WEEKENDAVISEN 4. NOVEMBER 2016
Interview med den japanske arkitekt Kengo Kuma, der står bag det nye H.C. Andersen museum i Odense
Da den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma var barn, var hans yndlingseventyr af H.C. Andersen Fyrtøjet. Historien om soldaten, der med hjælp af hunde med øjne så store som tekopper og møllehjul vinder prinsessen og det hele kongerige tiltalte drengen, der voksede op i et mindre hus end naboens.
”Det fortalte mig om store drømme og en dynamisk verden”, forklarede Kuma, da han i denne uge besøgte selve epicentret for verdens fascination af den danske eventyrdigter: H.C. Andersens fødehjem i Odense, hvor designet af et nyt museum er den seneste gnist fra Kumas fyrtøj.
Hans tegnestues vindende design – der i den afgørende runde slog hjemmebanens konkurrent Bjarke Ingels’ – er en dynamisk kombination af en eventyrhave og et delvist underjordisk museum. I forskudte planer veksler kurvede hække med cirkelformede vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, der andre steder er oplyst med dagslys filtreret gennem glasbundene i bassiner i haven ovenover.
”Vi trækker lyset udefra ned i en verden af eventyr, uden helt at adskille det underjordiske fra det ovenfor. Det er lidt som yin og yang. Du mister fornemmelsen af grænsen mellem inde og ude og oppe og nede. Det mener vi alt sammen er i tråd med Andersens arbejde”, siger Kumas kollega Yuki Ikeguchi.
ARKITEKTERNE var fascinerede af den flertydighed, der præger mange af H.C. Andersens eventyr – som i Fyrtøjet, hvor soldatens grådighed og brutalitet ikke gør ham til en entydigt elskelig helt.
”Intet er sort eller hvidt, der er udviskede grænser”, siger Ikeguchi. Men flertydigheden er ifølge Kuma også central i japansk arkitektur:
”Vores huse er heller ikke entydige med deres flytbare skillevægge og tatami måtter. Den japanske levevis har mange ligheder med Andersens verden. Mens jeg læste eventyrene igen, var jeg fascineret af at genfinde de labyrinter, vi har i vores hjem”.
Kombinationen af japansk arkitektur og danske eventyr er dermed ikke så overraskende?
”Humanisme er temaet for H.C. Andersens eventyr – der er en kærlighed til de svage og de små. I Japan har vi lignende eventyr. Der er også ligheder i en kynisme med kritik af konger og magtfulde”, siger Kuma.
Hvordan vil det blive reflekteret i museet?
”I den måde, det er organiseret. Der er ingen hierarkisk orden, ingen klar forside, ingen fast defineret retning”, siger Ikegushi.
LEGEN med referencer og symbolisme er et kendt træk i Kumas arkitektur. En kageforretning i Taiwan er vævet som en bambuskurv af tynde træstave; en tekstiludstilling i Japan er tøjret til jorden og dermed jordskælvssikret af et net af kulfibertråde; et konceptkøkken på årets arkitekturbiennale i Venedig bestod af hylder og bordplader stablet på kinesiske krukker - i praksis stort set ubrugeligt som køkken, men i Kumas vision et statement om behovet for at ”nedbryde struktur og regularitet”.
”Jeg ønskede at fjerne skellet mellem mad og køkken. I et moderne hus er køkkenet ofte en boks med fravær af mad - det køkken, jeg kendte hos min bedstefar, var ikke en boks, men summen af redskaber og mad. Jeg vil tilbage til den slags miks. I alle mine projekter arbejder jeg med at udviske grænserne mellem arkitektur og funktion”, siger han.
Og mellem eventyr og vores eget liv?
”Det virkelige liv og eventyr er ikke så forskellige. Vi går frem og tilbage – og jeg vil vise de overgange”.
BLANDT Kumas inspirationskilderi Odense var et vinderprojekt fra en åben idekonkurrence med over 500 bidrag, der i 2013 var første skridt på vejen mod et nyt H.A. Andersen museum. Her blev den britiske arkitekt Leith Keirr præmieret for en idé om en stor have med et lille spinkelt hus i papirklip, der under jorden åbnede sig til et stort eventyr.
”Det symboliserede Andersens metode med en lille verden, der pludselig ekspanderer til et større univers. Vi multiplicerede den idé og skabte en sekvens af den slags oplevelser”, siger Kuma.
Hans tegnestue tager ofte udgangspunkt i det færdige materiale og har leget med alt fra træ til aluminium og sten. Ofte i enkle gentagne former, hvor materiale og sammenføjninger er kernen i arkitektoniske udtryk, der ifølge Ikegushi ikke er minimalistiske i gængs forstand:
”Enkeltheden og klarheden kan anses for minimalistisk – men projektet her har mange lag af kompleksitet”.
Det skyldes ikke mindst, at det centrale materiale i Odense blev selve naturen:
”Andersen har presset os til at tage et nyt skridt i vores design. Førhen ville vi ofte bruge ét simpelt materiale til hvert projekt – men Andersens eventyr er så sammensatte og med så stort et miks af karakterer, at vi blev skubbet videre”, siger Kuma.
”Det er det første projekt, hvor vi bruger natur som det grundlæggende materiale. Vi har ikke haft mange chancer for at lave arkitektur ud af hække, der bliver til beboelige rum”, siger Ikeguchi.
”Vi ønsker altid at gøre tingene organiske – ikke organiske som i moderigtige organiske former, men i den forstand, at de skal passe naturligt på stedet. I dette tilfælde ønskede museet en have - så det blev vores materiale”.
Det er en anelse paradoksalt at have et projekt i midten af en by til at definere jeres første projekt baseret på natur?
”Andersen selv legede jo netop også med modsætninger. Her er det fornemmelsen af noget både nationalt og internationalt, sammensmeltningen af natur og arkitektur”, siger Kuma.
DEN planlagte park har en funktion, der rækker langt ud over museet. Den skal også sammenbinde den bymidte i Odense, som den firesporede Thomas B. Thriges Gade i alt for mange år har revet midt over. Kumas tegnestue skulle derfor både forholde sig til det typisk fire-fem etages centrum på den ene side og det lave kvarter omkring H.C. Andersens hus på den anden.
”Den slags kompleksitet er god for vores designs. Den skaber dynamik,” siger Kuma.
Hans tegnestue var specielt optaget af de små huse og krogede gader, som er genspejlet i de opbrudte volumener og snoede stier i parken omkring det planlagte museum. Allerede som barn lærte Kuma at elske det hjem, der var mindre end naboens - og selv om det nye stadion i Tokyo til OL i 2020 også er i hans ordrebog insisterer han på, at hans arkitektur bygger på kærligheden til de nære rammer:
”En menneskelig skala kan ændre verden”, siger han.
”I det 20. århundrede ønskede alle at bygge højere og større. Men det gjorde os ikke gladere. I det 21. århundrede skal vi forsøge at finde en ny rigdom – og dette museum kan blive et godt eksempel på det”.