WEEKENDAVISEN 30. SEPTEMBER 2016
Arkitekturens yngre talenter har svært ved at komme til med nye ideer, fordi de fleste konkurrencer er forbeholdt kendte kræfter. Københavns Kommune har som en af landets største bygherrer nu massivt forstærket den tendens
DA bystyret i nordnorske Bodø i januar 2014 surfede på internettet for at lære lidt mere om vinderne af arkitektkonkurrencen om byens nye rådhus, ledte de stort set forgæves. For Kristian Langkilde og Kasper Lorentzen havde endnu ikke nået at starte deres fælles tegnestue - ALL eller Atelier Lorentzen Langkilde – og havde ingen hjemmeside.
Men i deres fritid fra jobs på større tegnestuer havde de to arkitekter tegnet konkurrencens mest radikale løsning på udfordringen med at bygge til et eksisterende rådhus. De rev den ene facade af det gamle hus og fik integreret både det indre og det ydre af det sammenbyggede projekt.
”Jeg tror godt, de kunne lide vores poesi med en stor, blød dagligstue i træ som metafor for det indre rum, beklædt med store hårde sten som bjergene omkring. En simpel genkendelighed i arkitekturen, hvor funktion og udtryk smeltede sammen”, siger Lorentzen.
Sejren i Bodø var kulminationen på en stejlt stigende succeskurve. De to arkitekters fritidsprojekter fik blandt andet en præmie i konkurrencen om et koncerthus i Warszawa, hvor de var lige i hælene på den nyligt afdøde stjernearkitekt Zaha Hadid.
Undervejs flød designtænkning og sprog sammen, så de to partnere konstant fuldender hinandens sætninger:
Langkilde: ”Vi skiftede fokus undervejs. I starten skulle det bare være sjovt…”
Lorentzen: ”… vi skulle have en sjov weekend...”
”… så vi kiggede på projekterne og tænkte: Det her er sikkert, hvad de gerne vil have – men det gider vi ikke. Så vi laver noget helt andet…”
”… så blev vi lidt voksne...”
”… og tænkte, at hvis vi blev ved med at tegne, skulle vi også kunne vinde. Så lavede vi et rådhus i Tønder og fik en andenplads. Og så var der lige et rådhus mere...”
”… så sagde Kristian; det bliver det sidste , for nu er der et barn på vej, og jeg har købt et hus med græsplæne...”
”… men så vandt vi lige den...”
”... og så stod vi foran et spændende valg”.
BEGGE endte med at sige op i deres gode, faste jobs og lave fælles tegnestue – og hjemmeside, ja. Her kan man finde de seneste vinderprojekter, inklusive en af årets mest prestigefyldte opgaver i Danmark: Den ny arkitektskole i Aarhus, hvor ALL i konkurrence med blandt andre Bjarke Ingels nu er i gang med at tegne til anden og afgørende runde.
Ideerne afprøves, udfordres og finpudses, når tegnestuens nu syv arkitekter hver fredag eftermiddag sammen kigger på de seneste konkurrencer.
”Vi betragter konkurrencer om efteruddannelse. Vi prøver at gøre det på en mere fri måde, hvor vi er mere fleksible i vores designstrategi,” siger Langkilde.
”Vi er en lille dynamisk enhed, hvor alle kender alle og gerne vil have udviklet deres kompetencer. På mange store tegnestuer går de gode ideer nogle gange tabt i organisationsstrukturer,” tilføjer Lorentzen.
Men midt i al succesen ærgrer de to arkitekter sig over, at de måtte omkring Norge for overhovedet at komme i gang. Deroppe har deres personlige erfaringer fra tidligere jobs skaffet dem en generel godkendelse til at tegne huse i størrelse rådhus. I Danmark kan tegnestuen i reglen end ikke få lov at deltage i konkurrencen om en børnehave.
I JAGTEN på sikre løsninger til garanterede priser opererer de fleste bygherrer – ikke mindst i det offentlige – med såkaldt prækvalificering og lukkede konkurrencer, hvor tegnestuerne som hovedregel kun bliver inviteret, hvis man tidligere har bygget noget lignende.
I denne proces er der ofte et enormt fokus på teknik og økonomi. Selv en dokumenteret evne til at få bedre ideer end gennemsnittet tæller ikke. Så ALL måtte i partnerskab med PLH Arkitekter for at vinde konkurrencen om et nyt besøgscenter til vikingeborgen Trelleborg – og optræde som underleverandør i samarbejde med Ravn Arkitektur i Vejle for at aflevere den vindende idé til et boligbyggeri i Billund: En nyfortolkning af den traditionelle landsby omkring en forte eller fællesareal.
”Jeg kan godt forstå, vi ikke bliver bedt om at tegne et hospital – det ville ikke være en god idé. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er lige så kvalificerede til at tegne en børnehave som en stor tegnestue. Man laver ofte konkurrencer mere komplicerede, end de behøver at være”, siger Langkilde.
I Norge mødte ALL en bygherre, de selv kalder ”modig”. Bystyret i Bodø var så forelsket i den store idé, at det var villig til at acceptere risikoen med at arbejde med et nyt firma for at få den gennemført.
”I Danmark har vi i vores videnssamfund en voksende tro på, at jo flere hoveder og eksperter man sætter sammen, jo bedre bliver det. Men derved bliver den kreative magt frataget den, der skulle være kreativ – for der, hvor han skulle spurte og sætte sig selv fri, skal han nu spørge eksperten”, siger Lorentzen.
”Vi har den holistiske tilgang, som mange taler om. Vi har dialogen mellem alle felter i processen. Vi tør tage helheden og som i Bodø også stå for indretning og landskab frem for at sige: Det er kompliceret og farligt”.
Arkitektforeningen og arbejdsgiverforeningen Danske Ark kritiserede for et år siden, at de store krav om detaljering af økonomi og teknik i de indbudte konkurrencer ikke bare gør det svært for vækstlaget at komme til, men også spilder enorme mængder af ressourcer på et tidspunkt i processen, hvor fokus burde være på de overordnede ideer.
DEBATTEN om den rette blanding af åbne og lukkede konkurrencer er røget op i et nyt gear, efter Københavns Kommune som en af landets største bygherrer har besluttet at samle de fleste af de næste fire års byggerier i to store rammeaftaler. Dem slås en række konsortier af arkitekter, ingeniører og entreprenører nu om at vinde.
Denne truende monopolisering er blevet mødt med en massiv kritik, blandt andet på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor Katrine Lotz som leder af Institut for Bygningskunst, By & Landskab forstår frustrationerne hos Langkilde og Lorentzen.
Hun mener, at ikke bare vækstlagets yngre tegnestuer, men hele branchen og dermed samfundet risikerer at blive fattigere af den generelle tendens til alt for tidligt i processen at fokusere på økonomi, teknik og detaljer i det, hun kalder ”det store prækvalificeringscirkus”.
I stedet ville Lotz foretrække, at man som udgangspunkt havde flere åbne konkurrencer om de overordnede ideer, fordi fokus burde være på ”at få sat klodsen rigtigt i byen, så vi får noget, der møder både brugeres og borgeres behov”.
”Den svære opgave er at få alle aktører til at forstå, at det er et levende væv, man syr i”, siger hun. I forlængelse af den analogi har hun mødt det argument for kommunens satsen på kendte kræfter, at man som patient også helst vil opereres af en erfaren læge. Hun mener, at også hendes børn skal have læger og arkitekter, der får en chance for at udvikle sig.
”Det får vi ikke, hvis man skærer livlinen over for yngre arkitekter”, siger Lotz. Hun tror heller ikke på, at kommunen med sin nye strategi nødvendigvis får de lovede besparelser:
”Hvis blot et af konsortierne krakker ved at have kørt sig op i for højt et gear, vil man risikere at tabe langt mere, end hvad man nu håber på at spare”.
Her skræmmer sporene fra entreprenørfirmaet Pihl og Søn, hvis konkurs fik udgifterne på en række store projekter i København til at løbe løbsk.
I KØBENHAVNS Kommune forklarer byggechef Rasmus Brandt Lassen, at det store samlede udbud kommer efter år, hvor antallet af fejl, forsinkelser og budgetoverskridelser har været for højt. Den tendens håber han at vende ved at bruge store og kendte kræfter i faste rammer.
Brandt Lassen påpeger, at Borgerrepræsentationen fortsat kan vælge at sende særligt udvalgte bygninger i konkurrence. Og så mener han, at kritikerne har overset en vigtig detalje: Hvor kommunen hidtil har betalt en samlet pakkepris på arkitekt- og ingeniørarbejdet på det enkelte projekt, opererer den nye aftale med timepriser.
”Det giver os en chance for at invitere andre ind, hvis vi ser et behov for eksempelvis et bud på en kreativ cykelparkeringsløsning eller at få peppet facaden op”, siger han.
Derudover forventer byggechefen, at de faste aftaler vil føre til færre uenigheder og advokatudgifter – og derfor mere overskud til design:
”Vi går i øjeblikket glip af innovation, fordi vi bruger så mange kræfter på tvister på grund af dårligt samarbejde”, siger han.
I ARKITEKTFORENINGEN er direktør Jesper Pagh forundret over mest at kende debatten om kommunens strategi fra dagspressen.
”Vi har ikke været involveret eller taget med på råd”, siger Pagh. Han er ”grundlæggende bekymret” over kommunens syn på det byggede miljø, efter overborgmester Frank Jensen i et forsvar for de store, samlede udbud i Politiken talte om ”rugbrødsarkitektur”:
”For os er kvaliteten af det byggede lige vigtig, hvad end det er en børnehave eller et operahus”, siger Pagh.
“Vi har endnu til gode at se, at man som lovet vil tilgodese den arkitektoniske kvalitet og supplere rammeaftalerne med udskrivning af konkurrencer om centrale opgaver”.
Den spænding genfinder man hos Langkilde og Lorentzen i deres fortsatte jagt på de gode, overordnede ideer, som de anser for deres fags vigtigste fokus:
”Byernes fremtid formes jo af arkitektonisk kvalitet og ikke af, om man har bygget effektivt. Så det kræver meget af dem, der sidder i forvaltningerne, at vide hvad man skal gøre på de forskellige tidspunkter i processen”, siger Lorentzen.