WEEKENDAVISEN 4. DECEMBER 2015
Verdens krigsforbrydere skal fremover for retten i en bygning tegnet af danske arkitekter efter et smukt gennemført skandinavisk koncept. Men derved risikerer huset at passe fint ind i en afrikansk opfattelse af Den Internationale Straffedomstol som et sted, hvor hvide dømmer det sorte kontinents ledere
Er den Internationale Straffedomstol en serie hårdtslående retssale for klodens værste krigsforbrydere? Eller er den et symbol på verdenssamfundets evne til i fællesskab at afvise krigsforbrydelser som et led i en stræben efter en bedre fremtid?
Begge dele, selvfølgelig. Men hvis man vil vinde en international arkitektkonkurrence om domstolens design, er det klogt at lægge vægt på det sidste.
Det forstod det danske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen allerede i konkurrencens første runde, da det i 2008 var oppe mod 170 konkurrenter. Domstolen havde jo klart udtrykt, at værdier som åbenhed og gennemsigtighed var vigtige, da den seks år efter sin oprettelse i 2002 bestilte sit første permanente hovedsæde.
Mange arkitektfirmaer afleverede alligevel fæstninger som svar på udfordringen med at passe på de anklagede og beskytte vidnerne. Danskerne satsede på et koncept med en serie tårne, der fra et beskyttende bassin midt i et åbent klitlandskab strækker sig mod himlen som et selvstændigt, forfinet og frem for alt transparent univers, uafhængigt af konteksten i den hollandske regeringsby Haag og den videre verden.
Fagdommerne var begejstrede. Men de politiske dommere brød sig ikke om det centrale tårn, der var klædt i mørkt træ som en hilsen til den traditionelle overflade i mange af verdens retssale.
Derfor havnede det danske forslag i første runde på andenpladsen.
De mente, den mørke kasse ”mindede om noget fra Mekka”, siger arkitekt Bjarne Hammer. Det var uheldigt for en global institution, der skal være hævet over religioner og kulturer.
”Derefter var der en gentænkning. Vi havde forsøgt os med fortællingen om retssalene. Men det var måske for snævert. Det var mere interessant at fortælle historien om, at så mange lande er enige om noget essentielt, om grundlaget for, at vi har et respektabelt samfund”, forklarer Hammer.
I samarbejde med landskabsarkitekter fra firmaet SLA udviklede hans firma en stribe gårdhaver – anlagt i temaer for de enkelte verdensdele – og lod de grønne farver og planter vokse op over det centrale tårn. For haver er i alle kulturer symboler på skønhed, frihed og åbenhed.
Derpå var sejren i arkitektkonkurrencen hjemme. Seks år senere når budskabet om åbenhed i den færdige bygning helt ud til den forbipasserende ringvej.
På randen af Haag træder man ind i et klitlandskab, som skjuler den fem høje betonmur, der sammen med det brede bassin – eller voldgrav – udgør bygningens ydre sikkerhed.
De fem tårne med kontorer har vinduer med skråtstillede ruder i forskellige vinkler. Det skaber en mosaik, der både forbinder og adskiller – hver for sig reflekterer de et stykke landskab og himmel, tilsammen udgør de et flimrende, grønligt tæppe, der hjælper med til at definere bygningen som et uafhængigt objekt.
At facaden også er i stand til at bevæge sig 40 centimeter frem og tilbage og absorbere trykket fra en større bombe er lige så underspillet som resten af bygningens omfattende sikkerhed.
Gennem en glaskasse med scannere a la lufthavn ind i et selvstændigt univers, skåret ud af det rå klitlandskab som en poleret gave til verdenssamfundet.
Fra retssalene kan tilhørerne gennem et glasparti over dommernes podium kigge tilbage på klitterne og den verden, der trods retssagens beretninger om klodens mest uhyrlige forbrydelser fortsat består.
Her møder man for alvor arkitekternes svar på bygningens indbyggede paradoks: Hvorfor og hvordan skaber man en skøn ramme om alt det grusomme?
”Hvis ikke man kan give os troen på, at der på den anden side af det forfærdelige er noget skønt, er vi som mennesker godt i gang med at opløse os selv. Mennesker har altid overlevet på drømmen om noget andet, noget bedre. Det skaber vores momentum, at vi tror på, der er noget i morgen”, siger Bjarne Hammer.
Man skal dybt ind i bygningens bug for at blive mindet om, at der blandt dens daglige brugere vil være mennesker, som ingen ønsker at begave med skønhed.
Under pauserne i retssagerne vil de anklagede opholde sig i rum på størrelse med et lille børneværelse, som er fuldstændig gråmalet. I ét hjørne er et rundt bord og en stol boltet fast i gulvet, i et andet finder man et toilet i rustfrit stål med tilhørende håndvask.
Retssagernes vidner får en anderledes og næsten kongelig behandling. På vej til deres opholdsrum på bygningens øverste etage passerer de en overdådig udsigt, og deres venterum har mere karakter af dagligstue end af retsbygning.
Ved siden af selve retssalen har vidnerne fået et rum med envejs glas, så de i fred og anonymitet kan studere den tiltalte – i nogle tilfælde et første gensyn med den ansvarlige for alt fra voldtægt til drab på vidnernes familie. Her kan de indgyde sig selv mod til at møde gerningsmændene– og lykkes det ikke, kan vidnerne afhøres over internt TV i et tilstødende lokale.
Det samme fokus på vidnernes velbefindende præger bygningens sikkerhed.
”Vi troede først, det var at beskytte de anklagede, men det er for at beskytte vidnerne – for uden vidner er der ikke nogen retssag. I et større perspektiv er domstolen som institution til for at beskytte os, der skal leve videre på det gode, på troen. Bygningen skal formidle håb om, at der her foregår noget, der gør en forskel på før og efter, at der er trukket en linje i sandet”, siger Bjarne Hammer.
Det omfattende fokus på at beskytte vidnerne gør, at vi under en rundvisning end ikke har lov at fotografere deres udsigt. Det skal forhindre, at man fra billederne kan i gennemskue deres position i bygningen og dermed gøre arbejdet for snigskytter lettere.
For arkitekterne betød kravene til sikkerhed blandt meget andet, at der i bygningens indre skulle laves et næsten labyrintisk system af gange, trapper og elevatorer, så vidner, tiltalte, dommere og tilhørere aldrig møder hinanden, end ikke under en evakuering.
At arbejde med stærkt konceptuel arkitektur i den slags miljø er en enorm udfordring – og domstolens krav om, at retssalene også skal kunne operere for lukkede døre kostede da også en del af glasset mellem retssalene og omgivelserne.
Det er dog småting i et så udfordrende møde mellem koncept, teknik og budgetter – og som arkitekt kan jeg ikke andet end imponeres. Men som journalist med en fortid i Afrika hører jeg under rundvisningen en alarmtone, som det bliver stadigt sværere at undertrykke.
Alarmen skyldes den politiske virkelighed, som Den Internationale Straffedomstol er oppe imod. Domstolens grundlag er den såkaldte Rom-statut, bakket op af oprindeligt 120 lande, der fra 2002 satte domstolen i gang med efterforskninger og senere retssager.
En bemærkelsesværdig sejr for international jura, der dog skæmmes voldsomt af USAs og Ruslands nej til at deltage. Derudover slås domstolen med det problem, at samtlige verserende og planlagte sager handler om mistænkte forbrydere fra Afrika – rækkende fra oprørere i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda til Sudans og Kenyas siddende præsidenter.
Mens det nye hovedsæde har rejst sig i Haag, har forholdet mellem domstolen og afrikanske ledere derfor været på konstant nedtur. Årsagerne er mange og brogede. Der er en stor solidaritet mellem afrikanske ledere, hvoraf nogle frygter at følge Sudans og Kenyas præsidenter til Haag. Der er en voksende vrede mod de tidligere europæiske kolonimagter, grundet i verdens fortsatte uligheder, og der er en solidaritet med de lande i Mellemøsten, der de senere år har oplevet invasioner fra USA og andre vestlige lande.
Derfor truer en række af disse afrikanske lande nu med at forlade Den Internationale Straffedomstol. Har man et stykke nordisk minimalisme i Holland opført et hovedsæde, der ufrivilligt passer ind i en afrikansk fortælling om domstolen som et sted, hvor afrikanere bliver dømt i et fjendtligt og fremmed miljø?
Nej, siger arkitekterne. For dels er der jo de kontinentale haver, der hilser fra alle verdens kontinenter, dels er arkitekturen bevidst underspillet og angiveligt neutral.
“Bygningens arkitektur skal ikke være vært for specifikke lokaliteter eller kulturer. Tværtimod, arkitekturen skal være en kulturbærer for verdenssamfundet og fælleskabet. Derfor er arkitekturen tidsløs og abstrakt, teksturen er neutral, det er lyset og skyggen, der er præferencen og referencen”, siger Bjarne Hammer.
Den opfattelse får næppe lov at stå alene. Haverne først:
Deres værdi som symbol for verdens lande lider under, at subtropiske og tropiske planter har det svært i Haags klima, specielt i de relativt små og skyggefulde skakte, der er blevet plads til mellem de høje tårne.
Oprindelige planer om at have indendørs haver med kontrollerbart klima og plads til autentiske bidrag fra verden blev undervejs ædt af det støt voksende behov for kontorer.
Flere af de smukke zen-inspirerede haver har derfor karakter af det, som landskabsarkitekterne i SLA med befriende ærlighed kalder ”billeder” af den diversitet, de påstår at præsentere.
Spørgsmålet er, om ikke Afrikas ledere ville have stærkere og anderledes nedsættende ord, hvis det gik op for dem, at domstolens udgave af deres kontinents ikoniske røde jord i virkeligheden er tennisbanegrus.
Hvad angår bygningen selv, skal man være europæer for at anse arkitekturen for ”abstrakt, neutral og tidløs”. Fra resten af kloden vil man – specielt i interiøret – se et stykke (nord)europæisk eller nordisk minimalisme anno cirka 2015.
Derved deler Hammers beskrivelse af den nye domstol et stykke af vejen den opfattelse af det vestlige som normen og resten af verden som det eksotiske (og forandringskrævende), der også bærer mange FN-resolutioner og andre af verdens påstået fælles fundamenter.
Man fornemmer klart, at både domstolen og arkitekterne undervejs har set behovet for at række mere ud mod verden. Derfor haverne, derfor de ornamenterede mønstre fra alverdens kulturer, der i aftenmørket dukker op i lyssætningen på pladsen foran bygningen.
Man kan undres over, hvorfor denne fornemmelse for inklusion ikke har rakt længere ind i bygningen. Arkitekter som Henning Larsen har for længst påvist, hvordan Islams ornamentik og Afrikas farver i de rette doser ikke er minimalismens fjender, men udtryksfulde fæller – og der er for eksempel vidtstrakt plads på de omfattende arealer, der i dag er dækket af let lurvede grå og beige gulvtæpper.
En anden forspildt mulighed for at supplere minimalismen med vildskab fra verden er foyerens overordentligt nydelige, men også ganske kedsommelige stiliserede håndtryk i 14 meter glatpoleret limtræ, som den danske Statens Kunstfond har købt af den danske kunstner Eske Rex.
Her ville et indkøb fra verden udenfor have været en gestus, der kunne spille sammen med kernen i Schmidt, Hammer og Lassens vindende koncept og bygningens ønske om at være en global og samlende institution.