WEEKENDAVISEN 10. JULI 2015
Med vidt forskellige ambitioner og metoder har arkitekter opført to midlertidige bidrag til sommerens København
Hvad sker der, hvis man bevæbner arkitekter med simple materialer som krydsfiner og lægter og beder dem skabe midlertidige oplevelser på de hastigt skrumpende friarealer i vores byrum?
Det har hovedstaden netop fået to markant forskellige bud på. Det ene – i skyggerne under motorvejsbroen Bispeengsbuen – forsøger i samarbejde med kvarterets beboere at skabe liv på en af storbyens grimmeste pletter.
Det andet – i Kongens Have – er en stram arkitektdrevet stiløvelse, styret af designernes analyse af de velfriserede omgivelser og præmieret af deres ligesindede i en intern proces.
Hvad fungerer bedst? Det finder vi ifølge projekternes bagmænd og –kvinder først ud af senere. For trods deres vidt forskellige metode vil de alle bedømmes på, hvordan brugerne indtager og bruger deres værker.
Området under Bispeengsbuen blev til overs, da byplanlæggere i 1970erne agerede som privatbilismens hærførere. Med betonkanoner skød de en firesporet genvej ud af Københavns nordvestlige hjørne og efterlod et byrum uberørt af sollys under motorvejsbroen.
Naboerne stirrede irriteret på bilstrømmen til velhaverområderne mod nord og talte om området under buen som en scene for bilafbrændinger, voldtægter og narkohandel. Som alternativ forsøgte græsrødder i foreninger som Liv under Buen og Bas under Buen at udnytte de overdækkede brosten til koncerter og ugentlige loppemarkeder.
Fra i år har Frederiksberg Kommune så i en såkaldt områdefornyelse afsat penge til en mere formel udnyttelse af det store areal mellem betonsøjlerne – et udendørs kulturhus.
Det er ikke en nem øvelse. Verden er fyldt med eksempler på indfløjen byrumsarkitektur, som trods høj æstetik virker som nødlandede ufoer med et sprog, der ikke forstås af deres planlagte brugere.
I konkurrence med to andre indbudte firmaer valgte kommunen derfor arkitekten Ellen T. O’ Gara og hendes firma Platant til at styre processen.
Hendes oplæg var nærmest blottet for design, men fyldt med ideer om inddragelse af beboere, indhold og aktiviteter. Selve den arkitektoniske form var kun løst skitseret og er først undervejs vokset op af brostenene i krydsfiner og gule containere.
Fra starten valgte arkitekten at sprede budgettet på i alt to millioner kroner over tre år for undervejs at studere brugen og ombygge projektet, så det kan huse skiftende temaer. I det første år er temaet ”Scenen”, til næste år ”Køkken”. Måske. Det afgør brugerne. Sammen med kommunen og arkitekten.
”Det handler om at engagere folk i byen frem for at etablere byrum. Arkitekter er blevet gode til borgerinddragelse, Men den stopper ofte, når projektet er bygget”, siger Ellen T. O’ Gara.
Når man beder hende fortælle om sine år på Kunstakademiets Arkitektskole, flyver hun direkte til feltstudierne i Lissabon, Porto, Sarajevo og Malta. ”Der lærte jeg en måde til at engagere folk i en snak om lokalmiljø, hvilket jeg anser for arkitektur”.
Under Bispeengsbuen tog hun blandt andre fat i lokale foreninger som Liv under Buen og Pigeklubben Lunden, som har designet gulvet på det udendørs kulturhus’ scene. Syriske flygtninge har hjulpet med byggeriet. Og billedkunstneren Jan Friis kom forbi og fik en idé om at lade lokale skoleelever udsmykke de enorme runde søjler under motorvejsbroen.
Nu håber forkvinden for Liv under Buen, Henny Jensen, at en lignende dominoeffekt vælter dørene helt inde på Københavns Rådhus. Her ligger nøglen til opfyldelse af foreningens 19 somre gamle drøm: At få lukket den vej, der adskiller området under buen fra Lundtoftegade, så børnene kan lege trygt over det hele. Det nye projekt er et skridt på vejen: ”Så længe det er noget, de unge kan bruge, er det rigtigt fint”, siger Henny Jensen.
Selve byggeriet breder sig rundt om en skulpturel trappe med tre forsider og ingen af de bagsider, der er uønskede i storbyens dunkle hjørner. Trinene bruges som mødesteder eller tilskuerpladser – på den ene side med udsigt til en scene, på den anden side til en hockeybane, hvis hjørner blev runde i samarbejde med en lokal floorball-klub.
Hockeykøllerne ligger sammen med lydudstyr til koncerter og lærredet til en natbiograf i containerne, hvis nøgler kan lånes hos kommunen.
Fra toppen af trappetårnet kan man i to retninger tage turen ned ad skateboardramper, hvis stejlhed afspejler (og kræver) det samme mod, som præger resten af projektet.
Ramperne ender i det kontante byggeris eneste eksempel på de konceptuelle greb, der blandt mange arkitekter hyldes for deres sammensmeltning af symbolik, form og funktion: Et asfaltbånd, der diagonalt slynger sig over brostenene som en passage fra Frederiksbergs Nordre Fasanvej til et hul i hækken mod Københavns Lundtoftegade.
Den slags koncepttænkning er der til gengæld i kilometermål på den midlertidige sommerpavillon i Kongens Have, tegnet af arkitekterne Mikkel Kjærgård Christiansen og Jesper Kort Andersen som vinderprojektet blandt 56 deltagere i en konkurrence udskrevet af Arkitektforeningen.
Under Bispeengsbuen var udfordringen at skabe nyt liv i et råt og tomt ingenmandsland. I Kongens Have er pavillonen en tilføjelse til en park, der er så stramt anlagt, at Christiansen og Andersen begyndte med en detaljeret analyse af havearkitekturens linjer, havens kulturhistorie og gæsternes mangeartede brug. Derpå reflekterede de det hele i nøje overvejede streger.
Helt overordnet skulle pavillonen være et sted, der kan bruges både til en pause for folk på vej hjem fra arbejde, af kærestepar på en sommeraften og til mindre familiefester.
”Det skulle virke for en, for to og for mange – og gerne på samme tid. Hvor man ved en bænk må vente, hvis der i forvejen sidder nogen, ville vi lave et sted, der aldrig bliver optaget – som ikke kan indtages af én person eller én gruppe,” forklarer Jesper Kort Andersen.
Den runde pavillon har derfor både et ydre og et indre rum, adskilt af delvist transparente tremmevægge. Både inde og ude løber langs væggene en kant, et dæk, der bølger let op og ned og skaber et næsten uendeligt antal siddepladser i forskellig højde. På ydersiden er pavillonen et stort møbel til betragtning af havens liv – på indersiden et mere intimt rum med udsigt til himmelen.
Men dækket er meget mere end siddepladser, forklarer arkitekterne: Det er også et trin mellem park og pavillon og en hilsen til de lange gange i den gamle have - ”en bænk, et trin og en promenade føjet sammen til ét objekt”.
Taget er skåret i samme højde som havens alléer, hvis træer og mellemrum med udsyn til verden er genspejlet i tremmevæggens lodrette stolper og sprækker. Men den tætte dialog med havens linjer har ikke været suppleret med samtaler med dens brugere.
”Vi har valgt at observere og registrere og flette livet med den kulturhistoriske ramme – og skabe et projekt, der både beriger livet og haven”, siger Jesper Kort Andersen. ”Vi ville gerne vise, hvad vi som arkitekter kan tilbyde”.
I samarbejde med elever og lærer fra Københavns Teknisk Skole – der ligeledes har opført meget af projektet under Bispeengsbuen – har de to arkitekter også villet demonstrere, hvad man kan få ud af simple materialer. Det meste af pavillonen er bygget af almindelige skillerumslægter, nogle steder skåret i kiler for at skabe dækket i cirklen, andre steder flækket som tagbeklædning.
På afstand virker det overbevisende. Tættere på skæmmes den angivelige demonstration af arkitektfagets faglighed af en række meget synlige sømbeslag – byggeriets svar på fastfood, der her end ikke har fået fjernet trælasthandlens stregkoder.
Beslagene irriterer også arkitekterne, der havde tegnet en bedre løsning, men måtte leve med både kompromiserne - og med de knaster i lægterne i den tynde kant, der allerede kort efter åbningen fik de første af dem til at knække.
I virkeligheden er brugernes slitage vel det ultimative adelsmærke og bevis på nytteværdien for et midlertidigt projekt. Men på en forfinet PR-indsats for Arkitektforeningen i Kongens toptrimmede Have forekommer nedbruddene mere fremmede end de utvivlsomt langt alvorligere skrammer, som skaterne på en lang sommer kan tilføje projektet under Bispeengsbuen.
Måske fordi sidstnævnte altid har været defineret mere som indhold end objekt – måske fordi det altid har været mere taknemmeligt, indlysende og umiddelbart nødvendigt at forbedre det rå end det i forvejen raffinerede.