WEEKENDAVISEN 3. FEBRUAR 2017
Med sin genfortolkning af Vadehavscentret har Dorte Mandrup skabt en overrumplende anderledes ramme om oplevelsen af et af Danmarks vigtigste naturområder
KAN man tage et skarptskåret formsprog fra den hårdeste københavnske stenbro og bygge sig til succes på randen af Vadehavet, et af landets fineste og mest sårbare naturområder?
Svaret er et overrumplende ja, hvis man hedder Dorte Mandrup – en af vores mest legende arkitekter, der ofte har bevæget sig i grænselandet mellem arkitektur og skulptur med sin fascination af mulighederne i at høvle hjørner og kanter af en retvinklet blok.
I København – hjembyen for Mandrups tidligste værker – var materialerne typisk zink, aluminium og plast, der uden respekt for de traditionelle grænser mellem det lodrette og det vandrette blev foldet om både facade og tag.
Hendes om- og tilbygning til Vadehavscentret sydvest for Ribe kaldte på et blødere materiale. Noget lokalt, men først i sin færdige form og Mandrups hænder indlysende: Tagrør fra Ringkøbing Fjord lidt længere oppe ad Vestkysten.
Rørene er siden vikingetiden blevet modelleret rundt om hjørner, kviste og valmede stråtage som i lokale stilikoner a la Kommandørgården på Rømø – men sjældent skåret så skarpt som på den kileformede skulptur af en facade på Vadehavscentret.
Trods sin lukkede form sikrer materialets varme, at kun de koldeste sjæle vil kunne lade være at røre ved en af de få vægge i Danmark, der er lavet af tagrør. Et både frækt og fornemt møde mellem marsklandets kulturarv og nutidig innovation, der krævede knowhow fra Holland, elleve af landets mest erfarne tækkemænd og 25.000 bundter tagrør at opføre.
Resultatet er blødt som havet, råt og rent som marsklandskabets snorlige linjer og i sig selv så unikt, at den ydre form er en stor del af de mange fondsmillioner bag om- og tilbygningen værd. Men den væsentligste årsag til at dvæle så længe ved Vadehavscentrets indpakning er, at den som alle gode facader er et forspil og et varsel om kvaliteterne i bygningens indre.
HER genfinder man – igen som i mange andre af Mandrups byggerier - den samme renhed, hvor de oftest struktur- og farveløse overflader på gulve, vægge og lofter møder hinanden uden dikkedarer som fodpaneler og skyggelister.
En slags origami i puds og flydemørtel, hvor skønheden er som i japansk papirfoldning: Ikke i materiale eller udsmykning, men derimod i de kantede volumeners møde og fladernes varierede refleksion af Vestkystens overdådige lys gennem en gavmild brug af vinduespartier og ovenlys.
Det er set før, ikke mindst i museer og andre udstillingsbygninger, hvor arkitekter ofte træder et skridt baglæns for at lade indholdet spille hovedrollen. Det særlige ved Vadehavscentret er, at udstillingsarkitekten Johan Carlson fra JAC Studios i enestående grad har forstået og spillet videre på de stoflige kvaliteter i facadens tagrør og træbeklædningen på andre af bygningens sider og tage.
Carlsonsdominerende materialer i udstillingen er egetræ og zink, der begge vil patineres af de ivrige hænder på et givetvis voksende besøgstal. De udstillede genstande inviterer til at røres, ikke ses, og som i Mandrups arkitektur er der fokus på leg.
Det ofte unge publikum af skoleelever vil i modellerne af tidevandets hærgen og trækfuglenes jordomrejser genfinde den intuitive betjening fra deres Ipads – men her betjent via paneler med introduktioner fræset ned i egetræ.
I et hjørne kan gæsterne komponere deres eget lydtapet af samplede fuglelyde til de overdådige optagelser af sæler og trækfugle, der takket være et års arbejde af naturfotografen Jan Tandrup fylder væggene på lærreder på til elleve meters længde.
SÅDAN er der ikke sparet på meget. Og ligesom Dorte Mandrups arkitektur før er blevet rost for i sjælden grad at dyrke arkitekturens kunstneriske potentiale, slutter også udstillingen langt ude i grænselandet mellem natur og kunst. Måske for langt.
Lysinstallationen ”Afrejsen” er en elektronisk udgave af Vadehavets største attraktion, de gigantiske flokke af trækfugle, der i stil med stærenes sort sol formørker himlen i et øredøvende show.
Udstillingens version er teknisk imponerende, æstetisk lækker, men også en noget fremmed fugl midt i al stofligheden. Dertil er installationen en påmindelse om centrets indbyggede paradoks: Det visuelle fravær af den UNESCO-hædrede naturlige verdensarv, som bygningen er opført for at fejre.
Vadehavet ligger måske nok mindre end en kilometer væk, men er adskilt fra centret af læhegn og diger. I stedet kigger man ud på en noget rodet kontekst af landsbyens Vester Vedsteds bagside, nogle hæslige læskure for passagerer til Mandø-bussen med tilhørende skiltning i størrelse motorvej – og en ikke-renoveret murstensbygning fra det oprindelige Vadehavscenter, der i sit 1990er-design stikker voldsomt af fra Mandrups stringens.
Selv om Vadehavscenterets leder Klaus Melbye er jublende glad for sin nye bygning, er han da også fuld afklaret om, at det aldrig bliver mere end en appetitvækker for områdets naturlige og egentlige attraktion. Men i sine waders skræver han ubesværet over den grøft:
”Man skal have æstetikken her, så det giver en oplevelse og en lyst til at gå på oplevelse”, siger han og kigger drillende på Dorte Mandrup: ”Selv om du har bygget et smukt hus, skal vi stadig have folk udenfor”.
Derfor har opgraderingen af centret ikke bare omfattet udstillingen, men også to rum til gæstende elever fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Hertil et stort lager af waders og gummistøvler til de ture ud i Vadehavet, der indgår i alle besøg.
Gæsterne vil også i centret opleve et smukt ægteskab mellem form og indhold: Man skal ikke bruge mange minutter med Klaus Melbye i udstillingen for at indse, at hans smittende beretninger om de årlige besøg af 400.000 islandske ryler og den lille kobbersneppes 11.600 kilometer lange træk – ”80 kilometer i timen og uden mellemlandinger” – er en mere end værdig pendant til de opgraderede omgivelser.