er omvendt proportional med de kræfter, der er lagt i at udfordre normerne.
Lad i 2016 pendulet svinge tilbage til nye udforskninger af det simple – og en respekt for, at ikoner står smukkest, når de står alene og ikke blot forsøger at overdøve naboen.
Philip Jodidio: Architecture Now! – Vol.10. 496 sider, Taschen Forlag