ARKITEKTUR SOM JAZZMUSIK

WEEKENDAVISEN 23. OKTOBER 2015

Det var, som om jeg havde svømmet i en mudret flod og pludselig kom til et sted, hvor jeg kunne se det hele – nemlig værdien af lokale traditioner, fortæller en af Afrikas førende arkitekter, Francis Kéré fra Burkina Faso, som også gør sig tanker om Europas flygtningekrise

EFTER halvanden time med en af Afrikas pionerer i bæredygtig  arkitektur ligner min notesblok et trafikuheld, hvor tanker om en ny tids design er braget sammen med analyser af Europas emigrant- og flygtningekrise. Men siden det alt sammen hænger sammen i Francis Kérés krøllede hjerne, må vi gøre et forsøg på at få det hele presset ind på en avisside.

Vi begynder med arkitekturen og den nære, danske vinkel: Da Louisiana i foråret bad Kéré bidrage med en installation til kunstmuseets udstilling om afrikansk kultur,  gjorde han, som han altid gør hjemme i Burkina Faso: Fandt nogle billige lokale materialer - piletræ – og nogle lokale håndværkere – i dette tilfælde Louisianas snedkere – og begyndte at arbejde uden sådan 100 procent at vide, hvordan det færdige værk skulle se ud.

Resultatet blev installationen Louisiana Canopy, hvor museets gæster i en stiliseret udgave af et afrikansk mødested under landsbyens træ kan studere Kérés arbejde i Burkina Faso på tv-skærme. Eller simpelthen sidde (eller ligge) og fordøje de mange indtryk fra den vildtvoksende udstilling.

Hjemme i Burkina Faso har Kéré med den samme metode skabt bygninger, der har indbragt ham flere internationale priser. Allerede mens han gik på en arkitektskole i Berlin, byggede han sin første skole i landsbyen Gando, hvor han er født som høvdingens søn.

Fyldt med sin nye viden om konstruktion lod Kére modernismens ideer om funktionalitet i stramme linjer møde de lokale byggematerialer og traditioner. Et svævende, buet bliktag på et skelet af sammensvejset armeringsjern hviler på mursten bagt af det lokale ler.

14 år senere fungerer skolen stadig som en naturlig ventileret oase på kanten af Sahara. Under byggeriet bidrog de lokale håndværkere med en skepsis, der undervejs blev vendt til begejstring,

”Folk grinte og sagde: Francis laver bare research. For mig var det positivt – for research er basis for alting. De anså mig ikke for en arkitekt. For dem er en arkitekt er én, der forsøger at kopiere vestlige forbilleder,” siger han.

”Men det virker jo ikke, hvis ikke det er tilpasset lokalt klima, økonomi og kulturelle værdier. Vejen frem er at tilpasse og skabe noget, som du kan kalde født på stedet.”.

Kéré  beskriver sig selv som ”naiv”, da han begyndte: ”Jeg ville blot bidrage til min landsby – det kom der arkitektur ud af”, siger han.

”Jeg forestillede mig ikke, at der ville være nogen interesse i, hvad jeg lavede. Men tilbage i Berlin lyttede alle professorerne til mig og opfordrede mig til at gå videre. Det var, som om jeg havde svømmet i en mudret flod og pludselig kom til et meget klart sted, hvor jeg kunne se det hele”.

Kéré pendler nu konstant  mellem sin tegnestue i Berlin og Afrika, hvor hans mange byggerier i Burkina Faso har ført til opgaver andre steder på kontinentet.

Det har ændret hans arbejdsmetode en anelse. Kéré regner fortsat arkitektur for et socialt projekt, hvor alle bidrager med deres viden og entusiasme.  Men omfanget af opgaverne giver ham ikke mulighed for selv altid at være tilstede og en del af teamet:

”Derfor sker det på en mere rationel måde. Det er som jazzmusik: Jeg viser den generelle retning, og folk støder til og spiller i harmoni med konceptet. Jeg kender potentialet i den metode, og sådan vil vi blive ved med at arbejde”, siger Kéré og griner:

”Det er en udmattende metode og ikke nemt. Folk omkring mig siger: Du rejser for meget, du bliver træt og syg. Men det er dem, der bliver syge – ikke mig. Jeg får energi ud af det”.

Hvad kan europæisk arkitektur lære af, hvad du gør i Afrika?

”Afrika omtales altid som et sted, der har brug for hjælp – ikke som et sted, der har energi, som kan inspirere. Men kun hvor der er kaos, kan du skabe noget nyt. Vi kan lære af Afrikas evne til at overleve”, siger Kéré og fortæller, hvordan han bad de studerende på en arkitektskole i Schweiz – hvor han har et gæsteprofessorat – bidrage til et nyt parlament i Burkina Faso.

”Det førte til skøre ideer, vidunderlige ideer. Schweizisk arkitektur er så overdesignet – jeg bringer en kultur, der bygger på nødvendighed. Det fik dem til at tænke på energibesparelser, hvilket de normalt aldrig bekymrer sig om”.

SOM ung gjorde Francis Kéré præcis, hvad mange unge afrikanere gør i dag: Jagtede en fremtid i Europa.

”Den vestlige verden præsenterer sig selv som paradis – og verdens ledere kommer alle herfra, alle helte er fra Vesten. Så vi kommer her for at blive helte, vi kommer for at blive den nye Drogba(fodboldspiller fra Elfenbenskysten, der i den britiske klub Chelsea var verdens bedst betalte, red.).  De unge ser det, og de elsker det”.

Du er et eksempel på, at man kan tage ideerne fra Vesten med hjem og bidrage til sit eget samfund?

”Jeg var parat til at kæmpe. Mange er parate til at tage hjem, men de gamle eliter derhjemme blokerer for dem, fordi de frygter, at de vil tage deres jobs”.

Alligevel insisterer Kéré på, at løsningen på verdens ulighed og dermed migrationen ligger i et samarbejde mellem Afrika og Europa. Han udfordrede derfor dagsordenen, da han på Fuerteventura blev bedt om forslag til at huse de mange immigranter, der bruger de Kanariske Øer som et springbræt til Europa.

”Jeg provokerede dem ved at foreslå, at de byggede et tårn, der kan ses langvejs fra som et tegn på velkomst. Et sted hvor folk kunne få uddannelse og hjælp til at vælge, hvor de vil hen i Europa”, siger han.

Kéré bad derpå sine spanske værter forestille sig en situation, hvor der bliver fundet en eliksir til det evige liv i hans hjemland.

”Så kunne europæere bruge tårnet til at stille sig op i en kø for at få visum til Burkina Faso.  Jeg prøvede at sige: I er rige her – men det varer måske ikke for evigt. En dag bliver det måske jer, der er nødt til at emigrere”.

I mellemtiden beder Francis Europa holde op med at behandle Afrika som ”et depot for billige råmaterialer”.

”I må investere. I øjeblikket importerer vi solpaneler fra Kina og Europa – I må producere dem i Afrika for at skabe jobs og et ordentligt miljø at bo i”.

Her kan arkitekter spille en rolle:

”Jeg beskæftiger flere end 400 unge mennesker i Burkina Faso. De behøver ikke tage til Elfenbenskysten eller Europa. De kan købe en cykel, behandle deres malaria og få nok at spise. Det er som en lille dråbe vand på et varmt komfur – men det er et skridt på vejen”.

NY MOSKE ER DET MULIGES KUNST

WEEKENDAVISEN 9. OKTOBER 2015

I behørig afstand fra islamkritikkens højrøstede stemmer i magtens centrum har København fået en ny moske, hvis menighed og arkitekt bakser med at placere sig mellem særpræg og tilpasning

Da København i sidste uge fik sin første moske i traditionelt mellemøstligt design, blev åbningens røde bånd klippet over af en folkekirkepræst i fuldt ornat. Bagefter holdt han sammen med moskeens imam Mohammad Mehmi Khademi om skæftet på den kniv, der skar dagens store kage for.

Det lignede en scene fra den første time af et ægteskab, og selv om man helt afgjort ikke vil opleve vielser af to mænd i Imam Ali moskeen, var koreografien designet med stor omhu. Åbningsdagens tema var dialog med omverdenen, anført af en kvindelig vært.  

”Moskeer er Guds hjem. Derfor skal det helt automatiske være åbne huse.  (…) Vi står for den islam, der er omfavnende – den islam, der respekterer menneskerettigheder og ytringsfrihed. Vi skal bevise, at vi ikke er mindre patriotiske (end andre danskere, red.)”,  forklarede imamen pressen før gæsterne ankom.

Sjældent har man derfor oplevet en åbning af en bygning, hvor fejringen af det nye og det unikke i den grad var overstrålet af en næsten selvudslettende retorik, fokuseret på at fremhæve ligheder med resten af det troende Danmark frem for forskelligheder.

”Vi vil kickstarte en konkurrence mellem trossamfundene om, hvem der kan åbne sig mest mod lokalsamfundene, ” sagde imamen i sin åbningstale.

Under det efterfølgende åbne hus blev de mange gæster mødt af  medlemmer af menigheden iført væg-til-væg smil, bugnende fade med læskedrikke og Bounty-barer og ivrige opfordringer til at stille spørgsmål – alt leveret med en varme og høflighed, man sjældent finder ved mere blege danske arrangementer.

Man skal kun bladre lidt i arkiverne og tidens debatsider for at forstå årsagen. De seneste 15-20 års jernhårde retorik mod islam har lokalt i Københavns nordvestkvarter været akkompagneret af heftige debatter om moskeen selv, rækkende fra risikoen for parkeringskaos under fredagsbønnen til påstået finansiering fra præstestyret i Iran.

Det sidste afvises af både moskeens talsmænd og dens arkitekt, Bijan Eskandani. De forklarer, at dårlig økonomi var en vigtig del af årsagen til halvandet års forsinkelse af byggeriet.

”Vi manglede altid penge”, siger arkitekten og fortæller, at byggesummen på 80-85 millioner kroner stammer fra private donationer fra ind- og udland, rækkende fra Iran i øst til Østafrika mod syd.

Eskandani  har bidraget markant til at lave en bygning, der på mange måder er den fysiske indpakning af ønskerne om dialog og kulturmøde. Arkitekten er uddannet i Østrig og Danmark og har gennem sine 58 år i Danmark blandt andet arbejdet som afdelingsarkitekt og udviklingschef i det daværende bygge- og boligdirektorat i Københavns Kommune.

Hans oprindelige udspil til moskeen var et mere underspillet design end de kulørte minareter og den store kuppel, der nu skyder op af nordvestkvarterets klondyke af industribygninger, autoværksteder og småtriste boligblokke. Men imamen ønskede noget mere traditionelt.

”Han sagde: Man skal fra lang afstand kunne se, at det er en islamisk bygning. I Iran bygger de moskeer, som er helt moderne – men det er Teheran, hvor folk godt ved, at det er moskeer”, forklarer Eskandani.

I København måtte bygningen derfor godt stikke lidt ud – men ikke for meget.

”Jeg ville ikke have fajance på facaden – det var blevet for Tivoli-agtigt”, siger arkitekten, der i stedet valgte gule mursten for at passe bedre ind i kvarteret.

De gule mursten brydes af felter af keramiske fliser, designet og brændt i Iran med både arabiske skriftsteder og danske oversættelser. Det faldt i god jord hos moskeens ledelse:

”Huset er en bro mellem religioner og skaber et andet ansigt for muslimer”, siger moskeens talsmand Murtaza Al Shawi.

Over den ene af indgangsdørene hedder skriftstedet: “De bedste blandt jer er de, der er mest hæderlige ved deres kvinder”.

Indvendigthar arkitekten Eskandani skabt to markant forskellige afdelinger, adskilt af det, han kalder ”kulturgangen”. Mod gaden ligger det religiøse i tre etager med den store bedehal i stueetagen og kvindernes afdeling ovenpå. Kælderen er en sal, der kan bruges til alt fra fester til ekstra bedehal under højtiderne.

Bagved – mod gården – ligger en konferencesal oven på en delvist nedgravet sportshal. Her har menigheden store planer om de kultur- og debatarrangementer, der skal åbne moskeen mod samfundet. Arkitektonisk er denne verdslige del af byggeriet den mest helstøbte med et stramt, nordisk design i limtræ, gule sten og askeparket.

I de religiøse rum er indtrykket langt mere sammensat. Den fineste iranske marmor med spraglet åretegning støder sammen med triste, flade branddøre, gule mursten og døde termovinduer i en serie kompromiser bygget på lige dele økonomi, brandkrav og ønsket om at passe ind i omgivelserne.

Arkitekten havde håbet på glasmosaik i facadevinduerne, men måtte opgive på grund af prisen. I stedet satser Eskandani nu på, at der hen ad vejen bliver plads til et kompromis af påklæbet folie, der med gennemstrømmende sollys kan skabe et lignende farvespil på de indvendige vægge og udendørs lyse op i natten. Til gengæld kan han ikke gøre noget ved det, der ærgrer ham mest: At moskeen er klemt sammen på en fabriksgrund i en smal gade uden plads til omgivende beplantning eller de lange kik mod bygningen.

Indendørs lider placeringen under, at nordvestkvarterets gadenet ikke ligger parallelt med retningen mod Mekka. Det betyder, at bedehallen er drejet 45% i forhold til facaden. Frem for at bevæge sig ind ad en central akse støder man umiddelbart inden for hoveddøren derfor ind i en stor søjle i en af bedehallens diagonale hjørner.

Helhedsindtrykket er et hus, der er det muliges kunst: Som Københavns øvrige nye moskeer – den allerede åbnede i Rovsingsgade og den planlagte på Dortheavej – er Imam Alis moske gemt væk i et af hovedstadens mest ramponerede hjørner. Vi er fjernt fra islamkritikkens højrøstede stemmer i magtens centrum og tæt på den store gruppe af moskeens brugere, der ligeledes har fundet sammen i randområderne.

Her ligger nu en bygning, hvis menighed og designer som hovedprincip har valgt at manøvrere med maksimal forsigtighed for ikke at stikke for meget ud. Jeg forstår inderligt godt hvorfor. Men jeg kunne ønske mig, at tiden, samfundet og økonomien havde tilladt en anderledes ren fejring af islams massive bidrag til verdensarkitekturen.

KUNST I STRAMME KASSER

WEEKENDAVISEN 2. OKTOBER 2015

Ny biografi placerer Dorte Mandrup som en både sprælsk og disciplineret kunstner midt i dansk arkitekturs opgør med pænheden

Da dansk arkitektur kort efter årtusindskiftet indledte et tiltrængt frontalangreb på 1990ernes rektangulære pænhed, væltede det frem med kantede kontorbyggerier og skæve boligblokke med struttende balkoner.  Med Bjarke Ingels som det mest højtråbende eksempel overvandt en ny generation det forrige tiårs frygt for æstetikpolitiet og forbuddet mod andet end den pæne, lige streg.

I de bedste tilfælde førte oprørstrangen til forfriskende bud på, hvordan man med stærke analyser af behov og muligheder kunne udnytte anderledes materialer til en ny tids design. I andre tilfælde fik vi bralrende se-hvor-er-jeg-vild arkitektur med begrænset holdbarhed, der i de værste tilfælde allermest råber på at blive revet ned.

En ny biografi placerer arkitekten Dorte Mandrup og hendes tegnestue i sit eget hjørne af dette landskab som en både sprælsk og mådeholden pioner. Selv om Mandrups leg med former, farver og materialer umiskendeligt stammer fra lige nu, betragter hun ikke selv som en del af den bølge, der blev døbt New Nordic.

Da Bjarke Ingels omkring 2004 lavede sine første stiløvelser i Ørestads åbne landskaber, var den 13 år ældre Mandrup allerede i gang med at forny arkitekturen i anderledes restriktive rammer. Hendes arbejde er præget af en stærk evne og vilje til at respektere omgivelserne og traditionen. Man fornemmer, at hun konstant spørger tegnestuen og sig selv, om den her bygning også vil være sjov om ti år.

Mange af hendes mest interessante udfordringer af vanetænkningen er tilbygninger eller nybygninger for offentlige budgetter på kantede og snævre grunde i København. Et af de mest markante eksempler ligger tilmed under jorden, i Gentofte, hvor Mandrups tilbygning til Arne Jacobsens totalfredede Munkegårdsskole er gravet ned. Fire store lysskakter åbner undergrunden for et projekt, der både respekterer Jacobsens modernistiske etplansskole og opdaterer bygningen til nutidens undervisningsmetoder.

Som facetslebne diamanter forbinder de kantede skakter fortidens klasseværelser og nutidens behov for større fællesrum. Ved at bruge Arne Jacobsens akvareller af blomster som mønstre på gulve og vægge i badeværelserne minder Mandrup os om, at Jacobsen selv legede med at udfordrede modernismens rette linjer med organiske former (og derfor skabte Ægget og Svanen til foyeren på det ellers rigide SAS-hotel).

PÅ Amager står idræts- og kulturhuset Kvarterhuset, en stram kasse af limtræ og glas på en række skæve betonstylter, som Mandrup i et interview i biografien fremhæver som en måde at ”bryde bygningens perfektion for at skabe noget mere poetisk”. Denne dualisme går igen i mange af hendes bygninger. Og netop udforskning af arkitekturens kunstneriske potentiale fremhæves som en af Mandrups styrker i biografiens introduktion af Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center:

“Arkitektur når sit højeste mål, når den bliver skabt af en bevidsthed, der kan forene dybdegående viden om et utal af praktiske forhold med en yderliggående kunstnerisk bestræbelse. Dorte Mandrup har en sådan bevidsthed”.

Martinussen mener, Mandrup komponerer sine bygninger som en virtuos musiker og laver kunst ud af møder og samlinger. Det gør hendes arkitektur ”uformel, legende, lys, let og rå”, skriver Martinussen, der svinger sig helt op til at kalde Mandrup for ”arkitekturens Yves Saint Laurent”. Parallellen er evnen til konstant at forny sin kunst  og sit udtryk inden for genkendelige rammer.

Udnyttelse af arkitekturens kunstneriske potentiale er en af fagets sværeste discipliner. Arkitektstuderende advares gerne mod kunst for kunstens skyld, mod detaljer, der ikke har nogen praktisk funktion, ja kort sagt mod at have manerer.

Derfor stod vi i 1990erne med en slags jantearkitektur, hvor kun få turde udfordre de accepterede normer for det gode, danske design. De huskede jo nok, hvordan postmodernismens påklistrede søjler, buer, trekanter og pastelfarver havde fået den kolde, nordiske skulder.

Dorte Mandrup stiller derfor op til potentielle tæsk,  hver gang hun lader to skæve former skyde sig skråt ind i hinanden, dypper penslen i pangfarver eller med kunstnerens lette hånd drysser vinduer ud over vinklede tage og facader.

Nogle gange er vi afgjort ude i den gråzone mellem maner og det rationelle, hvor man kan finde alt fra kunst til helt banale eksperimenter. Men i de allerfleste tilfælde har Mandrup en åbenbar mening med galskaben.

Den vildeste leg findes i den del af hendes bygninger, der i biografien er grupperet som move/play: Børnehaver, sportscentre og skoler, hvor de skæve former skal understøtte og opfordre til bevægelse og udforskning.

Her findes blandt andet sportscenteret Prismen på Amager, hvor Mandrup gjorde op med dogmet om, at dagslys i en sportshal gør det umuligt at se bolden. Hun løste det med semi-transparente facadeplader, der slipper omgivelserne ind og om natten lader hallen lyse op i det engang halvtriste kvarter omkring Holmbladsgade.

Åbninger til omverdenen og ofte overrumplende interne forbindelser – både fysiske og visuelle - spiller en afgørende rolle i mange af Mandrups værker. Nogle gange er det beboede vinduer som i børnehaver og i ungdomsboliger i Jægersborg gamle vandtårn, hvor store karnapper i fuld ståhøjde både understreger bygningens nye funktion og gør den ellers buede ydervæg mere møblerbar.

I andre tilfælde er forbindelserne interne vinduer og indskudte rum - eller semitransparente skærme som de perforerede plader af cortenstål, der på Bordings Friskole i København både slipper lys ind i klasselokalerne og skærmer børnene fra den travle gade udenfor.

Skolen er også et eksempel på Mandrups evne til at passe distinkte bygninger ind i eksisterende kontekster på en måde, hvor de hverken dominerer eller forsvinder. Dette træk roser arkitekturkritikeren Hans Ibelings i en kommentar. Heri stiller han også  et interessant spørgsmål i anledning af et igangværende kvantespring i størrelsen af tegnestuens opgaver: Hvad sker der, når Mandrups udfordrende stil vokser fra at være tilføjelser til omgivelserne - og bygningerne selv bliver så store, at de definerer frem for at kommentere deres kontekst?

Det får vi snart svaret på med større byggerier i både Danmark og ikke mindst Sverige, der er tæt på at være færdige. I mellemtiden kan man glæde sig over en biografi, der med en sjældent klar sammenhæng mellem tekster, billeder og forklarende diagrammer gør det nemt at følge de vigtigste pointer i Mandrups værk.

Som en lille, men vigtig detalje husker bogen også at fejre kollektivet bag al god design ved at nævne alle både nuværende og tidligere arkitekter i firmaet, hvis selve navn er i flertal: Dorte Mandrup Arkitekter.

OVERSPRINGS- HANDLINGER

INDLÆG I DEBATTEN OM FLYGTNINGE - BERLINGSKE 17. 09.2015 - FOTO: KLAUS HOLSTING

Den øjeblikkelige flygtningekrise er kun forspillet til langt større udfordringer. Men årtiers svage ledere har ikke blot bildt vælgere ind, at Danmark kan forblive en fredelig ø på et oprørt globalt hav. De har også bidraget til et debatklima, der lige nu gør det meget svær at diskutere langsigtede løsninger

En tidlig decembermorgen for ni år stod jeg sammen med fotograf Klaus Holsting ved grænsen mellem Mozambique og Sydafrika, et af klodens mest spektakulære skel mellem den dybeste armod og relativ rigdom.

To hegn på tre meters højde og store ruller af pigtråd skal forhindre mozambiquere fra et af verdens fattigste lande i at nå Sydafrika, der har Afrikas højeste indkomst per indbygger. Langs hegnet ligger der for hver eneste kilometer tre soldater på vagt i små teltlejre, og inden i pigtråden gemmer sig alarmtråde, der afslører ethvert forsøg på ulovlig indtrængen.

Vi stod der ved hegnet, fordi vi vidste, at det alt sammen ikke nytter. Migranterne kommer alligevel, og vi skulle ikke vente længe, før en 18-årig dreng sprang over pigtråden og lige ind i armene på en korporal fra den sydafrikanske hær. Med tårer i øjnene forklarede drengen, at dette var hans andet forsøg på at nå Johannesburg, lokalt kendt som Egoli eller ”byen af guld”. Navnet skyldes til de enorme guldminer omkring byen. Men Egoli er også blevet synonymt med de drømme om et bedre liv, der mange steder i det sydlige Afrika får tusinder af unge mænd til at forlade deres hjem og springe over fjendtlige pigtrådshegn til en uvis fremtid.

Det var denne drøm, ja drift, der interesserede os den morgen ved hegnet. For vi anede allerede dengang, at vi kiggede på en lille skitse til et globalt billede, der i disse dage males på et langt større lærred i Europa.

Det simple budskab i billedet af drengen på hegnet var, at selv de højeste barrierer aldrig kan matche den dybeste desperation.

På samme rejse besøgte vi Johannesburgs deportationscenter, hvorfra der afgår ugentlige tog med illegale indvandrere til nabolandene. Rigtig mange havde prøvet turen før, og betjentene på toget fortalte opgivende, at hundreder ville springe ud af vinduerne, før toget nåede grænsen.

I en park i Johannesburg mødte vi andre migranter, der i stedet for den ønskede lykke havde fundet arbejdsløshed og mere armod. Men det fremgik ikke af de billeder, de bad parkens fotografer tage til familien derhjemme. Her poserede migranterne som succeshistorier foran fontæner, spejlglasfacader og andre folks store biler.

Det var, som om sandheden om den bristede drøm var både for ubærlig og for pinlig at fortælle. I stedet var  migranterne med til at holde liv i den samme løgn om et bedre liv, som havde lokket dem selv over hegnet.

Gennem 15 år i Afrika som Politikens korrespondent gik det i stigende grad op for mig, at Europas position som velhaverenklave på randen af et hav af fattigdom ikke er langtidsholdbar. Højdespringende teenagere forcerer ikke bare pigtråden i Mozambique, men også på hegnet mellem Marokko og Spaniens to enklaver i det nordafrikanske, Ceuta og Melilla.

I Nigeria har menneskesmuglere en blomstrende forretning med at lokke unge kvinder til prostitutionsnetværk i Italien, langs Saharas sydlige kant kravler dusinvis af unge mænd sammen på ladet af åbne pickupper for at køre nordpå mod Europa gennem ørkenens sandstorme. Ved den stærkt skrumpede Tchad-sø mødte jeg flygtninge fra de klimaforandringer, der vil sætte turbo på den allerede eksisterende migration.

Undervejs blev det klart for mig, at det egentlige problem for Vestens forsøg på at manøvrere uskadt gennem en stadig mere kaotisk verden ikke er kløften mellem rig og fattig. Den virkelige udfordring er, at de fattige i dag er fuldt bevidste om denne afgrund.

De ser den dagligt på satellit-tv, de læser om den på Facebook, de hører om den på mobiltelefoner fra familie, der har skaffet sig over kløften. Rigtig mange har en voksende fornemmelse af, at forskellene ikke er ganske rimelige, og at den eneste vej ud af moradset er selv at søge mod nord.

Kun de færreste forstår detaljerne i, at den ulige konkurrence fra EU's subsidierede landbrug er med til at kvæle deres egne landmænd – eller at toldbarrierer er skyld i, at de ikke kan eksportere ellers konkurrencedygtige varer.

Men de har lært nok om kolonitidens kynisme til at fornemme, at deres egne ind imellem uduelige ledere ikke er den eneste årsag til verdens skævhed.

Det ved Europas og Danmarks ledere selvfølgelig også. Men de har valgt at håndtere problemet med deres egne overspringshandlinger.  I årevis har politikere solgt deres vælgere den illusion, at højere hegn, bedre kikkerter til den spanske kystvagt og skrappere lovgivning kan håndtere det voksende pres fra syd.

I sidste uge blev denne tankegang ”overhalet af virkeligheden”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde. Han tænkte desværre først og fremmest på den aktuelle flygtningekrise. Både statsministeren og alle vi andre narrer os selv ved ikke at erkende, at den blot er forspillet til en langt større udfordring.

Tegnene har været der i årtier. Men forsøg på at debattere de langsigtede konsekvenser af fortsat ulighed er gerne blevet mødt med besværgelser om, at ”vi ikke kan eller skal hjælpe alle verdens fattige”.

Jeg er helt enig – for så vidt som ”hjælpe” i denne sammenhæng betyder at give dem husly i Danmark.

Men vi skylder os selv og kommende generationer at finde svar på, hvordan vi kan nedsætte unge mænds behov for at springe over hegn for at finde noget, de ikke har derhjemme.

Desværre har de seneste ti-femten år ikke været nogen nem tid for en diskussion, der kræver et vist overskud. Det seneste folketingsvalg – og specielt de efterfølgende reportager fra randområderne – afslørede, hvordan hundredetusinder af danskere ser sig truet af globaliseringens sideeffekter i form af jobtab, udenlandske kriminelle og terror.

Vi er blevet svigtet af et lederskab, der hverken har diskuteret tidens og klodens store problemer ordentligt eller serveret løsninger.

I stedet har politiske ledere tværs over midten accepteret den ikke-løsning og forsimplede retorik, som Dansk Folkeparti har markedsført: Hvis vi gør Danmark til en lukket ø på et turbulent verdenshav, bliver alt godt.

Den virkelige tragedie er, at de samme ledere ikke blot har siddet passivt som de tre aber, der nægter at se, høre og lytte. De har aktivt skubbet til en polarisering, der har bidraget til den fattige verdens manglende tro på vores vilje til at arbejde for en fælles og bedre fremtid.

Nedskæringer i ulandsbistanden er ét eksempel, krigene i Irak og Afghanistan med deres dubiøse motiver og udførsel et andet, Inger Støjbergs annoncer et tredje.

Det har efterladt os i en dobbelt kattepine, både globalt og lokalt: Nøden – i krigen i Syrien og bredere i den fattige verden – har skabt en eksisterende og potentiel folkevandring, der ikke kan bremses af hegn og forordninger. Og vi har gennem års polarisering mistet evnen til at diskutere løsninger i en atmosfære af tillid og lyst til forsoning.

Globalt har vores mindretalsregering den seneste uge i værste fald meldt os ud af debatten, i bedste fald skadet Danmarks troværdighed og omdømme i et omfang, der gør det svært at tage os seriøst.

På den nationale scene skal man i disse dage kun læse ganske lidt på Facebook for at forstå, at den såkaldte spyttemands udflåd af bandeord og kropsvæsker over flygtninge på motorvejen ved Rødby kun er toppen af et isbjerg af hadefulde tillægsord.

Det gælder desværre på begge sider af den holdningskløft, som flygtningenes ankomst har uddybet. Mens danskerne i den sidste uge gavmildt har vist næstekærlighed over for flygtningene med madpakker og biltransport, har de ved computertasterne sat nye rekorder i uforsonlige angreb på hinanden.

Det skal vi gøre bedre. For først i en fælles erkendelse af problemernes omfang og respekt for deres kompleksitet kan vi begynde på den svære, men nødvendige proces, der skal til for at stoppe overspringshandlingerne. I den sammenhæng er det måske et første skridt på vejen, at regeringens nyudnævnte udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen forleden nævnte menneskestrømme fra Mellemøsten og Afrika som Danmarks potentielt største udfordring.

ET HURLUMHEJHUS AF EN SKOLE

WEEKENDAVISEN 11. SEPTEMBER 2015

I Københavns sydhavn har børn og lærere fået en skole, hvor legende arkitekter længe før skolereformen designede en bygning, der synes skræddersyet til kravene om mere bevægelse og nye måder at undervise på.

Facaden på Københavns nyeste skole i Sydhavnen er et drilsk fikserbillede, hvor man først kun ser lodrette aluminiumsprofiler. Derpå aner man i sprækkerne mellem dem ord og små sætninger, angiveligt fra H.C. Andersens eventyr, malet i havnens blågrønne farver af kunstneren Peter Holst Henckel.

De hele ord er kun rigtigt synlige på afstand og aldeles uegnede til nogen dybere indføring i eventyrkongens tankegods. Smagsdommere vil derfor utvivlsomt kalde ideen for alt fra arkitektonisk lir til en begavet udnyttelse af skolebyggeriers obligatoriske budgetlinje til udsmykning. Men som metafor og forspil for oplevelsen af hele skolen er fikserbilledet med den gradvise opdagelse af de forskellige lag lige i øjet.

”Jeg synes, det er vigtigt, at man over tid sanser og oplever bygningen”, siger skolens chefdesigner Lars Lindeberg.

Derfor har han og kollegerne fra JJW Arkitekter lavet et stringent hurlumhejhus, hvor man bliver sendt på en opdagelsesrejse i legende stabler af trapper, etager og rum i mangfoldige størrelser og højder. Som belønning får man hele tiden nye og ofte overrumplende kig til både resten af bygningen og den omgivende kanalby i Sydhavnen.

Sådan deler huset mange af visionerne i den skolereform, som styrer livet bag den drillende facade. Udendørs lokker en bred, skulpturel trappe fra havnen til taget på femte sal – med legepladser på terrasserne undervejs - til motion og leg, som ifølge reformens forfattere skal gøre kroppen sundere og eleverne mere motiveret for lærdom.

Indendørs er der store åbne torve og små intime kroge til gruppearbejde og andre typer undervisning end den, der foregår foran en tavle. I stueetagen ophæver store glaspartier og svingdøre grænserne mellem skolen og samfundet udenfor.

Ideen er en kombineret skole og medborgerhus. Ambitionerne rækker fra at åbne kantinen som café for forbipasserende til at lukke lokale bådelaug ind gennem de store porte til sløjdlokalet, kaldet Værftet.

Ikke fordi, det står i skolereformen, der blev vedtaget længe efter byggeriet var sat i gang, men fordi arkitekterne syntes, at det kulturelt noget underforsynede nybyggerland i Sydhavnens tidligere industrikvarter tiggede om det.

”Det er et potentiale, vi giver dem”, siger Lars Lindeberg. ”Vi prøver at lægge til, så man får en rigere skole”.

Foreløbig har Lindeberg haft held til at få børnene til at styrte rundt i det stramt designede udendørslandskab med den livlighed, som man ellers mest oplever på 3D-illustrationer i arkitektkonkurrencer. Indendørs støder vi på så mange unger i hver en hyggekrog, at man kunne mistænke rundvisningen for at være arrangeret af en nordkoreansk propagandakonsulent. Men glæden er reel. Arkitekterne synes at have ramt plet i den svære disciplin det er at at designe hygge i offentlige rum.

Der er blevet råd til de mange ekstra rum og tilbud ved at skære en anelse i størrelsen på klasselokalerne og sikre en bedre udnyttelse af dem ved ikke at have faste lokaler til klasserne på de ældre trin. På den måde bliver spildplads i skemaet til ekstra fysisk plads.

De vundne kvadratmeter er blandt meget andet brugt til at sikre opholdsarealer af mange forskellige størrelser – i de yngre klasser til møde andre på samme alder i overskuelige enheder, i de ældre klasser på tværs af årgangene i et stort fælles trappelandskab, der kan bruges til både samlinger og frikvarterer.

Skolen i Sydhavnen er en såkaldt profilskole med fokus på det maritime og naturfaglige. Når byggeriet er helt færdigt, vil den lange udendørs trappe derfor ende i en lille havn, hvorfra eleverne kan sejle ud i verden i kajakker. I et hyttefad skal de kunne fange fisk, som de derefter kan dissekere i et biologilokale med åben forbindelse til skolens centrale torv.

Balancen mellem traditionelle klasselokaler og dens slags andre muligheder tiltaler skolelederen Morten Biering.

”De åbne rum giver mening for at rykke måden, vi underviser på”, siger han. Men samtidig understreger han behovet for, at man under fintuningen af indretning og inventar skaber flere mindre steder med plads til ro og fordybelse for de udfordrede elever, der med kravene om inklusion i folkeskolen også er en del af tidens og skolens udfordring,

Morten Biering er også bekymret over, at byggeriet ved vedtagelsen af skolereformen var så langt fremme, at end ikke denne byens nyeste skole har kontorer nok til lærernes daglange ophold.

Æstetikken i det høje, centrale atrium har med stort held lånt fra Arne Jacobsens rådhus i Aarhus: spinkle, hvidmalede rækværk på trapper og platforme, stort lysindfald og en udbredt brug af træ. Det hele er justeret til nutidens kommunale budgetter og den hårde daglige brug med søjler i rå beton og en vægbeklædning af uhøvlede lægter.

”Det er en skole, der skal kunne holde til at være en skole”, siger Lars Lindeberg om en æstetik, der kombinerer elegante linjer med det bevidst halvrå: krydsfiner med bestilte knaster og synlige skruehuller i vægbeklædningen.

De overvejende simple materialer har hjulpet til at strække budgettet til at dække både ekstra muligheder, skæve vinkler og nok arkitekttimer til den omfattende detaljering. Men den øvelse kan ikke nødvendigvis gentages på nye skoler, siger Lars Lindeberg.

Han oplever, at mange kommuner lader arkitektfirmaer i skolebyggerier underbyde hinanden i et omfang, så det er svært at levere andet end standardløsninger. Københavns Kommune har hidtil været en af undtagelserne. Men med presset for at sikre nok klasselokaler til Københavns hastigt voksende børnetal frygter arkitekten, at det samme er ved at ske i hovedstaden:

”Man er i øjeblikket meget optaget af, at Københavns slidte skoler ikke har plads til det voksende elevtal. Man prioriterer kapaciteten - at få udvidet hurtigst muligt”.

Det kan gå ud over den sprælske leg med rum og muligheder, der har givet ungerne i Sydhavnen en helt særlig skole.

BOLIGEN BAG GLANSBILLEDERNE

WEEKENDAVISEN 4. SEPTEMBER 2015

To nye bøger leverer hvert sit input til boligejere, der er blevet trætte under jagten på det perfekte. Den ene afdækker magien bag det gode rum – den anden fejrer den arkitektløse arkitektur.

Det er ofte med smukke boliger som med gode måltider på en restaurant: Man kan genkende og købe ingredienserne, men ikke rigtig genskabe oplevelsen derhjemme. Spørg blot de mange, der med inspiration i Bo Bedre tømmer møbelforretninger og bankkonti i jagten på de seneste, sejeste trends – eller pisker farvehandleren til at ramme præcis den indigoblå, der angiveligt vil få endevæggen i soveværelset til at dampe af erotik.

Nogle bliver skuffede, fordi det glittede papirs kridhvide arkitektur ikke rigtigt passer til hverdagen og risikoen for, at en børneflok fræser gennem det hele iført beskidte sko og Nutella-madder.

Andre har måske nok en livsstil, der svarer til den valgte æstetik, men kan ikke alligevel ikke ramme den rigtige stemning.  De lider under, at boligreportager bedrager på samme måde som modellerne på en catwalk: De moderigtige overflader slører betydningen af den underliggende bygningskrop, de smukke møbler fanger øjet, men reportagen fortæller sjældent, hvordan rummets smukke proportioner og lysindfaldet blev skabt og bidrager til oplevelsen.

”Vi mangler simpelthen forudsætningerne og mellemregningerne for at forstå, hvordan det kom til at se sådan ud”, skriver arkitekten Thomas Dickson i sin ny bog, Rum til det gode liv, som han i forordet kalder en anti-livstilsbog. Han uddyber:

”Hvis man står over for at skulle indrette sin nye bolig eller måske bare prøve at gøre noget ved det gamle hjem, har man brug for mere end bare glansbilleder og flot inspiration. Man har brug for nogle metoder”.

Dicksons metode er at minde om, at et hjem er et hjem frem for en montre til udstilling af den gode smag. Han beder derfor læserne nøje overveje, hvad deres egentlige behov er. Først bagefter bliver de lukket ind i arkitektens kringlede hjerne og værksted, hvor den ofte undervurderede betydning af proportioner, lys og farver bliver beskrevet indgående.

Vævet ind i det hele er velvalgte stumper af arkitekturhistorien, der tilsammen fortæller, hvordan vi endte med tidens monotone fejring af det hvide, det stramme og det ofte identitetsløse.

Dickson begynder et andet sted: Med indhold frem for form. Men hans  behovsanalyse giver samtidig plads for, at boligen skal fungere på mindst tre planer: Som en praktisk ramme om livet, som et sted der taler til følelserne – og som et udstillingsvindue for gæsten med kik ind til værtens identitet.

”Hvordan man vægter behovene i de tre kategorier i forhold til hinanden, er noget meget personligt, der udspringer af ens liv og individuelle præferencer. Bor man flere sammen med andre mennesker, er det ikke sikkert, de har det på samme måde, og løsninger må findes, og kompromiser på indgås, så mindre uoverensstemmelser ikke bliver til daglige irritationsmomenter”, skriver Dickson.

Arkitektens ideer til at skabe den fornødne samtale med kæresten, ægtefællen og børnene spænder vidt: Plus- og minuslister fra den eksisterende bolig, gule memo-lapper og udrevne billeder med ønsker og inspiration på opslagstavlen, brainstorming og løse skitser oven på de oprindelige tegninger, der kan hentes på kommunen.

Undervejs i den ind imellem lidt omstændelige og ordrige gennemgang af processen viser Dickson skønne eksempler på boliger, der er anderledes end normen. Billederne er ledsaget af både præcise billedtekster og de plantegninger af boligerne, der mangler i de allerfleste boligreportager.

Det giver tilsammen muligheden for at følge Dicksons vigtigste råd i omgangen med inspiration: Man skal ikke bare glædes over smukke billeder, men analysere og forstå, hvorfor det hele virker. Det lader sig gøre, når man kan holde billederne sammen med plantegningen – eller når Dickson talrige steder viser og kommenterer forskellige løsninger på den samme udfordring.

Anden halvdel af bogen handler om at føre analysen ud i livet. Her begynder Dickson helt fra bunden med vigtigheden af rummets proportioner og giver læseren ord til at diskutere, hvad man gerne vil have:

Skal det være det åbenlyst harmoniske, hvor gulvet, vægge, vinduer, døre, reoler og billedophængning mere eller mindre konsekvent er skåret over det gyldne snit, altså et forhold mellem siderne i firkanterne, hvor den lange side er godt 1,6 gange den korte?

Eller vælger man det bevidst dramatiske i det lange, det brede, det ekstra høje eller det smalle? Bygger man en hule eller en diffus skal af glas? Åben plan eller små rum?

En af de vigtige pointer er her, at man ikke nødvendigvis er låst af de rum, man arver i et eksisterende hus eller lejlighed. Vægge kan rives ned og opføres – og rum kan mere simpelt skabes med alt fra møbler til markeringer med gulvtæpper eller lys.

Men med rummene og deres helt grundlæggende udformning begynder kompleksiteten i processen også at melde sig. For ikke blot ligger mange af valgene i grænselandet mellem æstetik og funktion. De forskellige muligheder vil også have konsekvenser for, om man faktisk får den bolig, som behovsanalysen afslørede.

Et af bogens længste og bedste afsnit handler om netop lys, som Dickson giver den helt centrale (og ofte oversete) rolle i boligindretningen, som det fortjener.

”Lyset er ikke kun noget funktionelt. Det er i meget høj grad også noget, der vækker følelser og stemninger i os”, skriver han og afslører derpå igen med stor grundighed mekanikken bag magien.

Det vigtigste er at forstå, at godt lys også er fravær af lys. Skygger er med til at forme rum og give dem liv. Dickson anbefaler at bruge fire grundlæggende principper fra PHs klassiske lamper, når man planlægger og vurderer lyset i sin bolig: Lys må ikke blænde, det skal ikke være lige kraftigt over alt, det skal skabe skygger (men de bløde af slagsen), og det skal gengive farverne korrekt.

Det sidste er blevet en jungle med overgangen fra glødepærer til halogen og LED – og Dicksons guide til at undgå fejlinvesteringer i de hundedyre pærer kan i sig selv spare mere, end bogen koster.

Dagslys får samme grundige behandling, før Dickson kaster sig over farver under overskriften ”der findes andre farver end hvid”. Han forstår udmærket argumenterne for, at de fleste forsøg på at introducere farver i danske boliger sjældent bliver til ”mere end et kortvarigt skvulp i det hvide hav”: Hvid giver lys i det mørke klima, ro i sindet og få diskussioner, når boligen skal overdrages til en anden ejer eller lejer.

Men hvis lysten til at undgå farver på væggene bunder i manglende viden og mod, er der hjælp at hente. En del af assistancen i bogen er en noget nørdet gennemgang af det såkaldte NCS-farvesystem, men man forstår igen meningen i galskaben og nødvendigheden af kompleksiteten, når Dickson bevæger sig over i de praktiske eksempler og blandt andet illustrerer, hvordan nære farver – de varme, rødlige – og fjerne, blålige farver på ende- og langvægge kan være med til visuelt at ændre proportionerne på et rum.

Sådan sluttes en af de mange cirkler i bogen med dens grundlæggende pointe om, at alle valg i en bolig påvirker hinanden. Det lyder og er komplekst. Men med Ciksons hjælp bliver man både bragt ud på dybt vand og derpå tørskoet i land, hvad enten man vil bygge og indrette selv eller bare blive bedre til at stille krav til en arkitekt.

Hvisikke man har tålmodigheden til den systematiske metode, kan man glæde sig over bogens eksempler på, at sjove og hyggelige hjem også kan opstå ved at blæse på al stringens og fastsatte normer. Den slags hjemmegjort arkitektur er temaet i en anden af de seneste måneders nye bøger, Uden arkitekter, af journalist og forfatter Peter Olesen.

Han har i sin lange karriere som arkitekturskribent samlet en stribe eksempler på huse, som folk har bygget til sig selv, enten helt uden ekspertise eller med en arkitekt til blot at lave de nødvendige streger til kommunens godkendelse.

De bedste af bogens billeder beviser, at der kan opstå vidunderlige rum og ikke mindst forrygende detaljer, når mennesker uden åget af arkitektskolernes tradition og hensynet til håndværkeres timelønninger lader fantasien skabe hjem.

Set med det lange lys er både Bornholms rundkirker og den klassiske murermestervilla eksempler på, at ikke-arkitekter gennem historien har været gode til både at bryde normerne og lægge sig i kølvandet på tidens stil. Mere nutidigt er det særlig i kolonihaver og sommerhuse, men også i kunstnerboliger, trætoppe og husbåde, at den vilde og utæmmede arkitektur slår sig løs.

Læst i kølvandet på Thomas Dicksons bog om rummene til det gode liv er det helt indlysende, at boligerne i Uden arkitekter er meget håndgribelige forlængelser af ejernes behov, der ofte blæser på den gode smag. Som sådan har Peter Olesen begået et meget forfriskende supplement til sine mange bøger med hyldest til det traditionelle.

Desværre er helhedsindtrykket af Uden arkitekter dog også en bekræftelse af Dicksons tese om, at alt for mange bøger om design og arkitektur lader læserne i stikken, når det kommer til at diskutere baggrunden for glansbillederne.

Olesen lægger med titlen op til en indføring i, hvad det vil sige at skabe uden arkitekter. Men vi ser kun resultaterne. De korte beskrivelser og brudstykker af samtaler med skaberne afslører kun lidt om processen bag.

Meget få af skaberne er blevet spurgt om, hvordan man finder ideer og materialer – eller kommer fra den gode idé til brugbare tegninger. Kun enkelte  af billedteksterne gør os klogere på detaljerne, og her er ingen plantegninger, der hjælper til at forstå indretningen. I stedet har den ofte småsnakkende tekst fået plads til detaljer som navne på ejernes husdyr og malkekoens mælkeydelse i en besøgt økolandsby.

Afsnittet om kolonihaver er en positiv undtagelse med både smukke detaljer, skæve former og en fornemmelse af den krøllede proces, der har skabt det. Til gengæld er Danmarks suverænt største scene for den arkitektløse arkitektur, sommerhusene, fuldstændigt stedmoderligt behandlet med en stribe ligegyldige eksteriørfotos fra afstand og en tekst, der kun i meget generelle vendinger diskuterer arkitektur.

Har man som spirende selvbygger råd til 2 x 300 kroners inspiration er de to bøger en fin pakkeløsning. Rækker budgettet kun til det halve, er der udpræget flest kalorier at hente hos Dickson.

CIRKLEN OG DET VOLDSOMME KYS

WEEKENDAVISEN 28. AUGUST 2015

København har fået to nye broer, der deler en ambition om at være andet og mere end faste forbindelser. Det har fået vidt forskellige konsekvenser

Da mennesket første gang gik tørskoet over vand, var konceptet ganske enkelt: En bro var en stribe forlænget land, akkurat bred nok til at håndtere den forventede trafik, holdt oppe af præcis nok konstruktion til at forhindre, at den knækkede på midten. Broen var vejens anonyme hjælper.

Spol nogle årtusinder frem og cykl en tur rundt om Københavns havn for at opleve den anden yderlighed i den senere evolution:

Først blev brobyggeri en paradedisciplin for dristige ingeniører og kreative arkitekter. Betalt af bygherrer med ambitioner om det monumentale gjorde designerne stadigt mere ud af at pakke broens simple funktion ind i spektakulære former.

Siden udvidedes også funktionen: Moderne broer er ikke tilfredse med blot at forbinde. De vil også skabe opholdsrum og oplevelser.

Det gælder både den netop åbnede Cirkelbro på Christianshavn og Inderhavnsbroen, der i løbet af efteråret vil føre fra Nyhavn til blandt andet Holmen, Operahuset og Amager.

Med store donationer fra to private fonde – henholdsvis Nordeas og A.P. Møllers – var det fra starten indlysende, at vi ikke var i afdelingen for simple, praktiske gaver.

Oveni fondenes ønsker om at skabe vartegn voksede ambitionen om nye opholdsrum og oplevelser undervejs i begge projekter. Broerne blev en del af en større historie om at skaffe borgerne den havnefront tilbage, som byen for få årtier siden solgte til kontorer og eksklusive boliger.

Dermed er de nye broer i familie med havnebadene og Bølgen, den havnepromenade på pæle, som kommunen klistrede uden på de lukkede kontorfacader på Kalvebod Brygge.

Når en bro ikke bare vil være en bro, vokser ikke kun størrelsen, men også kravene til æstetikken og respekten for omgivelserne. Det er de to nye broer ikke sluppet lige heldigt fra.

Nordea-fonden allierede sig ved enden af Christianshavns Kanal med kunstneren Olafur Eliasson. De fem runde skiver i hans Cirkelbro skaber tilsammen en overgang, som ifølge Eliasson er inspireret af minderne om barndommens havn på Island:

”Fiskekutterne var ofte fortøjet lige ved siden af hinanden, og nogle gange virkede det som om, man kunne gå tværs over havnen ved at gå fra båd til båd”.

Det var ikke en hurtig passage, og det er netop pointen:

”I stedet for at lave en streg var jeg optaget af, hvordan man kunne lave et rum, en pause”, forklarer Eliasson.

Cyklister må zigzagge sig frem med nedsat fart, fodgængere lokkes ud til de runde kanter og lange kik ned ad kanalen og langs kajerne, som er gjort mulige ved at lade den største, midterste cirkel stikke et stykke ud i havneløbet.

Ovenover alting rejser sig fem høje master, inspireret af fortidens skibsfart, hvis kabler synes at bære cirklerne. Men det er ren illusion. Masternes eneste praktiske funktion er at huse de lamper, der om natten giver broen sin helt egen atmosfære.

Sådan er hele projektet til 80 millioner kroner gennemsyret af en ekstravagance, der kun kan forsvares af den tredobbelte funktion som kunstværk, bro og byrum.

Eliasson slipper af sted med stiløvelsens potentielt tunge symbolik, fordi han har lettet det hele med en aldeles ovebevisende sans for detaljen og respekt for konteksten.

De varme farver afspejler Christianshavn røde og gule, de organiske former er et velkomment modspil til Den Sorte Diamants knivskarpe og kulsorte facade på den anden side af havneløbet.

Under broen blev den oprindeligt planlagte glideskinne til at bære konstruktionen under åbning og lukning erstattet af opdriftstanke langt under vandoverfladen. Derfor oplever kajakroere og havnerundfarternes gæster broen som fem store paddehatte, hvis eneste kontakt med vandoverfladen er de elegant tilspidsede stokke.

Tilsammen er det en magi skabt af et frugtbart møde mellem storkapital, kunst ogingeniører – godt hjulpet af håndværkere med evner og mod til at tænke ud af boksen, som Eliasson roste før åbningen.

Innovation er også et nøgleord bag Inderhavnsbroen mellem Nyhavn og Christianshavn. Her blev dommerne i en international arkitektkonkurrence forelsket i en skydebro, hvis midtersektioner under åbninger trækkes fra hinanden for bagefter at genforenes i et kys på midten.

Hvor Cirkelbroen har gemt sin mekanik under vandet, er funktionen på Inderhavnsbroen en del af attraktionen: Publikum vil helt ude på broen kunne se midtersektionen skyde frem og tilbage, båret af meget synlige hjul, der i højtråbende røde og blå farver fejrer industrialisering og havnens rå charme.

Broen er designet af det polsk/britiske Studio Bednarski og ingeniører, hvis ideer på forhånd var uprøvede. Det har bidraget til en fortumlet byggeproces, hvor mekanisk sjusk og hovedentreprenøren Pihl og Søns konkurs har skabt store forsinkelser.

Undervejs har Københavns Kommune måttet betale 71 millioner kroner mere end først planlagt for at få en brugbar bro ud af sammenskudsgildet med A.P. Møllerfonden, der har lagt  33 millioner ekstra til prisstigningen fra 202 til 306 millioner.

Da det første kys i sidste uge endelig blev gennemført, dristede kommunen sig til at håbe på indvielse i oktober. Der vil københavnerne ifølge stadsarkitekt Tina Saaby opleve en ”konstruktiv æstetik” med den synlige lukkeløsning.

”Det bliver noget, man kommer hen for at se, fordi den kan noget, som andre broer ikke kan”, siger hun om det lange kys.

Den oplevelse kan oplagt først anmeldes, når broen står færdig. Men det er allerede nu umådeligt synligt, at fascinationen af mekanikken og broen som en teknisk oplevelse har haft alvorlige konsekvenser for bybilledet.

Konkurrenceoplægget bad om en slank, syv meter bred forbindelse til gående og cyklister. Den valgte bro er mere end dobbelt så bred, fordi midtersektionen i begge ender skal skydes ind i en spalte mellem gang- og cykelstierne her.

Bredden og broens kraftige understel blokerer voldsomt for udsigten over den havn, som broen er skabt for at fejre. Det lange kik ind i Nyhavn fra Christianshavn er fra de fleste vinkler forsvundet, og de relativt klejne bygninger på kajen skåret midt over.

Ønsket om at bruge broen til andet og mere end transit har bidraget til problemet. For at modstå presset fra store menneskemængder er rækværket konstrueret af stålprofiler så bredde, at de set fra en skrå vinkel på kajerne ofte vil læses som en ubrudt flade frem for et luftigt værn. Derved føjes der visuelt en meter til tykkelsen af det i forvejen bastante brodæk.

Samlet set minder forskellen på Cirkelbroens elegance og Inderhavnsbroens mere højtråbende udtryk om forholdet mellem det underspillede Skuespilhus og Operaen, der ligesom Inderhavnsbroen er en af A.P. Møllerfondens meget påtrængende gaver til København.

Stadsarkitekt Tina Saaby ærgrer sig over, at man har valgt en svungen linjeføring på Inderhavnsbroen, der forstærker den visuelle blokering af Nyhavn. Om selve broen er hendes dom mindre markant:

Hun er overbevist om, at begge de nye broer vil blive elsket for at binde byen tættere sammen – og på sigt formentlig også af christianshavnerne, når de øjeblikkelige  trafikale problemer med den større cykeltrafik er endelig løst.

Inderhavnsbroen som objekt er stadsarkitekten mere spændt på:

”Det er et stort rum, og derfor må den godt råbe lidt højere,” siger Saaby. ”Men det er en bro, man kommer til enten at hade eller elske. Fordi den har et særligt udtryk, kommer folk til at tage stilling. Den kommer til at skille vandene”.

ARKITEKTUR FRA ET ANDET AFRIKA

WEEKENDAVISEN 3. JULI 2015

Det tredje og sidste bidrag til Louisianas serie af udstillinger om arkitektur handler om Afrikas sprudlende kulturmøder og udfordring af vanetækningen

Man skal ikke mange meter ind i Louisianas seneste satsning i serien Arkitektur, Kultur og Identitet, før en gruppe svimlende velklædte unge mænd med magnetisk charme effektivt forsinker al videre udforskning af udstillingen Afrika.

I knivskarpe og ofte pangfarvede jakkesæt, glimtende manchetknapper og sylespidse sko springer de congolesiske herrer ud af videoen Sunday in Brazzaville. Med voldsomt smittende humør fortæller de om fænomenet La Sape – en jagt på identitet, livsglæde og den perfekte pressefold i en af Afrikas mest trøsteløse storbyer.

Valget af netop denne video som introduktion til temaet Sameksistens er et af de mange begavede og overrumplende påfund i en udstilling, der ifølge kuratorerne Kjeld Kjeldsen og Mathias Ussing Seeberg har som sin højeste ambition at vise os helt nye sider af Afrika.

Det gør de velklædte sapeurs afgjort. Men de deler også en langt vigtigere pointe med meget af udstillingens bedste arkitektur:  Fascinationen af mødet mellem det kendte – her det arketypiske koloniale jakkesæt, andre steder arkitekturens europæiske modernisme – og et afrikansk twist, der både forener med dets genkendelighed og pirrer nysgerrigheden.

Det handler om at ”tage noget fremmed og lade det blive en del af ens verden”, som udstillingens katalog beskriver den schweiziske billedkunster Not Vital og hans serie af skulpturelle bygninger på randen af Sahara – opført i selskab med en gruppe først hovedrystende, senere begejstrede tuareger.

Arkitekter med hang til professionens mere nørdede teoretikere kalder denne lokale udvikling af globale temaer for kritisk regionalisme – oprindelig forstået som lokal, kritisk udfordring af de påstået universelle løsninger, der prægede tidlig modernisme og senere den internationale stil.

I Norden kender vi kritisk regionalisme som opblødningen af modernismens stål, glas og beton med lokale materialer og traditioner - træ, tegl og organiske former. Oprindelig introduceret af arkitekter som Jørn Utzon og Alvar Aalto , senere forfinet af generationer af efterfølgere til det New Nordic, der i 2012 var temaet for den første af Louisianas tre fokuseringer på ny arkitektur.

Siden fulgte Det Arabiske Nu i 2014. Denne gang er vi så rykket syd for Sahara til et kontinent, hvor kritisk regionalisme har skabt mange fine eksempler på møder mellem funktionalismens strenge linjer og Afrikas livsglæde, simple materialer og behovet for at tilpasse sig lokal kultur og ofte skyhøje temperaturer.

Men før kontinentet nåede så vidt – og før vi på udstillingen møder de spændende resultater – måtte Afrika gennem perioder med bombardementer af andre internationale påvirkninger. Det skabte kulisserne for de ofte monstrøse storbyer, som er temaet for udstillingens største rum, skabt af den sydafrikanske arkitekt Heinrich Wolff.

I præsentationen af Dakar, Lagos, Nairobi, Kinshasa, Maputo og Johannesburg har Wolff og Louisiana med stort mod skrællet de potentielt meget komplekse fortællinger om storbyerne ned til en serie karakteristiske temaer.

I Senegals hovedstad Dakar er det den sprudlende kulturscene. I Nigerias største by Lagos – der i fuld fart er på vej til at blive en af klodens største metropoler – følger vi de lokale NLÉ Architects’ forsøg på at tilbyde flydende skoler og andre forbedringer i en lagune, hvor 100.000 mennesker på randen af byens vokseværk har skabt sig en tilværelse på pæle.

Lagos’ ofte skræmmende brutalitet er symboliseret af den sydafrikanske fotograf Pieter Hugos billede af en de såkaldte hyænemænd, der er foreviget med sit rovdyr i snor i det golde ingenmandsland under en af de mange motorvejsbroer. Byens mere livsbekræftende kreativitet finder vi i Nollywood, der som Indiens Bollywood er en hastigt voksende lokal filmscene.

I Maputo vises blandt andet et ofte overset fænomen i Afrikas arkitektur: Både i kolonitidens sidste årtier og i de første år efter uafhængigheden boltrede europæiske og lokale arkitekter sig i art deco og modernisme. Nogle steder førte det til mere rendyrkede former, end designerne kunne få lov til i det mere konservative Europa. Andre steder – som hos den mozambiquiske mester Pancho Guedes – opstod nye former i farvemættede møder med afrikansk kunst.

I afsnittet om den sydafrikanske storby Johannesburg er fokus på senere årtiers udfordringer med at huse metropolernes hastigt voksende befolkninger.

Skræmmebilledet er Ponte City, et cirkulært højhus, der under det tidligere racistiske apartheidstyre blev opført til sofistikerede hvide med saunaer i penthouse-lejlighederne. Senere forvandledes kæmpebygningen til et epicenter for den kriminalitet, prostitution og narkohandel, der i det unge demokratiske Sydafrikas første år åd Johannesburgs centrum indefra.

Igen er der en mere opbyggelig modpol i arkitektgruppen 26’10s boligprojekt Lufhereng – et af de mere begavede forsøg på at opføre ordentlige boliger til masserne for de ganske små statssubsidier, som Sydafrikas regering siden Nelson Mandelas magtovertagelse har brugt i kampen mod skurbyerne.

Lufhereng forsøgte sig med variationer over et standardtema og med en bedre udnyttelse af de halvoffentlige rum mellem småhusene. I anledning af Louisianas udstilling er arkitekterne vendt tilbage for at dokumentere, hvordan beboerne siden har ændret og tilføjet til de oprindelige 40 kvadratmeter, så husene konstant tilpasses deres mangeartede behov for at huse alt fra vildtvoksende familier til smugkroer og vuggestuer.

En lignende fejring af folkets egen arkitektur finder man i Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congos kaotiske hovedstad, der stadig lider under den tidligere diktator Mobutu Sese Sekos systematiske udplyndring af sit land.

Genopbygningen har givet plads til glade entreprenører som Docteur, det lokale kælenavn for en læge med speciale i ”luft- og rumfartsmedicin”.

Efter at have opført de fire nederste etager af et vildtvoksende tårn med klinik, lejligheder og dusinvis af badeværelser (de fleste uden vand) fyrede han sine arkitekter og fortsatte selv projektets rablende himmelflugt, tilsyneladende med stærkt begrænset brug af waterpas og lodsnor.

I dag er Docteur blevet ”tårnets gidsel og visionære martyr”, som filmmageren Filip De Boeck skriver i kataloget om sin voldsomt underholdende video med lægens egen rundvisning i vanviddet.

Vel ude af storbyens favn skifter udstillingen gear. I nabosalen finder man et af de få af de etnografiske indslag, der traditionelt dominerer udstillinger om Afrika. På Louisiana er etnografien – befriende – begrænset til at forklare vigtigheden af fænomener som skabelsen af rum (under træer, mellem hegn) og møder (på markeder og pladser), der har en direkte betydning for arkitekturen.

Disse temaer bærer også en installation af Burkina Fasos førende arkitekt Diébédo Francis Kéré, der i kulturmødets ånd har brugt nordisk piletræ til en stilistisk gengivelse af sin landsbys mødested under træerne.

Her kan man med hjælp fra videoskærme sidde og reflektere over resten af udstillingen, før turen går videre til temaet Genopbygning, illustreret ved opførelsen af skoler, børnehaver og andre offentlige bygninger som led i forsoningen af Rwanda efter folkedrabet i 1994.

Denne genopbygning er en dybt kompliceret historie. I sin udtrykte insisteren på at præsentere en positiv modpol til Afrikas mange problemer nedspiller Louisiana markant Rwandas autokratiske rammer og den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende, der i alarmerende tal kommer ud for dødelige ulykker.

Men den skønhedsplet er tilgivet, fordi modet til at portrættere kontinentet gennem velvalgte og frem for alt voldsomt visuelle punktnedslag de fleste andre steder fungerer så overbevisende.

Undervejs kan gæsterne selv sammenstykke en afrikansk arkitekturhistorie, der ikke uventet har stærke paralleller i det generelle samspil mellem Afrika og dets tidligere koloniherrer, herunder skiftende tiders flagrende bistandspolitik.

Efter kolonitidens udbredte forsøg på at lave europæiske storbyer på Afrikas kyster bød de tidlige år efter selvstændigheden på store, offentlige infrastrukturprojekter, ofte fra østblokkens megalomane tegnestuer, hvorfra specielt parlamentsbygninger som europæiske ufoer landede på kontinentet.

Siden flyttede bistanden og den offentlige arkitektur fokus til individets sundhed (klinikker og hospitaler) og uddannelse (skoler) med en større involvering af Afrikas egne arkitekter og traditioner.

Denne udvikling er specielt de seneste årtier taget fart, ofte i form af før omtalte kritiske regionalisme. Denne udvikling brænder særligt igennem i udstillingens næstsidste tema, Nye fællesskaber, om socialt forankrede projekter: Medborgerhuse, skoler, børnehjem, markedspladser.

Fælles for mange af dem er, at arkitekterne klart har forstået styrken i europæisk modernismes logiske organisering af funktioner og klare strukturer, men også formår at tilpasse materialer og byggestil til de lokalt forhåndenværende traditioner og muligheder.

Helt centralt er mange af projekterne opført i tæt samarbejde med brugerne, der både definerer behovene, medvirker ved opførelsen og siden er i stand til selv at vedligeholde byggeriet.

Men historien stopper ikke der. For ligesom Kina generelt kurtiserer afrikanske regeringer i jagten på råstoffer og geopolitisk dominans, har folkets arkitektur fået voldsom konkurrence af en ny bølge af elitære projekter, denne gang Made in China.

I udstillingens katalog forklarer en rwandisk arkitekt udviklingen:  ”Alle bygninger, der er mere end fem etager høje, er tegnet af en kinesiske tegnestue, finansieret af en kinesisk bank og bygget af en kinesisk entreprenør, der har brugt kinesisk beton, kinesiske stikkontakter, vinduesrammer og ildslukkere og udsmykket dem med kinesiske tæpper og gardiner. Og det hele er samlet af kinesiske bygningsarbejdere.”

Sådan spejler Afrikas arkitektur på godt og ondt kontinentets generelle udvikling. Det samme gør Louisiana så overbevisende.

I DET RÅ OG DET RAFFINEREDE BYRUM

WEEKENDAVISEN 10. JULI 2015

Med vidt forskellige ambitioner og metoder har arkitekter opført to midlertidige bidrag til sommerens København

Hvad sker der, hvis man bevæbner arkitekter med simple materialer som krydsfiner og lægter og beder dem skabe midlertidige oplevelser på de hastigt skrumpende friarealer i vores byrum?

Det har hovedstaden netop fået to markant forskellige bud på. Det ene – i skyggerne under motorvejsbroen Bispeengsbuen – forsøger i samarbejde med kvarterets beboere at skabe liv på en af storbyens grimmeste pletter.

Det andet – i Kongens Have – er en stram arkitektdrevet stiløvelse, styret af designernes analyse af de velfriserede omgivelser og præmieret af deres ligesindede i en intern proces.

Hvad fungerer bedst? Det finder vi ifølge projekternes bagmænd og –kvinder først ud af senere. For trods deres vidt forskellige metode vil de alle bedømmes på, hvordan brugerne indtager og bruger deres værker.

Området under Bispeengsbuen blev til overs, da byplanlæggere i 1970erne agerede som privatbilismens hærførere. Med betonkanoner skød de en firesporet genvej ud af Københavns nordvestlige hjørne og efterlod et byrum uberørt af sollys under motorvejsbroen.

Naboerne stirrede irriteret på bilstrømmen til velhaverområderne mod nord og talte om området under buen som en scene for bilafbrændinger, voldtægter og narkohandel. Som alternativ forsøgte græsrødder i foreninger som Liv under Buen og Bas under Buen at udnytte de overdækkede brosten til koncerter og ugentlige loppemarkeder.

Fra i år har Frederiksberg Kommune så i en såkaldt områdefornyelse afsat penge til en mere formel udnyttelse af det store areal mellem betonsøjlerne – et udendørs kulturhus.

Det er ikke en nem øvelse. Verden er fyldt med eksempler på indfløjen byrumsarkitektur, som trods høj æstetik virker som nødlandede ufoer med et sprog, der ikke forstås af deres planlagte brugere.

I konkurrence med to andre indbudte firmaer valgte kommunen  derfor arkitekten Ellen T. O’ Gara og hendes firma Platant til at styre processen.

Hendes oplæg var nærmest blottet for design, men fyldt med ideer om inddragelse af beboere, indhold og aktiviteter. Selve den arkitektoniske form var kun løst skitseret og er først undervejs vokset op af brostenene i krydsfiner og gule containere.

Fra starten valgte arkitekten at sprede budgettet på i alt to millioner kroner over tre år for undervejs at studere brugen og ombygge projektet, så det kan huse skiftende temaer. I det første år er temaet ”Scenen”, til næste år ”Køkken”. Måske. Det afgør brugerne. Sammen med kommunen og arkitekten.

”Det handler om at engagere folk i byen frem for at etablere byrum. Arkitekter er blevet gode til borgerinddragelse, Men den stopper ofte, når projektet er bygget”, siger Ellen T. O’ Gara.

Når man beder hende fortælle om sine år på Kunstakademiets Arkitektskole, flyver hun direkte til feltstudierne i Lissabon, Porto, Sarajevo og Malta. ”Der lærte jeg en måde til at engagere folk i en snak om lokalmiljø, hvilket jeg anser for arkitektur”.

Under Bispeengsbuen tog hun blandt andre fat i lokale foreninger som Liv under Buen og Pigeklubben Lunden, som har designet gulvet på det udendørs kulturhus’ scene. Syriske flygtninge har hjulpet med byggeriet. Og billedkunstneren Jan Friis kom forbi og fik en idé om at lade lokale skoleelever udsmykke de enorme runde søjler under motorvejsbroen.

Nu håber forkvinden for Liv under Buen, Henny Jensen, at en lignende dominoeffekt vælter dørene helt inde på Københavns Rådhus. Her ligger nøglen til opfyldelse af foreningens 19 somre gamle drøm: At få lukket den vej, der adskiller området under buen fra Lundtoftegade, så børnene kan lege trygt over det hele. Det nye projekt er et skridt på vejen: ”Så længe det er noget, de unge kan bruge, er det rigtigt fint”, siger Henny Jensen.

Selve byggeriet breder sig rundt om en skulpturel trappe med tre forsider og ingen af de bagsider, der er uønskede i storbyens dunkle hjørner. Trinene bruges som mødesteder eller tilskuerpladser – på den ene side med udsigt til en scene, på den anden side til en hockeybane, hvis hjørner blev runde i samarbejde med en lokal floorball-klub.

Hockeykøllerne ligger sammen med lydudstyr til koncerter og lærredet til en natbiograf i containerne, hvis nøgler kan lånes hos kommunen.

Fra toppen af trappetårnet kan man i to retninger tage turen ned ad skateboardramper, hvis stejlhed afspejler (og kræver) det samme mod, som præger resten af projektet.

Ramperne ender i det kontante byggeris eneste eksempel på de konceptuelle greb, der blandt mange arkitekter hyldes for deres sammensmeltning af symbolik, form og funktion: Et asfaltbånd, der diagonalt slynger sig over brostenene som en passage fra Frederiksbergs Nordre Fasanvej til et hul i hækken mod Københavns Lundtoftegade.

Den slags koncepttænkning er der til gengæld i kilometermål på den midlertidige sommerpavillon i Kongens Have, tegnet af arkitekterne Mikkel Kjærgård Christiansen og Jesper Kort Andersen som vinderprojektet blandt 56 deltagere i en konkurrence udskrevet af Arkitektforeningen.

Under Bispeengsbuen var udfordringen at skabe nyt liv i et råt og tomt ingenmandsland. I Kongens Have er pavillonen en tilføjelse til en park, der er så stramt anlagt, at Christiansen og Andersen begyndte med en detaljeret analyse af havearkitekturens linjer, havens kulturhistorie og gæsternes mangeartede brug. Derpå reflekterede de det hele i nøje overvejede streger.

Helt overordnet skulle pavillonen være et sted, der kan bruges både til en pause for folk på vej hjem fra arbejde, af kærestepar på en sommeraften og til mindre familiefester.

”Det skulle virke for en, for to og for mange – og gerne på samme tid. Hvor man ved en bænk må vente, hvis der i forvejen sidder nogen, ville vi lave et sted, der aldrig bliver optaget – som ikke kan indtages af én person eller én gruppe,” forklarer Jesper Kort Andersen.

Den runde pavillon har derfor både et ydre og et indre rum, adskilt af delvist transparente tremmevægge. Både inde og ude løber langs væggene en kant, et dæk, der bølger let op og ned og skaber et næsten uendeligt antal siddepladser i forskellig højde. På ydersiden er pavillonen et stort møbel til betragtning af havens liv – på indersiden et mere intimt rum med udsigt til himmelen.

Men dækket er meget mere end siddepladser, forklarer arkitekterne: Det er også et trin mellem park og pavillon og en hilsen til de lange gange i den gamle have - ”en bænk, et trin og en promenade føjet sammen til ét objekt”.

Taget er skåret i samme højde som havens alléer, hvis træer og mellemrum med udsyn til verden er genspejlet i tremmevæggens lodrette stolper og sprækker. Men den tætte dialog med havens linjer har ikke været suppleret med samtaler med dens brugere.

”Vi har valgt at observere og registrere og flette livet med den kulturhistoriske ramme – og skabe et projekt, der både beriger livet og haven”, siger Jesper Kort Andersen. ”Vi ville gerne vise, hvad vi som arkitekter kan tilbyde”.

I samarbejde med elever og lærer fra Københavns Teknisk Skole – der ligeledes har opført meget af projektet under Bispeengsbuen – har de to arkitekter også villet demonstrere, hvad man kan få ud af simple materialer. Det meste af pavillonen er bygget af almindelige skillerumslægter, nogle steder skåret i kiler for at skabe dækket i cirklen, andre steder flækket som tagbeklædning.

På afstand virker det overbevisende. Tættere på skæmmes den angivelige demonstration af arkitektfagets faglighed af en række meget synlige sømbeslag – byggeriets svar på fastfood, der her end ikke har fået fjernet trælasthandlens stregkoder.

Beslagene irriterer også arkitekterne, der havde tegnet en bedre løsning, men måtte leve med både kompromiserne - og med de knaster i lægterne i den tynde kant, der allerede kort efter åbningen fik de første af dem til at knække.

I virkeligheden er brugernes slitage vel det ultimative adelsmærke og bevis på nytteværdien for et midlertidigt projekt. Men på en forfinet PR-indsats for Arkitektforeningen i Kongens toptrimmede Have forekommer nedbruddene mere fremmede end de utvivlsomt langt alvorligere skrammer, som skaterne på en lang sommer kan tilføje projektet under Bispeengsbuen.

Måske fordi sidstnævnte altid har været defineret mere som indhold end objekt – måske fordi det altid har været mere taknemmeligt, indlysende og umiddelbart nødvendigt at forbedre det rå end det i forvejen raffinerede.