WEEKENDAVISEN 3. JULI 2015
Det tredje og sidste bidrag til Louisianas serie af udstillinger om arkitektur handler om Afrikas sprudlende kulturmøder og udfordring af vanetækningen
Man skal ikke mange meter ind i Louisianas seneste satsning i serien Arkitektur, Kultur og Identitet, før en gruppe svimlende velklædte unge mænd med magnetisk charme effektivt forsinker al videre udforskning af udstillingen Afrika.
I knivskarpe og ofte pangfarvede jakkesæt, glimtende manchetknapper og sylespidse sko springer de congolesiske herrer ud af videoen Sunday in Brazzaville. Med voldsomt smittende humør fortæller de om fænomenet La Sape – en jagt på identitet, livsglæde og den perfekte pressefold i en af Afrikas mest trøsteløse storbyer.
Valget af netop denne video som introduktion til temaet Sameksistens er et af de mange begavede og overrumplende påfund i en udstilling, der ifølge kuratorerne Kjeld Kjeldsen og Mathias Ussing Seeberg har som sin højeste ambition at vise os helt nye sider af Afrika.
Det gør de velklædte sapeurs afgjort. Men de deler også en langt vigtigere pointe med meget af udstillingens bedste arkitektur: Fascinationen af mødet mellem det kendte – her det arketypiske koloniale jakkesæt, andre steder arkitekturens europæiske modernisme – og et afrikansk twist, der både forener med dets genkendelighed og pirrer nysgerrigheden.
Det handler om at ”tage noget fremmed og lade det blive en del af ens verden”, som udstillingens katalog beskriver den schweiziske billedkunster Not Vital og hans serie af skulpturelle bygninger på randen af Sahara – opført i selskab med en gruppe først hovedrystende, senere begejstrede tuareger.
Arkitekter med hang til professionens mere nørdede teoretikere kalder denne lokale udvikling af globale temaer for kritisk regionalisme – oprindelig forstået som lokal, kritisk udfordring af de påstået universelle løsninger, der prægede tidlig modernisme og senere den internationale stil.
I Norden kender vi kritisk regionalisme som opblødningen af modernismens stål, glas og beton med lokale materialer og traditioner - træ, tegl og organiske former. Oprindelig introduceret af arkitekter som Jørn Utzon og Alvar Aalto , senere forfinet af generationer af efterfølgere til det New Nordic, der i 2012 var temaet for den første af Louisianas tre fokuseringer på ny arkitektur.
Siden fulgte Det Arabiske Nu i 2014. Denne gang er vi så rykket syd for Sahara til et kontinent, hvor kritisk regionalisme har skabt mange fine eksempler på møder mellem funktionalismens strenge linjer og Afrikas livsglæde, simple materialer og behovet for at tilpasse sig lokal kultur og ofte skyhøje temperaturer.
Men før kontinentet nåede så vidt – og før vi på udstillingen møder de spændende resultater – måtte Afrika gennem perioder med bombardementer af andre internationale påvirkninger. Det skabte kulisserne for de ofte monstrøse storbyer, som er temaet for udstillingens største rum, skabt af den sydafrikanske arkitekt Heinrich Wolff.
I præsentationen af Dakar, Lagos, Nairobi, Kinshasa, Maputo og Johannesburg har Wolff og Louisiana med stort mod skrællet de potentielt meget komplekse fortællinger om storbyerne ned til en serie karakteristiske temaer.
I Senegals hovedstad Dakar er det den sprudlende kulturscene. I Nigerias største by Lagos – der i fuld fart er på vej til at blive en af klodens største metropoler – følger vi de lokale NLÉ Architects’ forsøg på at tilbyde flydende skoler og andre forbedringer i en lagune, hvor 100.000 mennesker på randen af byens vokseværk har skabt sig en tilværelse på pæle.
Lagos’ ofte skræmmende brutalitet er symboliseret af den sydafrikanske fotograf Pieter Hugos billede af en de såkaldte hyænemænd, der er foreviget med sit rovdyr i snor i det golde ingenmandsland under en af de mange motorvejsbroer. Byens mere livsbekræftende kreativitet finder vi i Nollywood, der som Indiens Bollywood er en hastigt voksende lokal filmscene.
I Maputo vises blandt andet et ofte overset fænomen i Afrikas arkitektur: Både i kolonitidens sidste årtier og i de første år efter uafhængigheden boltrede europæiske og lokale arkitekter sig i art deco og modernisme. Nogle steder førte det til mere rendyrkede former, end designerne kunne få lov til i det mere konservative Europa. Andre steder – som hos den mozambiquiske mester Pancho Guedes – opstod nye former i farvemættede møder med afrikansk kunst.
I afsnittet om den sydafrikanske storby Johannesburg er fokus på senere årtiers udfordringer med at huse metropolernes hastigt voksende befolkninger.
Skræmmebilledet er Ponte City, et cirkulært højhus, der under det tidligere racistiske apartheidstyre blev opført til sofistikerede hvide med saunaer i penthouse-lejlighederne. Senere forvandledes kæmpebygningen til et epicenter for den kriminalitet, prostitution og narkohandel, der i det unge demokratiske Sydafrikas første år åd Johannesburgs centrum indefra.
Igen er der en mere opbyggelig modpol i arkitektgruppen 26’10s boligprojekt Lufhereng – et af de mere begavede forsøg på at opføre ordentlige boliger til masserne for de ganske små statssubsidier, som Sydafrikas regering siden Nelson Mandelas magtovertagelse har brugt i kampen mod skurbyerne.
Lufhereng forsøgte sig med variationer over et standardtema og med en bedre udnyttelse af de halvoffentlige rum mellem småhusene. I anledning af Louisianas udstilling er arkitekterne vendt tilbage for at dokumentere, hvordan beboerne siden har ændret og tilføjet til de oprindelige 40 kvadratmeter, så husene konstant tilpasses deres mangeartede behov for at huse alt fra vildtvoksende familier til smugkroer og vuggestuer.
En lignende fejring af folkets egen arkitektur finder man i Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congos kaotiske hovedstad, der stadig lider under den tidligere diktator Mobutu Sese Sekos systematiske udplyndring af sit land.
Genopbygningen har givet plads til glade entreprenører som Docteur, det lokale kælenavn for en læge med speciale i ”luft- og rumfartsmedicin”.
Efter at have opført de fire nederste etager af et vildtvoksende tårn med klinik, lejligheder og dusinvis af badeværelser (de fleste uden vand) fyrede han sine arkitekter og fortsatte selv projektets rablende himmelflugt, tilsyneladende med stærkt begrænset brug af waterpas og lodsnor.
I dag er Docteur blevet ”tårnets gidsel og visionære martyr”, som filmmageren Filip De Boeck skriver i kataloget om sin voldsomt underholdende video med lægens egen rundvisning i vanviddet.
Vel ude af storbyens favn skifter udstillingen gear. I nabosalen finder man et af de få af de etnografiske indslag, der traditionelt dominerer udstillinger om Afrika. På Louisiana er etnografien – befriende – begrænset til at forklare vigtigheden af fænomener som skabelsen af rum (under træer, mellem hegn) og møder (på markeder og pladser), der har en direkte betydning for arkitekturen.
Disse temaer bærer også en installation af Burkina Fasos førende arkitekt Diébédo Francis Kéré, der i kulturmødets ånd har brugt nordisk piletræ til en stilistisk gengivelse af sin landsbys mødested under træerne.
Her kan man med hjælp fra videoskærme sidde og reflektere over resten af udstillingen, før turen går videre til temaet Genopbygning, illustreret ved opførelsen af skoler, børnehaver og andre offentlige bygninger som led i forsoningen af Rwanda efter folkedrabet i 1994.
Denne genopbygning er en dybt kompliceret historie. I sin udtrykte insisteren på at præsentere en positiv modpol til Afrikas mange problemer nedspiller Louisiana markant Rwandas autokratiske rammer og den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende, der i alarmerende tal kommer ud for dødelige ulykker.
Men den skønhedsplet er tilgivet, fordi modet til at portrættere kontinentet gennem velvalgte og frem for alt voldsomt visuelle punktnedslag de fleste andre steder fungerer så overbevisende.
Undervejs kan gæsterne selv sammenstykke en afrikansk arkitekturhistorie, der ikke uventet har stærke paralleller i det generelle samspil mellem Afrika og dets tidligere koloniherrer, herunder skiftende tiders flagrende bistandspolitik.
Efter kolonitidens udbredte forsøg på at lave europæiske storbyer på Afrikas kyster bød de tidlige år efter selvstændigheden på store, offentlige infrastrukturprojekter, ofte fra østblokkens megalomane tegnestuer, hvorfra specielt parlamentsbygninger som europæiske ufoer landede på kontinentet.
Siden flyttede bistanden og den offentlige arkitektur fokus til individets sundhed (klinikker og hospitaler) og uddannelse (skoler) med en større involvering af Afrikas egne arkitekter og traditioner.
Denne udvikling er specielt de seneste årtier taget fart, ofte i form af før omtalte kritiske regionalisme. Denne udvikling brænder særligt igennem i udstillingens næstsidste tema, Nye fællesskaber, om socialt forankrede projekter: Medborgerhuse, skoler, børnehjem, markedspladser.
Fælles for mange af dem er, at arkitekterne klart har forstået styrken i europæisk modernismes logiske organisering af funktioner og klare strukturer, men også formår at tilpasse materialer og byggestil til de lokalt forhåndenværende traditioner og muligheder.
Helt centralt er mange af projekterne opført i tæt samarbejde med brugerne, der både definerer behovene, medvirker ved opførelsen og siden er i stand til selv at vedligeholde byggeriet.
Men historien stopper ikke der. For ligesom Kina generelt kurtiserer afrikanske regeringer i jagten på råstoffer og geopolitisk dominans, har folkets arkitektur fået voldsom konkurrence af en ny bølge af elitære projekter, denne gang Made in China.
I udstillingens katalog forklarer en rwandisk arkitekt udviklingen: ”Alle bygninger, der er mere end fem etager høje, er tegnet af en kinesiske tegnestue, finansieret af en kinesisk bank og bygget af en kinesisk entreprenør, der har brugt kinesisk beton, kinesiske stikkontakter, vinduesrammer og ildslukkere og udsmykket dem med kinesiske tæpper og gardiner. Og det hele er samlet af kinesiske bygningsarbejdere.”
Sådan spejler Afrikas arkitektur på godt og ondt kontinentets generelle udvikling. Det samme gør Louisiana så overbevisende.