WEEKENDAVISEN 28. APRIL 2017
Ny dansk dokumentar tager os dybt ind i tankegangene hos Bjarke Ingels med en stram og dragende koreografi, der matcher hans værker. Men der er ikke megen plads til refleksion over livet i de ikoniske bygninger
ÅBNINGSSCENEN i en ny dokumentar om stjernearkitekten Bjarke Ingels viser hovedpersonen vente utålmodigt i en taxi, der på vej til et møde sidder fast i en trafikprop i New York.
Ingels vælger til slut at springe ud og gå efter at have kastet nogle dollarsedler til chaufføren uden krav om byttepenge.
Sådan kommer instruktøren Kasper Astrup Schröder med nærmest spillefims-præcision og –billeder i gang med en beretning om en mand, der i påklædning, sprog og omgangsformer gør sig rigtig meget umage med at signalere rastløs igangsætning, kreativ utålmodighed og insisterende grænseløshed.
Resten af dokumentaren BIG Time er tilsvarende lige så stringent i konceptet, visuelt dragende ogstramt koreograferet som Ingels egen arkitektur.
Man er lige så solgt som hans kunder, når arkitekten med nogle få tuschstreger på en rulle papir fortæller om de radikalt anderledes tanker, der har ført til allerede ikoniske bygninger:
Søfartsmuseet i Helsingør, der er gravet ind i murene omkring byens gamle dok. Amagers forbrændingsanlæg med dens skibakke på taget. Og Ingels’ første skyskraber på Manhattan, hvor han en med en central park (ja) i midten af byggeriet har forenet kvaliteterne fra en amerikansk skyskraber og gårdhaven i en dansk boligblok (”vi kalder det scandimerican”) – og med en skrå afskæring af bygningen sikret udsigt over Hudsonfloden fra det meste af molevitten.
MEN som med Ingels’ bygninger sidder man også i dokumentaren ind imellem tilbage og spørger: Gik hensynet til formen lige dér så vidt, at det hele er en anelse for meget, for rigtigt, for kompromisløst, for poleret?
Er det tilfældigt, at Ingels befinder sig under en knaldblå himmel på toppen af sit højeste danske skaberværk – Amagerforbrændingen – da han med mobiltelefonen helt oppe i kameralinsen ringer til sin kæreste for beroligende at fortælle, at en cyste i hjernen ikke var så dødelig som først frygtet?
Er det blot et af den slags held, som der opstår i fem års fluen-på-væggen-dokumentar, når en diskussion på kontoret om funktionen på skorstenen på samme værk (der i Ingels’s drøm skal udsende hyggelige røgringe a la cigar for at omdefinere vores forståelse af forbrændingsanlæg som spruttende forurenere) bliver afsættet til en enetale om selve kernen i hans arkitektoniske filosofi:
”Vi vil vise verden noget helt nyt, som derfor ikke passer ind i nogen kasser. Så vi er nødt til på en eller anden måde at blive bedre til det her”.
Skal vi opfatte det som en tilfældighed, at Ingels introducerer os til sin nye kæreste – med et billede at den planlagte forlovelsesring på sin smartphone – mens han iført vaterpas, målebånd og rullestillads har travlt med at hænge billeder op i deres nye hule i New York?
Jeg siger ikke, at det er konstrueret eller instrueret. Måske går der bare Jante i anmelderen over en dokumentar, der på mange måder er rigtig velfortalt og visuelt smuk.
Men det er tankevækkende, hvor tit man sidder med fornemmelsen af, at nogen (og der er jo dybt bevidste kommunikatører både foran og bag kameraet) har tænkt rigtigtmeget over den samlede pakke af kommunikation, koncept og æstetik.
DET er den samme cocktail, der bærer meget af Ingels arkitektur. Kritikere af denne vil i dokumentaren kunne hente brændstof til fornemmelsen af, at frække koncepter og formen på bygningerne interesserer både ham og ikke mindst instruktøren mere end indholdet.
BIG Time er rig på drømmende drone-optagelser og solnedgangsbilleder af Ingels bygninger, men stort set blottet for interiører og for brugere af hans bygninger.
Vi får ikke meget fornemmelse af det levede liv. Til gengæld hører vi arkitekten beskrive sine egne bygninger som potentielle ikoner med rigtig mange superlativer – ”et landemærke på den mest episke skyline i verden” (om skyskraberen på Manhattan) og ”et gigantisk menneskeskabt bjerg” - om Amagerforbrændingen med skibakken, hvor Ingel’s begejstring og salgstale inkluderer forandringer af selve det danske klima: ”We have lots of snow in Denmark”.
Når Ingels fremhæver Jørn Utzons operahus i Sydney som det ultimative stykke arkitektur, er det tilsyneladende ikke Utzons udforskning af ægteskabet mellem den ideelle form på en koncertsal og det ydre udtryk i skallerne, der interesserer ham. Det er de formmæssige referencer til arkitekturhistorien og ikke mindst bygningens værdi som ikon - ”for et helt kontinent” – og de slagsmål, som arkitekten måtte igennem for at føre sin vision ud i livet.
SIDSTNÆVNTE harmonerer med Ingels selvforståelse som krigeren, der på vegne af sine koncepter må slås for den ny arkitektur og trække verden med sig ind i uudforsket land – som når han over for Amagerforbrændingens ledelse kalder det ”en katastrofe”, hvis ikke han komme igennem med sin røgringepustende skorsten.
Den slags kompromisløse visionærhed påskønnes i dokumentaren af både prisuddelere og bygherrer.
”Bjarke er den første store arkitekt, som har løsrevet professionen fra angst ”, som det lyder fra talerstolen under tildelingen af den amerikanske stjernearkitekt Louis Kahns mindepris.
Ingels bygherre på skyskraberen ved Hudson-floden, Douglas Durst, taler om det innovative projekt som en forfriskende mulighed for at begå nye fejl, efter hans familieejede koncern i så mange år har bygget de samme bygninger for at minimere fejlprocenten.
Kunden til Ingels potentielle skyskraberprojekt på grunden ved World Trade Center, Larry Silverstein, fortæller, hvordan han efter sit første småskeptiske møde med Ingels og hans planer gik hjem, så sig selv i spejlet og sagde: ”Hør, Silverstein, det er på tide at blive mere fleksibel”.
FEJRINGEN af Ingels forføriske talent levner i dokumentaren ikke megen plads til skildring af arkitektur som en holdsport. Ingen af de 440 ansatte i BIG får plads til at fortælle om Ingels som chef.
Medarbejderne og de øvrige partnere i firmaet optræder primært som leverandører af regibemærkninger, der kan bruges som affyringsrampe for Ingels’ filosofi – eller som boksebold for hans vrede, da han afviser farvesætningen i et nybyggeri som noget, der ”ligner et talentløst, socialdemokratisk konferencecenter i Nordjylland”.
”Tingene skrider, når jeg ikke selv dukker op”, siger han om et af BIGs dilemmaer, der også dukker op i diskussionerne på et partnermøde: Hvordan håndterer man, at kunderne forventer at se Ingels selv, når han umuligt kan nå dybt ned i substansen på alle firmaets projekter?
Den diskussion fører efterfølgende til en af de få afbrydelser i hovedpersonens talestrøm. Der går 16 sekunder – i Ingels’ verden en uendelighed – i taxaen på vej væk, før han siger: ”Det er svært at nå dertil, hvor tingene bliver, som de skal være, uden at man selv gør det”.
Der løftes også en lem til både selvvurdering og kritisk refleksion, da en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker – som det amerikanske Time Magazine kaldte Ingels i 2016 – siger om sine forgængere: ”Det er paradoksalt, at mange af verdens mest innovative arkitekter endte med at være blandt dem, der satte de mest uhyggelige aftryk på arkitekturen”.
Et af hans eksempler er Le Corbusier, der som modernismens stamfar og betonens bannerfører endte med et bygge ”et stilrent fængsel, der var endnu mere skrækindjagende end det, han ville erstatte”.
Her ligger en tvivl og refleksion, der midt i forførelsens dagbog klæder både arkitekten og instruktøren. Big time.