WEEKENDAVISEN 19. FEBRUAR 2016
Kampen mod klimaforandringernes oversvømmelser har givet nogle af landets førende landskabsarkitekter masser af arbejde. Men succesen har også krævet en del nørder, lidt kvantemekanik og en forståelse af skyggernes betydning for en zen-have.
På kanten af fæstningsbyen Fredericias stramt retvinklede centrum ligger en havnefront, der engang husede en kemifabrik. I dag er området kendt som FredericiaC og et af eksempel på, hvad der kan ske, hvis man vender traditionel byplanlægning på hovedet og sender landsarkitekter ind før de kolleger, der er mere optaget af bygninger.
Et midlertidigt landskab af søer, cykelstier, blomsterdækkede bakker og træer i flytbare containere skal først i anden etape tilføres beton og mursten.
Bagmanden er Stig L. Andersson og hans tegnestue SLA, hvis navn dukker op i stadigt flere projekter, godt hjulpet af tidens fokus på miljø, på udendørs byrum og på bløde overflader mellem husene til at opsuge klimaforandringernes oversvømmelser.
”Hvor vi for bare fem år siden nærmest blev grinet ud af kommuner, ingeniører og bygningsarkitekter, så møder vi i dag en langt større forståelse for at inkludere naturen i byudvikling. Årsagen er selvfølgelig klimaændringer – men også vores 20 års vedvarende pres og argumentation”, siger Andersson.
FredericiaC er et eksempel på, hvordan det helt ned i detaljen har været hårdt arbejde at sælge ideerne om naturlig vildskab i vore byer.
”Entreprenørerne måtte flere gange lægge det om, fordi de lavede det for pænt”, siger Andersson og fortæller, hvordan arbejderne til slut filmede undervejs og fik arkitekten til at godkende resultatet:
”Det så så sjusket ud, at de frygtede at blive fyret, når de kom hjem, for at have lavet noget lort. Men det har haft en enorm betydning for byen. Fredericia er en stram geometrisk by – det her er det stik modsatte. Det groede, hvor det andet virkelig er det konstruerede”.
ENTREPRENØRERNES skepsis og den efterfølgende anerkendelse er typisk for Anderssons lange indsats som en af arkitekturens stedsønner – dem, der i ofte fjerne afkroge af arkitektskolerne interesserer sig for naturen og for den måde, hvorpå bygninger møder omgivelserne.
”Vi bliver uddannet til den byggede arkitektur, hvor landskabsdelen er sekundær. Dermed har vi gennem hele moderniteten lavet halve løsninger”, siger Andersson.
”Det var en fejl at smide naturen ud af byen og tro, at vi med mekanisk teknologi og ved at klø os selv i nakken kunne udtænke noget, der var bedre end det mere end 14 milliarder år gamle”.
Nu lever SLA af at rette op på fejlene. Et af de seneste projekter er området omkring Sankt Kjelds Plads på Østerbro i København, hvor SLA vil udnytte klimatilpasningens behov for afløb af overfladevand til at lave en bypark med planter fra københavnske naturområder som Utterslev Mose.
I Bagsværd står SLA for en kuperet naturpark oven på parkeringskælderen ved Novo Nordisk’s hovedsæde. Mellem stramme, hvide bygninger er drysset vilde græsser, tidsler og træer langs bugtede stier, hvor medarbejderne kan mødes under deres gang mellem de enkelte afdelinger.
Det tilsyneladende kaotiske er nøje planlagt af 50 medarbejdere med detaljeret viden om jord, planter og klima. I SLA’s tegnestue på Islands Brygge behøver de ikke at tænke sig til, hvordan forskellige typer sand, jord og ral sand føles og opfører sig. De kan selv mærke efter i laboratorieglassene bag chefens skrivebord.
Her kan de – efter Anderssons lange ophold i Japan – også få et foredrag om, at den egentlige magi i en zen-have ikke er det revne grus, men skyggespillet fra de fem fyrretræer, der står uden for havemuren.
”Den stærke sanselige oplevelse, der bliver styrket af den formelle styring – det er det, der optager mig. Derfor sidder der så mange nørder herude – for at have fuldstændigt kontrol med, hvad vi skal gøre, men ikke med udfaldet, som gerne skal være kaotisk”, siger Andersson.
ARKITEKTEN har for sin pionerindsats fået både en titel som professor i æstetisk design ved Københavns Universitet og Det Danske Akademis C.F. Hansen Medaille i 2014.
Samme år var Andersson kurator for den danske pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig. I katalogets kalejdoskopiske forord trækker han på både sin egen ungdom som studerende i kvantemekanik og den senere arkitektkarriere. Dermed får han plantet sine ideer i et dybt videnskabeligt landskab og selskab med idoler som atomfysikeren Niels Bohr, maleren Asger Jorn og den danske landskabsarkitekt G.N. Brandt.
Sidstnævnte skrev – mens resten af Europa havde travlt med Første Verdenskrig – bogen ”Vand- og Stenhøjsplanter” og fik mange år efter sin død sit design af Mariebjerg Kirkegård med i Kulturkanonen.
Anderssons forbilleder deler fascinationen af fænomener, der på en og samme tid forudsætter og gensidigt udelukker hinanden: Lysets partikler og bølger (Bohr), kunst og videnskab (Jorn) og – i forhold til arkitekturen – det byggede og det groede (Brandt).
”Det byggede og det groede udelukker gensidigt hinanden”, skriver Andersson. ”Det er konstruktion mod naturen; (….) det er endeligheden i et færdigt hus mod det evigt skiftende landskab. (….) Men det byggede og det groende er også indbyrdes afhængige: Brandt ved, at kun hvis man giver begge dele lige værdi, kan arkitektur vise sin fulde styrke”.
DENNE dualisme fylder så meget i Anderssons hoved, atde dybe furer mellem øjnene i hans høje pande må skjule indsejlingen til en pulserende flod med talrige broer mellem højre og venstre hjernehalvdel.
I jagten på ligeværd mellem den byggede og den groede arkitektur har han skrottet ideen om landskabsarkitektur som en umærkelig overgang mellem bygning og omgivelser. Ud med vedbend og de fintklippede, undskyldende græsplæner, ind med højtråbende tidsler og vådområder, der ind imellem går over deres bredder og ud på fortovet.
”Overgangen fra det groede til det byggede skal være så skarp som overhovedet muligt. Senere kan man gøre den mere flydende. Men netop nu, hvor det er så nyt for mange mennesker, er det vigtigt for forståelsen, at man se, at noget er groet, og noget er bygget”, siger han.
BLANDT Stig L. Anderssons første store sejre var bebyggelsen Ankarparken i Malmö, hvor SLA anlagde en naturpark med søer, sumpe og endog saltvand med krebs for at lege med en række svenske miljøtyper.
Videnskabsmanden i Andersson sørgede for broer ud i søerne, som han kalder ”undersøgelsesinstrumenter” – ”det er en observerende, naturvidenskabelig tilgang for børnene i de lokale skoler, samtidig med, at det er en offentlig park”.
Parken har også været en god forretning for dem, der valgte de billigere lejligheder ud SLAs landskab frem for den traditionelt mere attraktive udsigt mod Øresund på den anden side af bebyggelsen. Tre år senere var prisdifferencen udlignet.
”Så dem, der lyttede til os, tjente mere end dem, der lyttede til ejendomsmægleren”, siger Andersson.
HAN skynder sig at påpege, at det er øget livsværdi og ikke kvadratmeterpriser, der driver hans værk. Lige nu ligger det mest interessante område for den prioritering langt fra hovedstaden.
Arkitekten ser afviklingen i Udkantsdanmark som et væksthus for sine tanker om naturbaseret udvikling. Ét eksempel er Klitmøller på Jyllands vestkyst, hvor miljøet omkring vindsurfing har fået mange kreative mennesker til at flytte deres Macbooks ud i klitterne.
”Det er interessant, at det er naturkraft, der er afsættet – og at det har så stor indflydelse, at det har påvirket hele mentaliteten i området. De har blandt andet lavet en ny havn, der ikke har ødelagt vindforholdene for surferne. Tænk hvis man havde haft samme tankegang i København og andre steder, hvor udvikling har gjort vilkårene for det groede miljø så dårlige, at man nu skal ind og reparere”.
VESTKYSTEN lægger også land til SLA’s hidtil mest ambitiøse forsøg på at lade byudvikling styre af det groede: Et nyt boligkvarter syd for Ringkøbing, hvor SLA i et par år har flyttet jord på en tidligere landbrugsejendom for at skabe søer og bakker og plante træer og buske, der forbedrer jordbunden.
Først siden har bygningsarkitekter tegnet huse til en række forskellige landskabstyper. Nogle ligger på kanten af engen, andre skal bo under træerne i skoven eller omkring en forte – den lille plads eller gadekær, der var centrum i den typiske landsby.
”Det projekt har mentalt forandret alle, der har været med og skabt forståelsen for, at man gror, før man bygger”, siger Stig L. Andersson.