WEEKENDAVISEN 23. MARTS 2016
I Aalborg kan man med computeranimationer nu endelig opleve det indre af et af dansk arkitekturs mest mytiske projekter – et samarbejde mellem Jørn Utzon og Asger Jorn om et museum, der aldrig blev
Et lysbillede med en lille boble maling klemt inde mellem to lag glas. Det var indholdet i et brev, som kunstmaleren Asger Jorn i 1962 modtog fra arkitekten Jørn Utzon.
Boblen var Utzons formidling af magien og dybden i noget, der var svært at tegne med blyant og pen: Arkitekturens såkaldt dobbeltkrummede flader, som i Utzons unikke dressur allerede var blevet til de himmelstræbende skaller over Operahuset i Sydney.
Lysbilledet handlede om de to mænds lige så kringlede projekt: Et museum af underjordiske huler og buede gange til Jorns organiske og farverige vildskab, gravet ned i Silkeborgs undergrund.
”Det vil blive med en følelse af overraskelse og lyst til at trænge ned i bygningen, at den besøgende ser det 3-etagers krater åbne sig under ham”, skrev Utzon om projektet.
Dybt under jordens overflade ville man møde malerier nedhængt fra de hvælvede lofter og Jorns skulpturer, delvist belyst af dagslys gennem huller og sprækker i loftet.
Kedsommelige tekniske indvendinger som høj grundvandsstand og – i kunstnernes øjne – smålige pengemænd stod dog i vejen for visionerne.
Projektet levede i mange år derfor mest i arkitektskolernes auditorier og litteratur. Her så man det skrinlagte museum som det ultimative symbol på samtidens manglende evne til at udnytte potentialet i nogle af Danmarks mest krøllede hjerner.
Men også Utzons tusch- og blyantsstegninger – de strammere versioner af boblen mellem glaspladerne – overlevede ind i en nutid, hvor 3D tegneprogrammer endelig er begyndt at matche rumfornemmelserne bag arkitektens høje pande.
DETTE møde mellem myte og IT er kernen i udstillingen Fatamorgana på Utzon Center i Aalborg med 3D modeller, visualiseringer og små computeranimerede film fra de store huler, der engang kun levede i de nu afdøde Jorns og Utzons hoveder.
Denne genopstandelse er i sig selv grund til at køre ned på havnen i Aalborg til Utzons Centers prægtige hus, tegnet i samarbejde med sønnen Kim. Men udstillingen vil og kan langt mere end det.
Samspillet mellem to af dansk kunsts største enere beskrives både oplysende og underholdende med deres gensidige respekt og tilhørende bramfri tone.
Da Jorn tidligt i samarbejdet blev træt af at vente på Utzon – der havde lidt travlt med et operahus i Sydney – og selv skitserede sine ideer til et museum på bredden af Silkeborgsøerne, svarede Utzon, at det ville ligne ”en elefant i en glasbutik”.
I stedet valgte Utzon at følge Jorns mere generelle opfordring: ”I hvert fald vil et projekt domineret af kurver være det rigtige – hvordan de skal spændes bliver din sag”.
Utzon tegnede to store nedgravede krukker, der skulle stikke halsen over jorden og her beklædes med Jorns relieffer. Inspirationen var som meget af Utzons arbejde international, i dette tilfælde fra kinesiske huler. Men samtidig var hulen en logisk konsekvens af Jorns bestilte leg med kurver, hvor den organiske form – som altid hos Utzon – tjente et højere formål end ren æstetik.
”Trykket fra den omgivende jordmasse begrunder de dobbeltkrummede flader (….) Bygningen ligner en hule, blandt andet fordi den er en hule”, som arkitekt Kjeld Vindum fortæller i udstillingens velskrevne katalog.
Heri citerer Vindum også Utzons egne ord om potentialet i det organiske: ”Skibsskrogene, hulerne og skulpturerne viser det”.
UTZON befandt sig selv i dette krydsfelt mellem ingeniørkunst (hans far designede skibe), historie og kunst, hvilket var med til at gøre arkitekten til den oplagte samarbejdspartner for Jorn. Et afsnit af udstillingen viser deres gensidige fascination af hinandens professioner og fælles inspiratorer som blandt andre arkitekten Le Corbusier.
Utzon ejede selv en større kunstsamling, der blandt andet indeholdt 16 litografier, som Jorn betalte arkitekten for tegningerne af museet.
Billederne er i Aalborg for første gang hængt samlet op. For som sønnen Jan fortæller i en video på udstillingen, havde man i Utzonfamilien ikke mange kunstværker på væggene. De blev kun taget frem fra gemmerne som inspiration for arkitekturen.
Utzons og Jorns samarbejde mellem de to kunstarter var ganske unik. Som fortalt i et særligt spor på udstillingen levede kunsten og dens udstillingsbygninger i århundreder ganske adskilte liv, hvor skiftene i traditionerne mest handlede om magtforholdet mellem hus og indhold – fra renæssancens overdådigt udsmykkede kunstkamre til modernismens white cubes, der – som Louisiana i Humlebæk – er underspillede rammer for deres indhold.
ARoS museet i Aarhus, tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer, Lassen med kunstneren Olafur Eliassons regnbue på toppen, er et af de relativt få fuldførte eksempler på den sammensmeltning af kunst og arkitektur, som var tanken bag Utzons huler med Jorns fritsvævende malerier, nedhængt fra loftet.
NOGLE af arkitektfagets elskere af den bløde blyant og håndtegningen vil formentlig opleve Utzon Centers meget konkrete 3D-modeller og computeranimationer som ude af trit med kunstnerduoens sans for det abstrakte og antydede.
Men det vil Utzon Centers udstillingschef Lasse Andersson sådan set blæse på. Han og udstillingsarkitekten Jacob Hilmer har rusket tilstrækkeligt i overfladerne på plasten i 3D-printene til at give dem lidt stoflighed, men vil samtidig også gerne give den fuld gas med Virtual Reality briller til rundvisning i hulernes indre for at appellere til en yngre generation.
”Vi er et museum – ikke et branchehus”, siger Andersson om sine ambitioner om at invitere offentligheden ind i Utzons univers.
Ideerne til udstillingen om museet i Silkeborg spillede en central rolle i Anderssons jobsamtale, da han i 2014 blev ansat som centerets kunstneriske leder. Det er en stilling, der kræver lige dele respekt for Utzons arv og mod til moderne formidling.
På udstillingen brager de to forhold stærkest sammen i et hjørne, hvor Utzons delikate træmodeller af principperne bag Operahusets dobbeltkrumme tag står umiddelbart ved siden af en godt seks meter høj model af Jorn-museets mindste hule.
Modellen er i en tredjedel af naturlig størrelse, udført i hvid plastpresenning med påtrykte digitale billeder af Jorns relieffer på Aarhus Statsgymnasium, og vi er afgjort ude i grænselandet til det absolut corny – Anderssons egen indrømmelse. Men man overgiver sig alligevel, når man går ind i modellen og oplever effekten af ovenlyset fra et af centerets tagvinduer og en fornem akustik. Her aner man en af Utzons planlagte bonusgaver til en nation, der aldrig rigtig havde plads og byggegrunde til hans format.
Til gengæld har andre så taget visionerne til sig. På vej mod udgangen hænger billederne af et blot fem år gammelt delvist nedgravet museum i den spanske by Lugo, udført af arkitekterne Fuensanta Nieto og Enrique Sobejano med tydelig inspiration fra Utzon.
Udstillingens sidste hilsen fra de gamle mestre er et citat af Jorn, som Utzon Center drillende bruger til at forsvare udstillingens sine steder radikale gendigtning af historien om hans og Utzons samarbejde:
”Vær moderne samlere, museer! Har de gamle malerier, så fortvivl ikke. Bevar deres minder, men fordrej dem så de svarer til deres tid. Hvorfor forkaste det gamle hvis man kan modernisere det med nogle penselstrøg? Det bringer aktualitet til Deres gamle kultur. Vær med på noderne, og elegant på samme tid”.