WEEKENDAVISEN 4. SEPTEMBER 2015
To nye bøger leverer hvert sit input til boligejere, der er blevet trætte under jagten på det perfekte. Den ene afdækker magien bag det gode rum – den anden fejrer den arkitektløse arkitektur.
Det er ofte med smukke boliger som med gode måltider på en restaurant: Man kan genkende og købe ingredienserne, men ikke rigtig genskabe oplevelsen derhjemme. Spørg blot de mange, der med inspiration i Bo Bedre tømmer møbelforretninger og bankkonti i jagten på de seneste, sejeste trends – eller pisker farvehandleren til at ramme præcis den indigoblå, der angiveligt vil få endevæggen i soveværelset til at dampe af erotik.
Nogle bliver skuffede, fordi det glittede papirs kridhvide arkitektur ikke rigtigt passer til hverdagen og risikoen for, at en børneflok fræser gennem det hele iført beskidte sko og Nutella-madder.
Andre har måske nok en livsstil, der svarer til den valgte æstetik, men kan ikke alligevel ikke ramme den rigtige stemning. De lider under, at boligreportager bedrager på samme måde som modellerne på en catwalk: De moderigtige overflader slører betydningen af den underliggende bygningskrop, de smukke møbler fanger øjet, men reportagen fortæller sjældent, hvordan rummets smukke proportioner og lysindfaldet blev skabt og bidrager til oplevelsen.
”Vi mangler simpelthen forudsætningerne og mellemregningerne for at forstå, hvordan det kom til at se sådan ud”, skriver arkitekten Thomas Dickson i sin ny bog, Rum til det gode liv, som han i forordet kalder en anti-livstilsbog. Han uddyber:
”Hvis man står over for at skulle indrette sin nye bolig eller måske bare prøve at gøre noget ved det gamle hjem, har man brug for mere end bare glansbilleder og flot inspiration. Man har brug for nogle metoder”.
Dicksons metode er at minde om, at et hjem er et hjem frem for en montre til udstilling af den gode smag. Han beder derfor læserne nøje overveje, hvad deres egentlige behov er. Først bagefter bliver de lukket ind i arkitektens kringlede hjerne og værksted, hvor den ofte undervurderede betydning af proportioner, lys og farver bliver beskrevet indgående.
Vævet ind i det hele er velvalgte stumper af arkitekturhistorien, der tilsammen fortæller, hvordan vi endte med tidens monotone fejring af det hvide, det stramme og det ofte identitetsløse.
Dickson begynder et andet sted: Med indhold frem for form. Men hans behovsanalyse giver samtidig plads for, at boligen skal fungere på mindst tre planer: Som en praktisk ramme om livet, som et sted der taler til følelserne – og som et udstillingsvindue for gæsten med kik ind til værtens identitet.
”Hvordan man vægter behovene i de tre kategorier i forhold til hinanden, er noget meget personligt, der udspringer af ens liv og individuelle præferencer. Bor man flere sammen med andre mennesker, er det ikke sikkert, de har det på samme måde, og løsninger må findes, og kompromiser på indgås, så mindre uoverensstemmelser ikke bliver til daglige irritationsmomenter”, skriver Dickson.
Arkitektens ideer til at skabe den fornødne samtale med kæresten, ægtefællen og børnene spænder vidt: Plus- og minuslister fra den eksisterende bolig, gule memo-lapper og udrevne billeder med ønsker og inspiration på opslagstavlen, brainstorming og løse skitser oven på de oprindelige tegninger, der kan hentes på kommunen.
Undervejs i den ind imellem lidt omstændelige og ordrige gennemgang af processen viser Dickson skønne eksempler på boliger, der er anderledes end normen. Billederne er ledsaget af både præcise billedtekster og de plantegninger af boligerne, der mangler i de allerfleste boligreportager.
Det giver tilsammen muligheden for at følge Dicksons vigtigste råd i omgangen med inspiration: Man skal ikke bare glædes over smukke billeder, men analysere og forstå, hvorfor det hele virker. Det lader sig gøre, når man kan holde billederne sammen med plantegningen – eller når Dickson talrige steder viser og kommenterer forskellige løsninger på den samme udfordring.
Anden halvdel af bogen handler om at føre analysen ud i livet. Her begynder Dickson helt fra bunden med vigtigheden af rummets proportioner og giver læseren ord til at diskutere, hvad man gerne vil have:
Skal det være det åbenlyst harmoniske, hvor gulvet, vægge, vinduer, døre, reoler og billedophængning mere eller mindre konsekvent er skåret over det gyldne snit, altså et forhold mellem siderne i firkanterne, hvor den lange side er godt 1,6 gange den korte?
Eller vælger man det bevidst dramatiske i det lange, det brede, det ekstra høje eller det smalle? Bygger man en hule eller en diffus skal af glas? Åben plan eller små rum?
En af de vigtige pointer er her, at man ikke nødvendigvis er låst af de rum, man arver i et eksisterende hus eller lejlighed. Vægge kan rives ned og opføres – og rum kan mere simpelt skabes med alt fra møbler til markeringer med gulvtæpper eller lys.
Men med rummene og deres helt grundlæggende udformning begynder kompleksiteten i processen også at melde sig. For ikke blot ligger mange af valgene i grænselandet mellem æstetik og funktion. De forskellige muligheder vil også have konsekvenser for, om man faktisk får den bolig, som behovsanalysen afslørede.
Et af bogens længste og bedste afsnit handler om netop lys, som Dickson giver den helt centrale (og ofte oversete) rolle i boligindretningen, som det fortjener.
”Lyset er ikke kun noget funktionelt. Det er i meget høj grad også noget, der vækker følelser og stemninger i os”, skriver han og afslører derpå igen med stor grundighed mekanikken bag magien.
Det vigtigste er at forstå, at godt lys også er fravær af lys. Skygger er med til at forme rum og give dem liv. Dickson anbefaler at bruge fire grundlæggende principper fra PHs klassiske lamper, når man planlægger og vurderer lyset i sin bolig: Lys må ikke blænde, det skal ikke være lige kraftigt over alt, det skal skabe skygger (men de bløde af slagsen), og det skal gengive farverne korrekt.
Det sidste er blevet en jungle med overgangen fra glødepærer til halogen og LED – og Dicksons guide til at undgå fejlinvesteringer i de hundedyre pærer kan i sig selv spare mere, end bogen koster.
Dagslys får samme grundige behandling, før Dickson kaster sig over farver under overskriften ”der findes andre farver end hvid”. Han forstår udmærket argumenterne for, at de fleste forsøg på at introducere farver i danske boliger sjældent bliver til ”mere end et kortvarigt skvulp i det hvide hav”: Hvid giver lys i det mørke klima, ro i sindet og få diskussioner, når boligen skal overdrages til en anden ejer eller lejer.
Men hvis lysten til at undgå farver på væggene bunder i manglende viden og mod, er der hjælp at hente. En del af assistancen i bogen er en noget nørdet gennemgang af det såkaldte NCS-farvesystem, men man forstår igen meningen i galskaben og nødvendigheden af kompleksiteten, når Dickson bevæger sig over i de praktiske eksempler og blandt andet illustrerer, hvordan nære farver – de varme, rødlige – og fjerne, blålige farver på ende- og langvægge kan være med til visuelt at ændre proportionerne på et rum.
Sådan sluttes en af de mange cirkler i bogen med dens grundlæggende pointe om, at alle valg i en bolig påvirker hinanden. Det lyder og er komplekst. Men med Ciksons hjælp bliver man både bragt ud på dybt vand og derpå tørskoet i land, hvad enten man vil bygge og indrette selv eller bare blive bedre til at stille krav til en arkitekt.
Hvisikke man har tålmodigheden til den systematiske metode, kan man glæde sig over bogens eksempler på, at sjove og hyggelige hjem også kan opstå ved at blæse på al stringens og fastsatte normer. Den slags hjemmegjort arkitektur er temaet i en anden af de seneste måneders nye bøger, Uden arkitekter, af journalist og forfatter Peter Olesen.
Han har i sin lange karriere som arkitekturskribent samlet en stribe eksempler på huse, som folk har bygget til sig selv, enten helt uden ekspertise eller med en arkitekt til blot at lave de nødvendige streger til kommunens godkendelse.
De bedste af bogens billeder beviser, at der kan opstå vidunderlige rum og ikke mindst forrygende detaljer, når mennesker uden åget af arkitektskolernes tradition og hensynet til håndværkeres timelønninger lader fantasien skabe hjem.
Set med det lange lys er både Bornholms rundkirker og den klassiske murermestervilla eksempler på, at ikke-arkitekter gennem historien har været gode til både at bryde normerne og lægge sig i kølvandet på tidens stil. Mere nutidigt er det særlig i kolonihaver og sommerhuse, men også i kunstnerboliger, trætoppe og husbåde, at den vilde og utæmmede arkitektur slår sig løs.
Læst i kølvandet på Thomas Dicksons bog om rummene til det gode liv er det helt indlysende, at boligerne i Uden arkitekter er meget håndgribelige forlængelser af ejernes behov, der ofte blæser på den gode smag. Som sådan har Peter Olesen begået et meget forfriskende supplement til sine mange bøger med hyldest til det traditionelle.
Desværre er helhedsindtrykket af Uden arkitekter dog også en bekræftelse af Dicksons tese om, at alt for mange bøger om design og arkitektur lader læserne i stikken, når det kommer til at diskutere baggrunden for glansbillederne.
Olesen lægger med titlen op til en indføring i, hvad det vil sige at skabe uden arkitekter. Men vi ser kun resultaterne. De korte beskrivelser og brudstykker af samtaler med skaberne afslører kun lidt om processen bag.
Meget få af skaberne er blevet spurgt om, hvordan man finder ideer og materialer – eller kommer fra den gode idé til brugbare tegninger. Kun enkelte af billedteksterne gør os klogere på detaljerne, og her er ingen plantegninger, der hjælper til at forstå indretningen. I stedet har den ofte småsnakkende tekst fået plads til detaljer som navne på ejernes husdyr og malkekoens mælkeydelse i en besøgt økolandsby.
Afsnittet om kolonihaver er en positiv undtagelse med både smukke detaljer, skæve former og en fornemmelse af den krøllede proces, der har skabt det. Til gengæld er Danmarks suverænt største scene for den arkitektløse arkitektur, sommerhusene, fuldstændigt stedmoderligt behandlet med en stribe ligegyldige eksteriørfotos fra afstand og en tekst, der kun i meget generelle vendinger diskuterer arkitektur.
Har man som spirende selvbygger råd til 2 x 300 kroners inspiration er de to bøger en fin pakkeløsning. Rækker budgettet kun til det halve, er der udpræget flest kalorier at hente hos Dickson.