WEEKENDAVISEN 26. AUGUST 2016
Med fem himmelstræbende tårne over for Tivoli har tegnestuen Lundgaard og Tranberg leveret nytænkning på ruinerne af tidligere epokers kuldsejlede bygninger
DA arkitekterne på tegnestuen Lundgaard og Tranberg blev bedt om at bygge på den såkaldte Scala-grund i København, fik de ikke blot et projekt med enormt potentiale. De arvede også dansk arkitekturs udgave af myten om Odysseus og risikoen for at blive drevet til overmod og skibbrud af lokkende sirener på farlige klippekyster.
Gennem mere end 100 år har Scala-grundens attraktive placering over for Tivoli fået arkitekter til at teste skiftende stilarter, ind imellem til deres yderkant. Siden er bygningerne blevet ramt af efterfølgende epokers næserynken, ombygning og endelig nedrivning.
Blandt de første eksempler var forlystelsesstedet National Scala, opført i 1882 af billedskæreren og arkitekten Henrik Vilhelm Brinkopff. Han udnyttede det tag-selv bordet af historiske detaljer, der kendetegnede historicismen eller ”den overlæssede stil”, beskrevet af en samtidig kritiker som ”en let og festlig maskerade af forskellige stilarter”.
Efter en række ombygninger blev National Scala revet ned i 1957 og erstattet med varehuset Anva, et stykke modernisme i den tradition, der også gav os funkis-villaerne. Som mange andre af periodens store huse var bygningen så stram og glat, at den endte med at blive dømt kold og kedelig.
IND KOM Mogens Breyn, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, der påvirket af postmodernismen i 1988-89 forsynede bygningen med en ornamenteret facade med søjler, buer og kupler. Indvendigt blev det ny Scala ombygget til et forlystelsescenter omkring et stort atrium.
Pladsen udenfor fik et rundt bassin og en stribe bronzekrukker, der med lignende tung symbolisme repræsenterer selveste solsystemet.
Bygningen blev præmieret af Københavns Kommune, men succesen var flygtig som sirenesang i den stride blæst, der var blandt de få stamgæster på pladsens cafeer. Indenfor kæmpede et underdimensioneret ventilationssystem en aldeles ulige kamp mod fritureosen.
Ligesom postmodernismen blev efterfulgt af en tilbagevenden til det skarpe og minimale, var udgangspunktet for Lundgaard og Tranbergs indsats en lokalplan, der beskrev en rektangulær box på ruinerne af det nedrivningsdømte Scala.
Men i tæt samarbejde med Københavns Kommune valgte tegnestuen at udfordre rammerne med fem tårne i varierende højder på op til 16 etager og sine steder sprænge gadernes ellers hellige facadelinjer.
Gevinsten i kvadratmeter fra den øgede højde blev udnyttet til gennemskæringer, kroge og små pladser, der helt anderledes end en lukket form inviterer byen indenfor.
Sådan formår Axel Towers’ kurvede former både at titte insisterende (og lokkende, ja) frem fra de omgivende bygninger og smyge sig overraskende koket ind blandt skarpe omgivelser som SAS hotellet og glaskassen på Industriens Hus.
”Vi har trukket både noget underfundighed fra Tivoli og stringens fra noget af det andet ind, så det blander sig”, siger Lene Tranberg om bygningens ydre.
”ORGANISK morfologi”, kalder arkitekterne de runde former med den hastigt patinerende af facade af en messinglegering, der præger mange af tidens bygninger. Men frem for en stil vil Lene Tranberg hellere tale om de organiske former som en forlængelse af Tivolis leg med linjerne og naturligheden i Københavns gamle voldterræn, kombineret medønsket om at skabe den sammenhæng med byen, som Scala så katastrofalt savnede.
Når bygningen åbner til foråret, vil københavnerne kunne skyde diagonale genveje ad trapper og pladser mellem tårnene eller drikke kaffe under træerne i en åben byhave på første sal med indrammede kik til byen omkring dem.
”Her har du både den store skala og den lille fortættede, hemmelige smøge. Det, synes vi, er noget af byens DNA”, siger Tranberg. De høje tårne er blødt op med små pavilloner, der i tre etagers højde taler med Tivolis hovedindgang på den anden side af gaden.
”En bygning skal også evne at gribe byens mindre skalaer. Bygninger får det sjovere, bliver mere interessante, hvis man kan mærke, at nogen har respekteret og tænkt dem i forhold til omgivelserne og stedet de indgår”, siger Tranberg.
Den tankegang er også reflekteret i facadens opdeling i vandrette bånd og dybe vinduesnicher.
”Ud over at være en solafskærmning, er det med til at skabe en reliefvirkning med en mere menneskelig skala og de proportioner, der er i de nærliggende bygninger”, siger Michael Kvist, der er sagsarkitekt på projektet. Det er udført i samarbejde med billedkunstneren Finn Reinbothe og landskabsarkitekt Julie Kirkegaard.
BLANDT inspirationskilderne til Axel Towers’ løsrivelse fra byens gadenet er Henrik Vilhelm Brinkopffs nærliggende Cirkusbygning, der viste sig mere langtidsholdbar end hans oprindelige Scala. Men legen med cirklerne som en social generator og kontrast til de retvinklede omgivelser genfinder man i også i Lundgaard og Tranbergs runde Tietgenkollegium i Ørestadens lineære ødemarker.
Hvor kollegiet handler om at skabe fælleskaber, skal Axel Towers (også) generere dynamik og bevægelse:
”Vi er begejstrede for forløb, der følger kroppens naturlige blødhed – ligesom når du ude i naturen kommer ud i lysninger og åbninger, går ud i den større sammenhæng og ind igen. Bygninger kan danne de samme overgange mellem noget fortættet og noget åbent”, siger Tranberg.
De udvendige cirkelslag fortsætter ind gennem glasfacaderne til interiører, hvor også trappekerner og forbindelserne mellem tårnene er runde og kurvede.
Nu venter arkitekterne spændt på, om restauratører og butiksejere vil understøtte eller sløre disse forløb og den rå beton med deres indretning.
”Det er ikke en bygning, der snører noget af som indvendigt. Der er sammenhæng mellem ude og inde, hvilket forhåbentlig vil gøre noget godt for dette sted. Vi har været rigtigt optaget af, at det også er et socialt eksperiment og af at løfte området omkring bygningen, fordi der var så mange svære ting i det tidligere projekt”, siger Tranberg.
Derfor vil Axel Towers også give noget tilbage til den by, hvis himmel den har lånt. På niende og tiende sal i det ene af tårnene er afsat plads til en Skybar med et panorama over hele havnen og den indre by.
En stor del af resten af tårnene er for længst udlejet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der rykker ind med 340 medarbejdere på nogle af byens dyreste kvadratmeter.
Både her og i gadeplan mangler råhuset stadig at blive udfyldt. Det er derfor alt for tidligt at bedømme selve den farlige brænding i mødet mellem bygning og by. Men de lange kik fremstår allerede nu sublime: På himlen, hvor storbyens behov for fortætning er løst med stor poesi. På gaden, hvor tårnene gennem de frække brud på facadelinjerne lokker de nysgerrige til. Og ikke mindst inde fra bygningen og det centrale bytorv, hvor overfloden af smukke kurver i alle retninger leder øjet ud til konstant overrumplende nye kig på byen omkring.
Men vil forførelsen få en lige så brat ende som forgængernes?
”Det finurlige, det legende, det forlystelsesmæssige ligger indlejret i bygningens anatomi, men kan danne ramme om mange andre funktioner”, siger Lene Tranberg. ”Vi håber selvfølgelig at have ramt noget tidløst både dens udtryk og måde at gribe byens rum”.