WEEKENDAVISEN 11. SEPTEMBER 2015
I Københavns sydhavn har børn og lærere fået en skole, hvor legende arkitekter længe før skolereformen designede en bygning, der synes skræddersyet til kravene om mere bevægelse og nye måder at undervise på.
Facaden på Københavns nyeste skole i Sydhavnen er et drilsk fikserbillede, hvor man først kun ser lodrette aluminiumsprofiler. Derpå aner man i sprækkerne mellem dem ord og små sætninger, angiveligt fra H.C. Andersens eventyr, malet i havnens blågrønne farver af kunstneren Peter Holst Henckel.
De hele ord er kun rigtigt synlige på afstand og aldeles uegnede til nogen dybere indføring i eventyrkongens tankegods. Smagsdommere vil derfor utvivlsomt kalde ideen for alt fra arkitektonisk lir til en begavet udnyttelse af skolebyggeriers obligatoriske budgetlinje til udsmykning. Men som metafor og forspil for oplevelsen af hele skolen er fikserbilledet med den gradvise opdagelse af de forskellige lag lige i øjet.
”Jeg synes, det er vigtigt, at man over tid sanser og oplever bygningen”, siger skolens chefdesigner Lars Lindeberg.
Derfor har han og kollegerne fra JJW Arkitekter lavet et stringent hurlumhejhus, hvor man bliver sendt på en opdagelsesrejse i legende stabler af trapper, etager og rum i mangfoldige størrelser og højder. Som belønning får man hele tiden nye og ofte overrumplende kig til både resten af bygningen og den omgivende kanalby i Sydhavnen.
Sådan deler huset mange af visionerne i den skolereform, som styrer livet bag den drillende facade. Udendørs lokker en bred, skulpturel trappe fra havnen til taget på femte sal – med legepladser på terrasserne undervejs - til motion og leg, som ifølge reformens forfattere skal gøre kroppen sundere og eleverne mere motiveret for lærdom.
Indendørs er der store åbne torve og små intime kroge til gruppearbejde og andre typer undervisning end den, der foregår foran en tavle. I stueetagen ophæver store glaspartier og svingdøre grænserne mellem skolen og samfundet udenfor.
Ideen er en kombineret skole og medborgerhus. Ambitionerne rækker fra at åbne kantinen som café for forbipasserende til at lukke lokale bådelaug ind gennem de store porte til sløjdlokalet, kaldet Værftet.
Ikke fordi, det står i skolereformen, der blev vedtaget længe efter byggeriet var sat i gang, men fordi arkitekterne syntes, at det kulturelt noget underforsynede nybyggerland i Sydhavnens tidligere industrikvarter tiggede om det.
”Det er et potentiale, vi giver dem”, siger Lars Lindeberg. ”Vi prøver at lægge til, så man får en rigere skole”.
Foreløbig har Lindeberg haft held til at få børnene til at styrte rundt i det stramt designede udendørslandskab med den livlighed, som man ellers mest oplever på 3D-illustrationer i arkitektkonkurrencer. Indendørs støder vi på så mange unger i hver en hyggekrog, at man kunne mistænke rundvisningen for at være arrangeret af en nordkoreansk propagandakonsulent. Men glæden er reel. Arkitekterne synes at have ramt plet i den svære disciplin det er at at designe hygge i offentlige rum.
Der er blevet råd til de mange ekstra rum og tilbud ved at skære en anelse i størrelsen på klasselokalerne og sikre en bedre udnyttelse af dem ved ikke at have faste lokaler til klasserne på de ældre trin. På den måde bliver spildplads i skemaet til ekstra fysisk plads.
De vundne kvadratmeter er blandt meget andet brugt til at sikre opholdsarealer af mange forskellige størrelser – i de yngre klasser til møde andre på samme alder i overskuelige enheder, i de ældre klasser på tværs af årgangene i et stort fælles trappelandskab, der kan bruges til både samlinger og frikvarterer.
Skolen i Sydhavnen er en såkaldt profilskole med fokus på det maritime og naturfaglige. Når byggeriet er helt færdigt, vil den lange udendørs trappe derfor ende i en lille havn, hvorfra eleverne kan sejle ud i verden i kajakker. I et hyttefad skal de kunne fange fisk, som de derefter kan dissekere i et biologilokale med åben forbindelse til skolens centrale torv.
Balancen mellem traditionelle klasselokaler og dens slags andre muligheder tiltaler skolelederen Morten Biering.
”De åbne rum giver mening for at rykke måden, vi underviser på”, siger han. Men samtidig understreger han behovet for, at man under fintuningen af indretning og inventar skaber flere mindre steder med plads til ro og fordybelse for de udfordrede elever, der med kravene om inklusion i folkeskolen også er en del af tidens og skolens udfordring,
Morten Biering er også bekymret over, at byggeriet ved vedtagelsen af skolereformen var så langt fremme, at end ikke denne byens nyeste skole har kontorer nok til lærernes daglange ophold.
Æstetikken i det høje, centrale atrium har med stort held lånt fra Arne Jacobsens rådhus i Aarhus: spinkle, hvidmalede rækværk på trapper og platforme, stort lysindfald og en udbredt brug af træ. Det hele er justeret til nutidens kommunale budgetter og den hårde daglige brug med søjler i rå beton og en vægbeklædning af uhøvlede lægter.
”Det er en skole, der skal kunne holde til at være en skole”, siger Lars Lindeberg om en æstetik, der kombinerer elegante linjer med det bevidst halvrå: krydsfiner med bestilte knaster og synlige skruehuller i vægbeklædningen.
De overvejende simple materialer har hjulpet til at strække budgettet til at dække både ekstra muligheder, skæve vinkler og nok arkitekttimer til den omfattende detaljering. Men den øvelse kan ikke nødvendigvis gentages på nye skoler, siger Lars Lindeberg.
Han oplever, at mange kommuner lader arkitektfirmaer i skolebyggerier underbyde hinanden i et omfang, så det er svært at levere andet end standardløsninger. Københavns Kommune har hidtil været en af undtagelserne. Men med presset for at sikre nok klasselokaler til Københavns hastigt voksende børnetal frygter arkitekten, at det samme er ved at ske i hovedstaden:
”Man er i øjeblikket meget optaget af, at Københavns slidte skoler ikke har plads til det voksende elevtal. Man prioriterer kapaciteten - at få udvidet hurtigst muligt”.
Det kan gå ud over den sprælske leg med rum og muligheder, der har givet ungerne i Sydhavnen en helt særlig skole.