WEEKENDAVISEN 9. OKTOBER 2015
I behørig afstand fra islamkritikkens højrøstede stemmer i magtens centrum har København fået en ny moske, hvis menighed og arkitekt bakser med at placere sig mellem særpræg og tilpasning
Da København i sidste uge fik sin første moske i traditionelt mellemøstligt design, blev åbningens røde bånd klippet over af en folkekirkepræst i fuldt ornat. Bagefter holdt han sammen med moskeens imam Mohammad Mehmi Khademi om skæftet på den kniv, der skar dagens store kage for.
Det lignede en scene fra den første time af et ægteskab, og selv om man helt afgjort ikke vil opleve vielser af to mænd i Imam Ali moskeen, var koreografien designet med stor omhu. Åbningsdagens tema var dialog med omverdenen, anført af en kvindelig vært.
”Moskeer er Guds hjem. Derfor skal det helt automatiske være åbne huse. (…) Vi står for den islam, der er omfavnende – den islam, der respekterer menneskerettigheder og ytringsfrihed. Vi skal bevise, at vi ikke er mindre patriotiske (end andre danskere, red.)”, forklarede imamen pressen før gæsterne ankom.
Sjældent har man derfor oplevet en åbning af en bygning, hvor fejringen af det nye og det unikke i den grad var overstrålet af en næsten selvudslettende retorik, fokuseret på at fremhæve ligheder med resten af det troende Danmark frem for forskelligheder.
”Vi vil kickstarte en konkurrence mellem trossamfundene om, hvem der kan åbne sig mest mod lokalsamfundene, ” sagde imamen i sin åbningstale.
Under det efterfølgende åbne hus blev de mange gæster mødt af medlemmer af menigheden iført væg-til-væg smil, bugnende fade med læskedrikke og Bounty-barer og ivrige opfordringer til at stille spørgsmål – alt leveret med en varme og høflighed, man sjældent finder ved mere blege danske arrangementer.
Man skal kun bladre lidt i arkiverne og tidens debatsider for at forstå årsagen. De seneste 15-20 års jernhårde retorik mod islam har lokalt i Københavns nordvestkvarter været akkompagneret af heftige debatter om moskeen selv, rækkende fra risikoen for parkeringskaos under fredagsbønnen til påstået finansiering fra præstestyret i Iran.
Det sidste afvises af både moskeens talsmænd og dens arkitekt, Bijan Eskandani. De forklarer, at dårlig økonomi var en vigtig del af årsagen til halvandet års forsinkelse af byggeriet.
”Vi manglede altid penge”, siger arkitekten og fortæller, at byggesummen på 80-85 millioner kroner stammer fra private donationer fra ind- og udland, rækkende fra Iran i øst til Østafrika mod syd.
Eskandani har bidraget markant til at lave en bygning, der på mange måder er den fysiske indpakning af ønskerne om dialog og kulturmøde. Arkitekten er uddannet i Østrig og Danmark og har gennem sine 58 år i Danmark blandt andet arbejdet som afdelingsarkitekt og udviklingschef i det daværende bygge- og boligdirektorat i Københavns Kommune.
Hans oprindelige udspil til moskeen var et mere underspillet design end de kulørte minareter og den store kuppel, der nu skyder op af nordvestkvarterets klondyke af industribygninger, autoværksteder og småtriste boligblokke. Men imamen ønskede noget mere traditionelt.
”Han sagde: Man skal fra lang afstand kunne se, at det er en islamisk bygning. I Iran bygger de moskeer, som er helt moderne – men det er Teheran, hvor folk godt ved, at det er moskeer”, forklarer Eskandani.
I København måtte bygningen derfor godt stikke lidt ud – men ikke for meget.
”Jeg ville ikke have fajance på facaden – det var blevet for Tivoli-agtigt”, siger arkitekten, der i stedet valgte gule mursten for at passe bedre ind i kvarteret.
De gule mursten brydes af felter af keramiske fliser, designet og brændt i Iran med både arabiske skriftsteder og danske oversættelser. Det faldt i god jord hos moskeens ledelse:
”Huset er en bro mellem religioner og skaber et andet ansigt for muslimer”, siger moskeens talsmand Murtaza Al Shawi.
Over den ene af indgangsdørene hedder skriftstedet: “De bedste blandt jer er de, der er mest hæderlige ved deres kvinder”.
Indvendigthar arkitekten Eskandani skabt to markant forskellige afdelinger, adskilt af det, han kalder ”kulturgangen”. Mod gaden ligger det religiøse i tre etager med den store bedehal i stueetagen og kvindernes afdeling ovenpå. Kælderen er en sal, der kan bruges til alt fra fester til ekstra bedehal under højtiderne.
Bagved – mod gården – ligger en konferencesal oven på en delvist nedgravet sportshal. Her har menigheden store planer om de kultur- og debatarrangementer, der skal åbne moskeen mod samfundet. Arkitektonisk er denne verdslige del af byggeriet den mest helstøbte med et stramt, nordisk design i limtræ, gule sten og askeparket.
I de religiøse rum er indtrykket langt mere sammensat. Den fineste iranske marmor med spraglet åretegning støder sammen med triste, flade branddøre, gule mursten og døde termovinduer i en serie kompromiser bygget på lige dele økonomi, brandkrav og ønsket om at passe ind i omgivelserne.
Arkitekten havde håbet på glasmosaik i facadevinduerne, men måtte opgive på grund af prisen. I stedet satser Eskandani nu på, at der hen ad vejen bliver plads til et kompromis af påklæbet folie, der med gennemstrømmende sollys kan skabe et lignende farvespil på de indvendige vægge og udendørs lyse op i natten. Til gengæld kan han ikke gøre noget ved det, der ærgrer ham mest: At moskeen er klemt sammen på en fabriksgrund i en smal gade uden plads til omgivende beplantning eller de lange kik mod bygningen.
Indendørs lider placeringen under, at nordvestkvarterets gadenet ikke ligger parallelt med retningen mod Mekka. Det betyder, at bedehallen er drejet 45% i forhold til facaden. Frem for at bevæge sig ind ad en central akse støder man umiddelbart inden for hoveddøren derfor ind i en stor søjle i en af bedehallens diagonale hjørner.
Helhedsindtrykket er et hus, der er det muliges kunst: Som Københavns øvrige nye moskeer – den allerede åbnede i Rovsingsgade og den planlagte på Dortheavej – er Imam Alis moske gemt væk i et af hovedstadens mest ramponerede hjørner. Vi er fjernt fra islamkritikkens højrøstede stemmer i magtens centrum og tæt på den store gruppe af moskeens brugere, der ligeledes har fundet sammen i randområderne.
Her ligger nu en bygning, hvis menighed og designer som hovedprincip har valgt at manøvrere med maksimal forsigtighed for ikke at stikke for meget ud. Jeg forstår inderligt godt hvorfor. Men jeg kunne ønske mig, at tiden, samfundet og økonomien havde tilladt en anderledes ren fejring af islams massive bidrag til verdensarkitekturen.