WEEKENDAVISEN 25. JULI 2016
Højt oppe på Jyllands vestkyst har en arkitektonisk leg med lys, vind og stedets historie skabt et unikt kunstværk, der er dømt til engang at styrte i havet
Da en gruppe legesyge arkitekter blev bedt om at bygge en ny trappe i den gabende tomme ruin af et fyrtårn på Jyllands vestkyst, kunne de måske være sluppet af sted med en simpel række trin og platforme.
Dermed ville gæsterne på Rubjerg Knude i Vendsyssel få en sidste chance for at kravle op til udsigten over det hastigt skiftende landskab, før vinden og havets hærgen om anslået to til femten år får fyret til at styrte i Vesterhavet.
Men når man som arkitekter er opdraget til at lade arkitekturen fortælle stedets historie, kunne man jo ikke nøjes med så banal en løsning.
På Rubjerg Knude handler historien om, hvordan sandflugt gennem årtier har blæst menneskets ambitioner om et fyrtårn på et af Vestkystens højeste punkter omkuld.
Først stablede milliarder af sandkorn sig til en klit mellem tårnet og havet, hvorfra fyret til slut slet ikke kunne ses. Derpå bevægede klitten sig rundt om fyret i et kvælertag, der knuste gården ved tårnets fod. Nu truer så den endelige destruktion, når selve tårnets fundamentom få år forsvinder.
For arkitekterne blev det vigtigt, at både de fysiske rammer og historien kunne aflæses i projektet.
”Vi blev meget optændt af både fyrtårnets oprindelige funktion og vinden som stedets altdominerende naturelement”, siger Jan Yoshiyuki Tanaka , partner i JAJA Arkitekter, der sammen med Bessards’ Studio har skabt nyt liv i det gamle tårn.
DERES projekt er et af de lykkelige ægteskaber mellem det poetiske og det praktiske, der bærer den bedste arkitektur.
Trappen – den oprindelige opgave – snor sig hele vejen til toppen om et stort trekantet rør, der indvendigt består af polerede stålplader. Røret er verdens angiveligt højeste kalejdoskop med endeløse genspejlinger, som man først møder fra rørets bund ved at gå gennem en dør ved fyrets indgang.
Kalejdoskopets lys skyldes vinden og en gendigtning af fyrtårnets historie:
Et nyt roterende prisme på toppen vender fyrets oprindelse funktion på hovedet og trækker – med vinden som drivkraft – verdens lys tilbage til det indre af det tårn, der engang sendte sine stråler ud over Vesterhavet.
Materialer og detaljer bygger videre på denne centrale idé. Trappen af cortenstål ruster i den salte luft og ældes som tårnet og hele stedet med en rå patina. I rustens kontrast til kalejdoskopets blankpolerede indre genfinder vi mødet mellem noget af Danmarks vildeste natur og menneskets ambition om det forfinede – her beskyttet i tårnets kerne og alligevel dømt til undergang sammen med resten af konstruktionen.
Trappens trin og afsatser er perforerede stålplader, hvilket ikke bare lader lyset strømme ned gennem hele tårnet. Gennemsigtigheden slører også grænserne mellem trin og platforme og gør det svært at bestemme afstande og den præcise placering af stedets øvrige gæster – en svimlende leg med rum, sted og tid, der får nogle besøgende til at klamre sig til gelænderets livline.
Undervejs mod toppen kan man gennem små luger kigge ind og ned i kalejdoskopet med dets mangedoblede gengivelser af de gæster, der står i dets bund og kigger op.
Dermed bliver opstigningen til en visuel rejse i et endeløst rum, hvor tårnets rå mure er den eneste faste, forvitrede forbindelse til den skridende undergrund og fyrets historie.
PROJEKTET på Rubjerg Knude er et af ti Steder i landskabet i kampagnen Stedet tæller – et samarbejde mellem blandt andre Naturstyrelsen og Realdanias pengetank om at sætte fokus på yderområderne og herunder sikre bedre adgang til unikke og ind imellem oversete naturområder.
Fra parkeringspladsen ved landevejen mellem Løkken og Lønstrup anes fyret kun i horisonten. Undervejs på vandringen, som Jan Yoshiyuki Tanaka med stor rimelighed beskriver ”næsten som en pilgrimsrejse, næsten noget religiøst”, har arkitekterne plantet pæle, der markerer klittens forventede fremmarch over de kommende årtier.
Sådan skaber man en tilgængelig og allerede populær attraktion ud af det forgængelige og foranderlige.
Genopdagelsen af det glemte fyr har helt forudsigeligt fået en lokal politiker til at foreslå, at tårnet bør flyttes ind i landet for at beskytte det mod de naturkræfter, der har skabt dets ånd og historie.
Men Jan Yoshiyuki Tanaka synes klart bedre om den lokale skovriders vision: Når klitten har fuldendt sin vandring rundt om fyret, vil sandet formentlig lægge sig som et amfiteater på landsiden af tårnet.
Herfra kan man lade gæsterne betragte fyrets sidste rejse mod havet. Forinden kan man så pille den nye indmad ud og opstille kalejdoskopet og trappen inde i landet.
”Vi har snakket om, at tårnet derved kunne få et efterliv. Det ville være en flottere fortælling”, siger Tanaka.