INDLÆG I DEBATTEN OM FLYGTNINGE - BERLINGSKE 17. 09.2015 - FOTO: KLAUS HOLSTING
Den øjeblikkelige flygtningekrise er kun forspillet til langt større udfordringer. Men årtiers svage ledere har ikke blot bildt vælgere ind, at Danmark kan forblive en fredelig ø på et oprørt globalt hav. De har også bidraget til et debatklima, der lige nu gør det meget svær at diskutere langsigtede løsninger
En tidlig decembermorgen for ni år stod jeg sammen med fotograf Klaus Holsting ved grænsen mellem Mozambique og Sydafrika, et af klodens mest spektakulære skel mellem den dybeste armod og relativ rigdom.
To hegn på tre meters højde og store ruller af pigtråd skal forhindre mozambiquere fra et af verdens fattigste lande i at nå Sydafrika, der har Afrikas højeste indkomst per indbygger. Langs hegnet ligger der for hver eneste kilometer tre soldater på vagt i små teltlejre, og inden i pigtråden gemmer sig alarmtråde, der afslører ethvert forsøg på ulovlig indtrængen.
Vi stod der ved hegnet, fordi vi vidste, at det alt sammen ikke nytter. Migranterne kommer alligevel, og vi skulle ikke vente længe, før en 18-årig dreng sprang over pigtråden og lige ind i armene på en korporal fra den sydafrikanske hær. Med tårer i øjnene forklarede drengen, at dette var hans andet forsøg på at nå Johannesburg, lokalt kendt som Egoli eller ”byen af guld”. Navnet skyldes til de enorme guldminer omkring byen. Men Egoli er også blevet synonymt med de drømme om et bedre liv, der mange steder i det sydlige Afrika får tusinder af unge mænd til at forlade deres hjem og springe over fjendtlige pigtrådshegn til en uvis fremtid.
Det var denne drøm, ja drift, der interesserede os den morgen ved hegnet. For vi anede allerede dengang, at vi kiggede på en lille skitse til et globalt billede, der i disse dage males på et langt større lærred i Europa.
Det simple budskab i billedet af drengen på hegnet var, at selv de højeste barrierer aldrig kan matche den dybeste desperation.
På samme rejse besøgte vi Johannesburgs deportationscenter, hvorfra der afgår ugentlige tog med illegale indvandrere til nabolandene. Rigtig mange havde prøvet turen før, og betjentene på toget fortalte opgivende, at hundreder ville springe ud af vinduerne, før toget nåede grænsen.
I en park i Johannesburg mødte vi andre migranter, der i stedet for den ønskede lykke havde fundet arbejdsløshed og mere armod. Men det fremgik ikke af de billeder, de bad parkens fotografer tage til familien derhjemme. Her poserede migranterne som succeshistorier foran fontæner, spejlglasfacader og andre folks store biler.
Det var, som om sandheden om den bristede drøm var både for ubærlig og for pinlig at fortælle. I stedet var migranterne med til at holde liv i den samme løgn om et bedre liv, som havde lokket dem selv over hegnet.
Gennem 15 år i Afrika som Politikens korrespondent gik det i stigende grad op for mig, at Europas position som velhaverenklave på randen af et hav af fattigdom ikke er langtidsholdbar. Højdespringende teenagere forcerer ikke bare pigtråden i Mozambique, men også på hegnet mellem Marokko og Spaniens to enklaver i det nordafrikanske, Ceuta og Melilla.
I Nigeria har menneskesmuglere en blomstrende forretning med at lokke unge kvinder til prostitutionsnetværk i Italien, langs Saharas sydlige kant kravler dusinvis af unge mænd sammen på ladet af åbne pickupper for at køre nordpå mod Europa gennem ørkenens sandstorme. Ved den stærkt skrumpede Tchad-sø mødte jeg flygtninge fra de klimaforandringer, der vil sætte turbo på den allerede eksisterende migration.
Undervejs blev det klart for mig, at det egentlige problem for Vestens forsøg på at manøvrere uskadt gennem en stadig mere kaotisk verden ikke er kløften mellem rig og fattig. Den virkelige udfordring er, at de fattige i dag er fuldt bevidste om denne afgrund.
De ser den dagligt på satellit-tv, de læser om den på Facebook, de hører om den på mobiltelefoner fra familie, der har skaffet sig over kløften. Rigtig mange har en voksende fornemmelse af, at forskellene ikke er ganske rimelige, og at den eneste vej ud af moradset er selv at søge mod nord.
Kun de færreste forstår detaljerne i, at den ulige konkurrence fra EU's subsidierede landbrug er med til at kvæle deres egne landmænd – eller at toldbarrierer er skyld i, at de ikke kan eksportere ellers konkurrencedygtige varer.
Men de har lært nok om kolonitidens kynisme til at fornemme, at deres egne ind imellem uduelige ledere ikke er den eneste årsag til verdens skævhed.
Det ved Europas og Danmarks ledere selvfølgelig også. Men de har valgt at håndtere problemet med deres egne overspringshandlinger. I årevis har politikere solgt deres vælgere den illusion, at højere hegn, bedre kikkerter til den spanske kystvagt og skrappere lovgivning kan håndtere det voksende pres fra syd.
I sidste uge blev denne tankegang ”overhalet af virkeligheden”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde. Han tænkte desværre først og fremmest på den aktuelle flygtningekrise. Både statsministeren og alle vi andre narrer os selv ved ikke at erkende, at den blot er forspillet til en langt større udfordring.
Tegnene har været der i årtier. Men forsøg på at debattere de langsigtede konsekvenser af fortsat ulighed er gerne blevet mødt med besværgelser om, at ”vi ikke kan eller skal hjælpe alle verdens fattige”.
Jeg er helt enig – for så vidt som ”hjælpe” i denne sammenhæng betyder at give dem husly i Danmark.
Men vi skylder os selv og kommende generationer at finde svar på, hvordan vi kan nedsætte unge mænds behov for at springe over hegn for at finde noget, de ikke har derhjemme.
Desværre har de seneste ti-femten år ikke været nogen nem tid for en diskussion, der kræver et vist overskud. Det seneste folketingsvalg – og specielt de efterfølgende reportager fra randområderne – afslørede, hvordan hundredetusinder af danskere ser sig truet af globaliseringens sideeffekter i form af jobtab, udenlandske kriminelle og terror.
Vi er blevet svigtet af et lederskab, der hverken har diskuteret tidens og klodens store problemer ordentligt eller serveret løsninger.
I stedet har politiske ledere tværs over midten accepteret den ikke-løsning og forsimplede retorik, som Dansk Folkeparti har markedsført: Hvis vi gør Danmark til en lukket ø på et turbulent verdenshav, bliver alt godt.
Den virkelige tragedie er, at de samme ledere ikke blot har siddet passivt som de tre aber, der nægter at se, høre og lytte. De har aktivt skubbet til en polarisering, der har bidraget til den fattige verdens manglende tro på vores vilje til at arbejde for en fælles og bedre fremtid.
Nedskæringer i ulandsbistanden er ét eksempel, krigene i Irak og Afghanistan med deres dubiøse motiver og udførsel et andet, Inger Støjbergs annoncer et tredje.
Det har efterladt os i en dobbelt kattepine, både globalt og lokalt: Nøden – i krigen i Syrien og bredere i den fattige verden – har skabt en eksisterende og potentiel folkevandring, der ikke kan bremses af hegn og forordninger. Og vi har gennem års polarisering mistet evnen til at diskutere løsninger i en atmosfære af tillid og lyst til forsoning.
Globalt har vores mindretalsregering den seneste uge i værste fald meldt os ud af debatten, i bedste fald skadet Danmarks troværdighed og omdømme i et omfang, der gør det svært at tage os seriøst.
På den nationale scene skal man i disse dage kun læse ganske lidt på Facebook for at forstå, at den såkaldte spyttemands udflåd af bandeord og kropsvæsker over flygtninge på motorvejen ved Rødby kun er toppen af et isbjerg af hadefulde tillægsord.
Det gælder desværre på begge sider af den holdningskløft, som flygtningenes ankomst har uddybet. Mens danskerne i den sidste uge gavmildt har vist næstekærlighed over for flygtningene med madpakker og biltransport, har de ved computertasterne sat nye rekorder i uforsonlige angreb på hinanden.
Det skal vi gøre bedre. For først i en fælles erkendelse af problemernes omfang og respekt for deres kompleksitet kan vi begynde på den svære, men nødvendige proces, der skal til for at stoppe overspringshandlingerne. I den sammenhæng er det måske et første skridt på vejen, at regeringens nyudnævnte udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen forleden nævnte menneskestrømme fra Mellemøsten og Afrika som Danmarks potentielt største udfordring.