WEEKENDAVISEN 10. MARTS 2017
Efter en æra med højteknologiske betontårne som Rigshospitalet rykker læger og patienter på de nye superhospitaler ind i omgivelser, hvor arkitekturen skal bidrage til helbredelsen
Kan gode bygninger med lys, luft og grønne udsigter hjælpe til at kurere de syge?
Afgjort, sagde den moderne sygeplejes moder, Florence Nightingale, der allerede i begyndelsen af 1800-tallet krævede åbne vinduer og kolde udluftninger.
Helt bestemt, mente arkitekten bag Københavns Rådhus, Martin Nyrop, da han for hundrede år siden også tegnede Bispebjerg Hospital som en række pavilloner i en stor have og fik mange roser for den megen lys og luft.
Troen på dagslysets helbredende kraft var stadig intakt hos arkitekterne i 1930ernes første bølge af europæisk modernisme – herhjemme bedst kendt som funkis. Deres fascination af store glaspartier i tynde stålrammer blev luftet flittigt i tuberkulosesanatorier som det hollandske Zonnestraal (”solstråle”) og finske Paimio, der stadig regnes for et arkitekten Alvar Aaltos hovedværker.
Siden blev læger mere optaget af potentialet i stærk medicin og avanceret kirurgi. Sammen med deres patienter rykkede de ind i højteknologiske betontårne som Rigshospitalet og Herlev, hvor der bortset fra kunstneren Poul Gernes’ smukke farver i sidstnævnte ikke var meget fokus på æstetikkens og naturens mulige bidrag til hurtigere helbredelse.
Med byggeriet af seks nye superhospitaler er pendulet igen svinget så kraftigt i retning af såkaldt helende arkitektur, at fænomenet i sidste uge var selve temaet for tegnestuerne C.F Møller og Cubos præsentation af den første etape i Skejby i Aarhus.
Under arkitektkonkurrencerne på de seks superhospitaler blomstrede det med slagord om værdien af lys, gode materialer og udsigten til natur og smukke gårdhaver. Ifølge partner og projektansvarlig i C.F. Møller, Tom Danielsen, var det en større udfordring at skabe konkret arkitektur ud af konceptet om det helende. Eller rettere: At bevise sammenhængen mellem gode rum og hurtigere helbredelse.
”Vores profession er jo en bunden kunstart. Normalt har vi altid kunnet argumentere med, at noget var ”best practice”, at ”det plejer vi”, at ”det ser pænt ud”. Men klinikere og DJØFere siger: Bevis det. Så det har vi været pisket til”, siger Danielsen.
I Finland slap Alvar Aalto i 1930erne af sted med at indrømme, at hans beskrivelse af sit sanatorium som ”et medicinsk instrument” mest byggede på intuition. I Aarhus måtte kollegerne gribe til såkaldt videns- og evidensbaseret arkitektur.
Amerikanske undersøgelser blev støvsuget for beviser på, at patienter med adgang tilgodt dagslys bliver hurtigere raske og udskrevet.
Indretningen af badeværelser blev afstemt med udfaldet af en workshop om netop denne detalje i Norge. På sengestuerne er der markante forskelle på væggenes materialer for at afspejle de modsatrettede forventninger om hjemlig hygge og klinisk professionalisme, som patienterne har afsløret i brugerundersøgelser: I synsretningen – altså ved fodenden af sengen – har de fået lyst asketræ og en klap-ud seng til pårørende. Bag hovedgærdet er der glat, hvidt, sterilt, effektivt.
Sådan er det også med de større linjer: Hygge i venterummene, professionelt stål og blankhed i behandlingsrummene.
C.F. Møllers projektleder på den ene halvdel af nybyggeriet, Bo Frost, fortæller, at det undervejs i byggeriet var nemt at enes med lægerne om, at træ er lækkert, grønt er godt og at udsigt er vigtig – lige indtil budgetterne begyndte at skrante. Så havnede partnerne ”ind imellem i bråvallaslag”, hvor lægevidenskabens bevismateriale ofte var stærkere end arkitekternes:
”Når man skal skære, kommer det ene argument op mod det andet: Skal vi have noget klinisk eller din måske meget fede idé? Lægen vil sige: Jeg kan bevise, at hvis jeg får de 20 millioner, kan jeg købe en scanner, der kan helbrede to mennesker om ugen. Stik den”, siger Bo Frost.
20 millioner var netop prisen på de grønne tage på de lavere dele af byggeriet, som røg i en sparerunde. Men underlaget er dog forberedt til et bedre budgetår.
Arkitekterne havde mere held med atforsvare sine ønsker om vinduer i tre niveauer med henvisning til undersøgelser af værdien af en varieret udsigt. Så patienterne kan fra sengen nu både se horisonten, himlen og – med den såkaldt aktive udsigt – opleve livet på jorden ude i den virkelighed, som de hurtigst muligt skal sendes tilbage til.
I forsøget på at bringe det enorme byggeri ned i en menneskelig skala har tegnestuen opdelt de lange gange i kortere stræk med knæk, der giver flere gevinster: Hjørnerne har plads til ekstra vinduer – og de mindre rum med deres røde tegl og linoleum i varme farver giver fornemmelsen af at opholde sig på torvet i en by frem for på en endeløs gang. Den samme idé er gentaget på sengeafdelingerne, hvis centrale torve har dagslys fra tre sider.
I hospitalesbyens åbne udendørsrum har landskabsarkitekterne Schønherr leget med grafiske motiver fra mikroskopi af plankton og pollen, der går igen i forskellige skala fra formen på blomsterbedene til støbejernet på specialdesignede brønddæksler.
I haverne gemmer sig nogle af de idealer, som Martin Nyrop for hundrede år siden blev rost for med sine pavilloner i det åbne landskab på Bispebjerg Bakke: ”Ikke mindst i vort forholdsvis solfattige klima er det af betydning at kunne placere hospitalsbygninger på en sådan måde, at der til sygestuerne skaffes den bedste adgang for lys og luft”.
Sådan er meget af det nyeste en tilbagevenden til det bedste af det ældste. Men i referencerne til det bestående gemmer sig både muligheder og begrænsninger.
Der er klare plus til de røde tegl, der har taget hele turen fra det oprindelige Aarhus Kommunehospital via det eksisterende Skejby og nu står som hjemlig, stoflig, farverig modvægt til alt det sterile og fremmede.
Mere begrænsende er videreførelsen at det oprindelige Skejbys overordnede struktur – lange stokke med sidebygninger eller vinger. For uanset hvor meget omhu, der lagt i helende detaljer, er det overvældende indtryk af det nye byggeri en fornemmelse af at være præcis, hvor vi er: På et hospital.
I HILLERØD gik bygherrerne bag Nordsjællands superhospital efter et markant andet udtryk. Oplægget til arkitektkonkurrencen hed ”This is it – your blank canvas” – og dets tekniske indhold var svøbt i helsides naturfotografi og Haruki Murakami-citater. Selv de vigtigste stregdiagrammer havde organiske former og pastelfarver.
Oplægget fik i Hillerød C.F. Møller til at aflevere et anderledes bølgende projekt end de stringente boxe i Aarhus, hvilket sendte tegnestuen videre til anden runde som en af tre vindere.
Men ingen ramte ønsket om alternative og dog funktionelle rammer så rent som schweizerne Herzog & de Meuron, der blandt meget andet er verdensberømte for fuglereden af et OL-stadion i Beijing og selv omtaler forførelse som sin overordnede strategi.
I partnerskab med Vilhem Lauritzen Arkitekter afleverede tegnestuen en firkløverformet bygning med flydende overgange mellem det indvendige og den store naturgrund uden for Hillerød.
”Vi er DJØFere med en kunstnerisk åre eller sympati”, siger hospitalets projektdirektør Henrik Schødts om bagmændene for en institution, der ikke måtte ligne en. ”Meget på et hospital er specialiseret, men vi ville have nye fortolkninger af gråzonerne”.
Det begejstrede arkitekterne: ”Konkurrenceprogrammet havde principper frem fra krav. Ofte spørges der så detaljeret, at man også har bestemt svaret. Her var der en anden åbenhed”, siger Søren Daugbjerg, direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Arkitekten deler direktørens kærlighed til den bygning, der siden er blevet deres fælles metafor og referenceramme: Kunstmuseet Louisiana med dets overlegne sammenhæng mellem bygning og natur.
”Det var det billede, vi arbejdede med frem for en højeffektiv maskine”, siger arkitekten, der også regner træbeklædte sengestuer, såkaldte sansehaver og lange kik ned ad naturgrunden som vigtige dele af helende arkitektur.
Men i Hillerød har der ikke været krav om bevisførelse for dagslysets helende egenskaber:
”Vi er ikke blevet bedt om at kvantificere en god fornemmelse eller en udsigt”, siger Daugbjerg.
”Det vil I heller ikke blive”, siger Henrik Schødts. ”Vi har så stor tillid til jeres arkitektur, at vi blot siger: Når I vælger materialer, som I tror på, skal I kunne dokumentere, at hygiejnen og hensynet til vedligeholdelse er i orden”.
Direktøren vil hellere bruge kræfter på at bidrage til den sparsomme eksisterende forskning i helende arkitektur ved at invitere sundhedsforskeren Bente Klarlund og den tidligere Louisiana-direktør Lars Nittve indenfor i det mulige krydsfelt mellem kunst, motion og arkitektur.
Schødts er blandt andet interesseret i, hvordan man kan lave hospital og gårdhaver så inviterende til fysisk aktivitet, at patienterne bliver lokket ud af sengene af bar nysgerrighed. Ja, måske bliver det hele så indbydende, at folk udefra vil komme og bruge hospitalet som en slags forsamlingshus, måske så helende, at hospitalet har tilbud til selv de raske.
Hvis der er råd. For også i Hillerød skal sundhedens arkitektur bygges på skrantende budgetter. Før der var gravet ud til så meget som et fundament, blev to tredjedele af pengene til kunst flyttet over på de konti for uforudsete udgifter, som er det eneste virkeligt forudsigelige i projekter af denne størrelse.
Dermed blev det et åbent spørgsmål, om der ved den planlagte indvielse i 2021vil være penge til det designede sengetøj og særlige bestik, der ligger i visionerne om at bruge kunst til at lave en begivenhed ud af måltiderne.
Spareøvelsen kostede også nogle sengestuer og beskæring af længden på firkløverets blade. Men heri gemmer sig en historie om en direktør, der var villig til at lægge arm med regionens politikere for at bevare de potentielt helende detaljer i arkitekturen, der ellers kunne være blevet dømt for dyre.
”Når man sætter kunst op mod antallet af senge, er det en vanskelig dialog. Mildest talt. Men vi nåede igennem ved at sige, at vi tror på det helende i arkitektur og kunst – og at vi tror på, at antallet af senge kan vi håndtere. Det giver os en presbold. Men det er sådan, man skaber udvikling”, siger Schødts.
Den større historie handler her om, at mere og mere kirurgi bliver ambulant. Derved falder behovet for senge. Speciallægerne flyttes fra deres afdelinger ned i ambulatorierne. Hvilket kræver en ny organisering, ny indretning, ny tænkning og ny fleksibilitet.
Sådan synes helende arkitektur at kunne bidrage til at kurere mindst én lidelse: Vanetænkning.