WEEKENDAVISEN 23. OKTOBER 2015
Det var, som om jeg havde svømmet i en mudret flod og pludselig kom til et sted, hvor jeg kunne se det hele – nemlig værdien af lokale traditioner, fortæller en af Afrikas førende arkitekter, Francis Kéré fra Burkina Faso, som også gør sig tanker om Europas flygtningekrise
EFTER halvanden time med en af Afrikas pionerer i bæredygtig arkitektur ligner min notesblok et trafikuheld, hvor tanker om en ny tids design er braget sammen med analyser af Europas emigrant- og flygtningekrise. Men siden det alt sammen hænger sammen i Francis Kérés krøllede hjerne, må vi gøre et forsøg på at få det hele presset ind på en avisside.
Vi begynder med arkitekturen og den nære, danske vinkel: Da Louisiana i foråret bad Kéré bidrage med en installation til kunstmuseets udstilling om afrikansk kultur, gjorde han, som han altid gør hjemme i Burkina Faso: Fandt nogle billige lokale materialer - piletræ – og nogle lokale håndværkere – i dette tilfælde Louisianas snedkere – og begyndte at arbejde uden sådan 100 procent at vide, hvordan det færdige værk skulle se ud.
Resultatet blev installationen Louisiana Canopy, hvor museets gæster i en stiliseret udgave af et afrikansk mødested under landsbyens træ kan studere Kérés arbejde i Burkina Faso på tv-skærme. Eller simpelthen sidde (eller ligge) og fordøje de mange indtryk fra den vildtvoksende udstilling.
Hjemme i Burkina Faso har Kéré med den samme metode skabt bygninger, der har indbragt ham flere internationale priser. Allerede mens han gik på en arkitektskole i Berlin, byggede han sin første skole i landsbyen Gando, hvor han er født som høvdingens søn.
Fyldt med sin nye viden om konstruktion lod Kére modernismens ideer om funktionalitet i stramme linjer møde de lokale byggematerialer og traditioner. Et svævende, buet bliktag på et skelet af sammensvejset armeringsjern hviler på mursten bagt af det lokale ler.
14 år senere fungerer skolen stadig som en naturlig ventileret oase på kanten af Sahara. Under byggeriet bidrog de lokale håndværkere med en skepsis, der undervejs blev vendt til begejstring,
”Folk grinte og sagde: Francis laver bare research. For mig var det positivt – for research er basis for alting. De anså mig ikke for en arkitekt. For dem er en arkitekt er én, der forsøger at kopiere vestlige forbilleder,” siger han.
”Men det virker jo ikke, hvis ikke det er tilpasset lokalt klima, økonomi og kulturelle værdier. Vejen frem er at tilpasse og skabe noget, som du kan kalde født på stedet.”.
Kéré beskriver sig selv som ”naiv”, da han begyndte: ”Jeg ville blot bidrage til min landsby – det kom der arkitektur ud af”, siger han.
”Jeg forestillede mig ikke, at der ville være nogen interesse i, hvad jeg lavede. Men tilbage i Berlin lyttede alle professorerne til mig og opfordrede mig til at gå videre. Det var, som om jeg havde svømmet i en mudret flod og pludselig kom til et meget klart sted, hvor jeg kunne se det hele”.
Kéré pendler nu konstant mellem sin tegnestue i Berlin og Afrika, hvor hans mange byggerier i Burkina Faso har ført til opgaver andre steder på kontinentet.
Det har ændret hans arbejdsmetode en anelse. Kéré regner fortsat arkitektur for et socialt projekt, hvor alle bidrager med deres viden og entusiasme. Men omfanget af opgaverne giver ham ikke mulighed for selv altid at være tilstede og en del af teamet:
”Derfor sker det på en mere rationel måde. Det er som jazzmusik: Jeg viser den generelle retning, og folk støder til og spiller i harmoni med konceptet. Jeg kender potentialet i den metode, og sådan vil vi blive ved med at arbejde”, siger Kéré og griner:
”Det er en udmattende metode og ikke nemt. Folk omkring mig siger: Du rejser for meget, du bliver træt og syg. Men det er dem, der bliver syge – ikke mig. Jeg får energi ud af det”.
Hvad kan europæisk arkitektur lære af, hvad du gør i Afrika?
”Afrika omtales altid som et sted, der har brug for hjælp – ikke som et sted, der har energi, som kan inspirere. Men kun hvor der er kaos, kan du skabe noget nyt. Vi kan lære af Afrikas evne til at overleve”, siger Kéré og fortæller, hvordan han bad de studerende på en arkitektskole i Schweiz – hvor han har et gæsteprofessorat – bidrage til et nyt parlament i Burkina Faso.
”Det førte til skøre ideer, vidunderlige ideer. Schweizisk arkitektur er så overdesignet – jeg bringer en kultur, der bygger på nødvendighed. Det fik dem til at tænke på energibesparelser, hvilket de normalt aldrig bekymrer sig om”.
SOM ung gjorde Francis Kéré præcis, hvad mange unge afrikanere gør i dag: Jagtede en fremtid i Europa.
”Den vestlige verden præsenterer sig selv som paradis – og verdens ledere kommer alle herfra, alle helte er fra Vesten. Så vi kommer her for at blive helte, vi kommer for at blive den nye Drogba(fodboldspiller fra Elfenbenskysten, der i den britiske klub Chelsea var verdens bedst betalte, red.). De unge ser det, og de elsker det”.
Du er et eksempel på, at man kan tage ideerne fra Vesten med hjem og bidrage til sit eget samfund?
”Jeg var parat til at kæmpe. Mange er parate til at tage hjem, men de gamle eliter derhjemme blokerer for dem, fordi de frygter, at de vil tage deres jobs”.
Alligevel insisterer Kéré på, at løsningen på verdens ulighed og dermed migrationen ligger i et samarbejde mellem Afrika og Europa. Han udfordrede derfor dagsordenen, da han på Fuerteventura blev bedt om forslag til at huse de mange immigranter, der bruger de Kanariske Øer som et springbræt til Europa.
”Jeg provokerede dem ved at foreslå, at de byggede et tårn, der kan ses langvejs fra som et tegn på velkomst. Et sted hvor folk kunne få uddannelse og hjælp til at vælge, hvor de vil hen i Europa”, siger han.
Kéré bad derpå sine spanske værter forestille sig en situation, hvor der bliver fundet en eliksir til det evige liv i hans hjemland.
”Så kunne europæere bruge tårnet til at stille sig op i en kø for at få visum til Burkina Faso. Jeg prøvede at sige: I er rige her – men det varer måske ikke for evigt. En dag bliver det måske jer, der er nødt til at emigrere”.
I mellemtiden beder Francis Europa holde op med at behandle Afrika som ”et depot for billige råmaterialer”.
”I må investere. I øjeblikket importerer vi solpaneler fra Kina og Europa – I må producere dem i Afrika for at skabe jobs og et ordentligt miljø at bo i”.
Her kan arkitekter spille en rolle:
”Jeg beskæftiger flere end 400 unge mennesker i Burkina Faso. De behøver ikke tage til Elfenbenskysten eller Europa. De kan købe en cykel, behandle deres malaria og få nok at spise. Det er som en lille dråbe vand på et varmt komfur – men det er et skridt på vejen”.