WEEKENDAVISEN 15. SEPTEMBER 2017
I Aalborg har et sjældent tæt samspil mellem boligforeninger, politikere og arkitekter støbt ammunitionen til et storstilet forsøg på at bruge arkitektonisk kvalitet som modgift til ghettoisering
Kan et offentligt lokum rumme en revolution?
Det mener Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening, som i nogle år har været i gang med at vende op og ned på de engang noget berygtede boligkvarterer i Aalborg Øst. Under en rundvisning i et medborgercenter styrer direktøren direkte mod døren til et toilet og insisterer på, at vi som et eksperiment skal tjekke tilstanden.
Han bliver ikke skuffet. Det grønne pangfarvede gulv står pletfrit, saniteten uden skår og væggen uden antydning af graffiti.
”Vi er i et område, der i Aarhus ville svare til Gellerupparken”, siger Ole Nielsen, der i det splintfri spejl ser beviset på sin centrale filosofi: Giver du borgerne ordentlig kvalitet, svarer de igen med respekt.
Ganger man toilettets to kvadratmeter ordentlighed med en faktor mange tusind får man et resultat, som bør besøges af alle med interesse i sammenhængen mellem arkitektur og social omstilling.
Ligesom Himmerland Boligforening har også Aalborgs politikere, embedsmænd og arkitekter det seneste tiår afprøvet, hvad man kan opnå ved at øge kvaliteten af det sociale boligbyggeri og insistere på bevidst mangfoldighed som modspil til potentiel ghettoisering.
ET AF de mest markante eksempler troner på toppen af Aalborg Øst – et 12-etagers højhus i Magisterparken, der led af de klassiske sygdomme i meget af landets sociale betonbyggeri fra 1960erne og 70erne: Betonen var ved at forvitre, og bygningen var, hvad Ole Nielsen kalder ”socialt træt”:
”Når man gik tur på svalegangene, kunne man ind gennem vinduerne se opvasken hobe sig op under loftet”.
Arkitektfirmaet C.F. Møller fik opgaven med en ambitiøs renovering, der skulle løse både fysiske, æstetiske og sociale udfordringer – gerne med de samme indgreb.
Den frønnede beton blev pakket ind i en skal af glas og aluminium, der som sidegevinst skabte inddækkede altaner med områdets bedste udsigt. Udsynet går nu helt ned til gulvet, hvor det før var blokeret op i hoftehøjde af beton.
”En gratis herlighed”, siger C.F . Møllers afdelingschef i Aalborg, Søren Tortzen. ”Man har tidligere ikke haft respekt for dagslysets indflydelse på folks livskvalitet”.
Antallet af lejligheder blev reduceret fra 169 til 120 ved at lægge sammen både på tværs og over to etager for at skabe boliger, der kunne appellere til et publikum med større økonomi og flere ressourcer. For Ole Nielsen mener, at både velhavere og bistandsklienter har godt af at møde hinanden i hverdagen.
”Derfor sparkede vi lidt til bøtten på de øverste etager for at tiltrække nogle fra parcelhusområderne,” siger Ole Nielsen.
SÅDAN er det lykkedes at få folk med ressourcer til at flytte tilbage i det sociale byggeri, som drømmen om mere lys og luft for nogle årtier siden fik dem til at forlade.
Ved blokkens fod har stuelejlighederne fået egne terrasser ud til en tidligere gold plæne, der nu er omdannet til en småkuperet byskov med legeplads og afkroge. Når den er fuldt udvokset, skal man her kunne nyde sol og kærester uden nødvendigvis at være begloet af 12 etagers naboer.
Den tidligere monotone facade har fået et markant kantbånd af sorte aluminiumsplader og farvede asymmetriske inddækninger om enkelte vinduer. Tilsammen skal det signalere bygningens nye kvaliteter: En samlet skarp profil med plads til individualitet, som blandt andet viser sig som borde og blomster i de nye små nicher på de lange svalegange.
”Vi har brudt den kæmpe klods ned i en skala, der er til at forstå”, siger Søren Tortzen.
MAGISTERPARKEN er et af mange eksempler på en udvikling i Aalborg, der synes båret af lige dele tilfældigheder og bevidst strategi. En af fædrene er stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, der kort efter sin tiltræden for syv år siden anbefalede daværende borgmester Henning G. Jensen at insistere på bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet, når der skulle gives tilskud og byggetilladelser til socialt boligbyggeri.
”Her er ikke langt fra tale til handling, så borgmesteren svarede: Det gør vi sgu”, husker stadsarkitekten, der kort efter havde byrådets opbakning til principperne.
”Bæredygtighed” voksede hen ad vejen til ikke bare at handle om energibesparelser og miljø, men også sociale relationer og det miks af befolkningsgrupper, der er en af byplanlæggeres både hedeste drømme og sværeste discipliner.
Mest markante scene for Aalborgs eksperimenter i den retning er kajkanten ved Limfjorden. Mens København solgte Kalvebod Brygge og Langelinje til henholdsvis storkapitalens triste hovedsæder og udlandsdanskeres ejerlejligheder, har Aalborg bevidst satset på en mangfoldighed, hvor ungdomsboliger og penthouselejligheder gnubber skuldre og deles om de attraktive udsigter.
Seneste og mest potente eksempel på jagten på mangfoldighed er Siloen, et nyligt påbegyndt højhusbyggeri af C.F. Møller på Østre Havn, der vil spejle Aalborgs forvandling fra industricentrum til universitetsby og have sin egen indbyggede sociale opstigning.
I de nederste etager bliver der ungdomsboliger, ovenpå såkaldte ”stay”-boliger – attraktivt udlejningsbyggeri, der skal lokke universitetets kadidater til at blive – og øverst byens formentligt dyreste ejerlejligheder.
Kajkantens nye kulturliv er tilsvarende mangfoldigt med det rockende Nordkraft og det mere polerede Musikkens Hus som genboer.
DENNE udvikling tog paradoksalt nok fart i kølvandet på finanskrisen med dens faldende grundpriser, der pludselig åbnede byens mere attraktive adresser for socialt boligbyggeri. Det gav også plads til spektakulære renoveringer med arkitekt- og ingeniørfirmaet KAAIs ombygning af landets byens gamle tekniske skole fra 1881 som et af de fineste eksempler.
Bag den historicistiske facade træder man ind i en foyer, der med sine søjler, smukt bevarede terrazzogulve og fine detaljer i messing og smedejern typisk ville føre til dyre ejerlejligheder. Her er det i stedet studerende, der har fået tre meter til loftet og plads til gruppearbejde og høj stemning i skolens gamle festsal.
På vej til nutidens studier i nanoteknologi og medievidenskab vandrer beboerne i gangene under gamle loftmalerier, der fejrer den daværende skoles håndværksfag – gravet frem bag nedhægt gips på krav fra bestyrelsesforkvinden i boligselskabet Plus-Bolig, der huskede dem fra sin fortid som frisørelev.
SÅDAN møder man på en rejse gennem Limfjordsbyens forvandling konstant den fornemmelse for værdien af kvalitet, der ude i Aalborg Øst har skabt Ole Nielsens pangfarvede toiletgulv og det omgivende såkaldte Sundheds- og Kvartershus – også af C.F. Møller - opført i et samarbejde mellem kommunen og boligforeningen i et forsøg på at løfte området med ikke bare ordentlige boliger, men også de servicetilbud, der hører til et helt liv.
På en indendørs gade finder man alt fra en politistation til et fitnesscenter, læger og fysioterapeuter, en café og sågar enkelte private virksomheder.
Sammen med en række renoveringer i stil med Magisterparkens højhus har det forbedret områdets ry så meget, at ejendomsmæglerne har stemt violinerne til skønsang om solens opstigning over Aalborg Øst og hævet priserne på de lokale parcelhuse. Samtidig skyder der nu blokke af ejerlejligheder op som naboer til dem, som borgerskabet for få år tilbage ikke ville lege med.
Er det tilsammen en lektie, som andre byer kan lære af i deres kamp mod ghettoisering og forslumning? Måske. For lige som en lukning af Pusher Street på Christiania og en forskønnelse af Vesterbros Istedgade ikke fjerner behovet for hash og prostitution, kan smukkere boliger ikke udrydde socialklasse 5.
Det er Ole Nielsen fuldt bevidst om. Han håber blot, at et bedre miks kan mindske udfordringerne. Og ifølge stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen ser den strategi ud til at have en vis succes, selv om der ikke findes tal eller undersøgelser over, hvad der sker med beboere fra de nederste etager i det sociale hierarki, når de i kølvandet på huslejestigninger flytter
”Men spørger du, om vi har nye enklaver, hvor de i stedet er flyttet hen, er svaret nej. Nogle er kommet i vej – andre er blevet så spredt, at de bliver en del af noget mere ressourcestærkt”.
PÅ AALBORG Universitet opfordrer adjunkt og urban designer Ditte Bendix Lanng til, at man midt i begejstringen over arkitekturens mulige evne til at skabe sociale forandringer stopper op og overvejer, hvad der sker, når man polerer det rå i jagten på pænheden – specielt når det sker i en skala som i Aalborg Øst, hvor alt fra lejlighedsstørrelser, ejerforhold og infrastruktur er i hastig forvandling på én gang.
Lanng har forsket i sammenhængen mellem hverdagsarkitektur og byliv i Aalborg Øst og oplevede en kulturel rigdom, der ikke nødvendigvis var indlysende.
Trøstesløse parkeringspladser kunne sagtens kunne være vigtige mødesteder, ligesom ”funktionalismens udskældte betontunneller var ekkorum for legende børn”.
”Man skal ikke romantisere det, men måske er der nogle velfungerende sociale sammenhænge, som man skal passe på ikke at bulldoze, når renoveringen kommer”, siger hun. For selv om ”indsatsen for en blandet by kan give god mening”, indebærer den også en risiko for at rokke underlaget for dens svageste.