WEEKENDAVISEN 2. OKTOBER 2015
Ny biografi placerer Dorte Mandrup som en både sprælsk og disciplineret kunstner midt i dansk arkitekturs opgør med pænheden
Da dansk arkitektur kort efter årtusindskiftet indledte et tiltrængt frontalangreb på 1990ernes rektangulære pænhed, væltede det frem med kantede kontorbyggerier og skæve boligblokke med struttende balkoner. Med Bjarke Ingels som det mest højtråbende eksempel overvandt en ny generation det forrige tiårs frygt for æstetikpolitiet og forbuddet mod andet end den pæne, lige streg.
I de bedste tilfælde førte oprørstrangen til forfriskende bud på, hvordan man med stærke analyser af behov og muligheder kunne udnytte anderledes materialer til en ny tids design. I andre tilfælde fik vi bralrende se-hvor-er-jeg-vild arkitektur med begrænset holdbarhed, der i de værste tilfælde allermest råber på at blive revet ned.
En ny biografi placerer arkitekten Dorte Mandrup og hendes tegnestue i sit eget hjørne af dette landskab som en både sprælsk og mådeholden pioner. Selv om Mandrups leg med former, farver og materialer umiskendeligt stammer fra lige nu, betragter hun ikke selv som en del af den bølge, der blev døbt New Nordic.
Da Bjarke Ingels omkring 2004 lavede sine første stiløvelser i Ørestads åbne landskaber, var den 13 år ældre Mandrup allerede i gang med at forny arkitekturen i anderledes restriktive rammer. Hendes arbejde er præget af en stærk evne og vilje til at respektere omgivelserne og traditionen. Man fornemmer, at hun konstant spørger tegnestuen og sig selv, om den her bygning også vil være sjov om ti år.
Mange af hendes mest interessante udfordringer af vanetænkningen er tilbygninger eller nybygninger for offentlige budgetter på kantede og snævre grunde i København. Et af de mest markante eksempler ligger tilmed under jorden, i Gentofte, hvor Mandrups tilbygning til Arne Jacobsens totalfredede Munkegårdsskole er gravet ned. Fire store lysskakter åbner undergrunden for et projekt, der både respekterer Jacobsens modernistiske etplansskole og opdaterer bygningen til nutidens undervisningsmetoder.
Som facetslebne diamanter forbinder de kantede skakter fortidens klasseværelser og nutidens behov for større fællesrum. Ved at bruge Arne Jacobsens akvareller af blomster som mønstre på gulve og vægge i badeværelserne minder Mandrup os om, at Jacobsen selv legede med at udfordrede modernismens rette linjer med organiske former (og derfor skabte Ægget og Svanen til foyeren på det ellers rigide SAS-hotel).
PÅ Amager står idræts- og kulturhuset Kvarterhuset, en stram kasse af limtræ og glas på en række skæve betonstylter, som Mandrup i et interview i biografien fremhæver som en måde at ”bryde bygningens perfektion for at skabe noget mere poetisk”. Denne dualisme går igen i mange af hendes bygninger. Og netop udforskning af arkitekturens kunstneriske potentiale fremhæves som en af Mandrups styrker i biografiens introduktion af Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center:
“Arkitektur når sit højeste mål, når den bliver skabt af en bevidsthed, der kan forene dybdegående viden om et utal af praktiske forhold med en yderliggående kunstnerisk bestræbelse. Dorte Mandrup har en sådan bevidsthed”.
Martinussen mener, Mandrup komponerer sine bygninger som en virtuos musiker og laver kunst ud af møder og samlinger. Det gør hendes arkitektur ”uformel, legende, lys, let og rå”, skriver Martinussen, der svinger sig helt op til at kalde Mandrup for ”arkitekturens Yves Saint Laurent”. Parallellen er evnen til konstant at forny sin kunst og sit udtryk inden for genkendelige rammer.
Udnyttelse af arkitekturens kunstneriske potentiale er en af fagets sværeste discipliner. Arkitektstuderende advares gerne mod kunst for kunstens skyld, mod detaljer, der ikke har nogen praktisk funktion, ja kort sagt mod at have manerer.
Derfor stod vi i 1990erne med en slags jantearkitektur, hvor kun få turde udfordre de accepterede normer for det gode, danske design. De huskede jo nok, hvordan postmodernismens påklistrede søjler, buer, trekanter og pastelfarver havde fået den kolde, nordiske skulder.
Dorte Mandrup stiller derfor op til potentielle tæsk, hver gang hun lader to skæve former skyde sig skråt ind i hinanden, dypper penslen i pangfarver eller med kunstnerens lette hånd drysser vinduer ud over vinklede tage og facader.
Nogle gange er vi afgjort ude i den gråzone mellem maner og det rationelle, hvor man kan finde alt fra kunst til helt banale eksperimenter. Men i de allerfleste tilfælde har Mandrup en åbenbar mening med galskaben.
Den vildeste leg findes i den del af hendes bygninger, der i biografien er grupperet som move/play: Børnehaver, sportscentre og skoler, hvor de skæve former skal understøtte og opfordre til bevægelse og udforskning.
Her findes blandt andet sportscenteret Prismen på Amager, hvor Mandrup gjorde op med dogmet om, at dagslys i en sportshal gør det umuligt at se bolden. Hun løste det med semi-transparente facadeplader, der slipper omgivelserne ind og om natten lader hallen lyse op i det engang halvtriste kvarter omkring Holmbladsgade.
Åbninger til omverdenen og ofte overrumplende interne forbindelser – både fysiske og visuelle - spiller en afgørende rolle i mange af Mandrups værker. Nogle gange er det beboede vinduer som i børnehaver og i ungdomsboliger i Jægersborg gamle vandtårn, hvor store karnapper i fuld ståhøjde både understreger bygningens nye funktion og gør den ellers buede ydervæg mere møblerbar.
I andre tilfælde er forbindelserne interne vinduer og indskudte rum - eller semitransparente skærme som de perforerede plader af cortenstål, der på Bordings Friskole i København både slipper lys ind i klasselokalerne og skærmer børnene fra den travle gade udenfor.
Skolen er også et eksempel på Mandrups evne til at passe distinkte bygninger ind i eksisterende kontekster på en måde, hvor de hverken dominerer eller forsvinder. Dette træk roser arkitekturkritikeren Hans Ibelings i en kommentar. Heri stiller han også et interessant spørgsmål i anledning af et igangværende kvantespring i størrelsen af tegnestuens opgaver: Hvad sker der, når Mandrups udfordrende stil vokser fra at være tilføjelser til omgivelserne - og bygningerne selv bliver så store, at de definerer frem for at kommentere deres kontekst?
Det får vi snart svaret på med større byggerier i både Danmark og ikke mindst Sverige, der er tæt på at være færdige. I mellemtiden kan man glæde sig over en biografi, der med en sjældent klar sammenhæng mellem tekster, billeder og forklarende diagrammer gør det nemt at følge de vigtigste pointer i Mandrups værk.
Som en lille, men vigtig detalje husker bogen også at fejre kollektivet bag al god design ved at nævne alle både nuværende og tidligere arkitekter i firmaet, hvis selve navn er i flertal: Dorte Mandrup Arkitekter.