UDVIKLING JANUAR/FEBRUAR 2016
Fra vidt forskellige positioner forsøger to unge sorte sydafrikanere at bane vej for forandring i regnbuenationen. Presset på den skandaleramte præsident Zuma vokser, valutaen daler – og minderne om apartheid farver mange diskussioner om en løsning.
Det er en brølende varm januardag i Cape Town, og mange er endnu ikke vendt hjem fra den sydlige halvkugles sommerferie. Men i hver sin ende af byen er to yngre mænd for længst gået i gang med at forberede sig på et af de potentielt mest eksplosive år i det unge demokratis historie.
Mmusi Maimane og Sinekhaya Nongabe har aldrig mødt hinanden. Men de deler ønsket om at udnytte den voksende vrede mod Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, og hans regeringsparti, ANC, til at skabe drastiske forandringer.
Metoden er de dog helt uenige om: Den ene vil udradere ANC’s komfortable flertal og på sigt gerne selv være præsident. Den anden vil reformere ANC indefra gennem et studenteroprør. Men ingen af dem regner med, at Zuma stadig sidder ved magten, når der er parlamentsvalg næste gang om godt tre år.
Mmusi Maimane tager imod i et hjørnekontor i parlamentet i Cape Town. Han er 35 år og blev sidste år valgt som den første sorte formand for Den Demokratiske Alliance (DA), Sydafrikas største oppositionsparti, der historisk har rødder i det hvide mindretal.
Med Mmusi Maimane i front håber DA at fortsætte sin march hen over Sydafrikas raceskel ved kommunalvalgene i år. Partiet regerer allerede Cape Town, og ved parlamentsvalget i 2014 forsvandt ANC’s flertal i hovedstaden, Pretoria. På længere sigt er Maimanes ambition præsidentposten.
”Vi skal regere flere steder for at udfordre fortællingen om, at DA kun kan regere for hvide sydafrikanere,” siger han.
Sinekhaya Nongabe er en af de vælgere, partilederen har i tankerne: Han er 21 år og en af de såkaldte born-frees, børn født i frihed og uden minder om det racistiske apartheidstyre, der blev endeligt afviklet med Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994.
Som studerende med kurs mod et job som statsautoriseret revisor har Nongabe for længst gennemskuet korruptionen i ANC’s Sydafrika. Men han kunne ikke drømme om at stemme på et andet parti end ANC – og da slet ikke Maimanes DA.
”De vil skulle gøre langt mere for at bevise, at de bekymrer sig om sorte,” siger han.
Nongabes fornemmelse af en overlevende racistisk kerne i DA fik lige efter nytår ny næring, da et DA-medlem – en hvid kvinde – på Facebook kaldte sorte for ”aber” på grund af det affald, der i juleferien var blevet efterladt på strandene. Da historien eksploderede på både sociale og traditionelle medier, blev miseren kun større af kvindens forsøg på at undskylde: Hun havde jo blot brugt sammenligningen, fordi aber er ”nuttede, men uartige”.
Den Demokratiske Alliance ekskluderede hende. Da jeg en uge senere møder Mmusi Maimane siger han, at den slags episoder gør hans forsøg på at forvandle DA til et multiracialt parti til ”et meget stejlt bjerg at bestige”.
Maimane er gift med en hvid sydafrikaner og møder til daglig både sortes beskyldninger om at være ”en forræder” og hvides mere indpakkede racisme i komplimenterne om, at han har ”gjort det godt” ved at formå at finde en hvid kone.
Sidste år måtte Maimane straffe partiets nu tidligere retsordfører, da hun delte en Facebook-status med udsagn om, at meget var bedre under apartheid. Efter at hun havde undskyldt, gav hovedbestyrelsen hende en bøde svarende til 5.000 kroner, og gjorde hendes eksklusion betinget af fem års prøvetid uden racistiske bemærkninger.
Maimane vil inden det næste parlamentsvalg i 2019 ”definere, hvem der ikke kan være i DA”:
”Vi er ikke interesseret i racister. Jeg er ikke interesseret i folk, der siger: Jeg lever et privilegeret liv – det er dit job at beskytte det. Mit job er at arbejde for alle sydafrikaneres interesse.”
Maimane præsenterer dermed sig selv som en moderne vogter af visionerne fra ANC’s Nelson Mandela, hvis portræt hænger i hans kontor.
Før han blev valgt som præsident i 1994, overtalte Nelson Mandela Sydafrikas sorte flertal til at opgive ANC’s oprindelige socialistiske tankegods og acceptere, at det hvide mindretal beholdt de fleste af deres penge og privilegier. Sammen skulle den nye ”regnbuenation” skabe vækst, der kunne deles gennem skatter og sociale ydelser.
På nogle felter er den plan lykkedes. Sydafrika har haft økonomisk vækst i 20 af de seneste 21 år, og hver femte indbygger modtager i dag en eller flere sociale ydelser som børnepenge, pension og invalidepension. Tæt på tre millioner murede huse er blevet bygget som erstatning for blikskure, børn og mødre får gratis lægehjælp, og den sorte middelklasse er nu mindst lige så stor som den hvide.
Men samtidig vokser vreden over en ulighed tæt på verdensrekorden og over ANC’s ineffektivitet og korruption. Et skolevæsen, der hører til verdens ringeste, ses som et åbenlyst symptom på uligheden; udbygningen af præsident Jacob Zumas private bolig for et trecifret millionbeløb regnes for det mest potente eksempel på misbrug af magt og penge.
”ANC har ambitioner om et bedre liv for alle. Men det er jo oplagt, at den vision ikke har blomstret,” siger Sinekhaya Nongabe. ”Vi sidder med en fornemmelse af grådighed.”
Nongabe-familiens murede hus – opført delvist for statstilskud – har både elementkøkken og et 32-binds leksikon i reolsystemet. Huset ligger midt mellem armod og rigdom i skurbyen Imizamo Yethu (”Vores fælles indsats”): Gennem bagdøren kan man se nye blikskure brede sig op ad bjergsiden bag huset, fra stuen er der udsigt til et nærliggende villakvarter, hvor de overvejende hvide beboere svømmer gennem hedebølgen og Sydafrikas truende recession i deres swimmingpools.
Nongabes forældre sparede sammen til at sende ham i områdets bedste skole:
”Der var denne regnbueisme, som fortalte os, at vi alle var ens. Fra klokken otte til to skulle vi glemme, hvor vi kom fra – og så slog realiteten til, når vi var hjemme igen,” siger han og kalder minderne om at besøge hvide venner ”bittersøde”:
”Du kunne ignorere farve og forblive i denne utopi. Men du solgte dig selv for at være en del af det,” siger han.
I townshippen blev han kaldt ”kokosnød” – hvid indeni, sort udenpå. I gymnasiet indså han, at det var hans egen indsats, ikke venskaber med hvide, der skulle sikre hans fremtid. Tårnhøje karakterer gjorde ham til den første student i familien og sikrede ham et stipendium fra et stort revisionsfirma.
Men før Nongabe selv kan flytte ned i villakvarteret, forventes han som færdiguddannet at hjælpe sin mor med at forsørge sin arbejdsløse far og otte andre familiemedlemmer – søskende, fætre, nevøer:
”Når jeg vågner om morgenen, ved jeg, at jeg skal studere for hele familien,” siger han.
”Vi bliver kaldt born-frees. Men de har løjet for os. Vi er jo hverken frie eller lige.”
Sortes utilfredshed med ANC har fået tilslutningen til DA i meningsmålingerne til at vokse til 22 procent og dermed langt ud over den traditionelle base i det hvide mindretal på blot ni procent af befolkningen. Maimanes udfordring er nu at tilfredsstille både sorte og hvide:
”Partiets filosofiske basis har været at balancere mellem flertallets håb og mindretallets frygt. Fremtidens DA skal ikke skelne mellem flertal og mindretal, men udtrykke en samlet vision,” siger han.
Derfor vil han ”ikke sidde her og sige, at mit mandat er at tage DA fra de hvide og give det til de sorte”. For Sydafrikas fremtid afhænger fortsat af, at det hvide mindretal ser en fremtid for dets børn og dets kapital og bidrager til omstillingen gennem skatter, siger han.
”Vores akilleshæl er skat. Men skatteyderne er ved at blive desillusionerede. Og når de siger, at nok er nok, vil vi opleve en ekstraordinært stor kapitalflugt.”
Derfor er det konstante underliggende tema i vores interview den forsoning, som Mandela stod for.
”Men det er et vanskeligt koncept at sælge til vrede unge sydafrikanere på et tidspunkt, hvor økonomien ikke leverer de nødvendige resultater,” siger han.
Sinekhaya Nongabe har gang i sit eget forsøg på at udfordre Sydafrikas raceskel. Med sit høje snit fra gymnasiet kunne han være kommet ind på et af landets førende universiteter. Men han valgte Stellenbosch, en højborg for efterkommerne af de hollandske boere.
Her undervises primært på afrikaans – den lokale variant af hollandsk – der i et forsøg på at tilpasse sig landets nye virkelighed simultantolkes gennem hovedtelefoner i de store forelæsninger.
”Jeg tror, det var aktivismen i mit blod,” siger Nongabe om den bevidste udflugt til en anden virkelighed. ”Men det har været langt hårdere, end jeg troede. Stellenbosch er virkelig fjendtligt.”
Der er de direkte racistiske tilråb, der er den skjulte racisme ved konstant at skulle vise ID-kort til sikkerhedsvagterne, der er de tætte bånd mellem universitetet og toppen af erhvervslivet, som fortsat har en massiv overvægt af hvide i lederstillinger.
Efter kort tid besluttede Sinekhaya Nongabe derfor at gøre som Nelson Mandela: Supplere sine studier med aktivisme. Når han om aftenen er færdig med sine lektier, sidder han ofte til klokken tre om natten og diskuterer politik.
”Der mødes vi, der står fuldt bag ANC, og de, der helt forståeligt er imod partiet på grund af korruption og dets fokus på interne magtkampe,” siger han.
Deres fælles inspiration er folk som Steve Biko – der blev myrdet af apartheids politi i 1977 – og for længst afdøde ANC-ledere.
”Deres uselviske kamp er rødderne til min kærlighed til ANC,” siger han. Partiets nuværende ledere er han mindre imponeret af.
”Men min støtte handler ikke om individer. Det er som med en familie. Du bliver i den. Din far kan være voldelig og krænkende – men du kan bestemme, at du vil være anderledes. Vi vil bruge befrielsespartiet (ANC) til det, det var tænkt som.”
Ud af den type historisk bevidsthed voksede sidste år et massivt studenteroprør. Først gjaldt det racisme: Under Twitter-hashtagget #RhodesMustFall protesterede studerende på University of Cape Town mod hvid dominans i universitetets ledelse, lærerstab og læseplaner og fik fjernet universitetets statue af Cecil Rhodes – det sydlige Afrikas superkolonialist, der blandt andet fik opkaldt Rhodesia (det nuværende Zambia og Zimbabwe) efter sig.
Derpå fulgte en landsdækkende kampagne mod øget egenbetaling for universitetsstudier, #FeesMustFall, der kulminerede med en demonstration uden for parlamentet i Cape Town.
Begivenheden vakte voldsomme minder om fortidens demonstrationer mod apartheidstyret, da studenternes fremførelse af nationalsangen blev afbrudt af politiets tåregasgranater.
Men derpå fulgte sejren: To dage senere meddelte præsident Jacob Zuma, at egenbetalingen ikke må stige i 2016. Reaktionerne var blandede: Mange priste ANC for en sjælden hurtig reaktion på utilfredsheden. Andre så beslutningen som desperat og populistisk nødværge, der efterlod gigantiske huller i universiteternes budgetter.
Studenternes sejr gav blod på tanden blandt dem, der gerne vil af med Zuma. Men kampagnen #ZumaMustFall kom dog kun noget haltende i gang med få tusinde demonstrerende. Rigtig mange var hvide, nogle med budskaber, der afslørede en begrænset forståelse for Sydafrikas egentlige udfordringer (”Stop korruptionen i nationalparkerne”, for eksempel). Andre bar det gamle sydafrikanske flag fra apartheidtiden.
Selvom Sinekhaya Nongabe deler meget af utilfredsheden med Zuma, var han rasende over, at #MustFall-kampagnerne blev allemandseje.
”#MustFall har sine rødder i studenteraktivisme mod blandt andet racisme. Nu blev det pludselig overtaget af racisterne selv,” siger han.
En uge efter vores interview vokser kampagnen #ZumaMustFall til et seks meter højt banner på en markant facade i centrum af Cape Town. Reklamebureauet vil ikke fortælle, hvem der har betalt, og Mmusi Maimane vil i et radiointerview hverken be- eller afkræfte, at DA er involveret.
ANC stempler aktionen som racistisk. Et af partiets parlamentsmedlemmer opfordrer til at brænde bygningen med banneret af, men bliver irettesat af sin gruppeformand. I stedet stormer medlemmer af ANC’s ungdomsliga bygningen og flår banneret i småstykker.
Sådan er der varmet godt op til at valgår, hvor race synes at ville spille en markant rolle. Et presset ANC har ved adskillige lejligheder givet manglende solidaritet fra det hvide mindretal skylden for manglende fremskridt.
Men ifølge chefredaktør Ferial Haffajee på avisen City Press er fokusset på race helt ude af trit med, hvad større lighed i virkeligheden kan medføre. Hun er selv af blandingsrace, definerer sig som sort og udgav sidste år bogen Hvad hvis der ikke var nogen hvide i Sydafrika?
Bogens hovedtese er, at de ni procent hvide fylder alt for meget i både debatten og i folks bevidsthed. Ideen om, at man kan redde landet gennem brandbeskatning af hvide og omfordeling er forkert af årsager: De hvide er for få til, at det for alvor vil kunne gøre en forskel – og vrangbilledet skaber en mental barriere for, at sorte selv tager affære.
Ferial Haffajee anklager ANC for bevidst at holde fast i hvide ”som en fjende, der er lettere at bekæmpe end lammende korruption, arbejdsløshed og en økonomisk kløft, der kræver større lederskab, end vores politiske klasse i øjeblikket er i stand til at udvise”.
Jeg tester Haffajees tese på Sinekhaya Nongabe, der anslår hvides andel af Sydafrikas befolkning til at være ”højst 30 procent”, altså tre gange større, end den reelt er. Han forklarer – småflov – at hvide på universitetet er så synlige i hans hverdag.
Nongabe deler analysen af, at ANC i nogle tilfælde har brugt hvide som syndebukke for at bortlede opmærksomheden på regeringens undladelsessynder.
”Vi skal ikke ignorere hvides overhøjhed og fornemmelse af mereværd – men den store opmærksomhed på de emner må ikke fjerne fokus på, hvad vi selv kan gøre som sorte sydafrikanere.”
Derfor vil han og #FeesMustFall-kampagnen fortsætte med at lægge pres på regeringen i 2016, i første omgang med krav om fri uddannelse som en vej til større lighed.
”Vreden hober sig op. Der er en voksende følelse af, at vi ønsker forandringer nu,” siger Nongabe, der ikke vil være forbavset, hvis oprør og tilbagegang ved kommunalvalg kommer til at koste Jacob Zuma jobbet.
I december fremprovokerede præsidenten, at Sydafrikas valuta, randen, faldt med ti procent fra den ene dag til den anden ved at fyre finansminister Nhlanhla Nene og erstatte ham med en ukendt partisoldat.
Analytikere mente, at fyringen kunne skyldes Nenes modstand mod gigantiske investeringer i atomkraft og i det nationale luftfartsselskab, der havde indbyggede muligheder for personlig berigelse af partispidser.
Protesterne var så voldsomme, at Zuma fire dage senere måtte fyre den netop indsatte minister og genindsætte Nenes højt respekterede forgænger, Pravin Gordhan, på posten.
”Det var et sidste søm i kisten,” siger Nongabe om hele affæren, der førte til forudsigelser om, at internationale ratingbureauer på ny ville nedjustere vurderingerne af Sydafrikas kreditværdighed.
For Mmusi Maimane bekræfter fyringen billedet af en præsident, der har valgt at placere sig selv i opposition til ikke bare Sydafrikas hvide, men også til deres europæiske bagland – styrket af de seneste års stigende støtte fra Kina og Rusland i BRIKS-samarbejdet.
”Zuma vendte ryggen mod vest og sagde: Jeg er ligeglad med jeres ratingbureauer og skattemodeller. Vi vil blive reddet fra øst.”
Maimanes eget tilbud er langt mere komplekst at sælge i et land med voksende fokus på race. Men en kombination af et stærkt kommunalvalg for hans oppositionsparti og studenternes krav om en tilbagevenden til ANC’s oprindelige idealer vil gøre 2016 til et af de mest dramatiske år i det ny Sydafrikas historie.